midnatsbadning - Junior

Junior tvivlede på at det var noget med hans barndom, han var næsten overbevis om at det bare var ham og han vel havde en forbandelse over sig. Han var bange for så mange ting, endda bange for at følge sine drømme "det ved jeg ikke.. det tror jeg ikke" sagde han og viste ikke hvor det skulle komme fra, han var overbevis om at han havde et godt liv og en god barndom. Nok havde han ikke nogle venner, og forældre der ville bestemme over hans liv. Han følte alligevel at han havde et perfekt liv, mere end så mange andre kunne ønske sig "hmm.. det har du måske ret i.. men hvad nu hvis den holder en tilbage?" spurgte han om og viste ikke engang om han ville forstå ham.

Han så undersøgende på ham, "nu er det ikke for at sige dig imod, men jeg har svært ved at se, hvor frygt og forbier skal komme fra, hvis det ikke er for længst glemte dårlige minder eller ens forældre" han trak igen på skuldrene, "men som sagt er jeg ingen ekspert" han smilede svagt. "jeg tror jeg forstår, hvad du mener, hvis du gik til psykologer eller andre af den slags mennesker, ville de sikker kunne fortælle dig, hvordan du kan arbejde med din frygt" sagde han med et dæmpet grin, "men ellers tror jeg ikke der er så meget at gøre".

Han vende sit blik udover vandet og tog atter igen en dyb indånding, vandet havde sådan en særlig duft som ikke var til at beskrive. Han elskede bare den duft, over alt på jorden og det var nok ikke bange der ville forstå. De fleste ville nok hade den lugt, og bare sige alt muligt dårligt om den "det ved jeg ikke om jeg kan.. de virker bare som nogle mennesker, som tror de ved hvad de snakker om.. og så længe de ikke selv har prøvet det, så ved de jo virkelig ikke helt hvordan det er" sagde han mens han vende sit blik mod ham igen, og havde jo bare lært at leve med alt det han frygtede.

Han nikkede, "det er i hvert fald rigtigt, det er svært at vide, hvordan noget er før man har prøvet det" sagde han, for mange år siden ville han have svoret på, at han aldrig ville slå et andet menneske ihjel, men som så mange andre ting havde det ændret sig brat, ligesom hans følelser omkring mørke og hans syn på livet. "men der er vel en sandsynlighed for, at nogen af de mennesker taler af erfaring?" spurgte han, "selvfølgelig kan de ikke vide alt, men der skal alligevel noget til, for at blive færdiguddannet".

Han vende sit blik udover vandet igen, men hørte alligevel efter på hvad han sagde. Han viste jo godt at det gav mening, men han troet alligevel ikke på hvad de sagde "jeg ved ikke.." sagde han og viste virkelig ikke hvad han skulle sige, men vende langsomt sit blik mod ham igen "nogle af dem tror sikker bare at de ved det...." sagde han og bed sig kort i læben "jeg har vel også lært at leve med det" sagde han og kunne jo ikke andet end at leve med det, han havde ikke lyst til at nogen skulle fortælle ham hvad han skulle gøre for at komme over det.

Han nikkede, det var vel også drengens eget valg om han ville have hjælp eller ej, det var i hvert fald ikke noget der vedkom ham. Han vendte også sit blik mod havet, så spurgte han interesseret, "nå nu du ikke kan lide mørke, hvad laver du så ude på denne tid af dagen? hvorfor ikke gå hjem tidligere eller blive hvor du var længere?".

Junior træk lidt på skuldrene "hmm" sagde han og så kort udover vandet, han kunne faktisk blive siddende der. Hvis ikke det var fordi han havde det som om der var nogen der åndede ham i nakken, og det var bestemt ikke noget han brød sig om "hmm.. jeg var ude i skoven, og glemte tiden" sagde han og viste det måske var en dårlig undskyldning, eller det var nok hvad andre ville mene. Men det var rigtigt, han havde det med at glemme tiden når han tegnede.

Han nikkede forstående, tiden var nem at glemme. "Må jeg spørge hvad du lavede ude i skoven?" spurgte han nysgerrigt, dog stadig med hovedet vendt mod havet.

Junior så lidt tøvende på ham, da han ikke var så meget for at vise sine tegninger. Det var jo ikke alle som ville kunne forstå skønheden ved naturen, også følte han sig altid mere genert når han skulle vise dem frem "hmm" sagde han og rakte ham forsigtigt sin bog "du skal være forsigtig med den" sagde han og var ikke så meget for at give ham den, da den jo betød utroligt meget for ham og han ikke ofte lod nogen røre ved den.

Han vendte igen hovedet mod drengen og tog imod bogen, "bare rolig" sagde han og smilede svagt, "jeg har ikke for vane at være uforsigtig med bøger, især ikke dem der har høj værdi". Han åbnede forsigtigt bogen og kiggede på tegningerne, så nikkede han anderkende, "de er gode, du har klart et talent der er værd at arbejde med" sagde han med endnu et lille smil, "mange tak for at jeg måtte se dem".

Junior holde øje med alle hans bevægelse, for at være sikker på at han passede godt på bogen. Han slappede dog af da han hørte hans ord, og begynde i stedet at smile "tak... min far vil også gerne have at jeg blive kunstner ligesom ham selv" sagde han også selv om han ikke rigtigt have lyst, han havde andre drømme om at blive designer.

Han rakte bogen tilbage til ham, "det må være rart at være kunstner" sagde han tænktsomt, "at leve af at skabe kunst, bruge sit liv på at prøve at frembringe noget unikt og smukt, noget der kan måle sig med månens lys i havet" fortsatte han med et lille smil. Han så på junior, "har du så planer om at gå i den retning?" spurgte han interesseret.

Junior tog bare imod sin bog, og lag den til rette i sit skød "tja, det er det vel" sagde han med den ikke helt så overbevisende stemme, han kunne godt lide at male, tegne og alt andet som man gjorde som kunstner. Han havde bare noget andet som han drømte mere om "man er vel forskellige.. nogle vil gerne leve af det, og andre vil leve af noget andet" sagde han og gav et lille suk fra sig "jeg har ikke rigtigt noget valg" sagde han og viste at ikke særlig mange ville forstå ham, det havde han allerede været igennem. Folk troet at han kunne gøre hvad han ville, og hvis han ikke gad det så kunne han bare gøre noget andet. Sådan hang det bare ikke sammen! Junior havde ikke noget valg, han kunne bare have sine drømme.

Han så undersøgende på ham, "fordi din far vil have det, eller er der en anden grund?" spurgte han interesseret. Han kunne svagt huske dengang han skulle tænke på job, hvor valg virkede som en luksus han ikke havde råd til, og hvor familien havde været en af de vigtigst ting i hans liv. Sådan var det ikke mere, havde ikke været i mange mange år, han kunne gøre hvad han ville og havde ikke længere noget egentligt behov for penge.

Junior gav et lille suk fra sig, mens han lod sig falde bagover og ned og ligge i sandet. Han så bare op på de mange stjerner, det så jo så utroligt smukt ud "fordi min far vil.. han er meget gammeldags" sagde han og vende kort sit blik mod ham, før han vende sit blik op mod himlen igen "jeg ville gerne være designer" sagde han og lod et smil komme frem på sine læber, men som bare forsvandt hurtigt igen "men han mener at det er noget kvinder gør.. han vil ikke engang købe tøj, som er lavet af en mand" sagde han og lod sine øjne glide i.

"ah ..." sagde han forstående, "det må være svært" sagde han og overvejedet det lidt, at skulle bryde med sin familie eller opgive sin drøm. "designer, det lyder ellers spænende" sagde han med et lille smil, "og heller ikke som en helt ukunstnerisk vej at gå" fortsatte han. Han betragtede ham lidt, mens han lå i sandet, "så har du tænkt dg at gøre som han vil, eller gøre oprør?" spurgte han nysgerrigt.

Junior vende langsomt sit blik mod ham og træk lidt på sine skuldre "det ved jeg nemlig ikke" sagde han og viste virkelig ikke hvad han skulle gøre "hvis jeg følger min far, så vil min drøm ikke gå i opfyldelse" sagde han og vende sit blik op mod himlen igen, men lod sine øjne langsomt glide i "men hvis jeg følger min drøm.. så mister jeg min familie, og bliver nok smidt på gaden" sagde han og gav et lille suk fra sig.

Han nikkede svagt, "det må være et svært valg" sagde han, "jeg er glad for jeg ikke har den slags at slås med mere" sagde han med et svagt smil, "at bo langt fra sin familie har nu sine fordele" fortsatte han stille. Han betragtede Junior lidt, "hvis jeg kunne, havde jeg gerne hjulpet dig, men jeg tror ikke det er noget jeg er i stand til" sagde han tænktsomt.

Junior nikkede langsomt og gav et næsten lydløst suk fra sig "det er et stort valg" sagde han og lod bare sine øjne glide langsomt i "men at miste sin familie, er større" sagde han og åbnede kort sine øjne og så hen på ham, før han lod dem glide i igen "hvad havde du valgt?" spurgte han om og gad godt vide det, det hjalp næsten altid at høre hvad andre havde gjort. Selv om de alligevel ikke ville kunne stå i hans sko, så kunne de vel altid prøve på at tænke sig til det. Det var helt utroligt at han slappede mere af i selskab med en, så virkede mørket ikke lige så farligt.

Han tænkte over det, det var svært at huske, hvordan det var at være menneske, "hm ... jeg er faktisk ikke sikker, men jeg tror jeg var blevet ved min familie" sagde han tænksomt, "drømme kan forandre sig, og man kan leve et fint liv uden dem alle, men familien er det faste fundament hele ens væsen og identitet bygger på ... eller sådan ser jeg det i hvert fald" han holdt inde og smilede svagt, "jeg håber det hjalp lidt". Han ville nok vælge den 'familie' han havde i dag også, tænkte han, at blive alene igen var ikke nogen drøm værd.

Junior åbnede atter igen sine øjne, mens han lyttede på ham og satte sig langsomt op. Han så bare over på ham imens, med et lidt tøvende blik i sine øjne "så du ville vælge familien" sagde han lidt tænkende og vende sit blik udover vandet, han elskede sin familie over alt på jorden. Han viste bare at hans far ønskede at han var en anden, en mand! som de fleste ville kalde det "ja, det ved jeg ikke.. mit hoved har ikke lyst til at tænke for tiden" sagde han og gav et lille grin fra sig "det er så svært, at vælge.. når alle har så mange meninger" sagde han og viste jo godt at det var hans beslutning, men det var bare så svært at vælge det rette.

Han nikkede, "ja, det tror jeg at jeg ville, men nu er det jo ikke mit valg" sagde han med et lille grin. Han kiggede på ham og smilede skævt, "det gør det næppe letter at vælge". Han sad tavs lidt, så sagde han, "Har du prøvet at snakke med din far om det, måske i kunne komme til en løsning i begge er tilfredse med?" Junior havde sikkert prøvet og under alle omstændigheder var det ikke det mest kreative råd, men han følte han blev nødt til at spørge.