Anything is hopeless when you are near - Phillip

Phillip smilede skævt til ham da han sagde han aldrig havde gjort det, det troede han gerne på.. Alligevel var han glad for sympatien, at William havde været en anderledes engel gjorde det hele meget bedre...Selvom Phillip kun havde mødt dydsmønstre, udover William.. men han havde heller ikke kendt ham så længe som engel, så han vidste ikke rigtig om det gjaldt. Han så på ham med et lidt anklagende blik "jeg kan da ikke tage din seng.." sagde han så en smule ubehageligt til mode.. han brød sig overhovedet ikke om at William skulle sove i en stol, det havde han gjort før og det var gået ud over hans ryg..
Han nikkede hurtigt da han sagde han var færdig, og rejste sig med Williams hjælp, han virkede ret effektiv og var nærmest på vej ud af døren med Phillip under armen. Han skævede til ham, og tilbage til bordet "men, men.." hans protester blev løbet over ende og han måtte følge med ud af døren. Han lukkede sin jakke i kulden der fik fat i ham med det samme udenfor.. han gøs let, det var mærkeligt at komme fra den ene yderlighed til den anden.. Vinden tog fat i hans hår og ruskede det ned i hans øjne så han tålmodigt måtte stryge det væk med jævne mellemrum. Han så på William der lovede at passe på ham.. "tak William" sagde han så, og smilede til ham. Han gik med ham over mod motorcyklen og standsede en meter fra den.. sikker afstand mens han betragtede den. Det gav et let ryk i ham da motoren fik fat og en dyb brummen der rystede jorden under ham fik lov at runge i mørket... det måtte vække alle i miles omkreds! Det gjorde det selvfølgelig ikke, men Phillip havde aldrig..
"Æh.. nej.. men det er vel ikke mig der skal køre?" grinede han lidt nervøst og gik hen til ham og tog hjelmen. Han betragtede den, inden han trak den ned over hovedet. Han rykkede lidt rundt på den, forsøgte at få sine ører foldet ud igen, og sit pandehår skubbet op bag pandebeskytteren. Han så på William under visiret og smilede stort "selvom jeg helt sikkert ligner en prof!" grinede han, og betragtede hans ansigt.. han kunne på ingen måde se sig mæt, det var skræmmende, men det var også rart.. noget han kendte, nogen han kendte han kunne stedfæste sig ved... så længe det varede hvem vidste om Phillip skulle på tour igen, eller William måske... flyttede tilbage til Frankrig. Tanken var ulidelig, og han forsøgte at glemme den, næsten efter den var tænkt. Phillip på en motorcykel ville kun have fatale følger og han havde overhovedet ingen planer om at spørge William om han måtte styre.. det måtte han meget gerne.

William smilede let og grinede så bare lidt, "Jov du kan og det skal du også.. " sagde han så bare og smilede, "Jeg har slet ikke brug for alt den søvn Phillip.. som du har.. jeg klare mig" sagde han blidt og kiggede kort på ham.. åh hvorfor skulle han dog være så.. smuk, det var betagende, og han ville ønske han bare kunne pause tiden og stå og kigge på ham i nogen.. endeløse timer.. hver en detalje, om og om igen, til han kunne det hele uden af.. hmm.. nå det kunne han vidst i forvejen, alle de drømme.. og mareridt hvor Phillip optrådte.. måske ville de høre op nu, i hvert fald mareridtene, nu når han vidste han havde det godt.. at han stod der foran ham, og han fejlede ingen ting.. han var smuk og.. sød.. og bare sig selv, havde ikke ændret sig det mindste på de seks år.. jov måske inden i, det vidste han ikke helt, han synes han måske.. var bleven.. anderledes, men det betød ikke at de var vokset fra hinanden, anderledes på den gode måde.. ja.
"Jeg vil ikke finde mig i at du ikke har det godt, end of discussion!" sagde han bare og smilede drillende, han vidste at Phillip ikke brød sig om at være.. til besvær, eller påtrængende eller alt det der, men det var han ikke.. han vidste jo slet ikke.. hvor.. lykkelig han gjorde William.. ved bare at stå der og trække vejret.. og så få lov til at tilbringe en helt nat med ham, holde ham i hånden når han.. vågnede og havde haft en dårlig drøm.. tale ham til ro og putte ham igen.. bare side og betragte hans sovende ansigt.. åh det var jo bare.. himmelsk.. han forstod ikke hvordan han fik lov.. men havde Phillip ikke brudt sig om det, og havde han set noget.. seksuelt i det eller andet, så havde han jo afvist ham.. og William kunne godt se forskel, på hans små nej'er.
"Nej det skal jeg nok.. med mindre du gerne vil prøve" grinede han stille og tog den anden hjelm på, han havde altid en ekstra.. som.. i disse tilfælde, han ville ikke lade nogen dø på hans kommando, hvis han styrtede.. og han ville heller ikke lade nogen have hans liv på samvittigheden, sådan var det.. ingen skulle dø, alle skulle have hjelm på.
"Så nu skal jeg hjælpe dig, det er slet ikke så slemt, faktisk bare sjovt, når man bliver vant til det.. ellers kan du jo bare lukke øjnene" sagde han blidt og tog Phillips hånd og trak ham hen til motorcyklen og løftede ham blidt op så han sad foran på maskinen, nemt kom han selv op bag på, og fik placeret Phillips ben så de ikke bare hang ud til siderne, og slog støtte foden fra. Han tog fat om Phillips håndled og vidste ham hvor han skulle holde vide, og lagde så sine hænder på styret ved siden af Phillips hænder, og fik gang i maskinene, ved langsomt at give en smule gas, og så kørte de ellers der ud af.. langsomt i starten, så Phillip ikke blev bange, men på det store veje blev han nød til at sætte farten lidt op, men der var ikke langt, og snart var de hjemme.
______________________________________

Efter at have hjulet Phillip af maskinen og låst den, hængt hjelmene på plads og alt det, havde han vist ham op til sin lejlighed, ventet imens han havde taget sin sko af og jakke, og viste ham kort rundt, i den lille taglejlighed, der var ikke med plads, bare en lille to værelses lejlighed. Ikke sådan.. meget pænt indrettet, men det var spækket op med personlighed, og der var.. ting o sager over det hele, der var i hvert fald nok at kigge på.
"Er du træt lige nu.. eller.. sulten måske?" sagde han blidt og stoppede op i køkkenet, og kiggede kort på Phillip. "Toilettet er der.. hvis det er.. jeg skal lige.. noget.. to sekunder.. bare.. lad som om du er hjemme" sagde han blidt og smuttede hurtigt ind i soveværelset, hvor han trak sin sweater af og trak så pistol bæltet af også, og låste skabet op hvor han hang det hele op, blandt andre.. mange skyde våben, af med den på ryggen og den i sokken, og så kniven i bæltet, inden han låste skabet af igen og lagde nøglen under noget tøj i skabet.
Han vendte tilbage til køkkenet som var.. sat sammen med stuen, med sådan en halv skillevæg ting, der kun gik halvvejs op til loftet, han satte sig ned i sofaen, og ventede på hvad Phillip var ved at finde ud af.

Phillip ville sige ham imod, men han nåede at bide ham af et par gange, så han stampede bare lidt i jorden for at vise sin utilfredshed, og smilede så til ham. Hvis det var slemt så kunne han måske.. i løbet af natten..omrokere lidt... Phillip var meget fast besluttet at han kunne vågne på et tidspunkt... når William var faldet i søvn... ja, det lød som den bedste ide han havde fået hele aftenen. "Jaja.." sagde han så, han kunne jo stå der og brygge planer.. og sørge for at tænke på noget andet når William så på ham... så han ikke så dem. Han rystede hurtigt på hovedet og holdt afværgende hænderne op "nej det behøves ikke" sagde han hurtigt, han skulle ikke køre den... ikke... nej, det skulle han ikke.
Phillip fulgte med da han trak ham med hen til motorcyklen, hans hoved føltedes tungt under vægten fra hjelmen.. det var en sær fornemmelse, men han var glad for det var William han fik lov at opleve at sidde på en motorcykel med og ikke en anden.
Han nikkede i og med han havde forstået at han bare kunne lukke sine øjne.. Han lod ham hjælpe sig op selvom han ikke kunne lade være med at smile lidt af det, William fik ham altid til at føle sig lille, blive båret rundt på... det stoppede han vidst aldrig med.
Han holdt fast da William satte sig op... det var pludselig temmelig pinligt at sidde der med motorcykel og William.. med et følte Phillip sig som en på femten, rød i hovedet... Og forsøgte ihærdigt at tage sig lidt sammen. Hans rødmen stilnede dog af da luften begyndte at piske omkring motorcyklen og han lukkede øjnene.. indimellem.. i korte træk.


Phillip fulgte hurtigt med op til lejligheden... en tag lejlighed. Han sugede intryk til sig som en tør svamp, var næsten for stille.. men han interesserede sig meget for stedet, sanseindtryk og så boede william der jo.. det betød også noget. Han så på ham da han talte til ham og tænkte over det "nej, jeg har det faktisk fint nok... men jeg kunne godt drikke lidt vand" mumlede han så, han var blevet temmelig tør i munden efter køreturen.. Han nikkede og smilede til ham "okay, så ses vi om lidt.." sagde han og så efter ham da han forsvandt et eller andet sted hen.. nu stod han der. Han så sig om, betragtede den rå mur der indimellem var til at se, lod fingerspidserne løbe over det.. Han gik ud i køkkenet og fandt et glas og fyldte det halvt op og drak det... Han satte det ned i vasken, og hørte William komme tilbage igen. Han havde det stadig skidt med at han skulle ulejlige ham med mareridtene.. egentlig håbede han at han ville slippe for dem den nat, hvis han slap så skulle det jo nok gå, så ville william måske heller ikke bekymre sig så meget..
Han vendte sig om mod ham da han sad på sofaen, og strøg en hånd gennem sit hår og kløede sig lidt i nakken før han gik ind til sofaen og satte sig ned foran ham på gulvet, og rakte ud efter sine tæer og fik fat i dem og bed sig lidt i læben.. Han så lidt på sine fødder og lidt på Williams.. Han var glad for at han havde måttet tage med ham hjem.. se hvor han boede, tilbringe en hel nat med ham... det var jo væsentlig længere tid en de minutter han først havde troet han kun havde... ingen følelse kunne beskrive hvordan han havde det med at have længere tid, tid til at høre hans stemme og se hans smil. Men det gjorde ham glad, hvis det ikke havde været på så dystre præmisser.
Han var træt, det var unægteligt, hans krop var mørbanket efter koncerten og klokken var.... Han vidste ikke hvad klokken var, men han ville ikke sove.. ikke nu.
"Vil du ikke... vil du ikke fortælle mig en historie?" spurgte han så stille "eller noget fra dit liv, noget du har oplevet?" rettede han det så, han måtte huske lidt på han ikke var de der 3 år... han smilede lidt og så op på ham for at høre hans svar.

William smilede bare til ham kort inden han forlod rummet, Phillip kunne nok godt finde en vandhane på egen hånd. Det var ikke det sværeste i verden, William havde endda to, en på toilettet og en i køkkenet.
Han satte sig til rette i sofaen og fulgte Phillip med blikket da han kom hen til ham, men rystede så bare på hovedet af ham da han satte sig ned på gulvet.. hvad skulle det gøre godt for? Sofaer var til for at blive siddet på, og gulvet var til at at blive gået på. "Phillip.." sukkede han blidt, han var da også helt umulig.. det eller så kunne han bare godt lide når William blev nød til at bære rundt på ham, eller røre ved ham.. nej det var usandsynligtH, han var nok bare for.. god til at ville.. belaste ham på nogen måder, selv om det var en ting Phillip aldrig ville gøre.
Han rakte frem og tog fat om hans håndled og trak ham op og stå og trak ham så ned i sofaen ved siden af sig og beholdte bare hans hånd mellem sine egne hænder. Og nussede ham blidt på håndryggen og pillede lidt fraværrende ved hans fingre imens han bare kiggede ned, og vidste ikke helt.. hvad han nu skulle gøre af sig selv.
"Jeg kan ikke særlig mange gode historier" sagde han bare blidt og smilede, og prøvede at komme i tanke om noget. "Men Phillip.. alt hvad jeg har oplevet i mit liv har jo været imens du var der.. alt det spændende og uhyggelige.. og nogen glade stunder.." sagde han blidt, og så så op på ham.

Han så op på ham da han sukkede af ham, og blev kort lidt forvirret.. hvad nu? Hvad havde han gjort? Han så på sine hænder da William hev ham op og stå, og satte sig ved siden af ham. Han så på ham da han aede hans hænder, og så lidt ned på hans fingre. Han fik fat i hans hænder, lagde dem så de lå med håndfladerne nedad.. Han så lidt på dem mens de lå der.. William havde lange fingre.. smidige fingre, præcist som en pianist skulle have..
"Spiller du stadig musik?" spurgte han stille og rørte forsigtigt hans hænder, mens han tænkte. Han smilede svagt da han sagde det med de ting de havde oplevet og trak på skuldrende "nåmen...så noget fra da du var lille?" spurgte han forsigtigt og fangede hans øjne.. hvad vidste Phillip egentlig om Williams fortid? Om hans liv? Hans opvækst? Dæmoner... eller engle blev jo ikke bare født som dæmoner eller engle sådan.. som de var den dag idag, det ville i hvertfald have været en temmelig smertefuld fødsel... var der ikke noget han kunne fortælle? Det var nok mest fordi han ledte efter noget at stedfæste sig ved, så han ikke behøvede tænke så meget over at han var så tæt på, og hvor meget han gerne ville læne sig op af ham og suge noget af hans varme.. så han ikke behøvede... tænke på hvad der kunne ske i løbet af natten, han bad stadig inderligt til at der ikke kom nogen mareridt, men han kunne ikke sige om det kunne ske eller ikke..Han tog fat om hans hænder og holdt dem... bare holdt dem mellem sine.
Han glippede let med sine øjne, og undertrykte sin gaven..han var ikke færdig her! Han var ikke færdig..han ville snakke med ham, han ville udnytte den tid han kunne..

William smilede lidt og så kort på Phillip da han begyndte at 'lege' med hans hænder, han kunne ikke lade være med at sende ham et lidt varmt blik over det, han var altså sød.. men sine små særheder og alt det.. ja.
"Eh nej.. det har jeg ikke gjordt i mange år.." sagde han blidt, seks år hvis det skulle være præcist.. sådan da, ikke siden han havde boet i Underland, der var mange ting han.. havde holdt op med, han havde bare ligesom mistet.. eh alt.. det.. sammen med dem han holdte af, som var, forsvundet fra ham.
"Eh.. da jeg var lille?" sagde han og så på ham.. mente han det? Det vidste han ikke, han havde jo bare haft en hel normal barndom som alle andre.. eller de fleste andre.
"Jamen jeg har ikke haft nogen særlig spændende barndom, mest bare som alle andre, sammen med min mor og min far, og min storebror.. og sener hen min lille søster.. vi er jo alle sammen engle.. tja.. det eneste spændende der er sket, var vel den gang jeg fandt ud af at jeg var engel.." sagde han stille og lagde hovedet lidt på skrå, han vidste virkelig ikke hvad han skulle tale om, han havde bare lyst til at bære Phillip op i sine arme og ind i soveværelset, putte ham, og sætte sig i sengen ved siden af ham og bare holde hans hånd.. men hvis Phillip ikke ville sove endnu, så skulle han heller ikke, og så skulle de heller ikke ind i soveværelset.. det blev kun brugt til to ting.. sex og.. når man skulle sove jo.
"Vil du gerne have nattøj på.. og under dynene eller noget?" spurgte han så blidt.. det var Phillips valg, hvad han ville.

Phillip kiggede lidt op og så hans varme blik... og smilede så lidt skævt inden han vendte øjnene mod hans hænder igen.. Han rystede på hovedet "En skam.." mumlede han stille og kærtegnede let hans håndflade "du var ellers god til det" sagde han og så op på ham igen med et smil.
Han nikkede ivrigt da han ville snakke om hans barndom. Han lyttede intenst da William begyndte at tale.. nød hans dybe stemme... Han nikkede til det han sagde "hvordan gjorde du det?" spurgte han forsigtigt, og så på ham.. Phillip havde engang troet han kunne flyve, han havde været Batman i børnehaven så han havde taget sit kostume på og havde stillet sig op på taget af det hus de havde boet på. Der havde han så stået og råbt introsangen til Batman... indtil han var sprunget ned fra taget og havde brækket armen.. Han rørte fraværende ved sin arm og smilede en smule ved mindet... så dumt.
Han så på William og mærkede uroen i maven... Han kunne ikke blive ved med at udskyde det.. før eller senere ville William lure at han prøvede at slippe helt for at sove, og Phillip ville være ved at falde ned af pinden af træthed til sidst.. Han nikkede langsomt "har du en t-shirt jeg kan låne?" sppurgte han stille.. han kunne jo bare sove i Williams t-shirt og sine boksershorts, det skulle ikke være noget problem.
Han vidste heller ikke hvor træt William var, men han virkede da en smule mørbanket.. måske havde han været ude det meste af dagen? Phillip ville ønske han ikke skulle sove i en stol... bare tanken gjorde ham syg af anstrengelse, men.. men han måtte prøve at se om han kunne vågne på et tidspunkt, og gøre det lidt behageligere for ham.

William smilede let tilbage til ham og kiggede ham bare dybt i øjnene et øjeblik, han nød bare at.. kigge på ham, han ville bare.. standse tiden, hele tiden, og bare få lov til at side og kigge, i lang tid.. han vidste ikke engang om han havde lyst til at stoppe, for han.. ja.. man kunne sgu da ikke få nok af Phillip.. han var så.. betagende, der var så meget, lige meget hvor længe og hvor meget han kiggede, så blev han bare aldrig tiltfredstillet.. hmm.. Han blev nød til at blive ved med at betragte ham i smug.. bare for sin egen skyld, når Phillip kiggede væk ville han lige snige et blik ind, og kigge lidt.. hvor han nu lystede.. han vidste ikke hvorfor men hans blik faldt oftest på hans læber.. så smukke, han kunne huske det så tydeligt, bløde.. våde.. blide.. åh hvor han dog savnede det. Mhmm.. engang havde englen været hans engel, hvem var dog så dum at ødelægge noget så smuk.. åh han ville give alt for tilgivelse, for at.. prøve at få ham tilbage.. selv om han jo godt vidste at den tanke var umulig.
William smilede kort, "Måske.. men jeg har jo ikke haft nogen at spille for.." sagde han stille, og det var jo sandt, han havde aldrig haft nogen sådan rigtig tæt på.. som han kunne spille for, han ville gerne spille for Phillip, altid.. men tja.. det havde han jo ikke fået chancen for endnu.. hm.
"Gjorde hvad?" spurgte han forvirret, og vidste ikke helt hvor spørgsmålet drejede hen.. det kunne være til alt han havde sagt, eller til en af den mere enkle ting, han vidste det ikke helt.. eller måske skulle det slet ikke svares på.. hmm jov det skulle det da.
William lyste op i et smil og rejste sig hurtigt fra sofaen, "Ja selvfølgelig.. " sagde han blidt, måske var Williams trøjer lidt for store til Phillip men det gik jo nok, nat tøj var jo også.. ment til at skulle side løs og være lidt stor i det, så det gjorde jo nok ikke noget.
"Kom" hviskede han blidt og tog forsigtigt fat i hans hænder og hjalp Phillip op og trak ham mod soveværelset.
Derinde skubbede han ham blidt ned på sengen, og fandt så en sort t-shirt frem til ham og lagde den på sengen ved siden ad ham. "Du kan bare skifte.. så kommer jeg og putter dig.. jeg skal lige have noget vand" sagde han stille og smilede blidt til Phillip, bare han dog.. kunne bukke sig ned og give ham et kys.. bare på kinden.. han ville give alt for det.. Åh.
Han forlod rummet, og lod Phillip være alene lidt så han kunne skifte og sådan, selv om William havde set det hele før.. det var jo ikke altid helt rart at stå og smide tøjet foran en.. anden.. han skulle have lov til at være alene, i hvert fald i nogen få minutter. Han smilede lidt og gik hen mod spisebordet for at tage en stol, som han havde sagt han ville side på. Selv om han stadig håbede.. håbede på at Phillip ville be ham komme over til ham i sengen og putte med ham.. åh ja.. men det var selvfølgelige også bare en dårlig drøm.. åh.

Phillip blev lidt forlegen da William så ham i øjnene, de brune øjne... som man kunne forsvinde i, drukne i med glæde! Han rystede lidt på hovedet.. det var der måske noget om, hvis man ikke havde nogen at spille for, var der måske heller ikke rigtig nogen grund til at spille. Han så på ham og smilede "ja altså hvordan opdagede du at du var engel?" spurgte han nysgerrigt.. William havde jo markeret det som at være en af de mest betydningsfulde, eller måske spændene øjeblikke i hans barndom,Phillipvar nysgerrig efter at vide mere.. høre mere.
Han rejste sig da William havde sagt god for at han kunne få lov at låne en t-shirt, selvom Phillip vidste at den nok ville være for stor, så gik det nok... det var nok ikke en kjole, så høj var William heller ikke.. Men han var bredere over bryst og skuldre og stadig en 20 centimeter eller deromkring højere end Phillip, så den ville komme til at sidde lidt løst. Han satte sig velvilligt på sengen og betragtede ham mens han fandt en t-shirt frem.. Han kunne dufte ham.. duften af William sad i alt, i dynerne, i tøjet, i væggene.. Han kunne godt lide hans soveværelse, især fordi det duftede af ham. Han så op på ham, og tog trøjen mellem sine hænder og smilede til ham "okay.. tak" sagde han, og så efter ham da han gik. Han rejste sig langsomt og så sig om i værelset... inden han løftede den sorte t-shirt og betragtede den lidt. Han trykkede den forsigtigt mod sin næse og mund og snusede ind mens han lukkede sine øjne.. Han vidste godt han ikke måtte, men den duftede bare.. åh...
Han lagde den fra sig, selvom han ikke rigtig ville, men han skulle jo have tøjet af på et tidspunkt. Han trak sin egen t-shirt af, og lagde den pænt sammen på gulvet ved siden af sengen. Derefter lukkede han knappen op i sine bukser, lynede lynlåsen ned og trak dem af. Så foldede han dem pænt sammen som han havde gjort med sin t-shirt. Han stod lidt i nogen sekunder, uden helt at vide hvorfor, inden han fik kuldegysninger og greb ud efter t-shirten og trak den på. Han sendte døren til værelset et længselsfuldt blik inden han lod sig glide ned og sidde på sengekanten igen. "William..?" kaldte han lidt... forsigtigt, han ville helst ikke forstyrre ham, han kunne jo godt være alene og han kunne jo også godt ligge sig til at sove, men... han ville ikke alene, og WIlliam havde lovet at han ville være der..selvom han ikke skulle hvis han ikke ville... Phillip ville jo ikke tvinge ham overhovedet. Phillip så ned af sig selv... ja t-shirten var for stor, men den var rar at have på, og sikkert god at sove i.

William tog stolen og bar den hen mod soveværelset, og kiggede kort ind, men.. eh.. Phillip, stod der bare, og smed tøjet, og hans øjne kunne ikke finde væk, han stirrede bare.. han var så smuk, og så indbydende, hvordan kunne det være så svært at.. holde sig væk! Han ville bare have ham, have ham i sine arme, kysse og kramme ham, elske ham, så højt han kunne! For fanden. Han tvang sig selv til at se væk, og stilte stolen der og gik så hen til køkkenet men i stedet for at drikke et koldt glas vand, smed han bare vandet i ansigtet på sig selv.. for at køle lidt ned, Phillip gjorde ham så varm.. han kunne.. få boner på ved bare at stå og kigge på ham.. mmhmm. Fuck altså.
Han stod lidt og kiggede ned i vasken inden han gik ud på toilettet og tørrede sit ansigt af i et håndklæde og kiggede sig selv i spejlet.. hmm han kunne godt trænge til en barbering, når han begyndte at få skæg.. eller bare skægstubbe nærmere.. han kom til at se ældre ud.. på sådan en moden måde.. åh han lignede en far.. forhelved. Og med det blik i øjnene.. en far der var beleven forladt af sin datter og kone.. hm.
Han forlod badeværelset ved Phillips kald, og smilede lidt, inden han gik tilbage til soveværelset og kiggede ind.. stadig alt for lidt tøj.. men beder.. han kunne godt styre sine lyster.. tsk.. jaja, det var vel også helt normalt.. at tænde på Phillip, han var lækker.. og god i sengen.. og William var inderligt forelsket i ham.
"Hej.. klar til at blive putte.." sagde han blidt og smilede lidt drillende. Gik ind og tog stolen med som han satte ved siden af sengen, han hentede hurtigt et blad, som han ville "læse" i imens Phillip sov.. hvilket var for Phillip, han havde ikke tænkt sig at læse.
Han tog så blidt fat i Phillips håndled "Kom.." sagde han blidt og trak ham hen til dobbelt sengen, og trak dynene til side skubbede blidt Phillip ned og ligge og lagde dynene hen over ham igen, i den side William sad i, han bøjede sig ned og kyssede ham blidt i panden. "Hvis du ikke kan sove.. så kan vi godt tale lidt.. og desuden så var det min mor der fortalte mig at jeg var en engel.. det var jo lige der jeg mødte dig første gang" sagde han blidt og smilede lidt ved mindet.

Phillip blev derinde, en smule trippende for sig selv, indtil William kom ind og spurgte om han var klar til at blive puttet.. Han smilede lidt af formuleringen, det var ikke så tit han blev tilbudt at blive puttet,det var vidst et privilegie. Han gik med hen til sengen og lod sig glide ned og ligge mellem dynerne. Han lagde sig med det samme til rette og smilede da William kyssede ham i panden, lukkede sine øjne og nød det i fulde drag med et lille suk. Han nikkede stille til hans forklaring, og åbnede øjnene og så på ham. Han rakte ud og tog hans hånd i dynerne... ville bare gerne holde den.. bare lidt endnu.
Han kunne ikke lade være med at se sig omkring, betragtede kort sengen i dens længde og bredde, der var masser af plads! Kunne han ikke... ville han ikke lige.. Phillip huskede dog sig selv på at det nok ikke var en god ide, William ville højst sandsynligt ikke gå med til det, og desuden ville han ikke miste den fine stemning der var mellem dem indtil videre... det føltedes så godt bare at kunne være tæt på ham... han ville for alt i verden ikke spolere.
Han bed sig lidt i underlæben mens han tænkte... han ville gerne tale med ham.. tale indtil han ikke kunne holde søvnen fra døren længere.. "Det vil jeg gerne" sagde han og gav hans hånd et blidt klem. "Så kan vi tale til vi falder i søvn" smilede han og lagde sig bedre til rette. Dynerne var varme næsten med det samme... en utrolig søvnfaktor. Han kunne ligge og betragte William, der, mellem dynerne, gemt væk i hovedpuden.. han var smuk, der var ikke nogen andre ord der ligesom gjorde fyldest når man så på ham. De vemodige øjne, høje kindben, og mørke strejf i både hår og øjne..
Han tog en dyb indånding og prøvede at berolige sig selv lidt da hans krop reagerede ligeså begejstret som ham selv, i og med at han blev kogende varm, og fornemmede sådan en.. dunkel glød, vågne i sit indre. I guder, kunne manden tænde ham selvom der lå en hel menneskeafstand imellem dem?
Phillip undertrykte det, og fokuserede på deres samtale istedet. "Har du mødt nogen søde mennesker her? Jeg har ikke rigtig selv haft chancen for at stifte nye bekendtskaber, men det kommer vel" spurgte han stille, og så på ham.

William smilede blidt og satte sig på stolen da Phillip havde lagt sig, han lod ham bare tage sin hånd og gav den et blidt klem. "Mhmm.." brummede han stille og lagde nakken lidt tilbage og kiggede på Phillip. Han kunne ikke lade være med at smile over Phillips tanker.. de ville begge to gerne have at han lå i sengen sammen med Phillip, men der var ingen af dem der havde nosser nok til at sige det højt. Han var vel bare bange for.. tja.. hvad det ville gøre ved det venskab han prøvede at bygge op.. og det ville også bare være underligt at spørge om han ikke nok måtte ligge sig i sengen og kigge på ham.. det var bare.. noget man ikke sagde højt, han måtte bare holde det inde.. men hvis Phillip nu spurgte, ja så vidste han ikke om han kunne sige nej.. det kunne han ikke.. der var da ingen der kunne sige nej til Phillip.
"Til du falder i søvn" rettede han ham blidt, og blev kort smigret over Phillips.. lydløse komplimenter, han ville gerne sige noget igen.. men det virkede bare underligt, og han ville heller ikke side og prale af han læste hans tanker, bestemt ikke når Phillip jo ikke brød sig om det.. han kunne jo godt prøve at lade være.. det havde han bare ikke lyst til.. han kunne godt lide at følge med i hvad der skete i hoved på Phillip.
Han tænkte kort, den første der sneg sig ind i hans tanker var Millicent.. men de var ikke venner.. eller noget som helst, og hun havde ikke behandlet ham særlig godt.. så han vidste ikke rigtig.. Han kendte nogen fra nogen bare.. men det var jo bare William og det var måske dumt at sige.. så blev han nød til at fortælle om sit alkohol problem.. og det havde han ikke den store lyst til.
"Tja.. der er masser af rare mennesker her.. jeg tror ikke du får nogen problemer med at få venner" sagde han så bare, og mente det, Phillip var så.. sød og venlig, han ville hurtigt få en masse venner.. som helt sikkert ville holde af ham.. næsten lige så meget som William gjorde.

Phillip sukkede stille, dynerne.. puderne... alt var bare så søvnindbydene og han havde været igang hele dagen og spillet koncert! Det var et under at han ikke var faldet ned af pinden, men det måtte være William der havde givet ham det ekstra energi boost han havde haft brug for.. Phillip nikkede... William sov vel også på et tidspunkt? Men han ville ikke spørge han ville bare... ja..
Trætheden havde fået sit overtag, og Phillip kunne godt mærke hans energi forsvandt som dug for solen og hans øjne blev tunge.. Han smilede til William da han sagde at der var mange rare mennesker.. det havde han nok ret i.. "Nah.. nu må vi se" mumlede han.. han nussede blidt hans håndryg... et øjeblik overvejede han om der var plads til ham oppe i stolen hos ham. Han brummede og lukkede sine øjne, han ville gerne... han ville så gerne.. tale med ham, om alting "Hvis du er træt.. skal du sove.." hviskede han næsten uhørligt". Men han var også bare.. så træt.. Må forblive vågen.... Der gik ikke så lang tid før Phillip faldt i søvn, i dyb søvn som kun Phillip kunne. Man kunne nærmest spille stikbold med ham hvis man havde styrken og mentaliteten... Phillip var søvnens mester!
Han sov tungt, men han holdt stadig fast i hans hånd.. dog ikke så fast at det var svært at vride sig fri igen. Han drømte intet faktisk sov han allerbedst lige når han var faldet i søvn, og specielt hvis han var rigtig træt, derfor satstede Phillip også på at han ville kunne blive ved med at sove, uden de uhyggelige drømme.. eventuelt vågne og hjælpe William i seng.

William kiggede lidt på Phillip og sad bare.. helt stille.. og.. forsvandt langsomt i sine tanker.. Phillip.. åh. Gid han kunne gøre noget.. et eller andet, alt, få Phillip til at.. sige at han stadig elskede ham, bare noget! Men han vidste jo godt at hvis.. det.. nogen sinde blev muligt noget af det.. som det aldrig gjorde, så skulle han først ned på knæ og be om tilgivelse.. og så let var det jo heller ikke.. der var en million ting der kørte rundt i hovedet på ham.. det kunne han jo ikke.. Forhelved.. hvor han dog elskede ham.
"Ja selvfølgelig.." sagde han bare blidt og ville helst ikke rode rundt i det hele, og gav bare Phillip ret. Han smilede let da Phillip lukkede øjnene i og hans åndedræt langsomt blev tungere og tungere.. til han sov. Han rejste sig så blidt op og lagde Phillips hånd oven på dynen og slap den. Han gik så hen til skabet og trak sit tøj af, til han stod i underbukser, gik om på den anden side af sengen og tog dynene og satte sig tilbage i stolen, og slukkede natlampen, så der blev mørkt i rummet. Han lukkede øjnene kort i og åbnede dem så igen, da de havde vendt sig til mørket satte han sig til rette, og sad så bare.. og kiggede på Phillip.. imens han i vågen tilstand drømmede.. og forstilet.. sig alt.. alt det det kunne være bleven til.. og aldrig blev.. imens han ventede på Phillip ville vågne af sine mareridt, eller slet ikke vågne. ind i mellem sneg han sig ned i hans underbevidsthed og kiggede med, men lige nu var der meget tomt.. så roligt.. Han faldt ind i sine egne tanker igen, og tog Phillips hånd og sad bare og nussede den blidt.

Phillip sov som en sten... i hvertfald en god rum tid, hvor han blot lå på siden og en enkelt gang vendte sig om på maven, for til sidst at ligge på ryggen. Langsomt begyndte det at røre sig i hans underbevidsthed, der fik hjernen til at fremkalde billeder.. Phillip mumlede et eller andet der ligeså godt kunne have været på et fremmed sprog, og sov så videre.. rolig, som om der aldrig var sket noget. En lille dreng, med stengrå øjne og et stort smil med lidt skæve fortænder og en bil og en bold tonede frem... Drengen var umiddelbart glad, han var ikke så gammel, måske omkring fem år. Han sparkede til bolden, betragtede den flyve henover jorden før den ramte bilen. Et frygtsomt blik, og og han gik forsigtigt hen for at se efter....
Phillip drejede sig, og skar ansigt en enkelt gang før han sukkede.
...Han mærkede efter på bilens front.. en bule.. En uudtømmelig frygt i maven, og en stemme... Stemmen er vred, og foran drengen toner en mand frem.. hvis man nu ikke var Phillip ville man sikkert have kunnet se konturerne, en mørkhåret, forholdsvis høj og spinkel mand. Med samme stengrå øjne, forvredet i had. Men alt Phillip så var hadet, øjnene der var hans egne, men med så stor en forskel at man knap kunne se at de lignede hinanden. "Undskyld.." hviskede han hæst i søvne.
Drengen bakker bagud, beder om undskyldning, om tilgivelse og forklarer at det var et uheld. Manden er stadig vred, hører ikke bønnerne, istedet tager han ham i armen og hiver ham med indenfor..
Phillips vejrtrækning tog til, blev ujævn og koldsveden sprang frem i hans tindinger og på hans pande.Omgivelserne ændrede karakter, det er et kontor nu.. med mørke mahogni møbler, og stakkevis af papirer. Drengen bad, som var det for sit liv, men manden lyttede ikke, istedet holdt han fast ved hans arm og trak sit bælte af..
Han rørte uroligt på sig nu, blev ved med at mumle nonsens man ikke forstod en lyd af, indimellem kom der måske et nej, men ellers var det hele noget pladder. Men desperationen var ikke til at tage fejl af. Manden holder fast, så fast at der kommer mærker han sætter bæltet i et af de inderste spænder og ligger det om halsen på drengen, og trækker til. Phillips vejrtrækning holdt op, og blev erstattet med gisp efter vejret, og sine hænder der søgte mod hans hals. Han var ikke vågen, han befandt sig i det mareridt der havde redet ham de sidste mange nætter, det mareridt han ikke huskede når han vågnede, kun smerten, frygten og branden i sine lunger.

William sad bare og aede Phillip blidt over hånden, faktisk så.. håbede han lidt på Phillip ville få mareridt, han var egoistisk ja.. men det gav ham en billid til sengen.. og til at holde om Phillip.. åh hvor var det forkert.. han håbede bare at hans mareridt var et eller andet med at blive jagtet af en tiger.. eller.. bare et eller andet virkelig urealistisk.. så det ikke var så.. åh.. fandes. Hah, hvis bare Phillip vidste hvad William drømte om natten, han havde mareridt på andre måde.. alle måder i verden han kunne miste Phillip på.. hver nat.. næsten, der var også drømme med hans datter.. med Camelie.. Millicent.. Gossip.. Matthew.. dem alle sammen, mareridt på mareridt på mareridt.. men mest om Phillip.. at han døde.. på alle måder.. at han havde fundet en anden.. at nogen havde kidnappede ham.. drukket af ham.. misbrugt ham.. alt. Og der var ikke en skid William kunne gøre ved det, han vare ikke herre over sine egen drømme, men han kunne godt være herre over andres drømme.. heldigvis, og han havde i den grad tænkt sig at hjælpe Phillip.. så snart han vidste hvad det drejede sig om.
William kiggede kort ind i Phillips drømme verden igen, og fik så smidt en masse billeder i ansigtet.. okay nu drømte han. han satte sig beder til rette og lænede sig ind over ham for at være mere opmærksom, han holdte ikke Phillip i hånden længere, han var bleven nød til at give slip da han vendte og drejede sig. Han lagde mærke til hans underlig mumlen, men slog det hen for at få styr på alle billederne, og han.. gik et skridt dybere ind. Det var som at stå i et rum.. en stor sal.. hvor billeder og sætninger.. ord.. vrimlede rundt mellem hinanden, og det hele var et rod.. han skulle koncentrere sig for at følge med. Hvis man nu nogen sinde havde set x-men så lidt ligesom ham der professoren når han er i sit tænke.. rum ting.. måske lidt sådan på en måde.
Han fik så styr på det, og sætningerne begyndte at give mening, og billederen satte sig i række følge. Han rynkede lidt i panden og lænede sig frem til Phillip og strøg ham over håret. "Hold ud.." hviskede han blidt, han blev nød til at se det.. han kunne ikke stoppe det bare sådan.. så kunne han ikke.. hjælpe.
William sukkede bare over Phillips undskyld og rystede kort på hovedet.. hvis bare.. han havde været der.. åh.. men det kunne han jo komme til.
William skar ansigt da historien.. tog en ubehagelig drejning, og gik over i benhård mareridt. "Shh.. så.." hviskede han blidt, selv om det ikke hjalp en skid. Han kunne ikke gøre for det.. forhelved..
Men billederen blev ved inden William kunne nå at gøre noget, og han lod sig rive med.. hans vejrtrækning tog til. William blev fanget af Phillips gisp, hans nej'er, hans vejrtækning, og hans vilde bevægelser. Med et sad han oven på ham i sengen, og tog fat i hans håndled, lænede sig ned mod hans øre, og hviskede blidt.
"Så.. nu vågner du.."
sætningen gav genlyd i Phillips hoved, men det var ikke nok. Han ændrede på det. Han gik forsigtig ind i drømme, det hele stod på pause nu.. alt var fast forset, og med et begyndte han at bygge om på den.. først lod han manden forsvinde langsomt, som blev han opløst til tåge, sammen med bæltet. Han ændrede også omgivelserne, til naturen.. en smuk solskin dag, og i Williams favn sad der nu en kanin. Tiden gik i gang.
Phillip.. kom nu skal vi hjem.." lød hans blide stemme, han rakte ud efter hans håndled og gav ham kaninen i favnen.. "luk dine øjne.. og åben dem igen.." sagde han blidt..
og så forsvandt han. Tilbage i værelset, fik han tvunget Phillips hånd led væk fra halsen, han trak stadig vejret ustyrligt, men han åbnede øjnene.. han var vågen.. endelig. Han så ham ind i øjnene, prøvede at fange hans blik.. han var ikke manden.. han var William.. han var her. "Jeg er her.." hviskede han stille og holdte stadig bare fast i Phillips håndled, og ventede.. ja.. det værste.. Phillip kunne ikke huske kanin, han kunne kun huske mareridt.. men det var heller ikke meningen at han skulle huske det andet.. det var kun et tvang for at få ham til at vågne, et sløret minde, han glemte.. så snart han vågnede.. ligesom med drømme.. mareridtet som han ikke huskede når han vågnede.. måske gjorde han det nu? Han var ikke sikker.. han ville bare.. hm.

Phillip var fanget, der... der hvor han allermindst havde lyst til at være og han kunne ikke komme ud, det var det værste ved det at have en tung søvn, han vågnede altid når han vidste han var ved dødens grænse, hvor han kunne se mørket, hvor han pludselig kunne få luft og han vågnede. Men lige nu var det stadig igang, ligenu... gispede han i forsøget på at få luft, skreg lydløse skrig som ingen hørte.. Phillips krop spændtedes som en bue og han hev luft ind som om han havde manglet det i 20 år, da William hviskede ham i øret.. langsomt... men det var der stadig, men han kunne få luft, langsomt... slettede det uhyggelige billede... den lille dreng gled ned på sine knæ med ansigtet strimet af tårer, foran ham sad William.. William og en kanin.. de skulle hjem nu, hjem..
Han gispede igen efter vejret da han vågnede, chokeret, ude af stand til at få sin ujævne vejrtrækning i orden. Han lå bare og stirrede ud i luften, hvor var han henne? Hvem havde vækket ham? Hans mor? Nej.. ikke hende, en anden.. Han fik øje på de brune øjne, og vågnede lidt mere op.. "William..?" hviskede han så lavt at det knap var hørbart, men med så mange følelser at han fik tårer i øjnene.
Siden han sad ovenpå ham kunne han ikke gøre andet end at slå armene om hans nakke og trække ham ned til sig, og gemte sit ansigt i hans hår, mens han kæmpede med gråden. Han ville ikke græde, ikke her, ikke sammen med William. Han græd ikke. Og slet ikke sammen med andre.
"Tak.." fik han fremhvisket i samme hæse, trætte tone som før.. William var der.. William havde hjulpet ham, for drømmen havde ikke haft den samme skræmmende udgang, noget havde hjulpet. Sådan lå han og tænkte, mens han holdt fast i William som en koalabjørn da det slog ham at William sov i stolen, hele aftenen gik langsomt op for ham. Han strammede grebet yderligere "du må ikke gå, jeg beder dig, jeg vil gøre alt, du må bare ikke... du må ikke lade det ske igen" hviskede han bedene, han vidste godt William ikke bestemte over hans underbevidsthed, og han højst sandsynligt ikke kunne forhindre det, men.. så idet mindste bare blive i sengen, for Phillip ville ikke være der alene, han ville ikke være fanget med drømmen igen, William skulle blive.. koste hvad det koste ville.

William smilede forsigtigt til ham og var stadig bare lydløs.. han vidste ikke hvordan Phillip havde det i det sekund han vågnede, han kunne jo ikke se ud i fremtiden vel.. Phillip kunne være.. vred, han kunne være ked af det.. han kunne.. nej han kunne nok ikke være glad.. men hvis han var vred, så var William ret meget inde for række vide til bank.. men det tog han så med.. han havde tænkt sig at blive sidende der.. til Phillip havde.. ja.. var faldet helt ned.. og havde fået det beder.
Men da han så tårene vidste han godt hvad det drejede sig om.. selvfølgelig var han ked af det.. og bange.. og chokerede.. og han nikkede forsigtigt da Phillip fik frem stammet hans navn. William slap hurtigt hans håndled da Phillip slog armene om halsen på ham.. åh. Han lod sig trække ned.. godt nok havde han kun underbukser på.. men der var dyne imellem dem, det var fint nok.. desuden så var han ligeglad, om han så var nøgen lige nu.. Phillip kom i første række.
Han lagde blidt sine arme om hans sider og nussede ham blidt. "Såå.. det er okay at græde.. du må godt græde foran mig.." hviskede han stille og kyssede ham hurtigt på kæben, og lod ham bare kramme sig ind til ham.. Måske havde han været egoistisk før og bedt om det her.. men det var slet ikke det det handlede om længere.. han var så ligeglad.. alt handlede om Phillip nu, og William skulle nok hjælpe ham.. han skulle nok.. få det minde væk, han fik aldrig.. aldrig lov til at drømme det igen.. aldrig.
William skar ansigt ved det Phillip sagde, og vidste slet ikke hvad han skulle stille op med det.. han ville være der for Phillip.. og det tilbud det kunne han umuligt sige nej til.
"Nej så.. ssh.. jeg går ingen steder.. " hviskede han blidt og tog blidt fat om Philips håndled og trak dem væk fra sin nakke, han klamrede sig virkelig fast.. og det var også helt i orden, William skulle bare lige ned og ligge. Han rullede roligt ned og lagde sig på siden ved siden af Phillip.. han var ligeglad med nøgenheden, og trak bare Phillips dyne om sig selv, og tog så fat om hans liv og trak ham helt tæt ind til sig, og lagde arme om ham, den ene under hans nakke, og den anden om hans liv, og lod ham putte sig ind til sig. Han pressede sine læber blidt mod hans pande og sukkede stille. "Aldrig.. jeg skal nok fjerne det.. rolig.." hviskede han blidt og trykkede sig ind til ham. "Jeg ved godt det ikke er rart.. men jeg blive nød til at vide.. hvordan det ender.. din drøm.. ellers kan jeg ikke tage det hele væk.." hviskede han stille og kyssede ham på kinden.

Phillip rystede bare på hovedet, nej. Så længe han kunne holde det stangent var det aldrig okay, det blev det ikke. Aldrig nogensinde. Han tørrede istedet bare sine øjne med sin ene hånd, ville ikke slippe William... William varhans livline i det øjeblik han vidste ikke hvad han skulle gøre uden. Han blev våd om øjnene, men han græd ikke. Han nød det lille kys, det fik ham faktisk til at falde lidt ned, og slappe en smule mere af... først der fandt han ud af at han nærmest fanatisk og anspændt holdt fast om William.. Han slækkede grebet en smule, han var dog nød til at slippe helt da Williams hænder løsnede hans greb og han lod ham gøre det.. han gik ikke, det havde han lovet.. eller det havde han sagt. Phillip trykkede sig ind til varmen.. trygheden selv... og listede sine arme om William så han kunne holde fast i ham på den måde.. men ikke så fast som før.
Phillip kunne godt mærke Williams hud gennem trøjen, mod sine arme og sine ben, men han var ligeglad, lige nu betød det kun at han var tættere på...Han lukkede sine øjne da han kyssede ham på panden og klynkede lavmælt til hans nødvendighed.. skulle han absolut vide det? I hvilken sammenhæng var det nogensinde godt? Men Phillip vidste godt at William kun ville gøre det for at hjælpe ham ud af frygten.. for at han kunne sove og have normale mareridt som alle andre, og drømme.
Han snøftede let, og mærkede kysset på kinden..han tog sig selv i at ønske at han gjorde det igen.. mange gange.. mere, men han skubbede det fra sig, han var nød til at koncentrere sig inden resterne af drømmen veg for alt andet..
Han rømmede sig, ledte... han fik en dårlig smag i munden, kunne det ikke være morgen.. skulle de ikke bare stå op. "Der er.. ikke så meget andet... jeg dør til sidst, rebet er stramt og jeg kan ikke få vejret, det bliver mørkt, og jeg vågner" hviskede han, bleg om læberne.. det var en forkortet version han ville ikke uddybe hvordan det var, hvordan det føltedes.. Han sank stille, og lænede sin pande mod Williams brystkasse, eller.. det øverste af den, lod varmen sprede sig, han følte sig kold. "Tak.." hviskede han så helt stille, igen.. Han kunne ikke takke ham nok, alt det han gjorde for hans skyld, og Phillip kunne intet give igen.. hvad var det dog for et venskab. Phillip var i alt fald taknemmeligt for det, taknemmelig for at William tog ham ind i sit liv igen, og gav ham varme og støtte selvom han bare fjollede rundt og lavede besvær på hans regning, han strammede grebet lidt om ham "og undskyld.." tilføjede han så sit lille tak.

William begyndte bare blidt at nusse Phillip op af ryggen, for at berolige ham.. han kunne godt lide.. at han holdte om ham på den måde.. som om at hvis han slap.. så ville alt gå galt.. det fik ham til t føle sig så vigtig.. så tæt på.. som kunne han ikke undværes, hvilket han godt kunne, bare ikke lige nu.. for han var den eneste der var her.. og Phillip.. ja han havde nok krammet sig fast til en anden hvis der havde været en anden.. men lige nu var William bare taknemlig for det var ham.. at det var ham der fik lov til at ligge der med Phillip og trøste ham, og elske ham i alt hemmelighed.. Selv om det ikke var på nogen god bekostning.. men det var hans bilet ind.. så var alt andet lige gyldigt, han ville gøre alt for Phillip.. alt.
"Jov.." hviskede han stille, "Du kan godt græde foran mig Phillip.." sagde han stille og lagde en finger under hans hage og løftede hans hoved op og kiggede ham ind i hans fugtige øjne. "Du skal ikke holde det tilbage.. jeg passer på dig.." hviskede han stille og holdte en trang til at kysse ham på læberne.. tilbage.. han var bare så tæt på, og det var så fristende.. forfanden da. Han slap hans hage igen og lagde sin arm om ham igen, og holdte ham bare tæt ind til sig, han havde ikke tænkt sig at give slip, og han skulle ingen vejne.
Han sukkede stille, "Jeg ved godt det ikke er rart.. men det er slut nu.. det er sidste gang du nogen sinde skal tænke på det igen.. " sagde han blidt, og lyttede opmærksomt både til Phillips tanker og til hans stemme.. der var så meget.. han skulle have fat i.. af alle de udtryk. Han nikkede bare blidt. "Det er i orden.. så nu glemmer vi det bare helt.. for altid.. og så drømmer du ikke om det mere.. du kan få lov til at drømme gode drømme i nat.." hviskede han, og tænkte 'om mig'.. men det sagde han dog ikke højt. Han koncentrede sig kort, og slettede så mindet.. ikke så Phillip ikke kunne huske at han havde drømt om det, og alt det her.. men han ville aldrig drømme den drøm igen, den var gemt væk inde i ham.. og han behøvede ikke at tænke på den efter i nat.. den forsvandt lige så langsomt, og ville blive erstattet af gode minder i stedet for.
"Du skal ikke takke mig.. jeg takker dig.." hviskede han blidt og rystede bare på hovedet af Phillips tanker. "Lad være med at undskylde.." sagde han stille, og så ham ind i øjnene. "Der er faktisk en måde du kan betale mig tilbage på.. kom her.." hviskede han og lagde sin hånd om Phillips nakke og trak ham tætter på sig, tætter på sine læber, og bøjede sig så det sidste stykke og pressede sine læber mod Phillips.. så var det bare knald eller fald.
Han sukkede dybt.. åh.. åh hvilke følelser.. fuck. Han ville aldrig give slip igen. Han bevægede bare sine læber blidt mod Phillips, og sugede hver en følelse til sig, hver et indtryk. mmhmm..

Phillip så på ham da han vippede hans hage op og hans nakke lidt tilbage, han ville ikke sige noget, gråden var stadig et pres, der sad fast i hans hals og bad om at få lov til at rive sig løs, men Phillip gav ikke efter, han havde gjort det tusind gange, holdt det tilbage og kvalt det. Men ligenu var det en smule vanskeligere, William passede på ham... Han var så sød, og han sagde.. alt det rigtige, gjorde alt det rigtige.. den blide nussen på hans ryg var distraherende nok i sig selv.
Han nikkede stille da william forsikrede ham om at han aldrig skulle drømme om det igen, lettelsen var ubeskrivelig, han sukkede mod hans brystkasse og blev liggende der.. William var lidt som et værn mod verden udenfor, når han var der, var der absolut intet der kom ind på livet af ham, andet end William.. det var en betryggende følelse og tanke. Han smilede svagt da han sagde han skulle få lov at drømme gode drømme og kærtegnede hans ryg, og ville sige tak igen, men det nåede han ikke rigtig da William ville takke ham, og så undrende på ham...for hvad dog?
Han så lidt overrasket på ham da han bad om en betaling, og lagde så mærke til hvor tæt på hans ansigt kom. Han spærrede sine ellers trætte øjne op til fuld størrelse og stirrede på ham "William... " pippede han "du må ikke, jeg kan ikke stoppe hvis du gør det!" hviskede han panisk, for han vidste at hvis han fik chancen ville han ikke have muligheden for at stoppe sig selv igen, så ville alle broer være brændt og erstattet med et følelsesorgie! William trykkede sine læber mod hans. Åh alle himle..Phillips ellers opspærrede øjne, blev meget blidere, og varmere.
Åh hvilket afsavn, han følte at han ikke havde levet før nu, det var bare et kys, men det var ikke bare en person der gav ham kysset, små gnister fulgte med kysset der ruskede op i alle de følelser han havde, både dem han havde for William og dem han havde følt i mellemtiden. Han gengældte det, og trak sine hænder væk fra Williams ryg og lagde sine hænder på hans kinder, kørte dem op i hans hår, og ned omkring hans nakke og skuldre.. det svimlede for han, åh nej altså.. Pludselig lagde han også mærke til hvor lidt tøj William havde på, og rødmede til level tomat i ansigtet...

William lukkede bare øjnene stramt i og lod.. følelserne få frit gang, og.. pludselige kom tårene også.. det var bare så overvældende, og de gennemsigte tåre rendte ned over hans kinder, og gjorde kysset mere vådt end det allerede var. Han trak vejret igennem næsen, havde han kunne få luft gennem munden, havde det blot været i små gisp.. Phillip tog vejret fra ham.. bogstavlig talt.. han gjorde det.. på sådan uskyldig måde.. åh det var så forbudt.. det var så.. indbydene, så frækt.. han kunne næsten ikke tage sig sammen til at stoppe.. men det blev han nød til.. han måtte søge tilgivelse.. selv om det her.. var umuligt at tilgive ham for.. han ødelagde deres venskab.. det han havde prøvet at bygge op ind til nu.. hvorfor gjorde han det? Mod sig selv.. mod Phillip.. han var bare ekspert i at ødelægge alting.. Hvordan kunne han dog leve på den her måde.. for fanden.
Phillips fingre brændte mod hans hud, og det gav ham bare mere lyst til ham.. der skulle ske noget mere.. men det måtte der ikke.. han skulle stoppe nu.. selv om han allerede havde fået ilden til at brænde og overtrådt alle grænser.. han kunne bare ikke stoppe imens legen var god.. han blev nød til det.. nu!
Han trak sig langsomt tilbage og Phillips ord gav genlyd i hans hoved.. han måtte ikke.. han måtte ikke.. og han havde gjordt det alligevel.. til helved med ham! Han skulle brænde.. brænde op i helved.. han fortjente intet andet. Han væltede ud af sengen og pressede sig op af den fjernest væg, med tårene løbende ned af kinderne og et forvirret tiggende udtryk i ansigtet. "Undskyld.. undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld!" næsten skreg han og tog sig til hoved. "Tilgiv mig.. tilgiv mig.. det var ikke mening, jeg kunne ikke lade være.. det.. det er så svært.. jeg kunne ikke gøre for det.. du må ikke være sur.. du må ikke hade mig.. undskyld.." hviskede han stille og væltede rundt om sengen i et forsøg på at finde sit tøj.

Phillip strakte sig, følte sig hjemme lige der hvor han var nu, ingen kunne tage det fra ham.. Ingen anden end ham der havde givet anslag til det hele.. Han kunne mærke tårerne på sine kinder, de dryppede fra Williams ansigt og gjorde hans eget vådt, han strøg ham varsomt over kinden, ville fjerne det værste, hjælpe ham. Hans egne tårer var selv vældet op til overfladen igen, gjorde hans øjne slørede... hans vejrtrækning blev lidt ujævn.. det var farligt, men Phillip ville gerne give pokker i farligt.
Han nåede dog ikke så langt, før William trak sig til sig, kom ud af sengen i en helvedes fart. Phillip havde været nød til at slippe, og nu sad han på knæ i sengen og fulgte overrasket med i hans fremfærd rundt i værelset. "William.." hviskede han hæst.. kunne ikke bære at se ham sådan.. næsten skræmt.. "William.. stop, jeg er ikke sur.." hviskede han igen lidt mere ynkeligt.. "William" sagde han så lidt højere, men han virkede ikke til at høre det, istedet travede han igennem værelset, og prøvede at finde et eller andet, gik rundt om sengen... han kunne ikke råbe ham op. Han rejste sig op i sengen, og fulgte ham med øjnene før han gik over til kanten af sengen og fik fat i hans skulder og sprang op på ryggen af ham og hagede sig fast "William hør på mig!".. nu græd han.. mens han holdt krampagtigt fast... han måtte ikke gå, han skulle jo blive der, hos Phillip.. "Hør nu på mig.." hviskede han med gråden stikkende i halsen "du må ikke undskylde, jeg hader dig ikke, det kan jeg ikke jeg er ikke... j-jeg er ikke sur... det er jo ligeså meget min skyld" forsøgte han.. men det var vanskeligt at snakke, flere års tårer prressede sig på, og gjorde sig besværlige, de ville have ham til at give slip, give op, krybe sammen i et hjørne, men han knugede sig kun mere fast til hans ryg "og jeg giver ikke slip før du har lagt dig igen." sagde han så fast som han mestrede "eller i det mindste har s-sat dig ned" hviskede han så tilføjende, for det var måske lidt svært at ligge sig med Phillip hængende på ryggen.
Han var bange for at han ville gå, bange for at han ville storme ud, at Phillip skulle sidde alene tilbage i mørket med tårerne silende som regn på et vindue. Det ville han ikke kunne klare, hvor egoistisk det lød så havde han brug for ham.

William ledte, men der var så mørkt, han kunne ikke finde rundt i det hele, det var ikke fordi han ville gå.. han ville bare.. tage sit tøj på og sætte sig ud i køkkenet og bælle en flaske vin.. og lade Phillip.. ja det vidste han ikke, være sur.. han vidste ikke om han var sur, han blev nød til at være sur, ellers gjorde han det bare igen.. han blev nød til at blive skældt ud, ellers var det jo ikke forkert det han gjorde.. Det bedste ville nok være at få en lussing eller noget.. så gik budskabet klart igennem.. men Phillip ville aldrig slå ham.. det vidste han jo godt.. om han så tiggede og bad.. eller.. ja udsatte ham for de værst tænkelige ting.. nej.. aldrig ville han slå ham. Det var jo bare Phillip.
Han vendte sig mod ham da hans stemme trængte igennem og sukkede bare, han kunne mærke hans tanker over alt.. "Jeg går ikke.. jeg bliver.. jeg har lovet at blive.. " hviskede han stille, og kunne bare ikke.. han skulle bare være alene.. med sig selv.. og en flaske vin.. kunne englen ikke forstå det.. kunne han ikke nok?
Han fik sig dog et chok da Phillip klatrede op på ryggen af ham og holdte fast, han gispede kort og vendte sig rundt for at Phillip af, men det hjalp ikke. For satan. Men William var stærk.. han var stærkest. Han tog fat om Phillips håndled og tvang dem fra hans hals, så han faldt ned i sengen. Han vendte sig dog hurtigt om og satte en hånd mod hans brystkasse for at få ham til at blive liggende. "Jeg går ikke.." hviskede han blidt og så ham ind i øjnene. "Men det jeg gjorde.. det et utilgivelig.. jeg kan ikke bare.." sagde han stille men kunne ikke finde ordene. "Kan du ikke vente.. to sekunder.. Phillip.. så kommer jeg igen, og så bliver jeg her.. det lover jeg.. " sagde han bare igen og slap Phillip, flåde døren op, gik direkte mod køleskabet og vendte tilbage til soveværelset kort tid efter med en flaske åben vin i hånden, lukkede døren bag sig og satte sig ned i sengen ved siden af Phillip og lænede sig op af væggen bag sengen. "Det er jeg altså ked af.. det var.. ikke.. for at såre dig.. jeg.. jeg elsker dig bare.. " hviskede han stille, og sagde det forbudte. Inden han satte vinene for læberne og tog en tår af den sure væske. Han vendte så sit blik mod Phillip og kiggede på ham. "Måske er det bedst hvis jeg sover på sofaen.." sagde han stille og kiggede tomt ud i luften.. hvad skulle han dog.. stille op.. han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv.. Phillip ville ikke kysse på.. selvfølgelig ville han ikke det.. og slet ikke af William.. hvad havde han dog tænkt! Forhelved. Rummet blev hurtigt fyldt med selvhad.

Phillip blev hængende på hans ryg, elendig til mode... Han hørte ham, men svarede ham ikke, alt sad fast i halsen på ham, han måtte altså ikke gå, kunne han ikke forstå det..? Kunne han ikke se at han ikke var alene? Var han virkelig så utydelig? Skulle han virkelig åbne op for alle de ting der sad i ham og gnavede, som han havde holdt for sig selv? Ville det ikke bare udløse mere selvhad, og selvudslettelse fra Williams side?
Phillip blev forskrækket da han løsnede hans hænder, ville først ikke give slip, men desværre var William stærkest, og dermed også den der havde overtaget så han dumpede direkte ned i sengen igen hvor han gjorde mine til at sætte sig op, men William holdt ham nede. Han åbnede munden, men William kom ham i forkøbet.. Phillips skuldre sank lidt da han sagde han ikke kunne.. Han så efter ham da han forsvandt, og satte sig op i mellemtiden, op på knæ i dynen mens han så sig om, stadig slået ud af alt det overvældene, William.. kysset, følelserne.. alting. Det blev meget værre da han kom ind med en flaske vin i hånden, Phillips ansigt stivnede... alkohol..? Nu? Han så på ham med et blik der ikke forstod et ord, ikke forstod noget af det, og da slet ikke vinen.
Han lod ham sætte sig og lyttede til hans undskyldning og sukkede tungt, og begyndte at stryge tårer væk fra sit ansigt han ville ikke græde, nu måtte det stoppe, hvor meget der end havde ophobet sig, gik det ikke at han sad der og græd.. ikke mere. Han så væk da han drak, mens han tænkte "William.." hviskede han så, splittet til atomer, og usammenhængende "Du sårer mig ikke ved at kysse mig, så meget som det sikkert overrasker dig så elsker jeg også dig" hviskede han så,og satte sig på sin numse istedet for sine ben og trak istedet sine ben op til sig. "Det har jeg gjort længe..." mumlede han.
"Det blev endnu værre dengang med hukommelsestabet, der forelskede jeg mig næsten på ny, og da hukommelsen vendte tilbage.. var der intet andet end længsel efter dig tilbage.." sagde han, og tørrede sine øjne endnu engang og snøftede. Han rystede på hovedet, og mærkede en dump smerte i brystet "nej.. jeg tager hjem, det er nok bedst" hviskede han næppe hørligt, han kunne ikke.. og William sad bare der og drak og troede han var alene med alle de sønderrivende følelser... Han rejste sig som i slowmotion fra sengen og gik ned fra den og rakte ud efter sit tøj... Han rystede så meget mens han gjorde det at han nær havde tabt det på gulvet igen.
Han var alt for oprevet til at være alene, og alt for oprevet til at være sammen med William.. Tårerne blev stadig ved med at komme, som om der var en sø der havde ventet på at blive drænet, nu irriterede de Phillip, at de ikke bare kunne lystre når han ville af med dem. Egentlig ville han jo bare falde på knæ foran William og bede ham om at... det bare var det, dem, følelser.. denne her ene nat, og så skulle han nok være væk imorgen, men det var alt for selvisk og han vidste det ville ødelægge dem begge.. Han ville bare så nødigt give slip, han havde jo lige fået ham tilbage og nu var han tvunget til at give det hele op endnu engang...