Det klare vand //Liam//

T: Eftermiddag
S: Et lille hule i en klippe hvor jeg bor
V: Solskin
O: En masse fisk

Layla svømmede ud af sin hule og smilte, vandet var klart idag og hun havde ingen problemer med at se, hun elskede at sidde stille når vandet var klart og kigge sig rundt, solen gennem saltvandet der fik alt til at lyse op og de smukke blomster skinnede klart.
Layla hale var mørkeblå som hendes hår med det samme skær som hendes lysene øjne og havde finner som nærmest lignede slør om hende, den var meget fin og tynd men også lang og stærk. Layla sad på en sten og tog sin koral fløjte frem der virkede under vand.

Liam havde svømmet langt, syntes han. Som en del af det klare, blege vand, en del af bølgerne og tangen. En del af de sølvblanke fisk, der strøg afsted ud af hans synsfelt mens de hviskede dæmpet sammen. En del af striberne i det blege sand under ham. Det strakte sig langt ud under overfladen og blev opslugt af grønne og mørke dybder. Han havde spist tang, og han havde svømmet med en sæl, blank og grå, den havde leet med ham og vippet med sine knurhår. Havde fået ham til at tænke på Anna Roses røde kat. Dens øjne havde blinket intelligent til ham, den havde smilet skælmsk og fortalt ham, at han ikke skulle svømme meget længere, så ville han være fremme.

Hvor, havde han spurgt, som deres hoveder brød vandoverfladen. Sæler skal bruge luft, havde den sagt, og blinket til ham igen. Men du skal svømme videre, havde den så gentaget, som om det var meget vigtigt. Han havde ikke forstået det. Ikke før nu. Men så var grotten dukket ud af de grønne tåger. Som en oase, et rev, ragede den op over havbunden. Tangroser sprang overalt og strakte sig mod det klare solskin. Små hurtige pile af fisk blev tegnet let mod stenene. Og der, midt i det hele, dukkede et væsen i blåt op.
Liam glemte helt at svømme, og drev forbløffet frem mod hende.

Layla lagde ikke mærke til nogen kom mod hende men fniste bare da en masse små fisk svømmede under hendes arme, rundt om hende og væk, hun fik blidt fat i en af dem og nussede den, lod den så svømme med sin flok og så efter den med et stille smil, hun tænkte på sin egen flok, om de havde det okay, hun burde nok snart besøge dem igen, men det var også rart endelig at bo sit eget sted, selvom det blev meget ensomt.
Layla begyndte and nynne lidt og det kunne tydeligt blive hørt gennem vandet.

//Skal i seng, vi skrives//

//Oh, undskyld, undskyld x.x Min søster holder fest..//

Hendes nynnen steg gennem vandet og fangede Liams ører. Hun havde en meget smuk stemme, meget melodisk, meget.. Han kunne ikke beskrive det. Det var ikke nogen menneskelig lyd. Den var meget mere.. Langstrakt og vidunderlig. Som hvalsang eller strøm løb den gennem vandet, rikochetterende mellem sten og tanker. Meget nuanceret, meget blå, og han vidste, hun ville være en meget dygtig sanger over land også.

Og det var end ikke fordi hun sang overhovedet. Hun nynnede bare et par små toner frem for sig, men de ramte hans ansigt som han gled fremad, et målløst projektil, der mærkede lyden som en skælven i selve sjælen. Hun havde ikke set ham. Hendes ansigt var drejet væk fra ham, og han så bare konturen af en lille næse og et kindben kysset af solen. Hun var som ham. Hun havde en hale, men i modsætning til hans var den slank og meget fiskeagtig. Den havde kun et et let slør mod hans massive slagkraft, men, tænkte han, med en pludselig fornuftig stemme, den passede til hende. Hun havde ikke brug for samme brag af fremdrift som han. Hun var smal, slank, og hun ville slet ikke behøve samme kraft som han for at skyde afsted som en pil fra en spændt bue.

"Hallo," sagde han dæmpet, da han var kommet ret tæt på hende. Han slog endnu et par slag med halen og løftede en hånd som hilsen mens han gled på siden gennem vandet.

//Sov godt n__n //

Layla slog let med halen mens hun nynnede og tog sin koral fløjteigen, overvejet at spille på den.

"Hallo" kom det bag fra hende og hun vendte sig skræmt om og slog kraftigt med halen mod stenen for at ligge afstand mellem hende og den frammede der havde sniget sig op på hende og for at komme tættere på sin hule.
Hun piv en enkelgang fordi hun blev forskrækket men så så hans hale og slappede en smule af, (en smule, denne mand kunne stadigvæk være farlig) hun så på han hale og hvorkraftfuld den var, hun ville få svært ved at svømme væk, men hun kunne bruge sin far og smidighed til hendes fordel.

Layla kiggede på den frammede med et blankt ansigt udtryg mens sol lyset oplyste hende fuldstandig nu, hendes hale skinnede som hendes øjne og perle kæderne rund omkring på hendes krop ville også skinde.

Hun blinkede stille med hendes store øjenvipper og åbnede øjne der nærmest på magisk vis lyste under havet og så på denne frammede, han var fregnet og havde rødt hår, det så rart sødt ud men også kraftigt, som en kriger.

Hun stod nærmest der, med et par slag med halenn for at holde sig lodrart og sagde ikke et ord.

"Ej!"
Liam havde end ikke opdaget havpigens forskrækkelse, han havde bare tolket overraskelse, spænding, måske endda velkomst i hendes pludselige bevægelser. Som når en lille fisk, der har svømmet roligt, mærker farer og stryger afsted. Sågar ikke det lille udbrud tjente til at alarmere ham, han smilede bare bredt, lettet, imødekommende, slog ud med armene i begejstring, og snublede nærmest over sine ord:
"Hvor er det godt at møde andre!"

Stemmen løb i zigzagstriber gennem vandet, blev vendt og drejet og bølgede uroligt, som når havfolk taler under havet, og han tænkte et øjeblik, at det lød pænere, end menneskenes overfladepiv, selv om der ikke havde været noget som helst galt med Anna Roses stemme, rettede han sig selv, og midt i tankerækken var det, han opfangede, hvordan hendes øjne, store, vidtåbne og meget blå, fangede solens stråler mens de slugte hele hans væsen, i et glimt af intelligens fangede de hans hale, hans ansigt og hans hår, hans bare, fregnede skuldre, og noget i ham gøs uden grund.

Hvorfor, spurgte han sig selv, hun så ikke farlig ud, bare.. Som havfolket. Det fik hans hjerte til at flyde over med glæde og sørgmodighed. Hendes hår, vægtløst i vandet, bølgede om hendes skuldre og arme, langt og blåt, samme slags farve som dybet og som de store, vemodige øjne. Halen var så blå og fin, dækket med blinkende skæl, sølvagtige og levende.
Okay, tænkte han, hun var måske lidt et pragteksemplar af en havfrue.

https://aterswell.danskforum.net/t616p30-fisk-er-som-fisk-gr-anna-rose-abent#37685

Layla krummede sig lidt sammen da den frammede mand slog ud med armene
"Hvor er det godt at møde andre" sagde han og hun så varsomt på ham, rart at møde andre? var han bare kommet for aat sige hej, det gav ikke rigtig nogen mening for hende.

Layla så roligt på ham og rattede sig ud og så på ham, sagde ikke en lyd og ventede på den frammede sagde hvad han lavet her og om han ville hende noget.

"Jeg, eller, du ved, øhm," for hvad skulle han sige? Han ville vide så mange ting, og undrede sig pludselig helt vildt. Hun var lige her. Lige her, ganske tæt på byen, så tæt, at han aldrig havde drømt om, at det kunne lade sig gøre, og hun sagde ikke noget, kiggede bare på ham med de store, blanke øjne, så uendeligt blå. Og solen faldt mellem hendes blå lokker, og hendes hales slør kastede en smuk, lang skygge ned mod den lyse bund, stribet af bølgegang.

"Bor du her helt alene?" spurgte han med sin tydeligt fremmede accent, og lagde hovedet på skrå. Det lød pludselig som et meget intimiderende spørgsmål, og han vidste ikke, om han skulle rette sig selv, så rundt, slog igen ud med armene, "altså, er der flere som - som os her? Kender du andre?" Endelig kom han til kernen, endelig havde han åbnet den dåse, hvor de rigtige spørgsmål lå, de spørgsmål, hvor han rent faktisk kunne bruge svaret.

Layla så på ham, han lød ikke som om han var her fra med hans sprøgsmål, turist måske? eller flyttet her til?

"Ja" svaget hun kort, men hendes stemme lød som sang og ekkoede i vandet, de fleste der hørte den ville nok sige hun havde en utrolig flot stemme, men vær person sin smag.

Hun svømmede lidt tættere på hule indgangen og så ud af havet "Der en by ikke så langt her fra, max 2 dages rejse og det hvis din hale er skadet og du har modstrøm uden hjælp" sagde hun stille og så på ham, det var endeligt rart, at snakke med nogen andre havvæsner igen.

"Har du prøvet det??" Spurgte Liam vantro og svømmede tættere på hende, som om han antog, at hendes hale var skadet på nuværende tidspunkt. Hans øjne var blevet store af forundring, men pludselig lyste de op, grønt, som om det gik op for ham, at der naturligvis ikke var noget galt med hendes slanke hale. Han rødmede så fregnerne næsten forsvandt og hans hud gik i et med det blussende hår, som han hektisk kørte en hånd igennem, fuldstændigt klar over, at håret alligevel ikke kunne sidde, når han var i vandet.

"Det lyder ikke rart.." mumlede han, og trak sig lidt bagud alt imens rødmen fortog sig. Så klemte næste spørgsmål sig frem, "Men.. Er du så en slags fortrop, sådan helt alene her ude? Er det ikke uhyggeligt når det er koldt og vinter?"

Layla så på ham, så på hvordan han rødmede mens han kiggede på hende og.. smilte, hun gav et sødt lille smil, det var noget tid siden hun havde fået en mand til at rødme og den her mand virkede så... afslappet.

"Nej det er lidt ensom, men mit hus er selv op varmene så fryser ikke om vinteren" sagde hun stille og så mod hulen hvor hendes hus var.

"Hvad så med--" Han lagde hovedet på skrå, overvejede sine ord. Han havde ikke villet spørge til ensomheden, men til angsten. Mørket, det knusende mørke, hvor kun strålende øjne fortæller fjendens position. Og hvis han skulle være ærlig, så lignede hun ikke ligfrem een, som kunne dræbe noget, der var større end.. en reje, måske. Eller ikke engang, faktisk. Hun havde det her fine, søde smil, der fik hende til at virke tillidsfuld og mild.

"Hvordan holder du store dyr væk?" Måske kom der bare ikke mange her? Det var ikke som sådan et rev, og vandet var ret lavt. Det var nok ikke ligefrem det sted, de største ville søge føde.. Og dog, man kunne aldrig være sikker.

"Jeg har ikke problemer med dyr ved mindre de vil skade mig, og så skræmmer jeg dem bare væk" sagde hun stille og så ned på sin koral fløjte og så op på ham "Men hvad laver du her ude, var der noget bestemt du ledte efter"

"mig?" Han så på hende med sit grønne blik, og vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige. "Meh, nej, jeg leder ikke rigtigt.. Jeg er faktisk bare ude.. Eller jo, jeg spiser, jeg leder efter tang.. Men det er en lang historie, altså, jeg vil gerne fortælle," Han gestikulerede med sin hånd, mens han ganske langsomt drejede i vandet, blev mere og mere lodret. "Men altså, der sker altså rigtig meget..." Han ventede ikke på hendes svar.
"for nogle dage siden, er det ikke længere, det var dog egentlig utroligt.. Men, for nogle dage siden var jeg hjemme, jeg plejer at bo ud for det, menneskene kalder Irland, men det var så en af de der dage, hvor de yngste må komme med på land, og.." Han rødmede igen, "jeg er en af de yngste, faktisk.. Men, ej, jeg ved ikke, hvordan I gør det, men forestil dig.." Han afbrød sig selv. Kom i tanke om noget, der var så vigtigt, og betydningsfuldt, at han var nødt til at vide det. "Hvad hedder du?"

Layla så på ham mens han plaprede løs og smilte stille, han virkede nervøs, så sprugte han om hendes navn.

Layla lagde hoved på skrå og svømmede langsomt hen til ham, meget forsigtigt og rakte hånden stille ud "Layla" sagde hun stille og rødmede svagt.

Han tog hendes hånd og trykkede den kort, mens en bleg farve bredte sig over hendes kinder. Bølger over sand, tænkte han, og vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige til hendes navn.
"Jeg er Liam," endte han med at få frem, smilede genert og kunne ikke huske, hvor han var kommet til.

"Men altså.." og pludselig var historien ikke så lang alligevel. Det var i virkeligheden noget så simpelt og kort. "Jeg drev til havs, og nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal komme hjem." Det busede ud af ham, og lød nærmest, som om han var fuldstændig tåbelig. Han så ned på sine hænder, åbnede og lukkede dem forsigtigt men fandt ikke noget, han kunne dele med hende, ikke noget fantastisk nyt.

"Og så var der en sæl, der ledte mig herud," han kløede sig i nakken, smilede bøvet og tænkte, at han aldrig nogensinde havde sagt noget, der var så hjernedødt og desperat. Både fordi det i sig selv var mærkeligt, men også fordi hun da helt sikkert var ligeglad med sæler.

Layla vidste hvad der ville ske da Liam rørte hendes hånd og lukkede øjne, magien brusede igennem hendes hud og Liam kunne føle i det øje blik som om noget havde trukket noget af hans luft ud af ham.

Jep han hed Liam, det løj han ikke om, og han var havfolk, det vidste hun jo godt.

Mere infomation kunne hun fik hun ikke før han træk hånden til sig og hun åbnede øjne igen og så på ham "Du langt hjemme fra Liam, er du sulten"

Men Liam formåede ikke at svare. Hans øjne løb mellem hendes hånd og hans, så til hendes ansigt og tilbage til hænderne. Han åbnede munden, men ikke en lyd undslap hans læber. Det var næsten til at se, hvordan små tandhjul greb ind i hinanden og arbejdede for at få det, han havde set til at hænge sammen. Og så pludselig, med eet, helt ud af det blå... Forstod han.
Forståelsen kom som et skub i brystet, og mens han mentalt tumlede bagud, forstod han at han forstod hvad han havde set.

Det var lidt som Anna Roses magi. Lidt som magien, der kunne opløfte sindet. Det var bare meget anderledes alligevel. Samme tynde tråde af magisk kraft besat med dugdråber, der repræsenterede viden, havde vandret mellem dem. Fra ham til hende. De havde haft en vidunderligt appetitlig grøn farve før de mødte hendes og blev tindrende turkise før de strøg ind under hendes hud. Han vidste, han havde givet hende noget om sig selv. At hun kunne se ting. Det havde han set. Som om det havde været formet i tanketrådene, blinkende ord der fortalte ham, at hun snart ville vide.. alt.

Han lukkede munden, tog sig sammen. Holdt op med at ligne en torsk på land, måbende. "æhbæh, en smule," mumlede han genert.

Layla smilte "Siden du er så langt hjemme fra kunne jeg godt bruge selskabet, jeg skal spise tang og frugt til aften, vil du med"
Hun nikkede hoved lidt mod hulen og lagde ikke mærke til hvordan han stirret lidt på hende.

"Ja, jo, det vil jeg gerne," sagde Liam en smule tøvende, for det her var så ikke en helt almindelig person alligevel, ligegyldigt hvad store, dybe øjne og langt hår fortalte ham. Jo, hun var som ham, sagde han til sig selv, og så gjorde det ikke noget, at hun var magisk. Hun var havfolk, hun ville ikke forråde ham. Hende kunne han stole på. Faktisk var det dumt i første omgang ikke at være fuldstændig rolig. Men han var alligevel lidt nervøs.

Måske var det bare, fordi hun var en pige. Han kunne ikke lade være med at sende Anna Rose en tanke. Knuge sig til mindet om hende. Om at der var nogen på land, der kendte ham, og som han kunne vende tilbage til. Et sidste holdepunkt. Han havde overvejet at kaste sig ud i rejsen over havet alene. Eller finde hvaler at svømme med. Hajer at jage med. Men måske ville de ikke have ham, måske ville de angribe ham, selv om han talte pænt til dem.

"Frugt, hvor har du det fra?" spurgte han og gav sig meget langsomt på vej mod hulen.

Layla smilte da han sagde han gerne lille, hun havde ikke haft gæster i så lang tid og hun kunne mærke hvor ensom hun havde været.

"Jeg dyrker dem selv" sagde hun og smilte, hendes forældre havde lært hende meget, hvordan man dyrkede hav frugter, hvordan man syet, og mest af alt, hvordan man lavet magi.

Hun svømmede stille ind i hullet og svømmede lidt dybt ind til hun begyndte at svømme på af.

"Ooh," sagde Liam imponerede og fulgte efter hende ind under stenkarmen, der ledte ind i skyggerne af hulen. Han glædede sig til at se, hvordan det amerikanske havfolk boede. Hjemme var der hvide huse med perlemor og smukke lamper. Alt med blegt, magisk lys og om natten de smukkeste lanterner. Han forestillede sig et øjeblik at drive ad gaderne hjemme, mellem de slanke, høje huse, der ved lejlighed lod sig hæve over vandene, smukke, stolte tårne, knejsende over haler i alle farver og så, bedst af alt, forældrene.

Måske havde han også lidt lyst til at tage Anna Rose med, men nu kunne det for så vidt være ligegyldigt. Hun ville nok alligevel have denne her James med. Liam blev helt irriteret ved tanken, men skubbede den fra sig til fordel for Layla, der strøg foran ham med blinkende hale i den lidt dæmpede belysning.

Layla begyndte at svømme op af i hulen og kom til et luft hul, hun svømmede op til over falden og så rundt med et smil, ventede på den lidt sløve Liam kom.

Han fulgte efter hende i en glidende bevægelse, hale, krop, armene ned langs siden, han var et øjeblik et med vandet. Nøjagtigt som hun. Bortset fra, at hun måske passede bedre i disse egne. Hendes hud var bleg her under vandet, næsten grønlig, og det blå hår, de blå øjne, den sløragtige hale fik hende til at ligne.. Ja selve havet, tænkte han. Hun kunne være en gudinde eller måske en figur i en tegnefilm, han kunne se det for sig.. Hvordan hun slog bølger med halen og mellem sine fingre trak fisk ud af ingenting. Og han.. Var en malplaceret papegøje, fregnet og rødhåret, yderst besynderlig i forhold til denne yndefulde Layla.

Der var luft deroppe, opdagede han undrende, som han strøg med hende. "Øj," sagde han måbende, og stak hovedet efter vandet. De svulmende krøller blev med det samme trukket fuldstændigt flade over hans pande, dækkede sårgar hans øjne og hans kinder. Han grinede til hende og strøg håret væk med en lidt besværlig bevægelse og rystede på hovedet så dråber stænkede i alle retninger.