terapi - Anna rose

".... Kan jeg ikke huske..." hun rystede.

Han nikkede, "ok, fortæl mig det næste du kan huske"

"..." Anna Rose tænkte sig om "Jeg kan huske politiet udspørg mig om ham, siden de ikke rigtig har parpier på ham, og så jeg får afvide jeg nød til at flytte ud af vores hjem

Han nikkede, "hvad gjorde du så?" spurgte han.

"Jeg tog fri et par dage fra arbejde og blev hjemme og læste" sagde hun stille og så ned.

Han nikkede, "kan du huske, hvordan du havde det, og hvordan du håndterede det?" spurgte han.

"Jeg læste... jeg ville ikke tænke jeg begrevet mig selv i arbejde... jeg nægtede at tro på hvad der skete" Hun så ned.

Han nikkede, "og hvad med nu?" spurgte han, "hvordan gør du nu?"

"åbenbart ikke godt siden mit arbejde sende mig her hen" ser tomt på ham.

Han betragter hende lidt og nikker så, så strækker han ud med sin magi, for at se, hvor slemt skadet hun er, om hun har brug for hans healing eller om tiden vil være en bedre læge.

Anna Rose havde brugt magi for at lukke af for hendes følser og var mere skadet end hvad der bare var sket nu men også hendes barndom.

Han rynkede svagt brynene og så bekymrede på hende, "så ... har du haft andre traumatiserende oplevelser i dit liv?" spurgte han.

Anna Rose så op på ham "Ikke af hvad jeg ved af" sagde hun stille, løj.

Han rynkede svagt brynene, da hans magi opfangede løgnen, han kunne ikke hjælpe hende, hvis hun ikke var ærlig. "ok" sagde han og overvejede, hvordan han bedst greb det an, "vil du prøve at give slip på dine følelser?" spurgte han, "det virker som om du holder meget fast på dem, prøv at lade dig selv føle det din krop vil føle"

"...." Anna Rose rystede og så nervøs ud "Det... har jeg ikke lyst til..."

"prøv" sagde han og smilede beroligende, "bare slap af, jeg skal nok sørge for, at der ikke sker noget" sagde han.

"...." Anna Rose sukkede, lukkede øjne og gav slip på sit hold på hendes følser og stræks remte det henbde, fortvivelsen, tristheden, vred, skyld følsen, forvirringen, ensomheden og alr det andet der flød med. Følserne kom så stækt at de flød over og fulde hele rummet med de negative følser.

Julian holdt øje med hende, for at se, hvordan følelserne ville påvirke hende.

Anna Rose blev meget trist meget hurtigt, følte skyldføle og begyndte at ryste af radsel.

Han overvejede, hvad det bedste ville være at gøre, ".. hvordan har du det?" spurgte han og holdt sin stemme rolig.

"Dårligt" hviskede Anna Rose og rysstede, fik tåre i øjne.

Han nikkede, "det er helt normalt, forklar mig hvordan det føles, hvilke følelser du har ... og hvis du føler for det, så vær ikke bange for at græde"

"JEg... jeg føler..." Anna Rose lagde hovedt i hænderne og uden at tænke sendte sine følser ud så alle i rummet ville kune føle dem.

Han blinkede et par gange med øjnene af de pludselige følelser, men hans skjold holdt den værste effekt væk, "ok ... prøv at se om du kan sætte ord på det" sagde han.

Anna Rose rystede på hovedt "Jeg vil bare havde de går væk!"