gåtur (åben)

T: cirka midnat
V: skyfrit, nymåne
S: skoven
O: en masse træer


Calla skiftede til ulveform. hun havde været rasteløs i nogle dag, hun gik ud af hulen. hun løb lidt rundt i skoven, hun stoppede. hun begyndte at gå rundt mellem træerne. hun vidste ikke hvad hun ellers skulle lave.

påklædning: sorte jeans en sort skjorte, som ikke er knappet og et par tunge vandrestøvler

Dante Mortes havde valgt at gå ud i skoven for at træne med sin magi, han kom til en stor vældet træstamme, her stoppede og satte han begyndte med at få nogle sten til at svæve omkring sig.

cal stoppede hun havde en fornemmelse af at der var nogle. hun løftede snuden og lugtede, der var en anden person i nærheden. hun begyndte at gå frem mod lugten, hun stoppede i skjul af nogle buske. hun kiggede ud igennem dem. der var en der fik stene til at svæve. hun gik ud af sit skjul og satte sig foran busken og kiggede på personen. nysgerrigt men fjendtligt.

Med Dantes magiske syn var det let at se varulven, selv i total mørke ''bonjour, kommer du for at holde mig med selskab'' sagde Dante med et smil, han vidste udmærket at varulve kan være farlige, men hvis han lader som om han ikke er truget af hende (kan se hendes aura) vil hun måske ikke ture angribe.

``bonjour. man kan vel godt sige at jeg holder dig med selskab`` cal gik nærmere hen til ham. hun syntes ikke at han så direkte farlig ud. hun satte sig ned igen få meter fra ham ``hvad laver du herude så sent?`` hun så nysgerrigt på ham

Dante grinede ''hvad lave en ung kvinde her ude i skoven helt alene'' spurgte Dante, og lagde sig tilbage og så op og kikkede på stjernerne, de var så svære at se inde i byen, men her er de helt tydelige

cal knurrede kort ``jeg bor her`` svarede hun koldt. hun vidste ikke rigtig om hun skulle gå eller blive. det var lang tid siden hun havde set nogle der kunne magi. hun besluttede sig for at blive ``hvad laver du selv herude?`` hendes nysgerrighed var blevet vakt, men hun ville stadigvæk ikke nærme sig ham.

Dante grinede igen ''jeg taler desvære ikke ulv, hvis du havde været en varfugl kunne jeg forstå hvad du sagde, men jeg kan altså ikke forstå ulv, beklager men uvidenhed''siger han og rejser sig op og gav en lyd som en ugles tuden og 20 par øjne vendte sig mod dem ''jeg kom herud for at træne, vil du vare med''

cal tænkte sig om,skulle hun være med. det kunne hun jo godt. ``det vil jeg gerne,men så vil jeg helst være i menneske form. jeg er tilbage om lidt`` hun rejste sig og satte i løb mod hendes hule. hun gik derind og skiftede til menneske skikkelse. hun fandt noget tøj. hun skyndte sig at tage det på. hun løb tilbage til manden. hun gik hen imod ham og stoppede nogle skridt fra ham ``kan du bedre forstå mig nu`` hendes stemme var ikke nær så kold som første gang hun havde snakket til ham.

Da hun kom tilbage stod Dante med hænderne i lommerne og han havde taget sin skjorte af så den ikke ville gå i stykker ''selvfølgelig forstår jeg dig, manquer, i øvrig mit navn er Dante Mortes, må jeg spørge om dit''

``mit navn er Calla Darkday. rart at møde dig Dante Mortes`` hun blev stående hvor hun var. skulle hun stole på ham eller skulle hun ikke hun var ikke sikker men nu forsøgte hun i det mindste.

Dante lod stene falde ''jeg har altid ment at den træning er når man er stresset, så hvad med en hurtig kamp'' sagde han uden at tage hænderne op af lommerne

cal tænkte sig om ``hmm... okay. må jeg være i ulveskikkelse eller menneskeskikkelse?`` hun så på ham, det var lang tid siden hun havde kæmpet. det skulle nok blive sjovt. hun smilede svagt

Dante smilede ''det må du bestemme, men hvis du vælger ulveskikkelse bruger jeg magi, hvilket vil være en fordel for mig, hvis du vælger menneskeskikkelse bruger jeg ikke magi, så har du en fordel med din overmenneskelige styrke så det er dit valg''

hun tænkte sig lidt om ``jeg vælger menneskeskikkelse`` hendes smil blev tydeligere.

Dante tog ikke hænderne op af lommerne (hans kampstil sparker kun) ''en garde'' han sparkede ud mod hendes hals i brøkdelen af et sekund

calla undveg hans spark, hun tog fat om hans ben og skuppede ham.

i samme sekund hun greb fat i han ben, svingede Dante sit andet ben rundt med hælen mod hendes kæbe

calla nåede ikke at flytte sig, hans hæl ramte hendes kæbe og hun faldt til jorden. hun så op på ham og smilede ``hvad med at vi siger du vandt``

Dante landede på fødderne og grinede ''nu begynder det ellers lige at blive sjovt''

calla grinede ``for dig måske. men for mig ender det her med nogle blå mærker i morgen`` hun kiggede mod himlen og rejste sig op. hun børstede støvet af sig og kiggede på ham

Dante samlede sin skjorte op ''jeg skulle nok havde sagt at jeg er en mester i ubevæbnet nærkamp, man jeg troede ikke varulve var så skrøbelige'' grinede han så

``de fleste er nok også meget sejere end mig. men jeg er ikke så frygtelig glad for at slås mod mennesker. men mod ulve der er jeg klar`` hun kiggede sig lidt omkring hun havde kort følt sig overvåget. det var nok bare fordi hun hadede hendes menneske krop. hun hadede alt ved sig brotest fra i ulve for. der var hun ganske tilfreds

Dante smilede, det var tydeligt at hun var utryg ved noget, ''har jeg på noget tidspunkt sagt at jeg er et menneske, jeg kunde lige så godt være en ørn i en menneskeskikkelse'' sagde han

calla smilede ``nej det har du ikke sagt,men det vil forklare hvorfor jeg føler mig overvåget`` hun kiggede ind mod skoven, et lille pindsvin puslede rundt derinde. hun begyndte stille at slappe af