midnatsbadning - Junior

tid: 00:00
sted: stranden
Vejer: stille og stjerneklart
omgivelser: mennesketomt.

Samuel smilede for sig selv mens han svømmede gennem vandet. Han havde lagt sit tøj på sandet og svømmede nu nøgen rundt. Vandet ville nok blive betragtet som koldt af de fleste mennesker, men det var mange år siden Samuel sidst havde følt kulde. Han dykkede ned under vandet, han var stadig fascineret af, hvor lang tid han kunne blive under, nu da han ikke behøvede at trække vejret. Han kom op til overfladen igen og kiggede op på månen og stjernerne, som så mange aftner før denne var de utroligt smukke. Han gav sig til at nynne en gammel sang, en han ikke havde hørt andre synge i et århundrede.

Ikke igen! han kunne ikke forstå hvordan det kunne se, hvordan han kunne gemme tiden hele tiden. Var det fordi han var blevet forelsket i Aterswell? han var ikke sikker, men han kunne ikke skynde sig nok hjem. Junior havde mørke, han var ren faktisk bange for det og ville bare så langt væk fra det som overhovedet muligt. Han løb igennem de bange gaderne som tilhøre Aterswell, byen virkede så skummel og slet ikke rar når det var mørkt.
Han kom løbenden forbi stranden, og hans blik blev hurtigt fanget af stranden og det smukke vand som stjerne lyste op.
Han stoppede hurtigt op, mens han holde sit blok tæt ind til sin krop. Han glemte næsten ligefrem hvor han var, og mørket der omringede ham. Han gik langsomt ned på sandet, og videre ned mod vandet. Han stoppede hurtigt op da han fik øje på noget, der var noget som bevægede i vandet *hvad er det?* tænkte han og havde slet ikke regnet med at der var nogen som badet, og slet ikke på denne tid af dagen.

Samuel kiggede ind mod stranden og blev overrasket over at se et menneske stå derinde. Han betragtede ha nysgerrigt, så vidt han kunne se var han ganske ung, i hvert fald ikke mere end tyve, hans hår var kort og ... farvet? det var lidt svært at se, men umiddelbart så det ud til at være blåt. Han smillede stille for sig selv, var det tid til frokost eller bare en snak med en fremmede? begge dele virkede tillokkende lige nu. Han svømmede roligt ind mod stranden, tiden måtte vise hvilken af de to det skulle blive.

Junior var ikke en af dem som kunne se i mørke, ligemeget hvor længe han var i det. Det var nok en af de ting som gjorde at han var så bange, alt var bare så mørkt og han kunne intet se. Stjerne hjalp bare lidt til, så han svagt kunne se ansigtet på personen ude i vandet. Han gik et lille skridt tilbage, da han se hans blik mod sig. Han var blevet opdaget, og han havde ikke nogle steder at flygte hen. Hans øjne blev store da personer begynde at komme op af vandet, og Junior gemte hurtigt sit ansigt bag sit blok. Han så ikke andet end en bar overkrop, og havde ikke lyst til at finde ud af om personen havde noget på længere nede. Han tænkte heller ikke på at bare gå sin vej, da hans fødder var som begravet nede i sandet.

Samuel grinte svagt og gik over og til bunken af tøj han havde efterladt på stranden. Han begyndte at tage det på, og da han havde fået sine bukser kiggede han mod drengen, "jammen godaften" sagde han og smilede svagt, "kommer du også for at nyde natten og havet, eller er du her af andre grunde?" spurgte han og gik et par skridt nærmere. Han trak luft ind gennem næsen og nød duften af menneske, selvom den gjorde ham sulten var det nok den bedste han lugt han kendte.

Han stod bare der og ventede, og fjernede først sin bog et stykke tid efter. Så han var sikker på at han havde fået bukser på, så han ikke skulle se noget som han ikke havde lyst til "hej" sagde han da han havde fået fjernet bogen fra sit ansigt, hans blik blev mødt med hans og han kunne godt se at han var kommet tætter på "je.. jeg var på vej hjem.. også se jeg den skønne udsigt af havet" sagde han og viste jo ikke om han ville kunne forstå det, da der jo ikke var mange mennesker som kendte til skønheden ved naturen. Man skulle åbne sine øjne for at se det, og de fleste folk gik bare med lukkede øjne mens de var med det til ødelægge alt omkring dem.

Han nikkede, "ja, havet er utroligt smukt om natten" sagde han og kiggede ud over vandet, "jeg elsker personligt den måde lyset fra månen spejler sig i vandet" fortsatte han tankefuldt. Nu da han var kommet tættere på, kunne han se at drengens hår virkelig var blåt, og at han virkede nervøs. Gad vide om det var mørket der gjorde det? eller måske følte han sig bare utryg omkring fremmede mennesker, ikke at det betød noget.

Junior fulgte hans blik udover vandet med et smil på læben, det var et sted hvor han kunne bare kigge og drømme sig væk i det det "ja... det er utroligt smukt" sagde han helt stille og havde bare lyst til at blive der, og bare kigge udover vandet hele sit liv. Han vende kort tid efter alligevel sit blik mod ham, lod sig blive hevet ud af drømme verden "det er ikke mange.. som kan se det" sagde han og synes bare det var utroligt, at der var andre end ham selv som kunne se det skønne ved vandet "hvad laver du her?" spurgte han om, da han aldrig havde set nogen bade så sent om aftenen. Eller udover den pige som han havde set, bade i et springvand. Det var noget som han bare ikke kunne glemme, det var også ret så underligt hvis man spurgte ham.

Han smilede og kiggede selv ud over vandet, månen og stjernerne. Månen var det tætteste han kom på at se solen nu, en refleksion af det lys der var livgivende for alt andet, men dødeligt for ham. Da drengen vendte opmærksomheden mod ham igen, drejede han hovedet og kiggede vurderende på ham, "Det kommer med årene, man begynder at sætte pris på de smukke uforanderlige ting i livet" sagde han og trak svagt på skuldrene. Han overvejede hans spørgsmål lidt, "jeg var ude at aftenbad, jeg har ikke tid til at tage på stranden i løbet af dagen, men jeg holder meget af at bade og så bliver man jo nødt til at gøre det om natten" forklarede han.

Junior tænkte lidt over det han sagde, selv var han jo ikke gammel? mon det var fordi har have kunst i sit blod, og bare så alt som et stykke kunst. Han var ikke sikker, og havde heller ikke tænkt sig at finde ud af det. Han ville bare nyde alt det han kunne, så længe han nu kunne nyde det "ja måske" sagde han og trykkede sin bog ind til sig, som han altid gjorde uden at tænke over det. Han holde den så tæt ind til sig, så hans fingere blev hvide og man kunne godt tro at han var bange for at nogen ville tage den fra ham "oh okay.. det er jo også okay" sagde han da jo mange jo ikke havde tid til at nå alt om dagen, så måtte man jo bare klare det om aftenen "er det ikke koldt?" spurgte han om og lag sit hoved lidt på skrå

Han holdt øje med drengen, måden han holdt sin bog på, tydede på at den var værdifuld, hvis han besluttede sig for at slå ham ihjel måtte han huske at tjekke, hvad der stod i den. Han lo svagt, "nej, det er ikke så slemt, ikke når man har vænnet sig til det" sagde han, "personligt har jeg vinterbadet i et par år, så kulden gør mig ikke så meget mere" løj han. "sig mig, holder du kun af havet om natten, når det er oplyst af månen, eller nyder du det også om dagen?" spurgte han og betragtede ham interesseret.

Junior så kort udover vandet, og nok elskede han hvordan det så ud. Det samme havde han ikke med det, når det handlede om at bade. Han var bange for vand, og viste endelig ikke hvorfor han var det. Han havde bare aldrig lært sig at svømme, siden at han var bange for vandet. Han vende hurtigt sit blik op mod ham igen, og smilte lidt usikkert "ja.. det har du nok ret i" sagde han og lukkede sine øjne kort i, mens han tog en dyb indånding af duften fra havet. Han åbnede dem langsomt igen, mens hans blik stadig var rettet mod ham "altså.. nej, kan også godt lide synet om dagen.. men der plejer altid være så mange mennesker.. eller her ved jeg faktisk ikke.. er lige flyttet her til" sagde han og havde ikke set den strand før, men han havde heller ikke noget at se særlig meget af byen "jeg hedder forresten David Junior... men bare kald mig Junior" sagde han og bed sig kort i læben.

Han nikkede, "det er der nok noget om" sagde han, han kunne godt forestille sig at stranden var proppet med mennesker, i hvert fald, hvis temperaturen var til at bade. Han sukkede svagt og kiggede kort ud over vandet, nogen gange savnede han solens lys, savnede at se, hvordan den fik farverne frem i alting og fuldstændig skiftede hvordan alt så ud. "Du er lige flyttet til?" spurgte han og smilede svagt, "sikke et sammentraf, jeg er selv helt ny her i byen" fortsatte han, "oh, og mit navn er Samuel, en glæde at møde dig", han rakte sin højre hånd frem, for at give hånd.

Junior brød sig ikke om at være omringet af mennesker, de plejede altid at være højere end ham og så ham knap nok. Så han kunne lige så godt, gå steder hvor der ikke var så mange mennesker og hvor han kunne overleve uden at blive skubbet rundt. Det var nok derfor han endelig nød synet af vandet og stranden om aftenen, at han kunne gå rundt der nede uden at blive forstyrret og uden at slå sig.
Hans smil blev lidt mere venligt i det "ja jeg er.... nå okay, så ved du hvordan det er at være nu" sagde han også selv om han følte sig alene ligemeget hvor han var, det var jo ikke fordi han havde nogle venner hjemme i Tyskland.
Han så kort på hans hånd, før han tog den i sin og gav den et lille klem "hej Samuel, det er også hyggeligt at møde dig" sagde han, før han gav slip i hans hånd igen.

Samuel lod sin hånd falde ned og sendte ham et tyndt smil. At være ny, ja den følelse havde han prøvet et par gange, faktisk var han efterhånden ved at være vant til det. Han nikkede, "ja, jeg er skam bekendt med den følelse" sagde han og smilede svagt til Junior, "nu er det ikke for at snage, men må man spørge, hvor du er flyttet til fra?" spurgte han og betragtede ham interesseret. "og kan du lide denne by?" fortsatte han, sådan set kunne det være ligemeget, men han var begyndt at sætte pris på disse små samtaler, selvom Logan var udemærket selskab, var det altid rart med lidt afveksling.

Junior regnede hurtigt ud at han nok ikke ville gå sin vej, så han satte sig bare ned på sandet og lag sin bog i sit skød. Han satte sine hænder ned i sandet på hver side af ham, og kunne ikke lade være med at køre sine fingere igennem det kolde sand "så er jeg ikke alene om at føle den følelse" sagde han og håbede bare på at han gav mening, selv om han nogle gange bare snakkede og fattede selv kun det halve af det som han sagde. Det var nok en af de ting som kunne få ham til at grine, og andre aldrig forstod hvad der skete med ham "det må du gerne.. jeg kommer fra Tyskland" sagde han og havde ikke noget imod at sige hvor han kom fra, han var jo ligefrem stolt over at være den han var. Han så sig kort omkring "hmmmmmm" sagde han imens, med lod sit blik havne på Samuel igen "ja,.. den er rar.. mest om dagen" sagde han og brød sig jo ikke om mørke.

Han kiggede på drengen, da han satte sig ned, så satte han sig ved siden af ham. Han vendte endnu engang sit blik ud over havet, nød synet og lugten, salt og menneske, vand og måne. "Tyskland ..." sagde han eftertænktsomt, der havde han vist været engang, eller var det Østrig? "Det ligger i Europa, ikke?" spurgte han, selvom han egentligt ikke var i tvivl. "hvorfor mest om dagen?" spurgte han nysgerrigt, selvom han kun havde sine minder at sammenligne med, mente han ikke at dagen var så meget bedre om dagen, men måske var det fordi han hørte til i mørket.

Junior elskede den stilhed som der var på stranden, bare lyden at Samuel der snakkede og vandet der bevægede sig op af stranden "ja Tyskland" sagde han og savede endelig sit hjem nogle gange, men han skulle bare vende sig til at Aterswell nu var hans hjem. Han så kort udover vandet, men vende bare sit blik mod ham igen "ja det gør det.." sagde han med et lille grin, som hurtigt blev stoppet igen. Han vende sit blik udover vandet, og lukkede sine øjne kort i "hmm.. je.. jeg er bange for mørke" sagde han og skammede sig lidt over det, der var jo så mange mennesker der ude som elskede mørke. Han kunne bare ikke lide det! han var bange, og ville bare have lys hele tiden.

Han kunne ikke lade være med at le lidt, en lav rolig latter. "bange for mørke? det er nok en meget fornuftig ting at være bange for" sagde han, "der kan lurer mange farer som de fleste slet ikke har begreb om, måske er du udstyret med et specielt godt overlevelses instinkt" sagde han tænktsomt, "det er i hvert fald ikke en ubegrundet frygt" konstaterede han. Han betragtede ham igen, indtil videre havde han været interessant selskab.

Han lag sit hoved lidt på skrå, da han aldrig havde regnet med at høre det som han hørte. Han kunne ikke lade med at give et lille grin fra sig, da han bestemt ikke troet at det var det "det tror jeg ikke.. tror bare at jeg er bange for alt.. og det er ikke altid godt" sagde han og viste ikke hvordan han skulle forklare det, han havde heller ikke lyst til at fortælle om hele sit liv til en fremmede person. Selv om det endelig var rart at få snakket med nogen, når man endelig ikke havde nogle venner at snakke med "jeg kan ikke gå nogle steder når det er mørkt.. hvis det er mørkt ude i gangen, så kan jeg ikke gå ud på toilettet" sagde han og kunne ikke se hvordan det var godt.

Han rystede svagt på hovedet, "som så mange andre lever du i fuldstændig uvidenhed om de farer der kan skjules i mørke" sagde han med et dæmpet grin, "selvfølgelig er der sjældent grund til at frygte noget i sit eget hjem, men så snart du er ude i natten..." han lod sætningen hænge lidt, "så er det kun klogt at holde sig til de lyse steder" fortsatte han efter en pause. Han smilede stille for sig selv, mens han overvejede det ironiske i at denne dreng netop nu sad og snakkede med et af de væsner, der gjorde mørket usikkert.

Junior træk lidt på skuldrene, mens han lyttede efter på hvad han sagde. Han var alligevel bange for mørket ligemeget hvor det var, han følte sig bestemt ikke tryg og ville heller være hvor der var lys. Han gyste bare af tanken over det han sagde, og lag sine hænder for sine øre "mmh.. sige ikke mere" sagde han og havde et bedende blik i sine øjne, han fjernede langsomt sine hænder igen "mørke er skræmmende ligemeget hvor" hviskede han og kunne bare ikke lide det, så var det ligemeget hvor og hvornår "jeg ville ønske at jeg ikke var" sagde han og ville virkelig ønske, at han bare en gang imellem kunne gå i mørke uden at skulle løbe.

Han holdt op med at tale, "det var ikke min mening at skræmme dig" sagde han med et lille undskyldende smil, "og jeg kan skam godt forstå du ville foretrække at leve uden frygten, jeg tror alle ville vælge deres frygt fra, hvis de kunne" fortsatte han eftertænktsomt. Han betragtede den skræmte dreng, eller han var jo nok for gammel til at blive kaldt en dreng. "Hvis det kan være en trøst, så har alle nok den slags ting, ting de ikke tør end ikke overveje" sagde han efter en kort pause.

Han blev lidt lettet over at han stoppede med at snakke om det, så Junior ikke ligefrem blev nød til at gå eller mere løbe sin vej "det er okay.. bryder mig ikke om at snakke om det" hviskede han og bed sig let i læben, men gav hurtigt slip på den igen. Han viste jo godt at alle nok havde noget de var bange for, men hvorfor skulle Junior så havde flere ting at være bange for? hvorfor kunne han bare ikke være en normal dreng? også selv om han godt kunne lide at være anderledes en gang imellem "men... hvorfor skal jeg havde så mange?" spurgte han om og lag sit hoved lidt på skrå.

Han tænkte lidt over det, gad vide om knægten ville have et ærligt svar? "hm ... nu er jeg ikke ekspert inden for menneskers psykologi, men jeg vil tro det er noget der er opstået i din barndom, måske noget med opdragelse eller uheldige situationer" han trak svagt på skuldrene for at vise, at det ikke var noget han vidste meget om, "men som sagt er frygt ikke altid en dårlig ting, nogen gange er det det der holder os i live" sagde han med et lille grin.