Dagens ret//Will

Tid: 18.32
Sted: En resturant i centrum
Vejr: Støvregn
Omgivelser: Massere af mennesker der har travle med at komme hjem fra arbejde.


For en gangs skyld sad Safira ikke oppe i sin lejlighed, og kukkelurede. Nej hele dagen havde hun været en del af mylderet af arbejdere der tjente til livet. Hun havde netop i dag fået jobet som en deltids jurnalist. Ja at arbejde på deltid gav ikke meget, men det var nok til at holde sig selv i live. Hun nød følelsen af en velfortjent sum penge på kontoen, og kvindegenet tiggede hende om at tage ud og bruge dem lige med det samme. Hun trængte til noget nyt tøj... og et par nye sko.... og måske også en ny taske. Men hun kæmpede i mod trangen og alle skiltende der skreg "ÅBEN TIL MIDNAT".
Nej i aften ville hun have et rigtigt måltid i stedet. Yep hun ville tage en halvfin returant og bestile en stor kottelet eller wiener schnitsel, med bernais sovs, kartofel både, og kogte grønsager til. Hendes tænder begyndte at løbe i vand bare ved tanken, og hun overvejede at ringe til Jake og invitere ham med, men ombetemte sig. Så mange penge havde hun dog ikke, at hun kunne bestile hele to måltider. Og hun havde set Jake spise... og han spiste rigtig meget.
Hun fandt et hyggeligt sted lidt ude for centrum, kiggede lidt på menukortet. Dagens ret var en vegetar ret, men hun fandt sin schnitsel med det hele og besluttede sig at gå derind.
Der var rigligt med mennesker. Det var ikker sådan at der var helt fyldt, men det var tydeligvis en god aften for dem. Hun fandt et bord til to og kiggede på menukortet, lod som om hun ikke allerede havde besluttet sig, men så også efter noget at drikke til. Der kom en ung servitrise hen til hende. Pigen var nok 19 år, i hvert fald ikke mere. Trods pigens venlige smil, kunne Safira mærke at hun fornyligt havde mistet sin mor, og det tog meget hårdt på hende.
Safira smilede opmundrende mens hun bestilte, takkede og vente sig om da døren til retauranten gik op.

Will havde siddet og nyt dagen vegetarret, da der ligeplusenligt var kommet en pige ind i resturenten og sat sig ved ensmandbordet bagved ham. en servetrisse havde lige taget imod pigens bestilling og var gået op til skranken. Will kunne ikke lade være med at rette på sit slips. det var en underlig vane han var begyndt på. de fleste folk ville også kalde hans påklædning underlig men han var ligeglad. de fleste ville nok også kalde det mærkeligt at gå med et rødt og grønt stribet slips og hvid T-shirt med et træ trykt på. men han kunne lide det. han kunne lide hvad han havde på. Will's tanker for på afveje som sædvanelig *mon jeg ville se godt ud med hat?* tænkte han.
*hmmm... måske tophat* *njarhh... det ville dog se for dumt du*. han kom tilbage til virkeligheden og fandt ud af at han havde tænkt højt igen. stort set hele resturenten kikkede på ham. han kunne mærke at han blev rød i kinderne. han hader når han rødmer. han har altid kæmpet mod den følelse. han har altid ment at man har det sjover når man ikke lader sig påvirke af dumme føleser som flovhed eller generthed. han rankede sig op og og fårsatte med at spise sin omgang aspars med ost og urebagurin...

Safira kunne ikke lade være med at konstat at skæve til fyren bagved. Han sad og spiste en vegetar ret, og var helt alene. Hans påklædning irriterede hendes synsfelt. det kunne godt være at hun aldrig havde været god til det med mode, men hun vidste dog hvad man ikke skulle gå i.
Der var også noget andet. Hun var helt sikker på at hun havde set ham før, men hvor, kunne hun ikke huske. Servitricen kom tilbage med et stort glas Cola og det var lige da servitrisen spildte det ned over dem begge at Safra kom i tanke om hvor. Det var den klodsede elver fra The Bloody Moon, der havde skøjtet rund på gulvet i et eller andet snask nede på gulvet.
Servitricen var frygtelig ked af det, og undskyldt cirka 50 gange. Safira blev dog ved med at forklare hende at det overhovedet ikke gjorde noget. Bag hende, begyndte elveren at snakke om en hat. Hun vendte sig. Han havde et fjernt udtryk i øjnene, men blev pluselig opmærksom på sine omgivelser igen, og Safira var ikke den eneste der havde kigget på ham. Han blev flamme rød i kinderne, og konsentrerede sig om sin mad.
Safira rynkede lidt på næsen. Hun havde altid hadet aspars, og havde aldrig forstået hvorfor folk dog blev vegetare. Hun kastede et blik på sin halvspiste schnitsel. Jep hun var en kødtøs ingentvivl om det.
Hun tog en hurtig (og ikke særlig genovervejet) beslutning, og tog sin mad og hendes glas og satte sig overfor elveren.
"Hejsa," mumlede hun. Okay hvad gik der lige af hende? "Er det ikkedig fra The Bloody Moon, fra den anden dag?" Hvorfor tog hun dog sådan nogen forhastede beslutninger?

pigen der havde siddet bag ham kom pludselig hen og satte sig sammen med ham. "er det ikke dig fra the bloody moon, fra den anden dag" spurte hun. Will blev overrasket over spørgsmålet. det var rigtigt at han var på the bloddy moon. hen hvem var det lige han snakkede med? han var ikke bare bange for vanmænd han var også utrolig dårlig til navne ansigter og bare alt det der med korttidshukommelse."øhhhh... ja" svarede han. hvor var det han havde set henne før? hmmm... hun sagde the bloody moon. det må være der han har set henne. hmmm... orhh hvor hvar det nu? han gennemgik aftnen på the bloody moon i tankerne. *hmmm... jeg flyktede ind på the bloody moon* han forsatte i sine tanker *han løb ind i en høj dreng* * videre videre!* tænkte han *og i baren sad... sad... sad en damme/pige i en rød kjole!*. "norja... the bloody moon" udbrød han, nok lidt højre end han ville. "normen... hejsa, noget du ville?" servetrissen der havde spildt cola på dammen/pigen over for ham kom for at tørre det sidste cola op. han pegede henne hen og sagged "en Sweppes limon tak... uuh også en af de der citron skiver i... tak"

Safira trak på skuldrene
"Nej ikke noget særligt, ville bare have nogen at snakke med, tror jeg," hendes blik flakkede lidt rundt i restauranten. Hun nægtede at lade sig distrahere af hans ... speciele påklædning.
"Og så genkendte jeg dig bare..." hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle fortsætte. Hvorfor havde hun dog også flyttet sig!? Hun var simpelthen den størtse jubel idiot.
"Ved du hvad jeg burde nok bare flytte mig igen..." sagde hun hurtigt og gjorde mine til at flytte tilbage, da hun så at hendes bord netop blev optaget af et par.
"Øhh... Tror jeg bliver hængende lidt endnu..." sagde hun og så ned i bordet. Tumpe, tumpe, tumpe.

"hmmmm... okay" sagde Will. han sad og tænkte over hvad han skulle sige for at bryde den akavet stilhed. han ville ikke ødelægge det mellem ham og pigen, ja det var en pige. folk ville nok kalde det perværst og podefilt at en 102(snart 103) år gammel elver begyndte at gå på date med en 17-18 år gammel pige. men han var også teenager for sit eget folk, og noget ved denne pige udstråle en flere generationers lang visdom, som normale mennesker ikke havde. der var noget der var begyndt at irritere hans synsfelt en plante over i vindugskammen, et par borde længer nede i resturenten så ud som om at den ikke havde fået vand i en uges tid, og nok ikke ville få det på ubestemt tid. han prøvede at ignorere planten, og koncentrer sig om pigen der satte sig over for ham. sådan en chance fik man ikke hver dag. han kunne ikke lade være med at skæve over til planten. den var tørstig og kunne ikke klare sig meget længer. det var nærmest som om at al lyd i resturenten forsvandt og plante kaldte på ham igen og igen "vand!...vand!...VAND!". desto mere han prøvede at ignorer stemmen blev den også højre og højre. til sidst kom han til at råbe "okay!" og slog håndfladerne i boret. han havde også rejst sig op uden han havdet lagt mærke til det. han kiggede rundt efter en tjener og så pigen der havde tørt cola op han piftede henne hen til bordet. "en kande vand" sagde han og nåde lige at tilføje "tak" da hun vente sig om.
der gik ikke længe før hun kom tilbage med en kande fyldt med vand. han hev den næsten ud af hænderne på hende og sagde til pigen han sad ved bord hos "undskyld der er lige noget jeg må gøre". *ohh good hvorfor kan jeg ikke bare være normal som alle andre* tænkte han. *lige når gud smider en pengesled forand dig så setter han ild til den* brokkede han sig i sine tanker. mens han rev jakker og tasker ned af stolende på vej over til planten og tømte hele kanden ned i den store gulvpotte...

Safira stirrede efter slipsefyren. Hun kunne ikke tro sine ejne øjne da han hev vandet ud af hånden på servitricen og hældte det ud over potteplanten. Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle gøre, og da folk begyndte at kigge over på hende, gemte hun sig væk ved at hive jakkens krave op om ørene. Den her idé blev bare værre og værre.
Hun rejste sig op og undskyldte over for servitricen, betale for både hendes egen og slippsefyrens mad, gav hende rigeligt med drikke penge, og trak så fyren med sig ud af resturanten. Hun havde ingen anelse om hvad hun lavede, men en ting var sikkert. Ingen skulle udmyge hende på den måde.
"Hva fanden er det du laver?" hvæssede hun. Hendes øjne var blevet kulsorte helt ubevidst, og hvis det her havde været en tegnefilm, havde der stået damp ud af ørene på hende.
Ude på gaden var arbejderne nået hjem, og det var nu natteravnene der havde magten i byen. Sneen dalede stille ned på gaden, men ingen tog sig af det, alle havde noget at tage sig til, så derfor var der heller ingen der tog noget notis at den rassende dæmon, der mest af alt havde lyst til at flå hovedet af dette væsen.

Will lænede sig op af muren til resturenten og kikkede uforstående på henne "øhhh... vander en plante" sagde han."det var ikke for at gøre dig flov, den... havde bare brug for det" det sidste kom som en svag mumlen. sneen var begyndt at lande i deres hår. hun så bedre ud end inde i resturenten, hvordan kunne han falde for et meneske? Will rystede på hoved og ændrede tonefald "jeg bad dig ikke om at komme over og sætte dig!" han var ved at være sur, ikke kun på henne men også på sig selv. han havde lige forspildt en chance, en chance han måske ikke fik igen. "du valgte selv at sætte dig over hos mig! Så undskyld mig, at jeg vander en plante når den har brug for det! du kunne blive hvor du var! og viske om mig lige som alle andre i den resturent, men jeg, jeg er ligeglad! det rager mig om du og alle andre syntes at jeg er en original!".
Han vendte om på hælen og gik, gik så langsomt han kunne. det var svært ikke at begynde at løbe, løbe fra ydmygelsen, ikke på grund af det der skete i resturenten, men på grund af ydmygelsen over for pigen. han prøvede at lade være med at tænke *fuck, du har dummet dig Will* og prøve at skubbe henne fra ham og sige til sig selv "hvis hun ikke kan aksepstere dig så, kan det også være lige meget". men selv om han prøvede at glemme hende kunne han ikke

Hun så lamslået efter ham. Og fuck hvor havde han ret. Det var hendes egen fejl. Da han langsom bevægede sig væk, hørte hun en lille hånende stemme i hovedet: Flot Saffie du har såret ham. Hun kunne ikke lade være med at lytte med på hans tanker. Og hold kæft hvor følte hun sig dum bagefter. Men hun kunne nu heller ikke lade være med at føle sig smiret, på en lidt halvsær måde.
Hun sukkede og tog endnu en forhastet beslutning. Uden at tænke sig om først bevægede hun sig efter elveren, og indhentede ham hurtigt. Hun måtte indrømme, at hun aldrig havde mødt en elver som ham, og huk havde mødt mange i sit liv. De fleste havde været en del længere nede på jorden og fattede. Ham her virkede distræt, og for det meste langt væk i sin egen lille bobbel. Og så var han selvfølgelig elendig til førstehåndsindtryk. Men på den anden side hun skulle nødigt snakke. Det første hun nogensinde havde sagt til Jake var noget i retning af: "jeg ved virkelig ikke hvad det rager dig uldtot, men hvis jeg indtager ret meget mere koffein idag, er jeg vågen til foråret." Ja ikke den mest romantiske start.
"Du er ikke en original," sagde hun til elveren. "Du har det bare med at tage forhastede beslutninger, og det er du altså langtfra den eneste her i verden der gør" hun smilede undskyldende og prøvede at virke så lidt fjendtlig som muligt. Ja hun var udemærket godt klar over sine bisarre humorsvingninger.

Will havde allerede begyndt at acceptere at han havde dummet sig over for pigen, og nok ikke ville få henne at se igen. Det gør ondt, men ikke desto mindre acceptere det. Saa det kom bag på Will at pigen ligepulselige kom op til ham igen, hvad sker der lige i aften?!? han fuckede det op TO gange og gud gav ham stadig chancer!?! *det kunne være fedt at prøve at gøre noget vildt i denne situasion* tænkte han *nej, en ting er man er heldig og får en chance til en anden ting er at sette det hele på prøve*. Han prøvede at ikke fucke det op. "øhhhh... hej..sa...igen"sagde han tøvede "det med original gør ikke noget... for det meste ville jeg tage det som et kompilman. det for kedeligt at være normal. Normale mennesker er for kedelige"forsatte han "vil du med ud og have noget at drikke? kaffe? the? kakao? noget stærkere?" uden at tænke over det lænede han sig ind over henne og kyssede henne lige på munden

Jake kom gående ned ad gaden. Han spekulerede lidt på hvad Safira lavede, og hvorfor hun ikke havde sagt til ham hvor hun var, men tænkte at hun nok bare skulle købe lidt ind eller noget. Det ville jo også være underligt hvis han vidste hvor hun var hvert sekund af hendes dag. Nu hvor han havde mødt hende, ville han prøve at holde sig mere stueren. Altså ikke på den måde, nej, med sin kriminalitet. Han ville skære ned på sine tyverier.
Han havde fundet et job som flaskedreng. Sølle, men bedre end at stjæle. Det havde været en hemmelighed for Safira, og han havde tænkt sig at overraske hende med blomster, købt med de første ærligt tjente penge han havde haft i lang tid.
Som sagt, kom Jake gående ned ad gaden i godt humør med en buket røde roser i den ene hånd. Han tænkte på hvad han skulle sige til Safira nå han gav hende den, men stoppede pludselig op. Han lugtede hende før han så hende, og havde tænkt sig at løbe hen og overraske hende, men da han så hvad hun havde gang i, tabte han buketten på jorden. Hvor vovede hun?! Opfyldt af raseri, traskede han med tunge, målfaste skridt hen til hende, rev elskeren væk fra hende og nærmest råbte ad ham: "Hvad helvede tror du lige du har gang i?!"

Safira stivnede fuldstændig da elveren trykkede sine læber mod hendes. Hun spærede øjnene på og stirrede på ham. Hun haddede dog sig sev for at syntes om kysset. Han havde bløde læber og duftede godt, men hun fik ikke den samme følelse, som når hun kyssede med Jake. Hun skulle lige til at sætte hænderne mod hans brystkasse og skubbe elveren væk, da en anden gjorde det for hende. Uheldigvis havde hun nået at sætte sine hænder på hans brystkasse.
Hun var fuldstændig chokeret, over at Jake sådan dukkede op ud af det blå. Og hvor det måtte havde set forkert ud at hendes hænder lå på elverens bryst. Hun trådte et skridt tilbage og holdt hænderne op til munden. Hun kunne slet ikke forstå hvad det var der lige var sket. Hun havde virkelig ondt af dem begge to, men hun var også sur på elveren over at have kysser hende. Men alligevel følte hun at hun måtte støtte ham lidt op.
"Jake det er okay," hun stoppede sig selv inden hun sage; det er ikke hvad det ser ud til. Hun haddede sig selv så meget lige i det øjeblik. Hvad var det lige der foregik?
"Jake bare lad ham være, der er ikke noget," sagde hun. Det havde lydt som det mest fornuftige i hendes hovede, men da der blev sat ord på det, lød det som om hun gjorde sådan noget hele tiden. Hold kæft hvor haddede hun sig selv.

Will troede endeligt han havde klaret sig da hu ikke trek sig væk med det samme, det kunne også være choket. hvad end det var håbedehan det var den første mulighed. det var et vidunderligt øjeblik. han blev ligepulselig revet væk fra henne af en stor høj dreng, som skubbede ham til siden. han nåde ikke rigtigt at registrere hvad der skete, andet en han ligepulselig sad i den ny falde sen og at han landet hårdt på sit haleben. Da han kikkede op så han den store dreng råbe af pigen. han viste at han ville dø hvis han prøvede at forsvare pigen. Han var både højre og stærke, han kunne mugeligvis løbe fra ham. Men så ville han være en kujon og han ville nok komme tilbage og gøre end hvad han ville gøre ved pigen. måske kunne han tale dem til fornuft, ikke fordi han er den bedste talsmand i verden, han var mere det stik modsatte af det. men det så ud til at være den bedste af de muligheder han havde til rådighed. han kom til at tænke på at det bar anden gang han lå og skøjtede rundt i noget på jorden i denne uge, det var også der han kom i tanke om hvor han havde set den store fyr før. på the bloody moon sammen med pigen. han var løbet ind i ham og lå og skøjtede rundt i snaksked på the bloody moon. han prøvede at rejse sig men det var svært at gøre når ens sko heletiden skred i shabben. han jeste sig og børstede sne og skidt af sig selv, og sagde" hør kunne vi ikke alle tage på en hyggelig kafe og få snakket det her igennem, så gir jeg noget kakao eller hvad i nu vil ha og så behøvens vi ikke at slå mig til smader?"

Jake drejede hovedet og stirrede olmt elveren. Hvad ragede det ham, hvordan Jake ville løse sine problemer?! "Jeg er fandme ligeglad med din mening, elverskum! Ja, det er rigtigt, jeg ved hvad du er! Og jeg vil råde dig til at stikke halen mellem benene og løbe tilbage til din lille skov, før jeg sørger for at du slet ikke kan løbe." Han vendte ryggen til Safira og tog et udfordrende skridt mod fyren, der havde været så dum at kysse Safira.
For, selv hvis hun havde set ud til at kunne lide det, var det jo åbenlyst at elveren havde kysset hende og ikke omvendt. Jake var overbevist om, at Safira aldrig ville have en affære når hun i forvejen var kærester med ham.
Han knurrede dybt, da han tog fat i elverens krave og løftede ham op, så de stod ansigt til ansigt. "Jeg sværger, at hvis du nogensinde lægger så meget som en finger på hende igen, så skal jeg personligt sparke din lille, glatbarberede elverrøv så langt ind i skoven at du aldrig finder ud igen. Mens Jake forbande den stakkels, forvirrede fyr, ændrede hans ansigt sig en smule. Det blev længere, øjnene blev mere skrå, tænderne voksede. Han gjorde det bevidst denne gang, ikke ligesom den gang hjemme hos Safira. Hans ryg strakte sig så han blev lidt højere og kløer groede ud af hans fingre. Det skulle nok skræmme den lille, beskidte tølper!

Safira så forbavset elveren der skøjtede rundt i smattet af sne. Hun blev dog meget overrasket over at elveren ikke bare stak Jake en knytnæve, da han rejste sig, i stedet for at foreslå at snakke om det. Det var ikke fordi at hun ønskede at de skulle begynde at slås, men hun havde hørt elverens tanker inden Jake var kommet, og det havde ikke været helt rent.
Jakes reaktion overraskede hende tilgengæld endnu mere. Han råbte af elveren, og kom med eder og forbandelser. Denne side af ham havde hun ikke set meget til hos ham. Selvom hun blev en smule svimel af det kunne hun ikke lade være med at lytte med på deres tanker. Hun var dybt taknemelig for at Jake kunne se fornuft i situationen.
Da Jake løfted eop i elverens krave begyndte hun at blive meget nervøs. Hun så ham forvandle sig gradvist, og selvom hun godt vidste at det kun var for at skræmme elveren, så var konsekvenserne af hans handlinger ikke til at forudse.
"Jake stop det," sagde hun bestemt. "Ikke ude på åben gade," fortsattede hun dog, for at det ikke skule lyde, som om hun tog elverens parti. Hun så sigbekymret omkring, men der var endnu ikke nogen der havde bemærket noget. Heldigvis.
"Jake, jeg er okay, sæt elveren ned," hun blev pludselig bange for at hun lød som en hunde ejer. Hun bed sig i læben, der var ikke noget at gøre ved det nu. Hun håbede bare at, Jake ville slippe elveren, så de kunne gå deres vej, men hun var ret sikker på at det ikke kom til at ske

da Will var blevet overrasket over at han lige pulselig blev grebet fat i og løftet fra jorden og enumere over at drengen begpynte at skifte over i ulveskikkelse. pigen han før havde kysset prøvede at få dregne hun kaldte Jake til at sætte ham ned. "jeg gætter på du er varulv?".
Der var kun en ting Will kunne komme på, så det gjore han *undskyld min undelige plys klup fra the bloody moon, og nøj jeg får balade hvis dette ikke lykes*tænkte han
"du kan gå hjem og puste og pruste din store stygge ulv"
sagde han mens han træk benet tilbage for at sende et godt gammeldags skridtspark ind. han sparkede og håpede på det bedste.

Jake knækkede sammen og kom til at give slip på elveren. Han knurrede og, ignorerende Safiras råd, forvandlede sig mere. Enkelte folk kiggede, men Jake ignorerede dem. Lyset inde i centrum var forvirrende og lyste fra unaturlige vinkler, så det lignede sikkert bare et normalt slagsmål. Hvis han kendte folk ret, ville de snart ignorere dem igen.
"Kom her, din lille mide!" snerrede Jake og sprang på elveren. Han fik fat i en ankel og holdt godt fast mens han prøvede at ignorere smerten fra den delvise forvandling. En hel forvandling eller ingen forvandling overhovedet, ville føles normalt, men at holde den delvist, var en smerteful kræftanstrengelse. Kløerne borede sig ind i elverens ankler, lige akkurat nok til at der kom blod. Jake knurrede endu en af sine eder og forbandelser, før han rejste sig op og begyndte at hive elveren op i benet.

Safira bakkede flere skridt væk. Hun tog sig til munden igen og gispede, mens hun så elveren der ramte Jake lige i kronjuvelerne. Hun hørt Jak gispe, og lukkede øjnene. Hun havde virkelig ikke lyst til at se på det. Men da Jake knurrede endnu en trussel af elveren, kunne hun ikke lade være med at kigge igennem fingrende. Jake var tættere på at forvandle sig, men af en eller anden lattterlig grund, holdt han fast i sin halve forvandling. Da blodet piplede frem på elverens ankel blev det for meget for hende. Det bankede i rykken og hendes vinger kaldte på at bryde fri.
Hun gav slip på dem, og slog med dem for at splitte de to drenge fra hinanden. Hun slog sine vinger helt ud, da hun stod i mellem dem
"Stop så! Begge to" hendes øjne var blevet kulsorte og hun stirrede vredt fra den ene til den anden. Hun var fuldstændig ligeglad, med om de ville flå hende i stykker, for at slå hinanden ned, men det her kunne hun slet ikke tage. Hun var fuldstændig ligeglad med at alle kunne se hende. Lige nu handlede det om at skille dem ad.

Will var lige faldet af at få klør i benet da pigen kom flyvende ind mellem ham og varulven til en letelse. han var faldet igen efter varulven havde fat i hans ben, og rejste sig op igen. "fint med mig" sagde Will. "er det helt udelukket at vi skulle ud og drikke kakao?" sagde Will "dårlig timing? okay jeg tiger bare".han rettede på sit slips og sin
T-shirt. hans slips var blevet helt vådt og kølet efter at have liget i sneen og der var kommet nogle flænger i hans T-shirt. det var der det gik op for Will hvad der enlig forgik. "vendt er i to kærester?... ahrh...okaay... det var ikke meningen at...prøve at tjahh tage din kærste"sagde han "hun kom hen til mig...og...og"han viste ikke hvordan han skulle forsatte. "tjaah...jeg har vandet en plante". hanhavde det med at sige de mest dumme ting på de dummeste tidspunkter. "vad så?"...

Det sitrede i Jakes krop efter at springe på elveren, men han behærskede sig. For Safiras skyld. Det havde chokeret ham at hun havde vist sine egne vinger, men var alligevel en lettelse for ham. Nu hvor han var ved at falde lidt ned, kunne han godt se at det ikke ville have været så kønt hvis han havde dræbt elveren. Han trak vejret tungt og stirrede indtrængende på elveren i nogle sekunder før han besluttede sig for at forvandle sig tilbage.
Jakes tøj var blevet revet lidt i stykker da han var gået i ulve-mode, og gennemblødt af sneen. Det ville blive for koldt at have det på, så, selvfølgelig, tog han trøjen af.
"Ja, vi er kærester," snerrede Jake af elveren, mens han ignorerede den tilsyneladende tilfældige kommentar om plantevanding. Han synes stadig ikke om ham, men gjorde sit bedste for ikke at fare i flæsket på ham, da han sagde: "Undskyld. Jeg burde ikke have prøvet at dræbe dig."

Safira ånede lettet op, da de to endelig slappede af. Hun kunne dog høre på Jakes tonefald at han ikke brød sig om elveren. Hvis hun skulle være ærlig, vidste hun ikke selv hvad hun skulle syntes om ham. Da faren var ved at være overstået trak hun elegant sine vinger ind til kroppen igen. Hun så sig om, for at være sikker på at ingen havde opaget slagsmålet, og hendes vinger, men hun kunne ikke lige få øje på nogen. Selvfølgelig kunne der havde været massere.
Da Jake sagde at de var kærester, rykkede hun ind i hans favn og nikkede, for at gøre det helt klart for elveren, som godt kunne virke lettere tungnem.
"Jeg er frygtelig ked af den her misforståelse, og jeg undskylder også," hun så ned på sine slidte støvler, glemte et øjeblik situationen, og overvejede at få sig et par nye. Hun kom hurtigt tilbage til virkeligheden, og spekulerede over hvem af dem hun overhovedet havde snakket til. Sikkert dem begge, men hun var ikke sikker. Hun var dybt flov over hvad der var sket, og prøvede at se det hele fra hans synsvinkel. Det måtte ikke have set for kønt ud.
Der opstod en pinlig tavshed som Safira ikke havde nogen anelse om hvordan hun skulle bryde. Hun prøvede at finde Jakes hånd for at give den et klem.
Hun så tilbage på den forslåede elver, hun havde meget ondt af ham, men huskede også hvad han havde tænkt. Hun sukkede indvendigt, og lukkede øjnene mens hun overvejede hvad hun dog skulle gøre.

Pigen trykkede sig ind til varulven. Han viste også at den varulv ikke var en man skulle lægge sig ud med. Han ville prøve at bryde den akavede stilhed, men for en gangs skyld kunne han ikke bare sige noget tilfældigt og være ligeglad med hvad folk tænkte om han. Han kunne faktisk overhovedet ikke finde på noget at sige. Han stod og ynkede at de sidste 15 minutter aldrig havde fundet sted. Var det virkelig ikke mere end 15 minutter? Denne aften har føltes meget længere.
Det hele begyndte at vende tilbage til Will. Han havde stået i sine Egne tanker, og var begyndt at komme tilbage. Han kunne mærke kulden, sit våde tøj om sin krop, de steder han var faldet og skubbet på jorden og smærten i sin fod. Han følte sig vred og ydmyget, men begyndte at tænke på hvis han havede set sin kæreste stå og kysse med en fremmed fyr, han trak vejet og sage til sig selv *hvis du elsker noget noget må du slippe det fri, hvis det kommer tilbage er det det, gør det ikke har det aldrig været dit*. Han måtte gi tillid til at hun tog den rigtige beslutning, og måske skulle det ikke være Will og pigen med viger og en varulvekæreste. Han viste i hvert tilfæde at han måtte tilgive varulven. Det kan godt være han ikke tilgiver mig, men hvis jeg ikke tilgir ham så bil vi bare rande rundt og prøve at slå hinanden ihjel.
Han tog en dyb indånding og så de blomster varulven havede tabt. Han tog sit slips af. Gik hen til dem og bandt dem rundt om dem. De fleste var blevet ødelagt af tabet, men det var forsøget værd. Gik tilbage til varulven og den bevigede pige og sage " det var ikke, min menig at det skulle gå så vidt... Hvis jeg havede Hvidt at du havede en kæreste" nu kiggede han på pigen " så ville jeg ikke... I ved"

Jake stirrede fra blomsterne og op på Will. Hans ansigt udtrykte ingen følelser, da han blidt vristede buketten ud af elverens greb og sagde: "Det ved jeg. Og du er tilgivet. Men hvis det nogen sinde sker igen, kan jeg ikke love følgerne." En dyb, lav knurren undslap hans strube, og han skulede vredt til elveren. Denne aften var ikke ligefrem gået som han havde planlagt. En enkelt misforståelse og Jake havde nær dræbt en anden mand. Han var flov. Ikke over misforståelsen, men over at lade sit temperament løbe så vidt. Han vidste ikke hvad der gik af ham; normalt ville han kun have angrebet en anden mand verbalt. Denne følelse var... ny.
Jake sukkede og lod den hårde masken falde til fordel for et skuffet og flovt udtryk. Han blev helt stille i nogle få sekunder, før han stille sagde: "Jeg... Undskyld at jeg lod det gå så vidt. Jeg plejer ikke at være sådan." Han prøvede med et forsigtigt smil, men det falmede næsten ligeså hurtigt, som det var kommet. Det her var akavet. Jake havde mest af alt lyst til at dræbe elveren, men vidste at det ikke ville gøre godt for noget. Desuden, ville det vel være bedre at få en ny ven end endnu et lig på samvittigheden. Han stod lidt med blomsterne i hånden, usikker på hvad han skulle gøre med dem, inden han rakte blomsterne til Safira. Hans blik var fast forankret på jorden.
"De... ehh..." Til sin egen frustration, kunne Jake mærke at han rødmede. "Jeg... Jeg købte dem her til dig." Han rømmede sig og undgik at se nogen i øjnene.

Da Jake rakte hende blomsterne, glemte hun i et kort øjeblik alt om det sidste kvarter. Hun så bare op på ham, med smilende øjne og havde mest af alt lyst til at putte sig helt ind til ham. Det kunne hun naturligvis ikke, når elveren stod her og kiggede på, det vile bare gøre situationen endnu mere akavet. Hun krammede ham blot, og hviskede et hurtigt, mange tak skal du have, og så så over på elveren. Hun så ned på sine fødder mens hun talte
"Ved du hvad, jeg tror aldrig helt at jeg fik fat i dit navn elver," sagde hun, og trak sine vinger ind i ryggen igen. Faren var overstået og der var vidst ikke noget at frygte. Dog var spændingerne imellem dem alle tre tydelige, og hun havde ikke i sinde at lægge paraderne helt.
"Men det var godt at vi fik løst denne lille uoverensstemmelse..." Hun kunne ikke rigtig gøre sætningen færdig, og afsluttede den bare med en alt for malplaceret latter, som overhovedet ikke lød ægte på nogen tænkelig måde. Hun stoppede hurtigt, og så endnu engag ned på sine fødder.

Will stod bare og betratkede varulven, da han gav henne blomsterne. hans slips var blevet udmærket afløsning for det papir man finder i blomsterbutik. han tænkte på om man kunne lave et firman der vikler blomster ind i slips da han blev spurgt om sit navn. "øhhh Will" fik han sagt på en måde der for hans eget vedkomene lød som en senil person der har problemer med at huske sit eget navn. "jeg heder Will" sage han igen og prøvede at få det til at lyde henkastet. han rakte hånden frem men lod den falde slapt ned af kroppen, da selv han, af sin usandsynlig dårlige situationsfornemmelse, kunne se at dette ikke var tidspunktet at gi hånd på. *nej det ville blive for dyrt at binde slips om alle blomster* forsatte hans tanker. Will blev revet ud af sine tanker af en høj falsk latter der hurtigt stilnede af inden han kunne nå at deltage bare højere og mere falsk. Akavet var det eneste ord der gik igennem hans hoved i det øjeblik. intil han sagde "normen... hvad så nu?" og følte at se hele situationen fra den anden side af gaden. en stor, høj, bredkulret, meget tæt på at være nøgen dreng der stod med en pige til sig, overfor en mere spinkel, knap så bredskuldret og helt gennembløt dreng.