... er tegn på regn ... - Millicent

Den kvinde legede med ilden, om Millicent så var villig til at at indrømme det. En sprød fantastisk følelse løb igennem Stephen, der lod hende fortsætte uden at kommentere hendes politikommentar. Der var ingen grund til at ædelægge det hele når det var så fantastisk. han følte sig selv som blommen i et æg, et perfekt blødkogt æg med en lun behagelig hvid hinde omkring. Han kunne sagtens vende sig til hendes berøringer, men det ville sikkert ikke ende ud med et godt resultat. Han tvivlede ikke et sekund på at det var mere end rigeligt at være afhængig af hendes kys og hende i sig selv. At Millicents berøringer blev føjet til samlingen ville sikkert få vandet til at flyde over, men det var svært. Det var svært ikke bare at lukke det ind og omfavne det og lade det blive naturligt. Stephen valgte til sidst at være den fornuftige engel og nyde det mens han havde det. Så håbede han det kom tilbage igen senere.

Alle de smarte tanker og rappe replikker valsede rundt i hendes hoved, og ville gerne lægge arm med Stephen, vise ham at også hun havde en form for kræfter.
Men sandheden var, at så snart hun kom ham nær, blev hun både ydmyg og genert, det var ikke ændret- hun var bare god...eller bedre i al fald...til at skjule det .Og hun havde fundet ud af at skubbe det lidt væk, når hun fokuserede på ham, istedet for på sig selv.
Hun blev også opslugt at ' legen' og efter at have nusset hals, skulder og hans side, fik hun mast hænderne imellem sofa og ham, så hun kunne nusse ham let på hans lænd, imens hun sørgede for hun sad...korrekt...ovenpå ham.

Skønt, men nu ville hun pludselige massere?! "Hvis du vil være massør, så sig bare til, så skal jeg nok vende mig om, det ser noget besværligt ud den anden vej." Stephen lod igen blikket glide hen over Millicent, mens han fortsat lå som den nederste del, sat fast til sofaen med en efterhånden meget ophidsende kvinde, mere end normalt. At hendes berøringer tændte ham var der ingen spørgsmål omkring, spørgsmålet var mere hvor meget der skulle til, før der kom liv i bålet og det gik fra gløder - som Millicent fortrak - til flammer.
Stephen - der kort var drævet væk - vendte tilbage til overfladen med et mistænksomt blik på Millicent. Hvis hun fortsatte var hun helt sikkert ude på mere end snobrøds gløder, for dem havde hun fået, endda nok til en pandekage eller to, men skulle hun sove ved ilden, var det det legen gik ud på? Hvis hun skulle, måtte hun passe på at hun ikke blev opdaget af andre, for et hvert bål blussede op og tiltrak sig noget opmærksomhed.

Hun rynkede på næsen " naa...det er da vist ikke noget for mig heller...men" hun kyssede han på hans højre skulder og lidt ned af hans arm " snakkede du ikke noget om en kysseslave for noget tid side?" naturlig vis var det en joke, hun ville aldrig blive slave af moget som helst..hverken stoffer, følelser, sex eller en mand.
Men...i dette tilfælde passede legen fint.
Hun satte sin mund mod hans varme bløde læber og trykkede let, mumlende " du skal ikke vende dig, så kan jeg ikke gøre det her" hun nappede i hans læbe og kunne ikke lade være med at forsøge lirke sin tunge ind mellem hans læber....det føltes rigtigt.Hun trak...eller gned..sig lidt ind mod ham samtidig, det føltes dejligt.

Kysseslave?! Det havde han sikkert sagt, men Stephen kunne ikke lige huske det og ingen klokke ringede da han forsøgte at finde et svar, men hun havde sikkert ret. Mente hun at han eller hun skulle være slaven? Han ville selv gerne stille op for en stund, hvis han vel og mærket fik noget ud af det, ellers sprang han gerne over. En tilfreds brummen lyd slap ud, da Millicent gjorde sig et forsøg. Et vellykket forsøg, der fik ivrig respons tilbage, imens Stephen lage armene omkring hende. Hun skulle ikke nogle steder, nu var hun der. Millicents tunge var mere end velkommen, så den blev sluset igennem, hvor den mødte noget af en afspejling af sig selv. Imens pressede Stephen ubevidst Millicent tætter på sig, mens han pønsede på at vende dem om, hvis han fik chancen og muligheden for det, ellers havde han det også ovenud fint neden under, selvom han ikke styrerede båden som han ellers gerne ville.

Lyden der undslap ham, kunne hun lide.Den var et tegn på at også han nød det, hvilke var meget ...dejligt.
Hun kyssede ham lidt grådigt, da han gav tilladelse og hans arme omkring hende fik også lov at låse hende fast, hun skulle llgevel ingen steder...ikke lige nu da.
Hun pressede sig ned mod ham, idet kyssene de delte bleb mere dybe.
Men...en forstyrrende lyd, brød ind og ændrede på situationen.
Millicent så først desorienteret ud, men genkendte så lyden af sin egen ringetone med Shinedown.
Hun måtte vriste sig fri...ellers måtte Stephen følge med og sætte sig helt op...da hun rakte ud efter sin taske på gulvet og fangede den.
" Undskyld...det er fra Klubben, jeg er nød til at tage den" forklarede hun.

Lige midt i det bedste! Stephen kunne mest af alt sammenlignes med en dreng der ikke fik lov til at lege videre, hvilke han også et sted inderst inde var. Han slap modvilligt Millicent og trak sig op på albuerne for at følge hende med blikket da hun greb sin telefon. Hvem var den idiot der ringede på det tidspunkt?! Det havde bare at være noget vigtigt! Imens samtalen kørte, sad Stephen passiv og så til, som en anden hund der kiggede på sin ejer til hun lage røret på og fortalte hvad der nu var på i vejen.
Det kunne være så meget, politiet, en latterlig langt ude vagt eller måske en af hendes andre bekendtskaber. Alias var selvfølgelig den første i tankerækken og den der ville have mest naturlige grunde til at komme kimene midt i det hele. Han blev nød til at bruge natten. "Hvem kalder frøken Coopers assistance?" Spurgte han tørt og fik sig sat ret op i sofaen, tydeligvis ikke bifaldende for telefonafbrydelsen.

Der var ikke det store snak fra Millicents side.Hun lyttede og indtog istedet den supplerende rolle med et " okay" eller et " I see" eller sågar et " nå..det var jo ikke så godt". Hun kløede sig lidt i siden af tindningen da hun rundede samtalen af med et " Jeg skal se hvad jeg kan gøre".
Øv....sikke dog et skod tidspunkt at modtage sådan et opkald på.Jude , den unge bartender fra Le Diamante, påstod at Alias ikke var på klubben - og at hun var den eneste med en smule talent for at udrede vagtplanlægningen for de næste dage, da den var i en frygtelig hårdknude og personalet oppe at køre, måske ligefrem skændes.
Hun så ærgeligt på Stephen, ville han nu blive vred? Han så allerede ud til at finde det svært irriterende, hvilke det faktisk også var.Hun syntes det samme jo.Han blev nok ikke glad, når han fandt ud af det var fra ' diamanten'.
Hun rømmede sig lidt og lid mobilen glide tilbage i tasken." Det var fra klubben...en ung fyr der hedder Jude, bartender, han siger der er optakt til ballade mellem personalet.Noget med rod i vagtplanerne...og Alias kunne de ikke lige få fat på, såååå"

Først kom der ingen respons fra Stephen der fortsat stirrede noget irriteret på Millicent som om hun var grunden til det pludselige opbrud. Der var ikke så meget at gøre, hun måtte jo hjælpe hvor hun kunne, hvis hun ikke skulle møde op på arbejde i kaos, selvom Stephen ikke ville have noget imod at hun ikke skulle arbejde de næste dage. "Jamen så må du hellere smutte hen og redde natten." Stephen kom op fra sofaen og gik hen til Millicent som han placerede et kys i panden hos, før han stoppede op med et tænksomt blik. "... og ring hvis jeg skal komme og hente dig." Tilføjede han, før han forsvandt ud i køkkenet, for kun et øjeblik efter at komme tlbage. "Det havde ikke været nødvendig du tog vinene."
Stephen kunne ikke få resultatet til at give det det burde blive. Hvordan kunne man kører en klub, hvis man ikke kunne få fat på chefen og vagtplanerne var i kaos? Han kunne rigtig godt tænke sig at se det sted hvis det var muligt, hvilke var derfor han havde tilbudt sin kørsel. Om den var forsvarlig til den tid hun ville ringe - hvis hun ville ringe - var et spørgsmål om hvor lang tid hun ville være væk. Hvis det var flere timer skulle det nok gå, men kortere tid ..?

Hun kunne næsten skære i hans irritation, så konkret og håndfast var den.Men havd pokker skulle hun gøre ? Hun arbejdede målrettet på forfremmelse, hele tiden og hun måtte gribe de chancer der var, for at gøre et godt indtryk på Alias, og det klingede bare ikke så fedt hvis Jude fortalte at jooo de havde skam fået fat i Millicent,hun gad bare ikke at komme.
Hun møvede sig hen og lagde armene omkring hans hals."Stephen...jeg er ked af det, jeg må heller se hvad det er, men jeg ville lange heller være her hos dig!" hun havde lyst til at kysse ham, men holdte det inde.Måske ville han synes det var et dumt tidspunkt?
Hun overvejede hans tilbud.Tanken om at se ham igen, om han ville hente hende , kunne hun rigtig godt lide- så have hun også noget at se frem til.Men det lød en smule egoistisk at han skulle ile afsted midt om natten, for hendes skyld.
Alias havde normalt 100 % styr på den klub, det var netop derfor man ikke kunne vende det blinde øje til, når der var problemer.Han havde ikke meget forståelse for den slags, og folk blev simpelthend bare fyret , hvis de ikke levede op til de høje standartet Alias krævede.
Hun mistænkte sig selv for at være hans største udfordring, personale mæssigt set, da hun lavede nogle...mystiske ting... som da hun forsvandt med William imens hun var på job.Det var ikke faldet i got jord.
" Jeg ved ikke hvor længe det tager Stephen, måske bare 30 min, måske flere timer, hvem ved?Er du sikker på du gider det? jeg kan jo også bare tage hjem, og så snakkes vi ved i morgen? Du kan ikke hente mig.....din bil holder ved Caberet!" huskede hun pludselig.Æv....hvad nu?
Stephen var gået ud i køkkenet og bebrejdede hende det med vinen.
" den kan holde sig! Jeg lover jeg nok skal hjælpe dig med at få den tømt"

Selvfølgelig var bilen ikke lige hvor den burde være, men hvorfor skulle det hindre ham? "Bare ring, så skal du se mig fremtrylle biler og jeg vil glæde mig til at tømme rasten i selvskab med dig." Med de ord pressede han sine læber mod Millicents for så at gå på jagt efter sin bluse. Hvis det kun lød sig at være på tredve minutter, kunne han lige så godt tage ud og hente bilen med det samme så han straks var klar til udtrykning og ellers havde han den ved lejligheden, hvis det skulle vise sig at tage længere tid. Efter at have taget sko på, greb han sin telefon. "Du skal bare smække døren når du går, jeg har nøgler med ... og husk! Vi dater jo, og hvilke mand efterlader sin partner på hendes arbejdsplads midt om natten?" Stephen sendte et strålende legende smil til Millicent, uden skyggen af irritation, hvorefter han forlod værelset.

Hun kunne have kastet sig omkring hans hals.Det var muligt at han var en...rod...ind i mellem, men når det galdt var han en darling." okay okay...jeg ringer...og bagefter drikker vi" hun fik sit kys og han forsvandt.
Hun så ned af sig selv, sikke et outfit an komme anstigende i, nå men det måtte de jo tage med...ingen af dem havde dog mistanke om hun datede nogen, da hun aldrig talte om de ting.Så de ville nok spærre øjnene lidt op, også når hun blev hentet! Hun smilede for sig selv og begyndte at pakke sine småting sammen.
Stephens stemme rungede med instrukser og han fik hende til at le...
"okay...oaky.... Tak Stephen....tak.Og ja- vi dater, så jeg skal nok huske du er der for mig". varmen og hengivenheden farvede hendes stemme, han kunne umuligt være i tvivl om, at hun satte stor pris på det han var ifærd med at gøre for hende, nu.

Fem minutter efter Stephen var gået, gled Millicent ind i en taxa og efter noget tid, trådte uun ind af døren på Le Diamante." Nå...må jeg så se den plan og hvor dårligt det står til" forlangte hun , og smilede til hendes kollegaer.Det var nu dejligt at de havde tænkt på hende som en der kunne hjælpe, nu håbede hun så bare at hun ikke ville svigte.
Hun modtog planen, og besluttede at sætte sig ind på Alias kontor, så måtte han råbe af hendes senere, men da baren var smæk fyldt og der var et rend ud og ind i personalestuen, var dette sted det eneste der var ro...og fred.
Så hun satte sig i hans stol, og begyndte at se på fordelingen af vagter.
En ung fyr, var udeblevet et par gange....faktisk havde de ikke kunne få kontakt til ham, og det bekymrede Millicent.Bare der ikke var noget alvorligt galt.
Hun sad i godt og vel....6 kvarter ...og efter en del puslespilsarbejde og en pæn del ændringer...så resultatet godt nok ud.
Hun fandt mobilen frem, og tekstede Stephen.

' Hey Stephen
Jeg er færdig nu, og vil vente på dig i baren.
Det er mig med en lille sølvkjole og en drink i hånden.
Kærligst
Millicent'

Det var selvfølgelig en joke det med hvem hun var, men nogle gange havde hun bare en...dårlig...humor.
Hun gik derud og Jude ,bag bare, stak hende en gin og tonic...og takkede hende for hjælpen.

Som forventet var Stephen gået ud på sofaen da han var kommet hjem, efter at have hentet bilen. Han havde inden da husket at skrue sin SMS tone så højt op som det var muligt, så i det øjeblik der tikkede en ind, var han nær væltede ud af sofaen i overraskelse. Den kunne sandelig også bruges som vækkeur. Mens han gned søvnen ud af øjne, kiggede han på den besked han havde fået. Den blev belønnet med et søvnigt smil.
Efter et kvarter stoppede den mørke Ford op foran klubben, hvor chaufføren steg ud og låste bilen efter sig, for så at gå hen mod indgangen. Stephen udnyttede straks chancen til at få et kig på stedet, der så ganske nydelig og ordenligt ud. Ingen tvivl om at der var styr på tingene, men hvorfor skulle vagtplanlægningen så gå galt og hvor var chefen når man skulle bruge ham? Da han trådte ind, blev han mødt af en heftig stank fra cigaretter og andet magisk. Det overraskede ham dog at stedet ikke var et ulækkert hummer, men på den anden side var vampyrer fine på hatten. "Aha, så det er her man finder dig i arbejdstiden." Spøgte han og hilste kort på den unge mand bag baren med et enkel nik.

Hun ventede rasteløst med sin mobil i hånden, og da hun ikke fik et svar retur, var hun kommet til den konklusion , at han sikkert var faldet i søvn.
Millicent ville ikke vække ham, så når drinken var tømt ud, ville hun vende sin snude hjem til lille Ally.
Stephens stemme var derfor en kærkommen overraskelse, og hun snorrede straks rundt på stolen for at kunne lægge armene omkrimg halsen på ham."Stephen..du kom! ...ja....men normalt er jeg ikke så fint påklædt,jeg er kun lige forfrememt fra rengørings åge til serverings mona....og planen er at jeg vil være Værtinden Millicent...hans højre hånd, du ved" hun smilede til Stephen.Baren var veldig stilren, sober og kun for folk med lidt penge på lommen, men der var altid andre typer der også fik adgang.Det skulle være et spændende sted, et der...tiltrak folk.

Stephen gav hende et par himmelvendte øjne og kyssede hende let på kinden. "Vil Mona så blive og drikke mere eller fortrækker hun mere private gemakker?" Han greb ud efter Millicents glas, for at se smage indholdet. Intet imponerende men alligevel ikke helt kedeligt. "Hvis du fortsætter med at være her, så betaler du selv, der er grænser for hvor meget man kan betale før skatten er betalt." Hvis ikke Millicent gjorde tegn på at ville gå, ville Stephen vikle sig ud af hendes arme og sætte sig på stolen ved siden af hende. "Ved du hvor Alias er henne?" Spørgsmålet havde presset sig på siden opkaldet og nu havde han muligvis muligheden for at få det besvaret, det håbede han.

En lille trillende latter rullede over hende læber " Mone...vil drikke ud og hjem til sin sin date, det har været en lang aften synes hun" hun nikkede, her drak hun gratis, ihvertfald når hun kom ind og arbejdede, på en fridag.
Hun fik et lidt vaktsomt blik, hvorfor ville han vide om Alias? Det var lige før hun glædede sig over han ikke var tilstede, for ville han så havde bedt om at møde ham? Og hvis dette var tilfældet...hvad kunne han så have at sige til ham? Et lille smil dukkede op, han var her jo ikke.
" Alias...er enten i Alaska eller frankrig...kan ikke lige huske det, men han havde sagt at der ville være et par dage han ikke kunne nåes, så jeg regner med at han snart er her igen" hun nippede af sin drink og forsøgte at lyde så casual som muligt da hun spurgte " Hvorfor sweetie?"

Igen vendte Millicent det alvorlige ryggen og lavede det hele om til en joke, muligvis ikke en hyle skæg en, men den var der, ergo: Hun havde det i hvert fald ikke dårligt. "Det kunne jo være jeg måtte trække min lille underholdnings papegøje hjem." Stephen lod Millicent drikke ud, før han førte mod udgangen og bilen der holdte lige foran, for enden af den ikke eksisterende røde løber. "Det lyder til du fandt hoved og hale på jeres lille problem?" han åbnede døren for Millicent, for derefter at lukke den - som man skulle gøre med en kvinde i det dress - før han gik om på sin side og satte sig ind. Bilen blev sat i gang og gled igennem de mørke gader til de nåde deres mål. Efter at have parkeret bilen i lejlighedernes garage, førte han op til sit 'organiseret' rod. "Skal jeg hente vinen?"

// lol....jeg læste det først som ' trække min lille underholdningspapegøje frem, og deeet gav nogle helt andre billeder O.o

Millicent drak hurtigt ud og rejste sig " Nej...du behøver ikke ...trække...mig nogle steder hen" hun bemærkede udmærket at han ikke havde besvaret hendes spørgsmål, og hun ville derfor vende tilbage til det, senere." ja...jeg fik lappet det hele sammen,efter lidt omrokering" sagde hun lidt træt.Vagtplanlægning var ikke så simpelt som nogle gik og troede.
Nogle pop sange efter, venligst udsendt af Stephens bilradio, sad hun igen i hans sofa.
" Jo tak...Stephen..og måske et glas vand også? Nu du er i gang med at overforkæle mig" hun trak benene op under sig .Hans lejlighed var meget anderledes end hendes, men alligevel befandt hun sig efterhånden rigtigt godt her.
Når han kom tilbage, med eller uden drikkevare, vil hun spørge ham"Stephen...hvorfor bryder du dig ikke omAlias?" hun vidste at han ikke kunne have kendskab til det med blodet.En kølig fornemmelse løb hende ned af ryggen...det havde han vel ikke kendskab til?

Bestillingen blev modtaget og tjeneren gjorde drikkevarende klar ude i køkkenet, før han gik tilbage til stuen og satte dem foran Millicent, og slog selv røven i sædet ved siden af hende. "Ud fra det jeg har hørt dig fortælle omkring ham. Hvis du fortalte mere positive ting om ham, så ville jeg nok syntes bedre om ham." Stephen lænede sig tilbage i sofaen og lukkede kort øjne, før han slog dem op og stirrede op i loftet. Selv hvis Millicent kun fortalte godt om ham, ville han nok stadig være på vagt over for ham, men sikkert ikke nær så meget. Han kendte ham kun igennem hende og kunne derfor kun bygge sine tanker på hendes ord. "Du lyder til at kunne lide ham eller noget nær." Lød det monotont op i loftet.

" uh...det ser perfekt ud" roste hun og tænkte at med al det hun havde indtaget efterhånden, var det et mirakel at hun stadig var klar i sit hoved.På den anden siden var der jo drukket over mange timer, så der skulle forklaringen nok findes.
Hun så lidt uforstående på Stephen.Var det sandt? Havde hun talt...dårligt om Alias? Det mente hun da ikke, det kunne hun ikke finde på.Hvad havde han lige ment med det? Hun havde jo ikke fortalt ham de...svære ting...omkring Alias, sååå.
" Men..Stephen...han er en sød fyr, en ung fyr....af udseende da...og han er meget populær.J-jeg ved ikke helt hvad jeg mere skal sige. Jeg kender ham jo ikke...personligt...har aldrig været sammen med ham, udover arbejdstid, men ehm....om han er typen der drukner eller redder en lille killing, det aner jeg ikke" hun rakte ud og skænkede noget vin til dem.
Hun ville gerne undgå at lyve, så hun svarede meget sandfærdigt.." Både Alias og jeg har det med at tricke hinanden temperament, tror jeg....men alt i alt er han god nok.Kan lide ham? Tjaa...nu er det jo ikke ham jeg sidder og nusser , vel?" hun strøg en hånd gennem hans mørke hår, meget langsomt....som et kærtegn.

Stephen kunne ikke se om det helt var med vilje det sidste skulle lyde sjovt, men det faldt i god jo ved ham, så det var nok et tilfredsstillende resultat. "Det var heller ikke helt på den måde jeg havde tænkt det." Svarede han og overvejede kort om hun nu ville bruge chancen til at rive mere eller om det var nok det hun allered havde gjort. Millicent virkede ikke til at være i rive-humør, så han håbede på det bedste og lod hende uhindret fortsætte.
Et spørgsmål trillede frem og tilbage på tungen. Han var ikke sikker på om det var nogle klog idé at spørge, for svaret var ret åbenlyst, men man kunne aldrig vide sig helt sikker. Måske skulle han bare vente og se hvad der kom, selvom det ville være slemt den ene vej og perfekt den anden vej. Til sidst besluttede Stephen sig for at bede til guderne og lade det ligge til der måske kom et tidspunkt hvor det ville være naturligt at dreje ind på emnet, selvom hun allerede - på sin egen måde - havde givet ham et svar. Han håbede det fortsatte.

" well...nok om klubben...nok om Alias....nu er det ba om os, ik" hun roede ned i sin taske, fandt mobilen frem igen...men denne gang blev den indstillet på lydløs, så selv hvis vorherre ringede, ville hun kun være Stephens.
" tak...fordi du har været så...forstående..og så sød i dag" gav hun ham lidt små ros.Hun havde været rimelig heldig ,den aften hun rendte ind i ham...og igen i parken.
Tænk hvis der skulle gå sådan et pragteksemplar af en mand rundt, uden hun kunne kende ham.
Hun lænede sig frem, tog fat i hans bluse ved kraven i et fast greb og forsøgte at trække ham ind mod sig." Mmmm" var det eneste der undslap hendes læber, da hun lod dem møde hans.....såfrem han ikke modsatte sig.

Roser! Røde, hvide eller måske blå? De var altid dejlige at få, især fra Millicent, ikke fordi hun ikke gav ham det, nærmere fordi det altid glædede ham at kunne være der for hende. Hjælpe hende, var det ikke sådan man skulle sige det? Men selvom hun bestemt var kvinden i forholdet, var hun alligevel den med de mest maskuline metoder. Stephen lod sig - lidt forvirret, for ikke ikke at sige meget - trække op, så han til sidst mødte hendes læber. Aha, den måde kunne man også gøre det på. Ubevidst lage han sin arm på plads omkring hendes talje og trak hende ind til sig, mens han forsøgte at skille hendes læber. Det måtte være på den rette plads at sige at han var imponeret. Fra kys og slik, til arbejde og så tilbage til kys, hun gjorde et godt arbejde. Kysse Mona. Stephen sukkede tilfreds ind mod hendes læber og krævede mere. Når hun kunne sit kram, hvorfor så ikke arbejde videre på det?

//kysse Mona...hold så op Stephen! ( hahahah)

Det passede hende fint hvis hun kunne forvirre ham, bare lidt.Det var hun jo så ofte selv, så hvorfor skulle han ikke også have en bid af den kage?
Hans arm omkring hendes talje , sørgede for at hun kom tættere på ham og da hun mærkede hans ønske adskildte hun sine læber en smule og hendes lille lyserøde tunge gled op på indersiden af hans overlæbe..listede sig frem og tilbage der et par gange, imens hendes ænderholdte hårdt fast på hans skuldre, som var hun bange for at noget igen ville banke på og adskille dem,

Yderst tilfredsstillende! Hvis det havde været en dansk stil, eller anden skoleopgave, havde han helt sikkert givet hende et stort flot tolv tal, med pil opad og flag. Måske også en trompet fanfare? Han fik sig rettet en smugle mere op, så han kunne vælte Millicent tilbage i sofaen. Nu var det hans tur til at være på hesten og ikke være hesten, selvom det havde været en god oplevelse som et firbenet dyr. Langsomt gled hans hånd ned over hendes hofte og videre over hendes lår, ind på indersiden. En strofe, linje på modent sprog, fra en sang, hvis titel han ikke kunne huske kom frem. Det var en sang sunget af den skønne Lana Del Ray, med en blød dyb stemme, en stemme Stephen elskede at hører. Han havde aldrig forstået kritikernes negative anmeldelse og ord af hende, for talent havde hun, det handlede bare om at værdsætte de rigtige ting, præcist ligesom Millicents egen stemme. De mindede lidt om hinanden og alligevel var de helt anderledes, som nord og syd.