En tur i parken with Fenris

Tid: 19.23
Sted: Parken
Vejr: Køligt, skyet og kold blæst
Omgivelser: Park-agtig


Ellen var lige så stille på vej ind i parken. Hun havde haft lyst til noget frisk luft, og valgte at gå en tur ned til parken da hun endnu ikke havde fået set den ordentligt. Der var stadig lidt lyst, og ikke for mørkt og skummelt til at man kunne gå alene rundt i den næsten helt tomme park.
Ellen strøg hendes pjuskede pande hår til siden, da blæsten fik det til at danse om hendes hoved. Hendes hår var altid rodet på en eller anden måde, det var tyndt og var klippet en smule sjusket til skulderne. Men utroligt nok klædte frisuren hende, andre piger ville skrige ulykkelige hvis deres hår blev klippet på samme måde. Men sådan gik det når man valgte selv at klippe det.
Hun lod hænderne hvile i hendes jakkelomme, mens hun roligt gik ad stien som førte mod legepladsen. Hun smilede ganske svagt ved tanken om hendes højde 1.62, hun lod blikket kort gå til hendes støvler som gjorde hende 7 centimeter højere end hun var.

påklædning: som på belledet

Fenris lå på en bænk og læste i en bog, hans fødder stak uden over kanten, men hvad kan man forvente når man ligger på en 1,80 meter bænk og er 1,90 meter
Fenris gabte og så op og så pludselig en køn ung pige med meget pjusket hår, han trak luften gennem sin næse for at få hendes fært, og ganske ja vinden bar den lige hen til ham, hun var menneske ingen tvivl om det, ''hvor lang tid var det siden jeg har talt med en pige som ikke er magisk det må være flere uger siden'' sagde han stille til sig selv, det burde der nok snart gøres noget ved

Ellen lagde mærke til en ung mand som lå på en bænk, som han tydeligt var for lang til. Hun smilede muntert af det og kom til at tænke på hendes storebror som også var lang, hun var faktisk den laveste i hendes familie. Hendes tante havde altid drillet med at postbudet måtte have en finger med i spillet, da mor var over 170 centimeter og hendes far var omkring 180 centimeter.
Hun gik langsomt i retning af bænken, dog havde hun ikke nogen planer om at tage kontakt til manden, da han jo sagtens kunne være en overfaldsmand, eller måske en ubehagelig hjemløs, selvom hans tøj ikke lige så ud til at være ejet af en hjemløs. Hun rynkede med hendes lille næse for at få hendes briller til at sidde ordentligt men måtte tage hendes hånd op af den varme lomme for at skubbe dem på plads med en slank pegefinger.

fenris så eftertænksomt på pigen, hun var ikke serlig høj, det var også tydelig at hun prøvede at se højere ud ind hun var, ved at bære støvler med 7 cm hæle, vis han skulle få hende ville det være udelukket at invitere hende hjem, hans lejlighed var for tiden fyldt med ting fra Egypten ting, som kunne få ham dømt for gravskænding, tyverrig, smugling og sikkert også hærværk, men hvor så.
mens Fenris sad i disse tanker mærkede han den ramme dunst af alkohol, røg og billig aftershave, da han han så efter, hvor denne lugt kom fra så han tre mænd, det lignede at de kom fra den bande som for ganske nyligt havde gjort parken til deres område, de kom gående hen mod pigen.
Fenris måtte helder sørge for at der ikke skete pigen noget, men han ville ikke banke fjæset af de tre mænd hvis de ikke gjorde noget.

Ellen smilede venligt i retning af manden for ikke at virke uhøflig, hun var på vej forbi ham da hun lagde mærke til tre andre mænd. Det var ikke lige en gruppe mænd som en på hendes størrelse ville møde sådan et sted. Hun satte farten en lille smule op, men gjorde det så det ikke var tydeligt. Hun ville ikke kunne løbe fra dem, med hendes støvler og sikkert på ingen måder forsvare sig. Men hun havde det med at se spøgelser hvor der slet ikke var nogen. Hun havde let ved at dømme andre, noget hendes mor altid sagde at hun skulle venne sig af med. Men det var en slags sikkerhedsforanstaltning, nu hvor hun ikke ville kunne forsvare sig skulle hun helst undgå en hver situation hvor der ville være brug for at forsvare sig.

pigen begyndte at sætte farten en smule op, en tydelig og instinktiv reaktion på frygt, og det var nok det dummeste hun kunne have gjort, for det gjorde to ting det markerede hende som byttet, og der ud over elskede denne type af afskum at se andre være bange for dem, hvis hun bare havde ignorere dem ville de måske ikke have sat efter hende, så de satte også farten op og vandt hurtig ind på hende

Panikken begyndte at tage bo i Ellen i takt med at hun indså at mændende var efter hende. Hun kunne vælge at lagde som ingenting, men noget sagde hende at det var dumt. Hun vidste ikke helt hvilken vej den nærmeste udgang fra parken var og da hun så at de havde nået hende, tog hendes ønske om at komme væk at hun pludselig satte i løb, selvom hun nemt kunne falde i hendes høje støvler. Bare den mindste ujævnhed i stien kunne få hende til at falde og forstue en fod.

mændene havde næsten indhentet pigen, da Fenris besluttede sig for at træde ind, med en fart som kunne have vindet guld i den olympiske spurt (for mennesker vel og mærke) var han hende ved dem han sparkede benene væk under den første og vendte sig mod den anden da den tredje satte en springkniv i låret på Fenris, hvilket blev ignoreret (Fenris var vandt til at få arme og ben bidt op af ulve månedligt), han gjorde den anden færdig ved at hive ham et slag i brystet, som fik manden til at flyve et par meter tilbage, hvor han landede hårdt.
den tredje mand tog flugten.
Fenris spøger pigen ''er de ok''

Ellen havde stoppet flugten med det samme manden fra bænken havde grebet ind. Hun havde måbende og forfærdet stivnet af skræk mens hun så ham ene mand klare de tre mænd. Da han henvende sig til hende kunne hun ikke andet end at stirrer på hans lår, hvor en af mændene havde stukket ham.
Hun åbnede og lukkede munden og lignede en fisk i ansigtet. Et ansigtudtryk hun altid fik hvis hun enten var bange, meget forvirret eller bare ikke forstod noget som helts af det der skete.
"Dit...lår...?"Fik hun endelig sagt med en lav hæs stemme, og stirrede kort på ham hvorefter hendes blik blev fanget af en af mændene da der kom en lav stønnende lyd fra ham, men han blev liggende.

det var først da hun begundte at tale om hans om hans lår at Fenris kom i tanke om sit lår ''pis mennesker er ikke van til at se folk ignorere et knivstik'' tænkte Fenris, han mærkede på såret ''langs muskelfibre, ikke ramt knoglen nerver, sener eller nogle vigtige blodåre, det kommer til at bløde lidt men det vil snart hele (hun har ingen ide om vor snart), så bare rolig, men de svarede ikke på mit spørgsmål'' siger han for at berolige hende.
mens han siger dette har Fenris taget sin frakke og skjorte af så han nu står har bar brystkasse (som er meget muskuløs)
Han river sin skjorte i strimler og forbinder sit lår

Ellen stirrede på hans lår mens hun lyttede til det han sagde om såret. Det lod til at han have forstand på sådan nogle skader. Hun overvejede kort om han tit kom ud for den slags, eller om han måske var læge.
Hun flyttede blikket til hans ansigt, da han gjorde hende opmærksom på at hun endnu ikke havde svaret på hans spørgsmål.
"øhm..Fin"svarede hun endelig og fulgte hans bevægelser da han begynde at rive hans skjorte i stykker, hun kunne ikke lade være med kort at betrakte hans overkrop. "Og tak for din hjælp"tilføjede hun og flyttede med det samme blikket til hans ansigt igen, for ikke at blive opdaget i at stirrer på ham.
Hun tog brillerne af og pudsede dem i ærmet på hendes bluse, som hun trak frem af jakke ærmet. Hun havde engang haft en klud specielt til at pudse brillerne med, men hun havde altid været god til at tabe ting og/eller smide dem væk. Hun kunne nogle gange være ret klodset.

Fenris vidste godt at forbindingen bare var for synskyld, han ville ikke forbløde af så lidt (blødningen ville være stoppet inden for en time og såret ville være forsvundet i morgentidlig)
''det var så lidt, men du burde vide bedre ind at gå i parken ved denne tid, når den bande er i området, men hvad vil du sige til at jeg følger dig hjem, og vi må hælere skynde os, for ham, som flygtede kan komme tilbage med venner og jeg ved ikke hvor mange jeg kan klare uden at dræbe nogen af dem''

Ellen lyttede til ham og havde ikke troet at der ville være nogen som skulle overfalde hende. Hun havde fået ind i hovedet at det kun var noget som kunne se når der var blevet helt mørkt, hvilket det endnu ikke var helt.
Hun stirrede kort nervøst på ham da han snakkede om at der kunne komme flere, og specielt på grund af det med at han kunne blive nød til at dræbe nogen. Hun gik faktisk slet ikke ind for vold og drab, så hun ville helst undgå mere ballade for den aften.
"Øhm..Du kan da godt følge mig hjem..."svarede hun og prøvede at få et venligt smil frem på læberne. "Men det er ikke noget du behøver, jeg bor ikke så langt her fra"tilføjede hun da han ikke skulle føle sig forpligtet til det. Men det ville da være rart at følges med en hjem og så kunne hun vel også invitere ham på noget at drikke eller spise der hjemme som tak for hjælpen.

Fenris stod lidt og tænkte over hvad strategien, for at sikre hendes sikkerhed, så sagde han ''det tilfælde burde vi nok gå en omvej så de ikke kan regne ud hvor de bor, og tage hævn på dig, for de vil ikke ture gå efter mig mår jeg har overvindet tre af dem, men hvor er mine manere mit navn er Darren Fenri, men alle kalder mig Fenris, hvad er deres''