Det forkert sted, det forkerte tidspunkt//Arason

Tid: 16.17
Sted: I centrum
Vejr: Let lag af sne


"OG HVIS DU SÅ MEGET SOM OVERVEJER AT KOMME FORSENT IGEN, SÅ SVÆRGER JEG AT DER LÆGGER EN FYRE SEDEL PÅ DIT SKRIVEBORD, INDEN DU FÅR TÆNDT FOR DIN COMPUTER!! ER DET FORSTÅET!?" Råbte Safira nye chef over fra døråbningen. Hun var hundrede procent sikker på at hele bygningen kunne høre ham. Det var Safira anden uge på jobet, og det var fjerde gang at hun var kommet forsent.
"JA DET ER IKKE FORDI AT ET DELTIDSJOB KRÆVER SÆRLIG MEGET ARBEJDE VEL!?" Safira havde halvt lukkede øjne. Det havde virkelig ikke været hendes mening at komme forsent. Hun havde simpelthen sovet over sig, og mens hun skyndte sig, faldt hun i badet og måtte på skadestuen for at tjekkes for hjernerystelse. Men chefen var fuldstændig ligeglad med sådan et tilfælde, han var bedøvende ligeglad med om så ens mor lige var faldet død om med et hjerteandfald. Hvis man kom forsent så vankede der.
"Nej selfølgelig ikke chef," hun gad ikke engang at forklare sig selv. "Det kommer ikke til at ske igen," sagde hun.
"Ja det håber jeg sandelig!" og så stormede han ud, og smækkede døren efter sig. Safira sukkede lettet op da han var væk , og åbnede for sin computer. Hendes næste sag lå klar i en e-mail og den infomation hun skulle bruge. Alt hvad hun skulle gøre var at tage ud at interviewe en af politimændene fra sagen og så skrive en artikel om det.
Hendes øjne blev store og hjertet sank dybt ned i maven på hende, da hun så hvad der var hendes nyeste artikel. HALVT LIG FUNDET I GAMMELT FALDEFÆRDIGT HUS . Selvfølgelig, tænkte hun. Når men i det mindste skal du da ikke hjælpe politiet med at finde det, lad os nu se om du kan lade være.. Hun sukkede, pakkede sine materialer sammen og ignorerede alle de dømmende blikke hendes koegaer sendte hende mens hun forlod bygning.

Hun fandt adressen fra e-mailen, og fandt området som var blevet afspæret med gul tape. Hun mærkede med det samme tilstædeværelsen af liget og sank en klump, mens hun langsom nærmede sig en af politimændene.
"Undskyld mig, mit navn er Safira Corban, og jeg er blevet sendt hertil for at interviewe kriminalkomisær Roger, ved du hvor jeg kan finde ham?" spurgte hun politimanden. Han vurderede hende lidt med øjnene inden han svarede.
"Jeg er Komisær Roger. Hvad kan jeg hjælpe dem med frøken?" Han sendte hende et koldt blik der tydeligt sagde at han haddede jurnalister. Hun kunne ikke bebrejde ham noget.
"Jeg er her for at efterforske mordet og stille dig nogen spørgsmål omkring liget," hun holdt en lille pause men ikke længe nok til at han kunne afbryde hende. "Har i nogen anelse om hvem der er den døde?" spurge hun uden varsel.
"Jeg liget er ikke blevet identificeret endnu, men vi har allerede sendt dna ind så vi ved snart hvem det er. Men vi ved dog at det er en mand der er tale om," sagde han myndigt uden at lukke for meget ud. Han var tydeligvis van til at snakke om den slags.
Det begyndte at prikke i Safiras fingre, det sædvanelige tegn på at hun skulle hen til liget, og det kunne kun gå for langsom. Hun glemte alt om sit manus og sagde det hendes natur ville have hende til.
"Kunne jeg få lov il at se liget?" Politimestern blev overrasket over spørgsmålet, men rystede det af sig.
"Det kan der ikek være tale om, unge dame. Det her er en politi efterforskning, du kunne slette vigtige spor i sagen," Safira ignorerede hans svar, og bevægede sig instiktivt hen til liget. Hun måtte røre det. Bare en enkelt gang.
"HEY STOP!" råbte kriminalkomisæren efter hende. Hun hørte ham ikke og fortsatte.
"STOP HENDE!" råbte han til sine kolegaer ogg kort efter hørte hun skrid bag sig. Men hun vidste at hun ville nå det. Liget lå næsten inden for rækkevide og følelesen af at måtte komme derhen blev stækere og stærkere. Hun gik under endnu en gul barikade og rørte så ved liget. Hun bemærkede slet ikke hvor masekreret det var, kun den stæke bølge af viden der strømmede over i hende. Billeder, episoder, samtaler, venner, familie, arbejde. Det hele kom til hende, og hun måtte gispe højlydt. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. For første gang var det hele personens liv hun så for sig, eller det var vidst kun den ene halvdel af det.
Og så blev hun flået ud af sin trance af to muskuløse mænd. Hun gjorde ingen modstand overhovedet.

20 miutter senere sad hun i politistationens afhøringslokale iført håndjern. Hun havde indtil vidre nægtet at forklare hendes handlinger. Hun var ikke færdig med liget. Hun måtte finde den anden halvdel af det, og høre resten af historien. ellers ville hun aldrig få ro i kroppen igen. Det var hun ret sikker på. Hun måtte bare vendte til at de slap hende fri og så kunne hun finde det på egen hånd. Hun ville sikert blive fyret, men det betød ikke det store for hende.
Hendes tankestrøm blev afbrudt da døren blev åbnet og en mand kom ind i lokalet.

Arason komme vredt gående ind i lokalt. Bage ham kom komisæren Roger der havde snakket med hende første. "hvad har templridderne med det her og gøre" sagde komisæren til Arason. "hvad komme det dig være Roger passe nu dit arbejde og jeg tag mig af pigen" sukkede han og komisæren kiggede efter ham med store øjne. Alle folk stilte sig væk hvis de stod i vejen for ham det var godt og vide det ikke kun var i london templeridderne havde den magt. Han stod efter 10 minutere foran pigen og træk hende med sig ind i et lokal hvor man forhørte folk. "hvad fanden lavede du på gerning stedet" råbte han og smed hans solbriller på bordet efter han havde låste hendes håndhjerne op. "ved du hvem det var" sagde han og kigget på hende med et brænde blik imens han sætte sig ned og gjorde tegn til at hun også kunne sætte sig ned.
P en læderjakke der dække korset og et par jeans og solbriller

Hun stirede rasende på manden der var kommet ind. Hun var dog taknemelig for at han havde taget håndljernen af, de var begyndt at klø helt vildt.
"Hvis du virkelig vil vide det så var jeg på arbejde" vrissede hun. Så så hun ned i bordet, hans blik brændte hende, som det glødende jern der engang havde tortureret hende.
"Og du kan godt lade være med at snakke sådan ned til mig," hvæssede hun af bordet. Så gav hun slip på vreden et øjeblik, og så op i hans øjne igen.
"Og ja jeg ved godt hvem og hvad han er. Jeg går udfra han var en kolega," sagde hun. hun behøvede ikke at læse hans tanker ret meget for at kunne tyde has frustration.
"Du må forstå... Jeg gjorde ikke noget af alt det frivilig. Jeg må se at komme ud herfra, så jeg kan finde resten af mandens krop, jeg bliver...." hun stoppede sig selv. Hun kunne godt høre hvor sindsygt det lød, hun var bange for at hun var nød til at fortælle ham sandheden.
"Er den der tændt" spurgte hun, og pegede på bånoptageren.

han kiget på hende hans blik var ikke blivet meget mildere han sukkede og tog sig til håret og kiget på hende "jeg snakke ned til det fordi jeg kan tilade mig det jeg er en af de få der kender til hva der sker bage kuliserne jeg er en af dem der altid bære et kors" sagde han og hev hans kors av og smidt det på bordet "du skal under ingen omstændigeheder finde den anden del af liget det er ikke din sag eller polities sag det er templeriddernes sag og ikke andres" svarde han og nikke "båndoptagerne er slukket har aldrig været tændt så det jeg vil sigde til dig er at gå hjen glen alt om det her" sagde han og tog hans solbriller på igen

Safira knep øjnene sammen. Hun var på nippet til at fortælle ham en ting eller to, men tog sig sammen.
"Jeg tror desvære at det bliver rigtig svært for mig at glemme den her episode. Og forresten," hun tog sit eget kors frem, og lage det ved siden af det første. Hendes var et ældgamelt et af sølv, og der var ingen der vidste at hun bar det. Ikke engang Jake.
"Jeg er kristen og har altid været det. Jeg har kendt til tempelridder ordenen hele mit liv. Og hvis det ikke er gået op for dig, så er jeg ikke et lille menneskebarn der rodede sig ud i et eller andet tilfældigt. Jeg er en dæmon, der har brugt over hundrede år af sit liv på at at opspore lig, og du for brug for mig hvis du skal finde din ven." Hun stirrede ind i de mørke solbriller, havde aldrig fattet hvorfor nogen bar dem indenfor. Og så skiftede hendes øjenfarve fra isblå og til to bundløse afgrunde.
"Det kan godt være jeg ligner en sød lille pige, men hvis jeg får en grundt til det så flår jeg øjnene ud på folk."