terapi - Anna rose

sted: Julians kontor
omgivelser: to sofaer, en lys blå og en grøn, og et kaffe bord står i midten af rummet, og op ad den ene af de hvide vægge står en reol og et skrivebord med stakke af papir i. Alle stakkene er i lige, ordentlige bunker og kontoret er generelt ryddet og rent. På det lille kaffe bord står en skål med karameller og en anden med frugt. Op ad væggen overfor den gule dør står en række farverige plasticstole. I en af de andre vægge er der et stort vindue, som giver udsigt over Aterswell og gør at rummet er godt oplyst i de fleste af dagtimerne.
tid: 12:55
vejr: sol

Julian satte den nu tomme kaffekop fra sig på det lille skrive bord og pakkede sine papirer væk, pausen var forbi og der ville snart komme en kunde. Det var en ung dame, Anna Rose hed hun vist, som havde bestilt tid her klokken et. Han rejste sig og strakte sig, og gik så en omgang rundt i rummet, for at sikre sig at alt var som det skulle være, før han gik ud og åbnede døren, så hun kunne se, at han ikke var optaget, når hun ankom.

Anna Rose stod allerade ude for døren og vventede, hun havde ikke set hvad hun ellers skulle fortage sig og var kommet i god tid.
Hun stod og så på døren der åbnede sig men kunne kun se på føderne af personen foran hende, hun havde ikke kunne se folk i øjne i noget tid nu.
Hun havde en rød bluse på og sorte bukser og en taske over skulderen, hendes hår var ikke sat op eller noget og hendes øjne var blanke.
Hun så lidt op på person foran hende uden rigtig at kunne se ham for at tjekke om han lukkede hende ind.

Julian smilede til pigen der stod og ventede, "anna rose, formoder jeg?" sagde han og trådte til side, så hun kunne komme ind, "bare kom ind".

Anna Rose gik stille ind og så sig lidt omkring, vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.

"bare sæt dig i en af sofaerne" sagde han med et venligt smil og lukkede døren bag sig.

Anna Rose gjorder som hun fik besked på og satte sig i en af sofaerne, hun krummede sig lidt sammen og bøjede sig lidt forover og så på gulvet.

Juian satte sig overfor hende, "så Anna Rose, hvorfor er du kommet her?" spurgte han med et venigt smil, samtidig undersøgte han hendes hjerne for sår og skader.

"... min... kærste blev myrdet...." hun så ned "Og mit arbejds sted.. sagde jeg skulle komme her..."

"oh" sagde han svagt overraskede, "det er jeg ked af at høre" sagde han oprigtigt, "så ... tror jeg det bedste er, hvis du bare fortæller alt, hvad du har lyst til og kan komme i tanke om, om hvordan du har det og om ham" sagde han.

".... vi havde været sammen i snart et år... han var den første person jeg virkelig... stolede på, jeg følte mig tryk når jeg var sammen med ham.... men den dag da døren blev åbnet og det var politiet der kom ind...." hun rystede.

Han nikkede opmuntrende, "det kan hjælpe dig igennem det, at snakke og græde over det, der er ingen grund til at lukke dine følelser" sagde han, han håbede katharsis-metoden ville gøre hende godt.

"... jeg kan ikke føle noget" sagde hun stille og på jorden "Jeg kan ikke sove... jeg kan ikke spise... jeg..." hun så bare ned.

Han nikkede, "det er ikke unormalt at blive ramt af chok efter en traumatisk hændelse som denne" han tøvede lidt, "prøv at beskriv, hvordan du har det"

"Jeg har det tomt... men som om det ligger noget i den tomhed... som skræmmer mig... og jeg vil bare distrahere mig selv så meget som muligt..."

Han nikkede, "prøv at se ind i tomheden" foreslog han.

"Jeg har ikke lyst..." hun rystede.

Han nikkede og tænkte lidt, "hvorfor har du ikke lyst?" spurgte han så, en anelse prøvende.

"... jeg bange..." hun rystede.

Han nikkede, "bare slap af" sagde han beroligende, "prøv i stedet at fortælle mig om din kæreste, og fortæl om, hvad der skete".

"...." hun så på sine hænder "Jeg ikke helt sikker på hvad der skete... kun at han blev dræbt og hvem der dræbte ham..."

Han nikkede, "hvordan fandt du ud af det?" spurgte han.

"Politiet kom, jeg var i hans lejlighed på det tidspunkt... først anholdte de mig for at bryde ind i lejligheden, da de fandt uyd af jeg boet der og hvem jeg var fortalte de mig nyhederne"

Han nikkede, "og hvordan reagerede du?" spurgte han.

"..." Hun så på ham og så ned "Jeg var... i chok... jeg kunne ikke engang kenkende ham uden liv i ansigtet..."

Han nikkede, "hvad gjorde du så?"