i udkanten af skoven - Arissa

"Yep, hvad skal vi spise?" spurgte hun.

"Jeg kender en restaurant ikke så langt her fra?" sagde han med et lille smil.

"Fedt" hun smilede til ham "lad os tage der over!"

"godt, det er den her vej" han skifter retning, og går nu mod restauranten.

Arissa fulgte efter Niko, lidt spændt på hvordan stedet var.

De ankom til en italiensk restaurant, sådan et sted, der sælger pizza og pasta. "Her er der" sagde han og gjorde tegn mod stedet.

Arissa så på stedet "wow, her ser fint ud" mumlede hun.

Han smilede svagt, "det er ikke noget særligt, kom lad os finde et bor" han gik mod et bord til to.

Arissa nikkede lidt, og så sig omkring imens de gik der ind. Hun havde svært ved at fokusere på hvor hun gik, der var jo så meget hun skulle nå at se.

Niko trak den ene af stolene ud for Arissa og smilede til hende.

Arissa satte sig.. hun smilede op til ham "hvad slags mad spiser man her?"

"hm ... pasta og andre italienske ting" sagde han og smilede til hende.

Arissa sad og betragtede restauranten igen. Hun havde altid godt kunne lide den slags steder, måden alting var sat op på.. hun betragtede de mange borde og smilede lidt for sig selv. ”Jeg har ikke altid været uvenner med mine forældre..” sagde hun og så på Niko ”dengang jeg var lille var jeg også helt pjattet med menneskeverdenen.. jeg kan hukse at min far plejede at tage mig med ned og smage forskellig slags mad” hun fik et lidt drømmende udtryk i ansigtet da hun tænkte de mange år tilbage ”vi måtte skjule det for min mor” sagde hun med et lille grin.

Han smilede svagt, "hvad ændrede sig?" spurgte han nysgerrigt.

”Jeg blev gammel nok til at lærer magi.. jeg begyndte at bruge mere tid hos min mester end med mine forældre. Jeg hadede alle de forventninger, begyndte at stikke af og tage på besøg i menneskenes verden alene” sagde hun og sukkede svagt ”mine forældre ser mig vidst som lidt af en skuffelse..”

Han nikkede, "det lyder besværgeligt" sagde han medfølende.

"Tak.." hun smilede til Niko "men det går jo nok, jeg er efterhånden en stor pige.."

"Det er sandt, men du virker nu stadig som om det går dig på" sagde han og smilede svagt.

"..." Arissa sukkede svagt "tjo.. en smule" hun smilede til ham "men tiden læger alle sår.."

han nikkede, det var der vel noget om, "men så lang tid er der heller ikke gået?"

"Hm?" Arissa så forudret på ham "hvordan mener du?"

"du er kun 100, der kan ikke være gået mere end, 70 år?" sagde han med hovedet spørgende på skrå.

"Nej men.. jeg regner med at blive en hel del ældre så" hun trak på skuldrene..

Han smilede, "det håber jeg også du gør"

"Det skal det nok, ingen lider vel for evigt" sagde hun med et grin