hunde svømning -Nikolas-

det var en solskindet det ingen vind og 27 i skyggen
denne dag havde Fenris (i sin ulve form) besluttet at tage sig en dukkert, han havde et par badebukser bundet til sin overkrop. Fenris havde lige fundet den højeste klippe for at se hvor langt han kunne springe ud i vandet

Nikolas sad og så melankolsk ud over vandet, det havde han gjort meget på det sidste. Selvom han vidste det var dumt kunne han ikke holde sig væk, det var det tætteste han nogensinde kunne komme på sit hjem. Måske bortset fra Caspian ... han sukkede svagt og kiggede rundt på stranden, der var en stor, hvad var det de hed, hund? som badede i vandet. Han holdt øje med den og ønskede han også kunne boltre sig i det fantastiske hav, men det var en risiko han simpelthen ikke kunne løbe.

Fenris så en man med hvidt hår kikkede på sig, hans første tanke var panik da han var en del støre ind den gemnemsnitlige hund (næsten 1,7 m høj i ulve form), men så kom han i tanke om at han var for langt væk til at kunne se størrelsen på en varulv, og selv hvis han kunne se forskælden ville han nok ikke tro sine eine øjne

Han holdt øje med hunden, den så ud til at more sig ... heldige dyr. Han smilede svagt.

manden holdt stadig øje med Fenris det klogeste ville være hvis man bare forsvandt, men hvor når er det klogeste blevet det sjoveste, i øvrigt tør de fleste mennesker ikke fortælde nogen at de har set noget overnaturligt af frygt for at blive skyllet ud socialt eller smidt i en gummicelle, det var grunden til at ingen ved at der er varulve, vampyrer og magiker over alt.
Fenris begyndte at svømme hen mod manden, mens han forvandlede sig til sin menneskelige form

Mens han holdt øje med hunden skiftede den pludselig form. Han sprang forskrækket op, mon fyren havde opdaget ham, måske var han sendt ud for at finde ham? han bakkede væk fra bredden.

Fenris tog hurtigt sinne badebukser på og var ligeså hurtig oppe ag vandet, det var på dette tidspunkt Fenris opdagede at manden ikke lugtede som et menneske, lidt som frisk lags, men den var for diskredt at han kunne være en fisker eller fiske-handler det var ikke noget et menneske ville kunne lugte, manden er ikke menneskelig.
Fenris løber op til manden ''hvorfor udspionere du en uskyldig varulv'' siger han med er venligt grin på læben

Nikolas trak sig hurtigt væk fra fyren, det her kunne blive farligt, han havde hørt om varulve ... de ville sikkert være effektive sporhunde, i stand til at lugte sig frem til deres bytte og så var de hurtigere end de fleste andre ting. "Hvorfor betyder hvad jeg laver noget for dig?" spurgte han mistroisk og klar til flugt, selvom han ikke havde en chance, ville han ikke overgive sig uden kamp, ikke igen.

'jeg ville bare lave lidt sjov, og så ville jeg vide hvorfor du kikkede på mig, og sidst men ikke mindst er jeg nysgerrig, for du lugter ikke som noget væsen jeg har mødt før'' henris satte sig på en klippe tre meter der fra

Han kiggede mistroisk på ham, "jeg kiggede bare ud over vandet, jeg har ..." han stoppede, måske var det ikke klogt at fortælle, hvor meget han holdt af havet, "altid nydt at se på vandet ... og jeg ved ikke hvad du mener med væsen" fortsatte han i, hvad han håbede var et overbevisende tonefald.

''du har lige set mig forvandle mig fra en 1,70 meter høj ulv så du ved at jeg ikke er et menneske og min næse siger mig at du heller ikke er et menneske, og min næse har aldrig løget for mig før'' Fenris lagde sig på klippen og så op på himlen

Han kiggede på ham, damn hvad skulle han sige? "hvad mener du med, at jeg ikke er et menneske, det kan du vel se jeg er?" hvor præcist kunne en varulvs næse lugte? han gjorde alt hvad han kunne for at se forvirret ud.

''hold nu op'' spillede fyren dum med vilje, eller er det bare sådan han er ''jeg har min erfaring har vist mig at stole på min næse mere ind mine øjne, for det eneste væsen på jorden, som har en stærkere næse er en hej'' Fenris fortsatte med at kikke op mod himmelen ''helt ærligt hvis jeg ønskede at skade dig, så var du død på nuværende tidspunkt''

Han så stadig mistroisk på ham, *ja, hvis du ønskede mig død* tænkte han ved sig selv, men hvad nu hvis han bare skulle sikre sig at han havde fundet den rigtige, eller havde besluttet sig for at lege lidt med ham først, som en kat med en mus. "Jeg stoler ikke på fremmede" sagde han "og for sidste gang, jeg er et helt normakt menneske" sagde han, dog uden det store håb om at overbevise ham.

var fyren dum eller hvad, nå så må man bare spille på noget andet ind venlighed, hvad med stolthed ''hader du ikke bare når folk lyver selv om de ved at du kender sandheden, det er enten fordi de skammer sig over eller at de er for dumme til at fatte at deres løjen ikke virker i nogle tilfælde er det bække dele''

Hvad prøvede han på? Troede han virkelig at det ville hjælpe at kalde ham dum? "nej, den følelse kender jeg ikke rigtig" sagde han mens han holdt nøje øje med enhver bevægelse den anden lavede. Desuden tog fyren helt fejl, han kendte ikke sandheden ... og selv hvis han gjorde havde han intet at vinde ved at bekræfte det.

Nå så det virkede ikke ''hvis jeg forteller dig hvem jeg er vil du så sige, hvem du er, mit navn er Fenris, jeg er historiker og en af byen alfa varulve, det er en glæde at møde dig''Fenris gik hen til manden og rakte ham sin hånd

Nikolas gik beglæns, han skulle ikke nyde noget af at komme tæt på denne varulv. Han tænkte i noget tid, han kunne ikke give sit rigtige navn ligegyldigt om manden var en trussel eller ej, "mit navn er Casper" sagde han, det burde være sikkert, "og jeg er menneske, jeg er flyttet til byen for nyligt ellers er der ikke mere at fortælle" sagde han, han gjorde sig ikke de største anstrengelser for at lyde overbevisende, denne Fenris vidste allerede at han ikke var menneske.

''nu hvor jeg er så tæt på kan jeg se dig ryste, dit hjerte banker en usund hurtig rytme, dit tonelage ændre sig og du kikker væk, du lyver, hvorfor gør du det, det er meget uhøflig at lyve'' siger Fenris roligt, hvor er det her irreterene

Han bakkede et par meter længere væk, det ville give ham et forspring hvis fyren satte efter ham. "jeg lyver ikke og selv hvis jeg gjorde har jeg ingen grund til at fortælle dig hvorfor" sagde han svagt irriteret, hvis fyren ikke var efter ham hvorfor ville han så vide alle de ting?

''at du lyver om dig selv gør mig bare mere nysgerrig, viste du at nogle folk kan blive meget fornærmet over en løgn, men hvad vil du have mig til at gøre for at få sandheden, sværge på elvermål at jeg ikke vil skade dig'' siger Fenris fustredet

Han fnøs svagt, "vidste du at nogle mennesker har hemmeligheder andre ikke har hverken ret eller grund til at skulle kende til?" spurgte han og bakkede endnu et par skridt væk. Sværge på elvermål ... det kunne han ikke stole på, han kunne ikke stole på nogen ...

''nej for jeg har aldrig løjet i mit liv, da jeg ved hvor meget ondt der kommer ud af en løgn, selv en som er ment godt, og det vil jeg ikke risikere, mange løgnere går gennem hele livet og forventer at andre lyver for dem, mærk dig mine ord løgne lan dræbe dig lige så let som sværd eller tand''

Han fnøs igen svagt, "jeg ved godt hvad løgne kan gøre, men sandeden er ikke altid et bedre alternativ, den kan også slå dig ihjel". Han havde nu svært ved at tro at den anden ikke havdet løjet eller løj lige nu.

''måske, måske ikke sandheden kan være skræmmende, men løgne suger livet ud af dig og forvanler dig til en sørgelig krumbøjet skal af dig selv, hvis du ikke passer på'' mens Fenris sagde dette gik han hen til en busk i den fandt han en rygsæk i den fandt han et visitkort, derefter løb han op til manden og gav ham det ''hvis du vil være fri'' sagde han i farten