... er tegn på regn ... - Millicent

Hun stod stille og stirrede på ham.
Et enkelt ryst på hovedet, som skulle det få hende til at høre bedre, for hun ,måtte givet vis have hørt forkert."M-men .." ordene forstummede.
Var hun gået forlangt? Det havde jo bare været tænkt som lidt sjovt.
Hun blev vred ...på sig selv....rettede det hele ind af.
Skønt...nu havde hun fået ham til at gå...med hendes uvidenhed om de her ..ting.
Så meget for ' bare følg din intuition, så skal det nok gå' .....ja, gå i vasken!
" Stephen...j-jeg" men han havde øjensynligt ikke hørt hendes forsøg på at starte en forklaring, for døren lukkede bag ham, efter en besked om hvor nøglerne lå.
Der gik 5-10 sekunder.Så skyllede en underlig mikstur af vrede, forvirring,flovhed og indestængte følelser over hende.Hun nærmest løb ind i soveværelset, trak kjolen over sig og lynede den i siden.Hun ilede ud og fik sko og sin taske på plads....og....så ned af trappen og ud i friheden.Aldrig havde hun følt sig så...forkert.
Hvordan kunne det ske....hvordan kunne hun dog spolerer en sådan vidunderlig aften?
Hun ville bare hjem...og slet ikke se ham i 100 år.

Lige før hoveddøren smækkede bag ham, hørte Stephen den voldsomme torden af Millicent der løb ned af trapperne i fuld fart, enten fordi hun var vred eller ked af det. Det var sikkert det første, så inden hun fik løbet for lagt, måtte han have hende fanget og få sagt undskyld. Hun havde ikke forstået ham, hvilke han egentligt godt forstod. Det var måske lidt naivt, men han havde ikke troet at det hele var gået rent ind hos hende. Stephen havde aldrig følt sig som nogle god skuespiller, så at det faktisk var lykkes ham, var kommet bag på ham selv.
Da døren blev åbnet og Millicent kom ud, fik Stephen i farten grebet fat i hendes arm og drejede hende rundt, så hun til sidst stod med fronten mod hans. I samme øjeblik han vidste hvor hun var, greb han fat i hendes hage så hendes hoved blev holdt stille, mens han pressede sine læber hårdt mod hendes for at få hende til at stoppe eventuelle udbrud. Det handlede om at udnytte overraskelsen, så i samme øjeblik hun kort stoppede op fra at finde ud af hvad der skete - eller gav synlige andre tegn på en smugle overraskelse - slap han hendes læber.

Hun...nåede jo ikke at gøre andet, før hun blev drejet omkring om facede...ham!
Åh nej, blinkede i hendes tanker...og hun var som et kid i klørende på et rovdyr, hjælpeløs.
Han styrede hendes ansigt og lukkede al protest ude, ved at presse sin mund til hendes.
Meget effektivt! Hun kyssede enda tilbage...helt pr refleks...søgte hendes læber mere af hans.
Han havde helt klart overraskelses på sin side.Hun forventede bestemt ikke at se ham der, og slet ikke kys fra ham.
Da han stoppede, skulle hun lige samle sit overblik og genfinde bare smagen af kontrol.
Da hun fik det...eller troede hun havde...løftede hun højre hånd og smækkede ham en på siden af hovedet." DU skal aldrig forlade mig sådan igen" sagde hun og da stemmen knækkede over stod tårende i hendes øjne.Hun anede ikke hvorfor hun langede ud efter ham, det var vel hende der havde gjort nogetvgalt, så han gik.Men det var hendes logik altsår rimelig ligeglad med, som de stod der.

Det kom som en overraskelse og så alligevel ikke. Hvad havde man forventet? Stephen havde tænkt sig at starte ud med andet end et slag på skrinet, men sådan skulle det altså ikke være. "Jeg troede ikke det ville være så nemt. Jeg har aldrig været speciel god til sådan noget, så troede du ville gennemskue mig." Lød det efter et par sekunder, hvor han stadig kunne mærke varmen i kinden som flammer. Han ville have sagt noget mere, men fandt det bedst bare at forblive stille og lytte til hvad hun ellers havde at sige, samt forsøge at undgå flere slag, hvis der var flere hvor den første kom fra.
Undskyldninger var der masser af, men man sagde også at vejen til helved var brolagt med dårlige undskyldninger og en del af dem - muligvis også den han havde brugt - var sikkert i kategori dårlig, så der var ingen idé i at bruge dem og få flere på skrinet. Kvinder kunne slå, i hvert fald Millicent. Kaninen begyndte at bide.

Vildrede....hun befandt sig i vildrede.
Hvad fablede Stephen om - og hvorfor ville smerten i brystet ikke gå væk ?
Hun skælvede svagt... Hun kunne mærke slaget på ham i, mærke det i sin håndflade....pis.
Hun havde absolut ikke til vane at gå og udstukke lussinger...så ville det sku nok blive en kort model karriere, men ....men han kyssede hende, straks efter han havde forladt hende uden en særligt ord.Hun forstod ikke hvad der skete, og hun havde på ingen måde regnet ud, Stephens hensigt med hans lille leg.
" Gennemskue dig? Jeg aner slet ikke hvad du taler om ?" var det kysset hun skulle gennemskue. Hun drejede ansigtet lidt væk, stadig kunne hun holde regnvejret fra øjnene inden og sådan havde hun lyst til at bibeholde det.Så hun blinkede nogle gange , for at forhindrer et andet udfald.
"Nå...men..jeg går ud fra du har noget du skal? Eller et sted at ...være?" det sidste ville havde været decideret underligt, da det var nat , med mindre....med mindre han var på vej til en anden.Den tanken brød hun sig alligevel ikke om, og det ville også være meget usandsynligt, for hvis hun ikke var sådan en dumbo, ville de jo nok havde ligget oppe i hans seng, endnu.
Et dybt suk,hang i luften, da hun tappert kiggede op på Stephen.

Man skulle næsten tro at Millicent var blevet vækket efter en voldsom narkose og havde fået at vide at jorden var overtaget af lyserøde rumvæsner med rottehaler og små røde horn i panden. Stephen kunne ikke på stående fod gennemskue om hun var sarkastisk, men hun virkede rigtig nok forvirret så han måtte ty til sin ikke eksisterende psykiske evner. Hans skuespiller evner havde ikke været der, men måske ville det hele kunne gentage sig hvis han var heldig? Én ting måtte han huske. For slemme overraskelser og lege var ikke godt for Millicent, hun lignede en der ville tilbage til månen.
Yderst forsigtig, i frygt for at Millicent ville slå ham igen, hvis han rørte hende, lage han sine hænder på hver side af hendes ansigt og bad hende lukke øjne. "Jeg skal ingen steder. Vi går op nu og sover og så kan jeg forklare dig hvad det handlede om i morgen og bagefter kan du råbe, skrige, slå og sparke alt hvad du vil." Det ville være et mirakel af de helt store hvis hun faktisk troede på ham, eller nærmere føjede sig. For at slutte sin lille mini tale færdig, kyssede han hende på munden, ganske kort og hurtigt, før han slap hende og lod hende åbne øjne, hvis hun ikke allerede havde gjort det.

Hans hænder der lagde sig omkring ansigtet på hende, fik næsten det at lukke øjnene til at blive en automatisk reaktion , som var det et lise på den den uro der tumlede blind rundt inden i .
Omay så...han ville ikke gå! Så langt så godt.Hun trak vejret mere roligt og mærkede hans læber imod hendes- igen.Meget at hun ikke havde ødelagt lysten til at forsøge det, med sit slag for et øjeblik siden, men han var åbenbart ikke sådan lige til at slå ud.
Hun åbnede igen sine øjne.Hendes hænder havde fast i den nederste kant af Stephens tshirt, hvor de fumlede lidt, hun ville faltisk slet ikke røre ved ham lige nu, hvis det stod til hende.Men åbenbart havde hendes krop også noget at ville sige der....for den rakte ud efter ham, metaforisk...og komprimet der blev indgået var at hun gav hænderne lov til at pille ved hans bluse men ikke ham.
" Jeg går med op, men du fortæller mig hvad der er galt når vi går op, ikke i morgen Stephen....jeg ville ikke kunne sove" sagde hun med træt stemme, mere fordi det drænede på energien disse episoder ,som hun ingen erfaring havde i hvordan man tacklede, what so ever.

Selvom der ikke kunne spores et smil på det ydre, lå der et lille tynd et lige bag mundvigen. Så voldsomt havde det heldigvis endnu ikke slået hende. "Der er ikke noget galt." Stephen fik åbnet døren ind til trappe opgangen og begyndte at gå op af trapperne. "Min idé var at få dig til at vise dine følelser, hvilke jeg tydeligvis trak lidt for langt." Hvis man var en ordenlig voksen skulle man indrømme sine fejl, det sagde alle de store og Stephen gjorde det da også gerne hvis han kunne se det åbenlyse i det, selvom han havde problemer med at få det ud i form af ord.
Hvad var der så mere at forklare? Døren til lejligheden blev skubbet op og Millicent fik først lov til at gå ind, før Stephen efter hende lukkede døren og trak hende efterfølgende med sig hen sig hen i sofaen, hvor han satte sig og fik hende placeret på sit skød - hvis han overhoved kom så langt. "Men nu har jeg fået dine følelser frem i første række, så lad os bare sige mit mål er noget."

At sige der ikke var noget galt det var mystisk.Hvad perron stod han lige på? Fordi på hendes var toget da kørt helt af sporet.
" Arh....noget er der jo" indskæd hun og fulgte stadig lidt mopset efter ham.Hvorfor skulle han også virke så rolig ?Så sikker.
Hun sukkede da han forklarede..." vise følelser?... M-men...." hun kiggede forundret på ham.Hvorfor ville han fremtvinge følelser eller reaktioner ud af hende? " Du kan ikke få lov at...lege ..med mig" snappede hun, og lød mest som et surt barn i sandkassen der ikke ville dele sin røde skovl med andre.
Hun gik ind i hans lejlighed igen, fulgte efterr over til sofaen.Ingen af dem ville sikkert kunne sove sådan liiige med det vuns.Hun lod sig trække ned på hans skød og mærkede irriteret hvordan hendes vrede mod ham langsomt begyndte at vaporiserer, at oplæse sig ud i luften.Hun mente ellers at hun havde ret til at være tvær, meget længere endnu.
" Jamen tillykke med dit mål.." sagde hun ironisk og havde hænderne hvilene i en mellem ting at hans og sit eget skød.
" Hvorfor spurgte du mig ikke bare, var det nædvendigt at få mig til at tro du ville gå?" spørgsmålet var ærlig og striber af hendes sårbarhed lå random hen over det.
Som en elve der spurgte sin mentor om de hårde læremetoder virkelig havde været nødvendige.

Et godt spørgsmål, men Stephen havde et svar ved hånden. "Fordi at min stolthed ikke ville tillade mig at ligge og tigge om det." Selv ville Stephen stemple det som noget være vås i samme øjeblik han hørte det, men fordi det var sandheden følte han at han blev nød til at fortælle det, frem for en hjemmelavet løgn. Millicent virkede som en af de typer der gik op i sandheder, så det handlede om at holde sig på stien, sikkert væk fra andre dumheder end man allerede havde gjort.
Stephen var ikke sikker på hvor Millicents grænse gik med fysiske berøringer for tiden, selvom han havde kunne kysse hende uden fælden klappede i. Det var altid noget positivt. Han mente dog - med sin sunde fornuft i højre hånd - at det var klogest at blive lidt passiv og så forsøge sig når chancerne var større, hvis de vel og mærket kunne blive det.

Tigge? Kunne hun få ham til at tigge? Ja...elller nej, det havde hun jo så grangivligt ikke, men han havde haft lyst til at tigge.Om hendes affektion? Skulle det tolkes sådan?
Hun var faktisk ikke helt sikker på hun fangede det rigtigt, det ville næsten være et vidunder på højde med pyramiderne, hvis hun ikke kludrede i det.Lige så skrap hun kunne være, lige så rodende rundt kunne hun - åbenbart- være i de mere emotionelle og personlige sager.
" Stephen....come on...du skal da ikke bekymrer dig for din stolthed, når du er sammen med mig.Jeg beundrer dig jo til skyerne dreng" indrømmede hun mildt og sneg lidt humor ind i det, eftersom han var ved at blive sluppet af krogen.
" Men du fik dine følelser...jeg brød mig ikke om du gik....fra mig" talte hun sagte og lagde sin pande imod hans.

Stephen blev næsten smigret, men kun næsten. Beundring var ikke altid godt, skulle lige punktere glæden, men trods det listede der sig alligevel et lille smil ind over hans læber. "Og den illusion må jeg endelig ikke ødelægge." Tilføjede han som en ny slutnitning. Hvorfor ødelægge noget der allerede var så fuldendt? Det følgende der kom ud fra Millicents mund, var Stephen ikke sikker på hvad var. Han forstod sætningerne hver for sig, men i sammenhæng syntes intet at give mening. Han kiggede derfor spørgende på hende, med et uforstående blik.
Det hele så meget anderledes ud, da Millicent pludselig kom meget tæt på. Stephen endte med at få ondt i øjne af at kigge på hende, fordi han ikke til daglig gjorde sig skiløjet for at se ting eller mennesker, hvilke han i øverigt også var meget glad for at han slap for. Bare tanken fik det næsten til at snurre rundt i hans hoved.

Hun rystede blidt på sit hoved og uddybede for ham " Du er ingen illusion for mig, og selv om du måske gerne ønskede det, så ser jeg dig skam ikke for fejlfri, men....jeg kan lide det jeg ser, og fejlfri er et utopia, og desuden så ganske forudsigeligt og kedeligt, synes jeg, så jeg forventer ikke at du aldrig siger eller gør noget...dumt" forsøgte hun, bare for at vise at hun ikke have helt urimelige forventninger til ham, godt nok var han en engel, men han var mindst ligeså meget en mand.
Hun smilede og lukkede sine øjne i, da panderne stemte sammen, men da han var tavs, kiggede hun op og så de spørgende øjne.Hun trak sig lidt ud fra ham, så hun bedre kunne fokuserer ordenligt, og han ikke så så utydelig ud.
" jeg mener bare..du fik lokket en aktion ud af mig, og fandt ud af jeg ...føler noget, ik? Jeg er ...meget ..glad....for dig Stephen.Meget" mumlede hun og kyssede hans kind forsigtigt.Hun var nu nok en hel del mere end...glad..for ham, og selv om han lige havde presset hendes følelser i kog, og vist hende at hun i den grad
Følte , var hun ikke typen der smed rundt med de store ord omkring sig.Det var også lidt....farligt...at binde sig, at give sit hjerte.Endnu.

Dagens var reddet! Da Stephen var bevidst om, at risikoen for at få hævnen smidt i hoved lige med det samme, ikke var så frygtelig stor, kunne han - i følge sig selv - godt glide lidt væk i sine egne tanker og Millicents ord. Han kunne tage dem seriøse til deres yderste kant, eller han kunne tage hendes ords betydning som en hver anden. Så var der også den mulighed slet og ret ignorere dem, men det virkede som en direkte dum idé at gøre. "Så er vi to der er meget glade for Stephen og en der er meget glad for Millicent." Afrundede Stephen deres samtale fint af - i følge sig selv - og drejede sig rundt så han kunne ligge i sofaen.
Stephens mørke øjne lage sig fast på Millicents ansigt, hvor han igen begyndte at undersøge de efterhånden mere velkendte former og træk. Efter at være sikker på at det hang på nethinden, lukkede han øjne og lod billedet glide sammen med tusinde andre, dog stadig bevidst om at hun sad ovenpå ham, muligvis lå.

Mon ikke der var ro nu.. ?
Hun smilede til ham og pillede ved en lok af hans hår, men slap den så igen og fik et siåus i maven. hvordan skulle dét nu forståes? At de var to der var glade for Stephen, den var på sin plads...men kun en der var glad for hende? Hun var glad for sig selv, altsår sådan da, hun gad i hvert fald ikke ændre på sig, for at behage andre, så joo..hun holdte af sig selv.Betød det så...?
Fortalte han at han ikke gjore? Hun ville ikke spørge ind til det.Ønskede faktisk ikke at vide hvis det forholdte sig sådan.Det passede så dårligt ind i resten af den aften de netop have tilbragt sammen.
Hun så på ham.SÅ stor en palyer var han da ikke? Ikke...Stephen?!
Hun trak vejret tungt, enten var hun uhørlig god til at fange det dobbelte i hans ords betydning, ellers var han helt uovertruffen i at føde hende dem?
Tavs begyndte hun at kysse på hans hals.

Noget forvirret slog Stephen øjne op, da han pludselig mærkede Millicents læber mod sin hals. Hvad havde ungen gang i? Det var ret åbenlyst, så spørgsmålet var nærmere hvad grunden til handlingen var. Men han ville ikke beklage sig, han lukkede tilfreds øjne og lod hende kysse alt hvad hun ville, han ville spinde videre, selvom det var en lydløs spinden.
Hvis hun fortsatte med at kæle for ham, ville Stephen til sidst give op imod søvnen der var hjulpet godt på vej med promillen der var over de norske, eller var det svenske grænser? Der var en gang han havde kunne huske det, men det var for efterhånden lang tid siden, sådan føltes det. Om det så igen var så mange år siden, kunne man så spørge sig selv om. Til tider var hukommelsen - for Stephens ønske - ikke helt hvad han gerne ville have den til at være. Desværre.

Hun undlod at se ham ind i hans øjne, da hun fornemmede han rørte på sig og kiggede op.Hun ville ikke risikerer at møde en afvisning der, havde han en sådan til hende, måtte han enten sige den højt - eller vippe hende ned af sig.
Hun sad vel nærmest overskrævs på ham efterhånde, lænende ind over ham for at kunne nå hans hals, da Stephen selv var i en position lige imellem at sidde og at ligge i sofaens hjørne.
Hun lukkede sine øjne i hengav sig til de følelser der nu dukkede op, når hun fik lov at røre ved ham.Millcent nappede lidt i hans , først forsigtigt ...efterfulgt af nogle kys der banede sig vej ned til kanten af hans tshirt, der irriterende nok sad pænt meget i vejen. Så hun pauserede kyssende i det område, og listede istedet hendes hænder, dem begge to , ind under blusen og de nussede sig deres vej op til hans bryst , hvor hun krattede lidt med sine negle.
Tøvende førte hun sin mund mod hans, ikke helt klar over om han ville bifalde eller ej, og gav ham et lille kys - og endnu et hvor hun bagefter slikkede hen over hans læber.

Hvis søvnen havde en personlighed, ville den sidde som et lille irriteret barn over i det fjerneste hjørne og glo olmt på Millicent, der forhindrede den i at kaste sig over Stephen kæmpede for at blive liggende stille. Da han mærkede hendes ånde mod sine læber, slog han kort øjne op for at se Millicent meget tæt på. Et kort smil glimtede over hans læber, før det forsvandt i et kys. Først et par lette og så et slik. "Hvis du vil have mig til at smide tøjet må du sige til." Frem for at fortsætte med at ligge passiv, rakte han ud efter hende for at få hende tætter på sig. "Eller er katten for stædig til det? Fortrækker du at bruge mig som kradse brat?" Endnu et smil gled over hans læber, før han strakte sig op imod Millicents læber.
Med den ene hånd omkring hendes skuldre, trak Stephen, med hjælp af den anden hånd, sig op at sidde med ryggen mod armlænet så han sad lidt bedre end den førhen halvsunkne stilling. Da han sad som han skulle, trak han bene en smugle til sig og slap Millicent med læberne.

Han udfordrede hende.Gang på gang.
Det dæmrede så småt, at på sin egen meget diskrete måde, udfordrede han hende.
Bare for lige at tage et par eksempler....hun skulle sætte ord på, da de skulle elske...bede ham om det.Han havde lige fremprovokeret nogle følelser og indrømmelser hos hende, ved at lade hende tro at han gik.Og nu...nu skulle hun - igen- sige det....sige at hun ville have han skulle tage tøjet af, istedet for bare at hive blusen af, da den så tydeligt var i vejen nu.
Og...så var han ydermere flabet imens.Nå...men så låtte hun jo tage sig lidt sammen, for den sejr skulle han ikke havde.Han havde haft så rigeligt denne aften, ik.
Hun så godt smilet og lod ham også trække sig tættere på.
For hun mente bestemt at hun havde kunne sige ' nej' hvis det skulle være, selv om hendes krop virkede som en magnet imod hans.
Hun sad...velplaceret..oven på ham og lod sine hænder glide ind i hans hår , hvor hun nok så kærligt nussede imens hun slikkede på hans øre, og hviskede [color=" Vil du ikke godt tage din bluse af?"[/color] - så lukkede hun hendes hænder i hans hår, låste dem fast og samtidig med hun meget bestemt beordrede "NU!" trak hun rimeligt årdt hans hoved bagover og kyssede hans hals.Det sure med det søde.

Nu havde catwoman fået klør eller i hvert fald et par poter med kræfter i. Der kom et lille udbrud af overraskelse fra Stephen, som ellers havde smilet vel fornøjet da hun kom med de direkte ord. "Det bliver lidt svært." Pointerede han og syntes allerede Millicent havde fået en lidt for god vane med det hår trækning. Han burde være mere på vagt når det kom til hendes fingre og hans hår for tæt sammen, hun havde en tydelig fordel i det.
Hvis Millicent valgte at slippe sit greb i Stephens hår, ville han skynde sig at få krænget sin bluse af, inden hun skulle finde på mere. Man kunne aldrig vide med sikkerhed. "Tilfreds?" Blusen blev smidt over på lænestolen ved siden af. "Er der mere eller kan jeg få lov til at beholde rasten af tøjet på?" Stephen havde en stærk mistanke om at det ikke ville være tilfælde, men til trods for det kunne han også se at der var en lille chance (eller risiko) for at han kunne beholde tøjet på. Hvilke han fortrak kunne han ikke helt sige.

"Man kan hvad man vil" var hendes påstand, og hun løsnede sit greb i håret og kyssede ham kort på munden, inden han fik hevet trøjen af.
Om hun var tilfreds? Hendes øjne slugte hans overkrop og tanken om hendes mund om lidt ville befinde sig der, gav hende ..sære...tanker.
" Tilfreds...for nu" svarede hun med et smil og krævede han så hende ind i øjnene." Se...du KAN jo være en rigtig god...dreng" teasede ham og fik varmen ved tanken om han smed mere end det." Naaa....vi skal jo ikke starte en brand, vel? Og jeg er rimelig sikker på du er så hot så der vil være for stor risiko for noget ..antændes" drillede hun og lod hænderne kærtegne ham i siden...fra hoften og op af.

Sikke et humør den kvinde var kommet i. Kunne Galvin have puttet noget ned i hendes glas, Stephen syntes ikke før hun havde været så oppe på dupperne omkring et emne som ellers virkede som et rødt område for den stille Millicent, der nu viste både tænder og klør. Han vidste ikke helt hvad han skulle kommentere og ikke kommentere, så han placerede et smil på læberne og begyndte at føle sig som den lille i dette selvskab.
Men uanset hvor ny Millicent kunne være inden for området og uanset hvor underlig hun pludselig var blevet, så kunne hun sit kram. Fandens kvinde. "Bare pust til ilden, så skal du se flammer." Kom han endelig på at svare, mens han lænede sig ind mod hende så godt som det var muligt, når man var den nederste del af brødet.

Tanken var indbydende, meget.
Hun kunne spise hver en millimeter af ham, men det skulle hun nu ikke .Ikke i dag.
Nu skulle de bare hygge sig , hun skulle lege og drille ham lidt.Øve sig, kunne man måske næsten beskrive det som.
Hun gav sig dog en smule, da han fik skubbet sig op imod hende og reagerede ved at sænke hivedet over hans bryst og kysse derpå." Naa....flammer er...forbudt...kun små bitte gløder i dag" hun mente at det kunne hun sagtens tillade sig at bestemme - og kontrollerer.

Stephen små lo. "Du har da vist aldrig været spejder. Man kan ikke styre ilden, pludselig gør den ondt." Informerede han klogt omkring. "Et pust kan gøre den store forskel." igen sænkede han sig ned på sofaen og lod hende styre hesten, hvor hun ønskede den at gå hen. Han nød hendes berøringer til fulde og havde ingen eksisterende problemer med at hun var mentor, men hun skulle ikke finde sig for godt til rette i den stol. Før eller siden ville Stephen vende tilbage og vælte Dronning Millicent af. Tanken trak i hans mundvige, mens hans mørke øjne fulgte en hver bevægelse hun lavede, som om de kæmpede og han skulle kunne aflæse hvert et træk hun havde i ærmet ved at glo intenst nok på hende. Måske kæmpede de også, bare uden at være bevidste omkring det? Man kunne aldrig vide sig sikker, især ikke når man ikke kunne læse tanker.

" Nej...spejderpige er jeg ved gud ikke, men jeg har da politiets ord for at jeg kan noget helt specieltnmed ild" lød det temmeligt ironisk fra hende inden hun rystede de tanker væk igen , og koncentrede sig om fyren foran....nej, neden under hende.
Hun satte sig godt tilrette og bøjede sig så lidt ned over hans overkrop.
Hun pustede på hans ene brystvorte, og lod sin tunge cirkulerer rundt bagefter.
Hun kunne ...smage...han hud, men ikke finde adjektiver at beskrive den med.
Smagen var....indbydende og maskulin.Hun lukkede sine læber om den, og gned lidt frem og tilbage....sluttede med et kys.