Te til indre ro, Luke

Koldt, mørkt, 17.30 og tirsdag. Chinatown. Andre mennesker, men alle er på vej til noget andet, og ser sig ikke om.

I det kommende mørke blev røde gadelygter tændt, og i de små, krogede butikkers vinduer lyste farvede lanterner. Der lugtede af bilos og eksotisk mad i flotte farver. Det var meget koldt, og mennesker hastede afsted, de fleste grålige i forhold til omgivelserne. Chinatown var ikke en velholdt bydel, eller en kendt bydel, men den havde noget, de færreste andre steder kunne byde på. Charlie var ikke sikker på, hvad det var, men hun elskede det. Det var noget med de skæve, kinesisk inspirerede indgangsporte, der skallede flager af rød og gylden maling af og fortalte, at du nu forlod en verden af turister og forretningsmænd, shoppegader og trafik og bevægede dig ind i et parallelt univers.

Hun købte ind alene denne sene eftermiddag, og hun havde allerede været vidt omkring, da et lidt støvet vindue fangede hendes opmærksomhed og lokkede hende indenfor. Dér tilbragte hun så næsten en halv time med at kigge på porcelæn, hun aldrig kunne drømme om at eje selv om det var pænt og alting (At købe sit eget nye porcelæn ville nemlig være en erklæring om, at man var klar til et liv som voksen, og det var ikke ligefrem noget Charlie mente, hun var), på små figurer af skildpadder og katte og på et kæmpestort udvalg af udsøgt te. Hun kunne ikke bestemme sig for, om hun havde brug for tre kilo te eller ej, og det plagede hende usigeligt. Hun lod endda den lille, ældre dame, der bevægede sig mellem et baglokale og disken i konstant rutefart, fortælle hvordan den ene slags te ville være god for hendes søvn, den anden ville give hende indre ro og balance i maven, og hvordan den anden ville gøre hendes hud blød som silke. Forbløffet tog Charlie sig til ansigtet for at se, om der var noget galt med hendes hud (det var der ikke,) før hun lod sig overtale til at købe i hvert den for indre ro og en helt fjerde, som hun øjeblikket efter glemte, hvad der var godt ved.
Bagefter tog den ældre dame hende i at kigge på en vinkekat, men den ville hun altså virkelig, virkelig ikke have. Hun hankede op i sine forskellige bæreposer, både et indkøbsnet hun havde medbragt hjemmefra og yderligere tre poser med de ting, der ikke havde været plads til i den første stofpose. En lille vindharpe ringlede da hun endelig kom ud under den klare, mørke himmel.

Hun gøs og trak sin mørke frakke tættere om sig. Hun havde helt glemt, hvor koldt det var, og nu havde hun brug for en smøg før hun vendte snuden hjemad. Pakken lå bare i bunden af indkøbsnettet hun havde haft med hjemmefra. Hun stod lidt under en gadelygte og forsøgte at finde den, rodede rundt og fandt endelig pakken, og netop som hun med næsten triumf i ansigtet halede den frem, revnede den ene bærepose.
Man så, hvordan de brune øjne blev store i et splitsekund, mens hun uden held greb efter et net med mørke frugter og forskellige dåser og pakker med madvarer, hun egentlig ikke havde brug for. En pakke groft mel smadredes og flød ud på fortovet, og avokadoer og konserves trimlede i alle retninger. Charlie sukkede opgivende og mærkede, hvordan alt mod på livet forsvandt mellem hendes fingre.

Luke så sig om i det knap så velkendte chinatown. Drager og løver var kunstfærdigt udskåret i sten, og stod som oftest foran gyldenrøde restauranter med eksotiske navne som Chin Chin eller Zi Yang... som han bestemt ikke forstod et muk af. Han havde dog ikke voldsomme problemer med at finde rundt, det gik fint... der var også skilte på engelsk, som han kunne følge, så han var ikke helt lost. Han så ned, talte de penge han havde fået ind fra dagens arbejde. Det var selvfølgelig ikke hans, det var væsentligt mere end hvad han rent faktisk havde af indkomst. Han skulle aflevere pengene, og ville derefter modtage sin andel af det hele.. det passede ham også fint nok. Kunne han overhovedet tillade sig at klage?

Han arbejdede sig op igennem gaden, mørket var allerede faldet på, men det var jo også vinter, så mørket kom tidligere... Han tog et par kunder på vejen, det gik jo hurtigt.. folk ville gerne handle diskret og hurtigt. Han endte op uden for et lille kinesisk supermarked hvor han standsede op og ledte efter sine smøger, men.. argh satans. Han havde glemt dem hjemme på den grå sofa.. han huskede det nu... åh hvor det irriterede ham, grufuldt! Han sukkede bare, og skulle til at fortsætte sin gang, da han hørte en dæmpet revnen efterfuldt af lyden af ting der væltede ud over den mørke asfalt. Han blev stående og så sig lidt om, søgende... Der rullede en avokado ud foran ham på asfalten og han lagde hovedet på skrå og studerede den næsten krokodille grønne overflade.. Han hævede et øjenbryn og så i retningen af hvor avokadoen var kommet.
Han mødte en lidt opgivende skikkelse med øjnene og lagde hovedet på skrå... hvad var nu det?

Han løfgtede avokadoen og gik hen mod skikkelsen.. jo tættere på han kom, jo nemmere blev det for ham at se.. Det var en pige, omkring hans egen alder, så meget kunne han da se.. eller måske var hun lidt ældre? Hun virkede mere kvindelig end piget, jo tættere på han kom. Han standsede op et par meter fra hende og samlede nogen flere avokadoer op og det der var tilbage af melen, og foldede forsigtigt enderne sammen, og gik lidt tættere på. "Her.." sagde han og rakte favnen fuld af varer frem "Du kan samle dem i din jakke... hvis det er" sagde han og smilede lidt venligt til hende.

"Tak," Charlie tog taknemligt imod hvad de hjælpsomme fremmede rakte hende uden rigtigt at se ham. "Ah, jakken," kommenterede hun, "Så fryser jeg bare.. Men hvis nu man prøver sådan.." Hun stak det tilbage i de andre poser og satte sig på hug for at binde en knude på bunden af den pose, der var revnet. "Tusind tak for hjælpen," Hun stak posen med mel ned i den nye pose og rettede sig op for at tage ham i øjnesyn, denne hjælpsomme sjæl.

Det var ikke lige det, hun havde forventet. Han havde lyse, blå øjne og blond hår. Han var ikke så gammel og havde et lidt for smilende smil. "Det var virkelig pænt af dig." Hun flyttede lidt på fødderne og havde nær trådt på sin cigaretpakke. "Hov," udbrød hun overrasket og samlede den op. "Smøg?" Spurgte hun smilende og rakte den frem mod ham, før hun selv forsynede sig. "Jeg skulle til at snuppe én da den revnede." grinede hun med cigaretten i mundvigen. Hun fremdrog en slidt lighter og tændte smøgen bevægelser, der viste, at hun var vant til det. Samme billede gav den enlige, lyse røgring, hun sendte ud efter et øjeblik.

Luke stirrede overrasket på hende, de fleste... blev ikke stående og tilbød en cigaret, det var bare sådan lidt, ja-tak-farvel. Men hun var ikke sådan... hendes øjne var chokolade brune i mørket, dunkle men med et vidst glimt.. Håret var let krøllet, og eftersigende også brunt, eller måske gyldent? Det var svært at afgøre, alt fik et rød gyldent skær fra butikkerne omkring dem.
Han nikkede kort til det hun sagde "Det var så lidt.." sagde han roligt, og nikkede så kort "jo tak" sagde han så til cigaretten og tog en. Det var jo netop... det var netop det han gerne ville have... Nå.. det var da heldigt. Han lagde den på sin underlæbe og tændte den.. for lighteren havde han da husket. Han tog et sug og betragtede hendes hvide tænder da hun smilede. "Det var ærgeligt at den revnede... men det er sådan nogen tynde poser de bruger.." mumlede han og gjorde en bevægelse mod supermarkedet der stadig var åbent selvom de fleste steder nok var begyndt at tænke på at lukke.. Han så på hende, og rakte så sin frie hånd frem og smilede svagt "Luke.. jeg håber resten af poserne holder" grinede han så. Hun virkede ikke som en typisk køber.. så.. han burde faktisk gå videre...

Han skævede lid til alle de poser hun bar på... Åh nu havde han dårlig samvittighed. Han skævede kort til sit ur på telefonen og så så på hende "Kan jeg hjælpe dig med de der..? Du ser ud som om du har nok at slæbe på" mumlede han så... han kunne godt hjælpe, det var der ingen skam i, og han kunne også sagtens psse sit rbejde! Ja han kunne så.

Han var ryger. Han medbragte lighter. Han studerede hende som hun havde studeret ham. Charlie noterede sig det hele og gemte det et eller andet sted indvendigt, klar til at tage det frem meget senere, engang når hun kedede sig, og lave en personlighedsprofil på ham. Tænkte hun ironisk. Det var bare vane. Ikke engang en flink og hjælpsom ung mand kunne hun lade være med at analysere. Havde hun også kigget efter den svage profil af en skjult pistol ud for hans brystlomme? Givetvis, og det var typisk!

Tynde poser. Nemlig. Hun nikkede og udstødte en enighedserklæring i form af et dæmpet brum netop som hun trykkede den fremstrakte hånd og lavede den sædvanlige vurdering, ville han kunne knuse hendes fingre? Nej, det ville han nok ikke. Hun ville heller ikke kunne knuse hans for den sags skyld. Hun prøvede i hvert fald ikke. "Charlie," sagde hun, og undrede sig over, hvornår hendes semi-ægte navn overhovedet var kommet på tale. Det var første gang i lang, lang tid, hun havde brugt det, det lød næsten forkert, men hun ignorerede alle alarmlamperne og smilede i stedet, så kom hun til at grine igen.

"Ser jeg så gammel ud?" spurgte hun leende, "You underestimate my powers! Men det burde faktisk være din replik.." Hun lagde vippede lidt aske af cigaretten og tog sig til hovedet. "Undskyld jeg vrøvler," sagde hun så, lettere skamfuld og smilede så igen bredt. "Hvis du har tid ville det være dejligt. Hvis ikke, jeg har skræmt dig."

Endnu et hiv... og endnu et... åh.. Han pustede den grålige røg ud over sine blege læber, og askede kort, før han så på hende igen. Han havde jo ikke travlt.. eller noget, han havde hele aftenen. Selvom han var træt og havde rander under øjnene, hjalp nikotinen lidt på det hele.. faktisk fik han jo ikke lov at ryge så meget, så ofte, rygning var jo en temmelig dyr vane.. så nikotin chokket fik hans krop til at reagere som en antændt krudttønde. Lidt som koffein..

Han gav hendes hånd et let klem før han slap den. Hendes hud virkede så varm, måske var det den mørke lød der aftegnede sig så kraftigt mod hans nærmest mælkehvide... han misundte den lidt, det så meget sundere ud.. og med et savnede han sommeren. Måske var det fordi hans fingre var iskolde og ikke rigtig gav noget menneskeligt indtryk.. herregud altså.. det måtte være smøgens skyld, man fik kolde fingre af at ryge smøger. "Godaften Charlie.." hilste han så, og sendte hende et lille smil, inden han tog endnu et sug.. smøgen var snart færdig, men det gjorde ikke noget, den havde gjort hvad den skulle.. det var skønt, han skyldte Charlie for det! Det havde nok reddet hans aften, det måtte han huske at sige...

Han faldt lidt ud af sine tanker da hun jokede med ham, og sendte hende først et totalt blankt blik som om han ikke forstod, men lyste så op i et smil og supplerede ved at grine lidt "Nej det var slet ikke sådan... nejnej" sagde han og rystede på hovedet for at afvise at hun så gmmel ud, hun virkede ikke en dag over 20! Måske var hun endda yngre? Han turde ikke spørge, det var der udskrevne regler om... med kvinder og den slags. Han hævede sine øjenbryn "Hva...står du der og siger jeg ser slap ud eller hva?" grinede han så, hvad skulle det betyde! Nå ja.. hun havde da humor? "Nejnej, jeg har tid, hele natten hvis det skulle være, men så langt væk bor du vel ikke?" drillede han, og samlede et par poser op. "You lead the way" sagde han, og rystede på hovedet "Nej, du virker ikke så farlig" sagde han.. Charlie så blød og kvindelig ud, der var ikke noget.. farligt ved det, måske glimtet i de mørke øjne kunne virke... nej, de virkede heller ikke farlige, mere spændene, end farlig.
"Det er ellers sent du handler?" sagde han så og så på hende, indbød til at hun skulle fortælle mere om sig selv.

Et lidt for stort smil, nej, hun vidste jo godt, hun ikke så gammel ud, men hun kunne godt lide hans nejnej, for et eller andet sted havde hun måske været lidt bange for, at hun virkelig så gammel ud og for at hendes hud var i stykker. Det havde ikke føltes sådan, men hun kunne jo ikke være sikker på det, og damen i forretningen havde selv sagt.. Pyt, tænkte hun. Han havde sagt nej. Men så spurgte han også, om han var slap. Charlie ville have gentaget ordet, hvis ikke det altid var det, hun gjorde. I stedet hævede hun øjenbrynene i et uforstående udtryk. Først anede hun ikke, hvor det mon var kommet fra, så dæmrede det at han måske ikke var så bevendt i Star Wars-universet som hun, og hendes ansigt gled over i mild overbærenhed. Tragikomisk, eftersom han jo var Luke. Det slog hende med eet, at hun skulle have præsenteret sig som Leia. Hvor ville det have været fantastisk! Hun slog det hen og askede lidt mere.

"Nej, det er ikke så langt, det kommer ikke til at tage hele natte," smilede hun, og overvejede, om det havde lydt forkert. Hendes ansigtsudtryk blev en anelse mere plasticagtigt, hendes øjne lidt for åbne, hendes mund lidt for bred, da hun faldt tilbage i kunstigt-smil-mode. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde altid haft det svært når drenge fandt seksuelle udtryk i alle almindelige sætninger. Hun kunne ikke forklare, hvorfor hun var begyndt at få klamme fingre, bange for hun ville blive det næste offer. Måske fordi hun var pinligt bevidst om sin mors omgang med mænd. Eller fordi hun dengang hadede rampelyset. Det gjorde hun for så vidt stadig, selv om genertheden var blevet meget bedre. Nu vidste hun da i det mindste, at hun havde en eller anden værdi som menneske overhovedet.


"I do indeed! Det er denne vej" sagde hun med et grin, der stadig havde en snert af Barbie over sig, men det fortog sig, da hun kom med et prust af indestængt latter. "Ikke farlig? Men du kender mig selvfølgelig heller ikke så godt." Det sidste var med påtaget tænksomhed og et kort sideblik, der var totalt umuligt at bestemme, men som kom af umiddelbar glæde ved at følges med nogen. "Og jeg har ikke travlt, jeg skal ikke nå noget.. Jeg kan handle når det passer mig, det er det bedste ved at være arbejdsløs. Jeg holder orlov for tiden," forklarede hun, "jeg studerer ellers fysik, men der var lige noget personligt, jeg skulle have styr på først." Hun bed sig kort i læben før hun rettede øjnene mod ham. "Hvad laver du til hverdag?"

Luke betragtede hendes smil, hun virkede som om hun morede sig.. Det var han glad for, det gjorde stemningen og mødet med et nyt menneske, så meget nemmere... smil.. humor. Han var glad for Charlie var i besiddelse af begge dele. Han smilede til hende og nikkede "det er jeg egentlig glad for" sagde han og lod som om hendes poser var vildt tunge, og grinede så lidt af det hele. Han så på hende, men et øjeblik virkede hun... en kende kunstig.. som om nogen havde malet henover det livagtige i hendes ansigt.
Han åbnede munden for at spørge, men hun kom ham i forkøbet, ved at fortælle hvor de skulle hen, så han sendte hende bare et smil, og begyndte at gå..

Han sendte hende et eftertænksomt blik "så du påstår måske at du er farlig? Hvori finder jeg belæg for denne påstand?" mumlede han teatralsk og smilede forsigtigt. Den påtagede.. plasticdukke havde skræmt ham en smule, som om hun et øjeblik havde lukket sig inde i sig selv, og svarede mekanisk, som om hun var programmeret. "Oh..?" sagde han da hun forklarede sit liv, omend lidt detaljeløst, var det stadig spændene.. et afbræk fra hvad han ellers omgav sig med.. et fornuftigt menneske. "Det lyder ret fornuftigt.. klogt" sagde han roligt og hankede let op i poserne så de ikke slæbte såan, det fungerede fint. Han sukkede... det uundgåelige spørgsmål. Han stirrede ud i luften i nogen minutter... som hvis han ikke havde hørt hende, men.. hun fortjente vel at vide at hvad han lavede når hun åbent talte ud om sig selv, hun havde ovenikøbet nævnt at hun havde haft problemer. "Jeg... øhm... sælger" mumlede han, og gjorde en lille håndbevægelse som hvis det skulle hjælpe noget... "Stoffer" mumlede han så, og så stift ud i luften.. håbede måske hun ikke hørte det sidste. Han havde prøvet at lyde lidt ligegyldig, sådan lidt utydelig... i sin mumlen.

"Der er visse tilfælde, hvor man slet ikke ønsker belæg." Hun smilede karikeret og indrømmede overfor sig selv, at hun godt kunne godt lide Lukes selskab. Der var noget opmærksomt og venligt over ham, han lyttede og han smilede, og så havde han sågar humor og intellekt. Hun kunne ikke komme i tanke om andre, der ville mime tunge poser. Han hvilede nok fuldt ud i sig selv, tænkte hun med et ønske om at være som ham. Selv om han måske ikke var så farlig som hende. Hun prustede. "Jeg kender ikke nogen, der ville sige, det var fornuftigt." fnisede hun. "Men jeg er da glad for, du ser sådan på det. Selv om du tager fejl." hun gestikulerede med sin næsten nedbrændte cigaret mellem fingrene, kom i tanke om den, og skoddede den i en skraldespand på vejen, der meget passende havde en lille metalbeholder til efterladenskaber af den slags.

Hun havde følt sig stærkt nedtrykt da hendes pose var gået i stykker, men nu følte hun sig opløftet, næsten svævende. Denne store, kolde by virkede pludselig langt mindre lukket og fjern nu, da der var et venligt ansigt i mængden af umælende fremmede. Og så kom sandheden. Han formåede at mumle den ud i luften så hun næsten ikke kunne skelne ordene fra hinanden, så den besked, der et sekund gjorde hende helt kold, næsten blev slugt af fjern trafik. Alligevel sank den ind. Hun så først forbløffet på ham. Så så hun ned på sine poser og så tilbage igen. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige, selv om hun godt vidste, hvad hun burde sige, hvis hun var en lovlydig, almindelig dame. Hvis var bare sådan et flydende begreb.

"hmm, okay," blev det til. Hun trak på skuldrene, tog sig sammen, fremmanede et smil og klaskede ham på armen (hun sigtede efter skulderen men fejlbedømte fuldstændigt) "Vi skal vel alle leve, ikke?" Charlie kunne noget med sørgmodige øjne. Denne gang kom de igen til deres ret. Selv om hendes mund sagde, at hun ikke bekymrede sig det mindste, så sagde hendes øjne, at hun tænkte længe og alvorligt over noget. Det var imidlertid ikke så meget ham.

"Så er du.. Du ved, den flinkeste med det job, jeg nogensinde har mødt." sagde hun stilfærdigt, "og jeg har mødt mange, såeh.." tilføjede hun med fuldstændig flad stemme og endnu et skuldertræk.

Lukas smilede og nikkede "sommetider... det hænder" sagde han, og skævede til hende. "Det er da fornuftigt! Smadderfornuftigt, at lytte til sig selv... og at læse, idet mindste læser du! Gør noget med dit liv, det er en god ting... fysik..." mumlede han og rynkede sine øjenbryn som om han skulle huske hvad det var det handlede om. "Fysik... altså med afstande og bølger og den slags...? Den matematiske fysik eller bare... fysik/kemi?" spurgte han. Han syntedes det var interessant, Charlie kunne måske ovenikøbet lære ham et eller andet.. Det var noget tid siden han havde gået i skole.. og det der havde interesseret ham mest, var faktisk historie. Men fysik og kemi havde underholdt ham! Forsøg og den slags.. det kunne han godt lide.
Han fulgte hendes eksempel og skoddede cigaretten der alligevel var gået ud, han ville ikke spørge hvorfor han tog fejl.. Han ville ikke krænke Charlie ved at komme alt for tæt på hende personligt, de havde trods alt lige mødt hinanden på gaden... og de var milevidt forskellige.

Han lagde mærke til det forbløffede blik, men løftede hagen og rettede nakken ud, der var ingen grund til at skamme sig, og... Hun nåede at sige det før han tænkte det, og det trak let i hans mundvige.. næsten et uanseligt smil. Det steg et par grader da hun daskede ham på armen "jo.." sagde han.

Et forundret blik dukkede op i hans blå øjne og de søgte hendes gyldne i mørket, og han hævede et øjenbryn "Nå.." sagde han stille, han forsøgte ikke at lyde for nysgerrig.. hun havde jo lov til at beholde sine hemmeligheder, men Charlie...? Hans blik strøg søgende op af hendes arme, men han kunne ikke se noget.. men man kunne jo stikke sig andre steder, og det kunne jo være hun slet ikke var stiknarkoman.. var hun overhovedet narkoman? Nej, hun omtalte dealerne i datid.. det måtte være længe siden. "Tja.. jeg møder ikke så meget, jeg arbejder for mig selv... jeg får aldrig arbejdet særlig meget... jeg har en samvittighed" mumlede han og forsøgte at smile lidt af det.. Han var bund elendig til sig arbejde, men der var jo ikke nogen der klagede.. kun hans dårlige samvittighed.

Hun kløede sig i nakken, og så ud, som om hun overvejede om han mente det. "Ja, den slags fysik.. Men også meget mere.. Første år har man også kemi og biologi, og senere får man kemisk fysik, men det er primært ren fysik. Selvfølgelig med en masse matematik, men jeg tror, lærerne bliver sure, hvis man kalder det matematisk fysik." Han lød interesseret. Det glædede hende. Hun havde troet, hun skulle ende sit liv som fysiker, skulle rejse verden rundt og holde foredrag om sine opdagelser, måske skulle hun have været med på sommerskolen, Fermilab udbød hvert år hvis ikke hun var rejst, og måske var der stadig bare en lille bitte del af hende, der troede på en fremtid som forsker. Tydeligvis en del, der havde glemt hvem hun egentlig var. Hun antog en lidt dybere, imiterende tonefald "Matematikken er fysikens sprog. Det er også derfor, matematikerne altid syntes, de var lidt bedre, for de arbejdede med 'ren form' og hvad ved jeg..." Charlie sukkede næsten længselsfuldt og fortsatte, mere henvendt til sig selv: "Ja, læse, det var måske egentlig meget fornuftigt." Hendes næsebor udvidede sig, som om hun et øjeblik var vred på sig selv. Så vippede hun ansigtet på skrå og så ud til at glemme det som emnet blev af en mere alvorlig karakter.

'Tja.. jeg møder ikke så meget, jeg arbejder for mig selv... jeg får aldrig arbejdet særlig meget... jeg har en samvittighed'
Hun bed sig i læben igen og strøg sig om hagen. Også hun smilede, men det var et tænksomt smil. Bland dig ikke ind i den slags, sagde hun til sig selv, du ved, det ender galt. Man kan ikke redde hele verden. Hun havde ikke engang prøvet, og hun skulle ikke starte nu. Han havde jo selv truffet sine valg, havde han ikke? Hun hankede lidt mere op i sine poser og krydsede med hastige, beslutsomme skridt en af de befærtede veje, der afskar Chinatown fra resten af byen, indrammede det lille, så godt som bilfri område. Bilernes dæk lød meget tydeligt i den kolde luft, og hun var glad for sin uldne frakke og strikkede sokker i de små, mørke støvler. Hvis bare, hun havde husket sine handsker. Luke havde heller ikke handsker på. Hun brød sig ikke om at se på det. Faktisk var han slet ikke ordentligt klædt på til frostgrader, men man havde kunnet sige det samme om hende for et år side. Og mindre endnu.
"Find dig noget andet? Hvis ikke du kan lide det, altså.. Jeg ved godt, det ikke er lige så let, som det lyder, men det er heller ikke altid så svært som du tror." Hun trak på skuldrene.
"Eller er du ordentligt viklet ind i det?"

Lukas lyttede da hun specificerede hvad detaljerne var... ved hendes uddannelse, det var interessant. "Okay, så kalder jeg det ikke matematisk fysik.." drillede han, og så sig lidt om. De havde gået et stykke, Chinatown havde ændret sig lidt.. men der var stadig de detaljerede løvefigurer udenfor restauranterne...
Han drejede hovedetmod Charlie og tog en dyb indånding "Jeg er elendig til matematik egentlig..." sagde han så, stille. "Men jeg synes det er spændene, hvor længe studerede du?" spurgte han.. Charlie var ret spændene, et frisk pust i den rigtige retning.. eller bare et frisk pust af andet end junkier og magtfulde reptil hjerner.

Et let sving med den ene hånd, og så hang den en af poserne over hans skulder.. han passede på hvor hårdt han svingede, for posen var jo stadig noget tynd, og han havde set hvad der var sket med den anden pose Charlie havde bundet sammen. Denne gang ville han helst undgå at alle varerne havnede på jorden, men han lod plastikken hvile på sin skulder.. Han sendte Charlie et spørgende blik da han så hendes smil, og måtte følge trop da hun skyndte sig over vejen..
Lukas skævede til hende og rystede på hovedet "Det er ikke så let..." mumlede han.. han ville helst ikke være pessimist, men i dette tilfælde var det sandt. "Det er det her eller prostitution, og tro mig.. den anden mulighed er ikke en mulighed, for det nægter jeg" sagde han blankt. Det ville han slet ikke tale om, den slags... ville han ikke nedlade sig til nogensinde, han ville hellere dø end sælge sig selv. Selvom han udemærket vidste at det han gjorde lige nu var at sælge sin sjæl.. til satan måske...? Who knew. "Viklet er man vel... men jeg har heller ingen uddannelse" forklarede han let, og trak på skuldrende.

"Hmm, godt spørgsmål. Tjah, lidt over fire år, bliver det så. Jeg var den yngste overhovedet, jeg fyldte først 18 midt i første semester. Somehow var det en forbandelse, hvis du forstår hvad jeg mener." Hun rynkede på næsen og smilede så igen. ”Men det var fedt, det var det.” Og inde i hende skreg en lille stemme al sin længsel ud, og den rungede i hendes hoved og fyldte hendes tanker som en ballon, der pustes op og presser alting ad vejen for at få plads. Og så forsvandt det, og hun kunne se sin hånd lukket hårdt om de forskellige plastichanke. Der var en smule væske i bunden af den ene pose. Måske var der gået hul på en dåse, eller også var det en af frugterne.

Og prostitution. Der var en eller anden form for surrealistisk kontrast mellem hendes heller ikke særligt fantastiske liv og så hans. Prostitution. Det havde aldrig været en realitet, havde aldrig været en del af hendes verden, kun et begreb for noget, der foregik langt væk i et fremmed land, langt væk hvor hun aldrig behøvede tænke over det, ikke engang når de stærkt sminkede store piger stillede sig op på gaden et par etager under hendes vindue dengang hun var en lille pige. Hun vidste godt, hun havde lukket øjnene for det og for mange andre ting som barn, men pludselig blev hun klar over, at hun ikke havde åbnet øjnene endnu. Hun vidste jo godt, folk døde omkring hende, at hun levede med døden som et våben og en trussel, men så længe, hun ikke selv var direkte konsekvens eller ligefrem stod ved sygesengen, så var det eneste dødsfald, hun kendte til, moderens. Måske havde der bare været andre ting, sagde hun til sig selv for at undskylde sig. Måske var der bare noget andet, der betød meget mere dengang. Havde Jane P. Edwards ødelagt sin mors tilværelse ved blot at eksistere? Det havde i hvert fald været ret vigtigt dengang. Men nu? Nu var det vist en realitet. I hvert fald i hans verden. Hun skar ansigt.
”Det kan jeg godt forstå,” sagde hun halvhæst og så ned. ”Not an option, simpelthen.” Det havde det heller ikke været for hende, men hun havde også haft visse.. talenter allerede der. Men det var ikke det, det kom an på.
”Uddannelsen betyder ikke så meget,” sagde hun kontant da han fortsatte. Hendes blik blev borende. ”det betyder meget mere om du er for meget med i familien. Hvis de ikke vil have dig til det, så sker det heller ikke.. Eller det ved jeg selvfølgelig ikke.” Hun så op mod himlen, hvor månens blege halvcirkel tittede gennem tynde skyer.

Lukas nikkede til det hun fortalte, det kunne han et eller andet sted godt forestille sig havde været en belastning... de yngste blev altid mobbet. Han sukkede stille "Det kunne jeg forestille mig.." sagde han og svang let den anden pose over skulderen så begge poser hvilede der. Det var rart med lidt afveksling.

Et lille suk gled over hans læber.. Charlie så ud som om hun tænkte så det knagede, det morede ham en lille smule. Han rystede på hovedet "Nej.. not an option at all" medgav han. Han lyttede da hun forklarede sine synspunkter, og trak på skuldrene "Jeg tror ikke det er så meget det at være ønsket eller uønsket, har man været en del af det så er man en del af det for altid, du ved... man kommer ikke bare ud af det, sådan ser jeg på det" forklarede han, og sendte hende et sideblik... måske havde hun ret.. måske var det let nok at komme ud af det? Han havde ærligt aldrig prøvet, han havde set.. stikkere, folk der havde snakket over sig, eller var taget af sted, men så aldrig var blevet hørt om igen.. det var nok det der skræmte ham mest ved at prøve. "Jeg kan jo altid give det et forsøg.." mumlede han nok mest til sig selv... han ville ikke være pessimist, og han ville slet ikke udelukke at han kunne få et andet liv.. det var nok bare skrækken ved det, der holdt ham lidt tilbage. Men Charlie havde ret, det var ikke alle jobs der behøvede en uddannelse.
Han så sig lidt om i bydelen "Bor du i hus eller i lejlighed?" spurgte han så, for også at... lette samtalen lidt, det var måske ikke det hyggeligste at gå og tale om, og det virkede som om Charlie havde... et ben i samme verden som Lukas var en del af, eller måske var det en ubehagelig fortid? I alt fald ville han hellere få hende til at grine end synke ned i tungsind.

"Det er måske rigtigt.." mumlede Charlie og kiggede på sine fødder, taknemlig for aldrig at være kommet ud i noget rigtig slemt. Så længe, hun selv havde kontrollen, så var alt godt, og det øjeblik, hun havde berørt glidebanen var hun forsvundet.. Eller berørt, det var nok en underdrivelse. En stor en endda. Hun ville have grinet højt af sig selv for den tanke, hvis ikke hun havde befundet sig blandt andre (og godt vidst, at folk før havde haft irriterende let til den antagelse, at hun var en smule ualmindelig i knoppen) Hun havde nok kuret på maven et godt stykke før det gik op for hende, at hun var på vej i rutsjebanen mod den dybe ende i livets svømmepøl. Erkendelsen havde været alt andet end behagelig, men heldigvis havde hun aldrig.. Aldrig helt sluppet det andet liv, hun havde stadig haft sikkerhedslinen på, og det havde ikke været videre problematisk at bremse op og forsvinde. De havde da været vrede og skuffede, men sådan var de jo altid.
'Jeg kan jo altid give det et forsøg..' Charlie nikkede og vidste ikke, hvad hun skulle sige, blev i stedet glad, da talen gik i en anden retning.

"Jeg bor i lejlighed," Svaret kom prompte og blev fulgt af et smil, som om hun absolut ikke havde noget imod at skifte emne. "den ligger lige om hjørnet.. Jeg har slet ikke råd til at bo i hus, og sådan set heller ikke til lejligheden lige for tiden." Okay, det sidste passede kun delvist. Hun havde godt nok ikke pengene lige nu, men hun havde dem indenfor rækkevidde, hun skulle bare trække i de rigtige tråde, bare rasle lidt med et par ret væsentlige papirer, som ingen ellers havde troet fandtes og tadaa! "Men det går, det gør det altid, tilsyneladende." Hun trak på skuldrene, smilede og rodede i sit hår. "vi kan vel alle vores små tricks." Så grinede hun let, næsten som om det var lidt pinligt og akavet at indrømme, at hun havde små tricks, men hendes øjne sagde, at hun ikke fandt det særlig slemt.

Lukas skævede til hende da hun svarede hurtigt efter hans sidste spørgsmål, og trak på smilebåndet. Hun havde været taknemmelig for emneskiftet, det forstod han godt, det var en ubehagelig ting at tale om.. lidt tabu belagt. "Det er også krisetider" svarede han "det kan mærkes over det hele, men tag over hovedet er nu det vigtigste" sagde han og smilede til hende, selvom han måske ikke burde tale om den slags, han var overhovedet ikke sikret bolig. Kælderen var der jo selvfølgelig, men den var ikke til at betale for, og så måtte han sove andre steder, det gik nu også fint, han var jo ikke død endnu!

"Det er da heldigt" drillede han, og smilede skævt til hende og trak på skuldrende "noget kan man vel.." sagde han, charme og en smule magi, så sad den der... eller Lukas kunne ikke magi, men måske Charlie kunne? Hun virkede mystisk nok til at kunne beherske den slags.. på den gode måde, han kunne nu ikke se hende som troldkvinde med frøer, og store kogegryder og musetis på kande.. aj nej. Hvis hun kunne magi var det sikkert sådan lidt.. spektakulært.
"Er det noget der smitter.. dine tricks?" grinede han så, og så sig om efter den førnævnte lejlighed da de rundede hjørnet.

"En del af det gør.." Charlie skævede til Lukas og overvejede hvor meget, hun kunne sige. "Hvis du føler dig klar til at klatre på tage, så gør det i dén grad!" Der kom det så. Hendes beskæftigelse. At hun var klatretyv. Det lød mere banalt, end det forholdt sig i virkeligheden, men det var svært at undgå at fremstå som en lusket, tåbelig type. Hvad hun gjorde var.. Større end som så? Måske ikke. Måske løj hun for sig selv for at retfærdiggøre det. Men det kunne hun altid efterrationalisere om.

Hun standsede foran en grøn dør, der havde været næsten usynlig, og halede sine nøgler frem. Det var et meget simpelt nøgleknippe, bestod udelukkende af en masse forskellige nøgler og så en lille bitte læderdims, hvor Batmans logo var indgraveret. Hun låste hoveddøren og trådte indenfor. "Kom ind," sagde hun mens hun tjekkede sin postkasse. Der lå et par krøllede blade og et enkelt brev fra een, hun havde gået i skole med. Sidst lå der også en lille konvolut med besked fra en meddeler. Den stak hun i lommen, de andre stak hun under armen, før hun asede op ad trappen. "Vi skal helt op," sagde hun bagud. "Vil du have aftensmad, nu du er her?"
Hun låste sig ind i den smalle entre og svuppede ud af sine støvler, som hun med fødderne lirkede ind i en krog, før hun smuttede ind i det rum, der udgjorde stue, spisestue og køkken, hvor poserne blev placeret før hun tændte lyset og afslørede at hendes lejlighed var så godt som nøgen. Et træspisebord i groft træ, et hvidt køkken, en sofa og et fjernsyn. Et par ølkasser som sofabord. Kun eet sted syntes der at være overflod af genstande, og det var den reol, der dækkede hele værelsets endevæg og som var fyldt med bøger så den bugnede. Der lå en sort fjer på det grå trægulv. Den var lige så lang som Charlies underarm, men hun lagde tilsyneladende ikke mærke til den. Ved nærmere eftersyn var der fjer på hver eneste vandret flade i hele rummet, de var bare ikke sådan til at få øje på. Der lå en under sofaen, en op ad køkkenbordet, og under spisebordet lå der en hel lille dynge af mindre sorte fjer. I et glas på køkkenøen, der syntes at være placeret af en tidligere ejer med en meget anderledes smag, stod et glas fyldt med lange, sorte fjer.
Charlie åbnede bare køleskabet og gloede uinspireret ind.

Lukas grinede og rystede på hovedet "Klatre på tage?" gentog han, mens hans ansigt revnede i et skævt smil "Det har jeg ikke gjort.... nogensinde tror jeg, ej måske har jeg klatret i et par træer som lille.." mumlede han så, mens han grublede over det. Klatre på tage lød mere som en slags avanceret selvmordsforsøg, eller adrenalin kick. Han betragtede den grønne dør, og standsede bag Charlie da han hørte hende fiske sine nøgler op af sin lomme. Han gjorde klar til at overrække hende hendes poser så hun kunne tage dem med sig indenfor, da hun spurgte om han ville med ind. "Øh.. jeg.." begyndte han, det var måske ikke... Han fulgte dog automatisk med ind da hun gik i sin postkasse og stod lidt rådvild i døren..

Han endte dog op med at følge med, hun virkede ikke til at ligge mærke til hans forvirrethed.. eller tøven. Han fulgte med og skulle til at række hende poserne igen da hun spurgte om han ville være med til at spise.. han var lidt overrumplet, og åbnede munden og lukkede den igen, og fulgte med hende ind, endnu med poserne i hænderne og stoppede op i entreen.. "Jo..tak.." sagde han, og trådte langsomt ud af sine sko og så sig lidt om. Lejligheden var minimalistisk indrettet.. men ellers meget pæn. Bordet med ølkasserne gav en lidt rå kant til det ellers tomme rum. Da han gik ind i stuen, stadig med poserne i hænderne, fik han øje på reolen først.. der var en masse ting, på troda af den nærmest rungende tomhed i resten af huset..
"Du bor pænt" kommenterede han så, og gik ud i køkkenet hvor han fik øje på de første fjer, i et glas.. Han undrede sig, men han spurgte ikke. Han satte poserne på disken og smilede så til hende "Kan jeg hjælpe med noget? Jeg er ikke så god til at lave mad, medmindre du kan lide det med sådan en..sort kant... og når det smager lidt af kul? Ellers kan jeg... æh.. ja" sagde han og trak på skuldrende og grinede lidt, han kunne dække bord eller vaske op.. han var faktisk god til at vaske op!