så er man tilbage - Catherin

Catherin kiggede forskrækket op på ham. Så blev hun en smule facineret af det. Det var ret skræmmende at han kunne høre alt hvad hun tænkte. På den anden side var det vel en ret god evner at have. Hvis man altså ikke blev for forstyrret at alle tankerne på en gang. Hun kiggede op på ham med rynkede øjenbryn "Er det ikke forvirrende når du kan høre alles tanker på en gang? Og er det så muligt for mig, fx. at stille dig et spørgsmål i hovedet og kan du så høre det?" Spurgte hun og blev så pludseligt bevidst om at hendes tonefald nærmest havde virket som et lille begejstret barns. Hun skiftede hurtigt sit tonefald tilbage til normalt igen.

Han stoppede bare langsomt op med at danse, uden at tænke over det og med sin arme tæt omkring livet på hende "nej ikke længere" sagde han og havde ikke engang lyst til at tænke tilbage til den gang hvor hans evne gik løs, og han var sikker på at han var blevet skør med alle de stemmer inde i hans hoved. Det var derfor han også elskede havet så meget som han gjorde, da det var det eneste sted hvor han havde sit hoved for sig selv og kunne tænke og høre sine tanker. Han nikkede kort "ja jeg kan høre dem alle.. og kan svare dem" sagde han og holde smilet på sine læber, før han lag den ene hånd på hendes kind "hvis du har lyst, kan jeg vise dig foran det er at høre alles tanker" sagde han og ventede på hendes svar.

Hun flyttede langsomt hans hånd fra sin kind. Andre ville nok føle at det var behageligt, men det syntes hun enteligt ikke.
Hans spørgsmål kom bag på hende og hun kiggede en smule overasket på ham. Så lagde hun ansigtet i de normale folder igen og svarede ham "Det kan du godt. Det lyder en smule insteressant" Hun ´kiggede op på ham, da han var højere end hende, og sendte ham et smil. Så vendte hun blikket imod alle de andre der dansede rundt omkring dem. Deres dans var stoppet. Hvorfor vidste hun ikke helt.

Han lod hende bare fjerne hans hånd, og lag den i stedet rundt om livet på hende igen. Han havde altid nydt at røre ved andre, da de vel ligefrem var spændende i hans hoved og mest vampyr. Han elskede den kulde som de havde, og som gjorde at han knap nok kunne holde sine fingere væk fra dem. Der kom et let brummende grin ud mellem hans læber, når han hørte hendes svar "okay, hvis det bliver for meget så klap mig på armen" sagde han og tog en dyb indånding, han nød virkelig denne del af sin evne kan kunne lade andre folk høre alle tanker rundt omkring. Han holde sit blik mod hende, mens tankerne langsomt forsvandt ud af hans hoved, sammen med stemmerne og musikken. Han kunne ikke høre noget som helst, udover de tanker som tilhørte ham selv som der alligevel ikke var mange af.

Det gav et lille gib i Catherin da han pludseligt 'lånte' hende sin evne. Det var meget overvældende og alle tankerne strømmede ind på samme tid, selvom mange af dem var utroligt ensartede, bare formuleret forskelligt. Måske var grunden at de var på en bar, omringet af dansende par, men de fleste mennesker tænkte på sex eller penge. Som om det var det eneste der fyldte deres hverdag, hvilket det nok også var.
Det måtte enteligt være en belastende evne at have, da man pludseligt skulle holde på alle folks hemmeligheder. Hun hørte blandt andet en ældre mand der nærmest gned sig op ad den yngre pige foran sig tænke på at hans kone og to teenager børn troede at han var i skak klub. Hun havde jo hele tiden vidst at folk bedragede andre mennesker og løj for dem. Det gjorde hun også selv nogle gange, men det var alligevel mærkeligt at opleve på så nært hold.

Han holde sit blik fastlåst på hende, mest for at sikre sig at det ikke blev for meget for hende at høre alle stemmer. Han kunne selv huske den gang han lige havde fået sin evne, og havde troet at han var blevet sindssyg i det. Det var bestemt ikke en rar oplevelse, han havde da også prøvet at være låst inde før pågrund af denne evne som han havde. Han havde vel bare lært at leve med den, og holde den så langt væk fra mennesker som muligt da det jo ikke var alle som kunne forstå den. Det var ikke fordi han holde på folks hemmeligheder, det gad han slet ikke brug sit liv på. Hvis der var nogen der irriterede ham, så skulle han bestemt nok prøve op om alle de tanker som personen havde. Det var heller ikke fordi han brugte den til at hjælpe nogen som helst, fra at blive overfaldet. Det gjorde det bare sjovt at leve, når man viste at nogen ende med at blive overfaldet. Han sukkede flere gange af ren lettelse, det var noget af det bedste han viste. At ikke kunne høre noget som helst, det var som om at være væk i et drømme sted. Han viste dog også godt at det ikke var alle som kunne klare at have så mange tanker inde i deres hoved, det var også det som gjorde det så sjovt at han kunne gøre så en person kunne høre alle folks tanker. Han havde endda drillet et par stykker, fået dem til at tro at de var sindssyg.
Han lag sine arme tætter omkring livet om hende, og begynde at danse igen også selv om han ikke kunne høre musikken. Det var bare ikke så sjovt at stå stille, så heller nyde stilheden med at danse. Der havde kommet et stort og næsten ligefrem lykkeligt smil frem på hans læber, som afslørede hvor meget han nød at bruge denne del af sin evne.

Catherin fulgte dansen med de langsomme trin, med et en smule anstrængt smil. Ikke fordi hun ikke nød at danse, for det gjorde hun, nærmere fordi alle disse tanker blev en smule for anstrengende. Hun lagde mærke til at Andy så lettet ud, som om at det var rart at slippe for. Hun bestemte sig for at lade ham være fri et par minutter til og forsøgte at lukke alle lydende ude og bare følge hans dans. Hun lagde den arm hun før havde holdt ved hovedet, uden rigtigt at lægge mærke til det. Det var nok al den forvirring, omkring ham og smilede, nu lidt gladere.
Da der var gået en smule længere tid kunne hun ikke holde presset ud mere, uden at det ville blive ubehageligt, så hun klappede ham let på armen. Hun gik ud fra at han måtte have en slags træning i at lukke tanker ude, så det var letter for ham.

Andy lad godt mærke til det smil som hun sende ham, men han havde bestemt ikke tænkt sig at lade hende slippe fra det før hun gav lyd fra sig. Han ville jo bare nyde det så længe han kunne, så længe han fik lov til at slippe for at være den som skulle høre på alle de tanker som de fleste helst ville undgå. Han fjernede ikke blikket et eneste gang, da han jo ville være sikker på at det ikke gik alt for galt og hun ville gå amok. Det var jo ikke ligefrem fordi han ville kunne høre hvad der skete, han var derfor fast besluttet på ikke at fjerne sit blik en eneste gang. Han lag med det samme mærke til klappet og tog hurtigt sin evne tilbage til sig igen, der kom et højt gisp ud mellem hans læber og han lukkede kort øjnene hårdt i. Han åbnede dem kort tid efter igen og vende blikket mod hende igen "så ved du hvordan det er" sagde han mens smilet hurtigt blev forvandlet til et charmerende smil i stedet.

"Det er ikke lige frem fordi at det er rart" Svarede hun med en smule skælvende stemme. Det havde været ret overvældende. Hun tog en dyb indåndin, selvom hun enteligt ikke trak vejret og smilede så stort tilbage til ham. Hun havde nu rystet oplevelsen af sig og vidste nu bare at hun ikke skulle sige ja tak til evnen som tankelæser. Altså bort set fra hvis det at kunne skærme sig fra tankerne når man ville fulgte med.
"Hvor bor du så henne? Her i byen?" Spurgte hun og kiggede op på ham. Hun gik ud fra at det nok var et sted der lå lidt væk fra alt andet i byen, da det måtte være anstrengende at kunne høre tanker døgnet rundt.

Andy levede jo med det hver dag og det var ikke fordi han lærte at styre det mere, som så mange andre lærte at styre deres evner. Han viste bare ikke hvordan han skulle gøre det, og om han overhovedet havde lyst til kun at kunne høre sine egn evner. Det var ikke fordi man følte sig alene når man hørte tanker, så var det altid som om der var nogen i nærheden af en. Selv om det ikke altid var rare tanker, så hjalp det vel et eller andet sted "nah.. det er det nok ikke, sådan havde jeg det også når jeg først havde fået den.. troet jeg var blevet sindssyg" sagde han og gav et grin fra sig, som det hele bare var en stor joke. Han kunne bare ikke gøre andet end at grine af det, det var jo fortid og det var bare noget han havde lyst til at glemme også selv om det lå dybt inde i ham "nede ved havnen.. bor på en båd" sagde han og var bestemt stolt over at snakke om sit hjem, det var jo en af de ting som virkelig betød meget for ham "hvad med dig?" spurgte han om kort tid efter, mens han forsatte med at danse lidt rundt.

"Inde i byen, i en lejlighed. Er det ikke fantastisk at bo på havet? Det er umuligt for mig på grund af min spise vane" Hun sendte ham et stort smil der afslørede en smule af hugtænderne, men lukkede så munden igen så ingen mennesker kunne bemærke det. Hun ville vidst få et lille problem hvis de opdagede det.
Catherin fulgte dansen, det var rart at danse, men det blev måske en smule for meget i længden "Har du noget imod at vi stopper med at danse?" Enteligt ikke fordi at det var kedeligt, for det var det ikke, men danse gulvet var blevet godt fyldt og nogle af de andre par dansede utroligt tæt op ad dem. De kunne høre hvad de talte om, hvilket nok ikke ville være så smart.

Han nikkede ret så kort "ja det er fantastisk" sagde han og var ikke engang sikker på om han havde lyst til at blive boende et sted, han ville jo være en af dem som kunne opleve verden så meget som muligt "du er da velkommen til at komme forbi en dag" sagde han og havde heller ikke noget imod at vise sit hjem frem, han var jo bestemt stolt over det og ville med glæde vise det frem til så mange som muligt. Han tog hurtigt sine hænder til sig igen og rystede på hovedet "bestemt ikke.. her begynder også at blive bange fyldt op" sagde han stirrede kort ondt på en fyr som skubbede til ham, der kom en knurren ud af halsen på ham før han vende sit blik mod hende igen "hvad med en drink?" spurgte han om mens han begynde at gå væk fra dansegulvet.

Catherin lyste lidt op ved tanken om alkohol. Hun kunne godt lide at drikke det, selvom for store mængder af det gjorde hende dårlig til pas. Ikke fordi hun blev beruset, men fordi at når hun drak for meget noget, det kune være alt fra vand til vin, fik hun det lidt dårligt.
Hun nikkede og begyndte at mase sig igennem menneske mængden. Da hun nåede op til baren satte hun sig på en stol der stod ved baren og ventede på at bartenderen blev færdig med at betjene en kunde. Efter kort tid kom han hen til dem og spurgte "Hvad vil i ha'?" Catherin svarede "Noget stærkt til mig. Hvad med dig?" Hun kiggede hen på Andy.

Andy gik bare med hende op til baren, for at skubbede en alt for fuld ung mand ned fra stolen ved siden af hende. Han satte sig bare op på den, og lod ikke engang sit blik møde det sure blik fra den unge mand.. som alligevel bare besluttede sig for at gå videre, og prøve på at score en af de alt for unge piger som var til at finde rundt på diskoteket. Han så bare på hende, og lod kort sit blik møde bartenderen "en øl" sagde han med et let nik, før han vende sit blik mod hende igen "nå... hvad er din evne så?" spurgte han kort og så på hende med et blik, som afslørede at han fantastisk var interesseret i at høre på hvad hun sagde. Det var som om tanken om sprut, gjorde at han faktisk havde lyst til at høre på hvad hun sagde.

"Ingenting, Vapmyre er ikke i stand til at bruge magi, så vidt jeg ved" Hun sendte ham et smule mystisk blik. Hun nippede hun lidt til sin drink og skannede lokalet. Så vendte hun atter blikket imod Andy "Tænker du nogen sinde over hvordan dit liv ville have været hvis du ikke var dæmon, men mennesker?" Spurgte hun. Det var en ting hun ofte selv spekulerede over, da hun fandt menneskenes liv en smule facinerende, men alt for kort. De døede for hurtigt, og det de tænkte aller mest på var penge. I nogle tilfælde kærlighed. Selv var hun glad for sin evige ungdom, selvom hun havde hørt andre fortælle om at det blev ensomt i længden. Det gik fint for hende ind til viddere.

Andy gav et lille nik fra sig mens han betragtede hende "ah okay, så meget ved jeg heller ikke om vampyr" sagde han og gav et lille grin fra sig, og tog selv sin l og drak lidt af den. Før han satte den tilbage på disken og rystede kort på hovedet "nah ikke rigtigt" sagde han og træk lidt på skulderne "jeg ville vel bare være en gammel mand, alene og efterladt" sagde han og havde ikke engang lyst til at tænke på det, da det nok ikke var særligt sjovt at ens liv sluttede så hurtigt som det gjorde for mennesker. Han havde det vel også fint med at være dæmon, at bare kunne være sig selv som han nu elskede "hvad med dig?" spurgte han kort om og holde det charmerende smil på sine læber.

"Det gør jeg faktisk ret ofte, hvorfor ved jeg ikke" Svarede hun ham med et lille smil og fortsatte så "Det er da ikke sikkert at du havde været en forladt gammel særling, der kunne da have været sket lat muligt andet, tror jeg" Selv forestrillede hun sig som gammel, sammen med en eller anden gammel bedste far, imens en masse børnebørn løb rundt omkring dem og smilede. Men han havde nok ret. Hun ville muligvis også være endt som en gammel enlig dame.