Ne jouez pas avec le feu - Junior

Junior havde snart boet i Aterswell i en uge, og han var endda begyndt at kunne lide stedet ret så meget. Selv om han bare kendte til overfladen af steder, men alle virkede ret så venlige eller dem som han havde haft fornøjelsen af at snakke med. Han havde heller ikke haft så meget tid til at skaffe venner, da han havde brugt det meste af sin tid på at studere og pakke ud. Det havde hellers været ret så godt at begynde at studere, også bare håbe på hans drøm på et tidspunkt ville gå i opfyldelse. Han havde ikke rigtigt haft tid til at gå i byen, eller han havde faktisk kun været i byen en gang før. Det samme sted, som han var på vej hen denne aften. Han var på vej hen til det den af Aterswell, som han slet ikke havde lyst til at sætte sine ben i. Selv om det var det eneste sted, hvor en dreng på hans alder ville kunne få lov til at komme ind.
Mens han gik på gaderne, kunne han slet ikke forstå hvad han lavede ude. Han var jo bange for mørke, og havde mest af alt bare lyst til at løbe igennem gaderne. Hans nakkehår stod op, og han havde det som om der var nogle der kildede ham i nakken. Han kunne ikke lide det, og så sig hele tiden over skulderne for at se om der var nogen.
Hans hjerte hoppede næsten ud af brystet på ham, men slappede endelig af da han fik øje på bygningen og de mange mennesker. Et svagt smil begynde at komme frem på hans læber, og han satte endelig i løb det sidste stykke. Alle andre var så meget højere end ham, og han følte sig mindre og mindre for hver gang. Han kom til sidst ind, mens han bevægede sig mellem alle mennesker. Smilet blev større og blottede de hvide tænder i hans mund, det lettede hele hans krop at komme indenfor til et sted med masser af mennesker.
Han så sig lidt omkring, mens hans fødder bevægede sig op til baren "en rom med cola" sagde han til en bartender, som med det samme gik igang med at lave hans drink.

William åbnede langsomt øjnene op igen og lænede sig op fra sofaen, inden han stilte glasset tilbage på det lille sofa bord foran ham, lavet i mørkt træ.. Alt syntes at være så.. mørkt og dunkelt herinde, ikke bare det at atmosfæren var det.. men også alt inventaret var malet i dystre mørke farver, var det meningen? Det måtte det vel være, her skulle jo gerne være.. altså når man kom her ind, så skulle der folk jo gerne få sådan en følelse af at alt var muligt, og alt kunne ske? Var det derfor at de havde gjordt det dysteret.. det lagde i hvert fald ikke skjul på at stedet vrimlede med overnaturlige væsner, vampyere drak af deres bytte lige hvor de havde lyst til.. man kunne sikkert også godt stille sig op og have sex lige hvor man havde lyst til uden nogen ville stande en? Egentlig så synes han tanken var lidt for.. vulgær.. måske lige frem ulækkert? Ikke at han ikke slev kunne finde på det.. for det kunne ha godt, men aldrig her.. ikke når de ligefrem selv bad om det.
Han vendte blikket ned af, og knappede de top knappede, knapper op på sin habit og trak jakken af, smed den over sofa ryggen og lænede sig igen tilbage, med blikket rette mod baren, og så danse gulvet. Ventede blot på den næste smukke unge kvinde skulle komme og underholde ham.

Hvis Junior havde været højt nok, havde han nok fået øje på alt det som virkelig skete. Han kunne bare ikke se særlig meget, end en masse folk omkring ham som bare gik deres egen vej. Det var som om de slet ikke så ham, og hvis de gjorde så var de ligeglad med ham. Han var også alt for genert, til overhovedet sige noget til dem. Han lod ligefrem folk gå som de ville, også skulle han nok overleve på den ene eller anden måde.
Mens han ventede på sin drink, tog han nogle småpenge op af sin ene lomme for at betale "tak" sagde han med sin barnlige tyske accent, som bestemt ikke lød til at have gået i overgang endnu. Han tog derefter glasset mellem sine hænder, og tog en slurk som gav lyde fra sig.
Han rejse sig rundt imens, og stirrede bare rundt på alle de mennesker som var der. Han synes slet ikke det så skummelt ud steder, selv om andre nok mente noget andet. Han kunne jo også stort set kun se mennesker over det hele, også var han jo også en af dem som så alt det gode i folk.
Han blev bare ved med at holde glasset op til sin mund, også selv om han ikke drak af det.

William smilede ud til mængden af mennesker og overnaturlige og forsøgte at lokke et hvert stykke levnede kød over mod sig.. det ville sige alt andet end vampyere, som kun ville være det sidste han havde lyst til at tilbringe sin aften sammen med. Efter.. gensynet med Camilie, var kun gamle minder bleven trukket op, og hver gang han tænkte på det havde han det som om han skulle kaste op. Han sukkede stille, og prøvede igen at få fortiden rystet lidt ud af hovedet.. det var bare så svært når det ligefrem selv kom og opsøgte ham.
Han vendte blikket igen og gennemsøgte lokalet. Næsten med det samme fik han øje på.. en fyr, med blåt hår? Han smilede kort og rakte armen i vejret og vinkede til drengen, med en enkel bevægelse der fortalte ham at han skulle komme hen til William.
Ikke fordi han havde siddet og ventede på et let bytte skulle komme ind af døren.. men han blev jo nød til at tage hver en chance han fik, og bare.. leve livet? Han kunne ikke side hele dagen lænket til en kvinde eller mand, vidne om at han kun tilhørte dem og ingen andre. Hah.. ikke engang med Phillip havde han været tro, og det havde været hans største kærlighed nogen sinde. Han var vidst rigtig på dybt vand, enden det eller så var han bare for lækker til et fast forhold.

Mens han så sig omkring, blev hans blik mødt med en andens drengs. Han fjernede glasset fra sin mund, og smilte venligt og alligevel usikkert til ham. Det var svært at se over på ham blandt alle de mennesker, men han fik kort set hans vinkende bevægelse. Junior tøvede længe over om han skulle gå der over, mens hans fødder allerede havde besluttet sig og gik med forsigtigt skridt over til ham. Han snog sig ligefrem blandt alle mennesker, som bare gik hvor de ville og uden at se ham. Han holde sit glas tæt ind til kroppen, for at være sikker på ikke at tabe det. Hvis man havde været højere eller bare større, så kunne man sikkert hurtigt komme der hen. Junior blev bare nød til at gå alle mulige underlige veje, for til sidst at ende ved bordet og fyren der sad ved det "hej?" sagde han med lidt undrende i det, undrende over hvorfor han skulle komme der over. Hans stemme var ikke særlig høj, og ret så barnlig med den tyske accent.
Han holde alligevel sit smil på læberne, som han altid have når han snakkede til folk.

William så op og fulgte fyren med øjnene, betragtede ham komme tætter og tætter på. Ha lukkede kort øjnene, og lyttede, lyttede til fyren, trak et navn fra, en alder, et bosted.. alt det der slet ikke kom William ved, og som han helt sikkert burde spørge om med rigtige ord, men sådan var det altså bare ikke.. hvorfor gøre det på den svære måde, når man kunne gøre det så let på få sekunder? Han så op da drengen der hed David stoppede op foran ham.. han var ikke så gammel det her var slet ikke nogen god ide.. og William skulle nok heller ikke blive set sammen med nogen mindre årige. Han kiggede sig hurtigt over skulderen, og så tilbage på David. Han blev nød til at bestemme sig, og tænkte.. hvad fanden, og smilede så indbydene og charmerende til David. "Godaften.. sæt dig" sagde han stille og holdte i nogen korte sekunder øjne kontakten med David, inden han slog ud med hånden tog fat i Davids håndled og hev ham ned at side, ligeglad med om han overhovedet havde lyst eller aj, han skulle bare ikke stå der og.. spærre udsynet.. eller noget.

Junior fik ikke lov til at sige særlig meget, eller spørge hvad denne fyr endelig ville ham. Han gav et gisp fra sig når han bare blev hevet ned og sidde, han satte forsigtigt sit glas fra sig og så lidt undrende på ham "tak... tror jeg" sagde han lidt usikkert, og så sig lidt omkring før han vende sit blik mod fyren igen "mit navn er David.. men bare kald mig Junior" sagde han bare for at sige noget, også selv om han ikke viste at han allerede viste det. Hans smil var forsvundet lidt, og var ret så svagt i det når han smilte til ham.
Han havde oplevet mange underlige mennesker rundt omkring, men ham her måtte nok være den mest underlige han havde mødt. Nok mest fordi han aldrig havde prøvet før, at blive hevet ned og sidde nogle steder. Han havde altid haft sit eget valg, men lige der havde han åbenbart ikke nogle valg udover at høre efter på hvad han sagde.

// Out //