Det klare vand //Liam//

Layla smilte og vendte sig mod en af væggene i luft rumemt og pressede mod en sten og væggen flyttede sig til siderne så de kunne svømme videre "Velkommen til mit hjem" sagde hun og dukkede igen, svømmet ind i sit hus.

Hendes hus var lavet af de mørke klippe vægge og koraler og lysene bestod af nogen sære bær der voksede her og der og gav det et lys som var man på overfalden en solskins dag.

Liam dykkede og åndede en måbende mundfuld bobler i betagelse. Han svømmede et øjeblik efter hende, men gik så i stå, gled bare afsted mens han gloede omkring med store, strålende øjne.

"Her er så fint, Layla!" sagde han betaget til hende, da han fik revet sig fri. Der voksede mærkelige planter langs væggene. De havde smukke, fluorescerende frugter, der udstrålede et roligt, glitrende lys, der gik Laylas hale til at glitre og gjorde hendes hår lysende striber gennem vandet. De tændte et lys i Liams øjne og fik dem til at gløde glædestrålende.

Layla smilte, her var fint ja men hun havde alt for mange ting, det lignede nærmest en stikbutik.

Hun svømmede hurtigt hen til et lille hul og igennem "Jeg vokser frugerne her"

"Uh, lad mig se," Liam fulgte hende med forsigtighed, bange for at ødelægge noget. Alting fangede lyset, reflekterende kanter fangede alle farverne og kastede regnbuer gennem vandet i hans tanker. Et svagt, magisk lys lå over næsten alting. Måske var det bare, fordi der boede en magiker. Sådan havde der også set ud andre steder, på hospitalet, hos Niko, og sågar uden for visse af de der druksteder, hvor menneskene yndede at gå hen.

Der var meget at kigge på, meget som fangede hans øjne, skærpede hans sanser og fik ham til at ønske at vide mere. Det var som at være i en menneskebutik. Alverdens ting, han ikke forstod hvad var, men som lokkede med spændende forsider og glitrende papir. Han fulgte efter hende gennem det lille hul, og sukkede betaget, da han dukkede ud af stenvæggen lige ved siden af hende. Lidt tæt, måske, tænkte han, og trak sig lidt tilbage.

Layla smilte stolt, hendes have var ikke stor men fuldt med forskællige slags planter der både lyste og var magiske, hun begyndte at plukke nogen af dem og Gav dem til Liam "Prøv at smage, der ikke nogen bi effekter"

Liam tog forsigtigt imod et par store, farvestrålende frugter. Han studerede hende mens hun plukkede, hun havde de her meget pæne hænder, meget sådan fine og stærke. Han kunne godt lide de hænder, især når hun formede dem om ranker på planterne for at rive mærkelige søfrugter løs. Han tog imod endnu en, og vidste ikke rigtigt hvordan han skulle holde dem, prøvede først at have dem samlet i hænderne, men der var en for mange, og han var nødt til at trykke dem ind mod sin krop. Tillidsfuldt tog han en bid af den første, den bedste, og var tydeligt imponeret over smagen, der var sød og fin. Hvis han havde haft lejlighed til at smage honning, ville han have peget i den retning, men denne smag var noget helt nyt, det bedste han kunne sammenligne med var agurk fra salaten på hospitalet, og den blev mildest talt en smule bleg i dette selskab.

Han tog en bid mere, hans øjne smilede, og saft, tynd og orange, spredte sig som et slør i vandet.
"Den er virkelig god," sagde han smilende, da han havde tygget omhyggeligt af munden og strøget sig med en finger i mundvigen, hvor han havde en mistanke om, at orange frugtstykker havde sat sig.
"Hvad bruger du alt den frugt til?" Spurgte han og slog ud med armen, så en af frugterne trillede ud over hans albue og gled mod bunden, meget langsomt, før han fangede den.

Layla smilte "Drikke og mad, og magiske ting" hun svømmede ud i sin stue igen og ryddet op

//undskyld den korte svar //

//Undskyld den lange ventetid v-v Nu er jeg finally færdig med projektet! YAY! Og woah, jeg har savnet at være her!//

Liam fulgte efter havfruen, der gled så adræt gennem vandet. Han kunne ikke lade være med at beundre hendes slanke hænder, der med lethed fandt hvad de søgte. Det lange hår undgik heller ikke hans opmærksomhed, han fulgte det med opmærksomme, grønne øjne, mens det bugtede sig vægtløst efter hende og faldt om hendes skuldre.
"Er det blåt af sig selv?" spurgte han lidt tøvende. "Håret. Dit hår." kløede sig på overarmen, rødmede svagt og så ned. Han kunne åbenbart bare ikke andet end at lyde dum. Og dog. En del af ham gav pludselig los. Sparkede fra i hjørnerne. Han så op gennem lange, rødblonde vipper, et glimt af grønt, "det er meget fint."

Og det lød så bare endnu værre. Han vendte sig væk, som om han skulle ordne et eller andet, men det var jo hendes hjem, og han anede ikke, hvad han skulle tage sig til. Han ville bare ikke vise hende, at han rødmede helt ud i fingerspidserne. Snurrede tilbage igen. Dumt, at han ikke havde spurgt om det noget før. "Skal jeg hjælpe med et eller andet?"

//Det helt okay ^^//

Layla lagde ting på plads og var hurtigt til at rydde op, undtagen alle de magiske ting hun ikke lige vidste hvad hun skulle gøre med.

"Ja såådan er mit hr naturligt" sagde hun og rødmede en smulge og så på ham "Tak dit hår er også rart pænt" sagde hun og svømmede ind i sit køken og hentede en salat.

"Sy- Synes du?" spurgte Liam overrasket, og kunne ikke helt forhindre sig selv i at smile smørret. Han så ikke, hvordan hun rødmede, beundrede hende i stedet for så elegant at tumle med ting, der ville have fået ham selv til at stamme og rødme og snuble over ordet, se ned, op, væk, opdage pletter på sin trøje, eller sin hale, sin næse.. Men hun, hun gjorde det med et fuldstændig roligt, varmt ansigt, med klar stemme og graciøst kropssprog. Liam havde ikke set mange film, og endnu færre dronninger eller prinsesser, men han forestillede sig alligevel at Layla kunne optræde langt bedre end de fleste af dem, han havde set. Hun havde holdningen til det, så rank og slank og fin, samtidig både nær og fjern, hun var til stede, men var alligevel en lukket bog, der ganske vist havde vist sit hjem frem for ham, det var dog noget, men som han alligevel var så langt fra at kende.

"Tak!" Hans smil voksede, og han gled sidelæns gennem vandet efter hende. "Er du sikker på, jeg ikke skalgøre noget? Lad mig hjælpe med et eller andet!"

"Du behøver ikke hjælpe med noget Liam" sagde hun og satte maden på et bord "Det var jo mig der inviteret dig her ind, du virkelig længt hjemme fra er du ikke" sagde hun og lagde maden op i en skål til ham.

Liams næsebor blev store, som om han et øjeblik som en anden stifinderhund vejrede fare. Men det var ikke fare. Det var bare en besynderlighed. Layla havde brugt et ordvalg, der lå ualmindelig tæt op ad det, Anna Rose havde brugt. Og det kunne selvfølgelig være et tilfælde. Eller det var det, naturligvis. Han kunne bare ikke lade være med at bemærke det. Han havde set Anna Roses bløde mund forme så godt som de samme ord, som han nu så Laylas skarpt tegnede profil ytre.
"jo.. Det er jeg vist." Sagde han endelig, efter en tavshed, der kun havde været splitsekunder, men som i hans hoved syntes årlang. Han kradsede sig i håret, der krøllede kærligt om hans fingre, og strøg sig om hagen, hvor han bemærkede, hvor længe det var siden, han havde barberet sig.
"Faktisk rigtig langt.. Jeg savner det også.. Men altså.. Ej, jeg har ikke mødt så mange.. Men jeg har alligevel mødt nogen her, som gør det lettere.."

Layla gav ham maden og smilte "Jeg har også manglet gæster"

//Undskyld det så kort, men har det ikke godt for tiden vil prøve at gøre det bedere//