Natte tur

tid: Midnat
Sted: Skoven
Omgivelser: Igen

Anna Rose gik stille ned af skov stien i sin hvide kjole og så op på himlen med et stille smil "Stjerne klart hvor er det smukt" hun strækte arme og gik rask afsted *Gad vide om jeg møder nogen spænde dyr*

Thomas sad på en gren i et stort fyrretræ. Han var på udkik for at se om han kunne finde elvernes by, ved hjælp af det nye magiske program han havde udviklet, delvist sammen med Hadrian. Men den lille telefon havde ikke så stor rækkevidde, og skoven var stor, så det var ikke sikkert han kunne finde noget i nat. Ikke destomindre ville den oplysning sælge godt til sortelverene. Han var iført sin normale tøj, frakken han havde fået af Rose (Safre), et par slidte bukser og sine metalbeslåede støvler. han havde desuden et sæt knojern på sin ene hånd, der var udstyret med et par store kløer, er var gode til at klatre med. Han sprang over i det næste træ, kloen fik fat i en tyk gren der lod ham svinge sig rund om den så han til sidst kunne lande på den. Han så ned og igennem det tætte mørke så hans vampyr øje en pige. Hun lugtede af menneske, og Thomas mærkede sulten gnave. *Hun kunne blive en god middag.* tænkte han og lod metalkloen synke ind i træets stamme. Der kom en let skrabene lyd, fra metallet der skar sig igemmem barken, men det gjorde ikke noget at hun hørte ham, der var alligevel ingen der kunne hjælpe hende herude. Hans diminutive skikkelse landede for foden af træet, han gjorde ikke noget forsøg på at skjule sig.

Anna Rose stivnede og så mod den sære lyd der kom og så en dreng, hun kunne fornemme der var noget galt og låste mene så hun ikke ville falde og så på drengen. *Han er kun et barn* Tænkte hun men bid tænderne samme *Men det gør ingen forskæl han kan stadigvæk være farlig* Hun så rolig på ham med et fast blik

"Go'aften." Thomas stemme var kold og hæs, hvilket skyldtes manglen på blod i hans system. "Løb ikke, jeg gør dig ikke noget." Det var kun en halv sandhed, Thomas havde ikke tænkt sig at slå hende ihjel, så kunne kun jo ikke bruges igen. "Hvad laver du herude, helt alene uden beskyttelse?"

Anna Rose slappede lidt af og så på ham "Jeg har ikke brug for beskyttelse og jeg går mig bare en aften tur, hvad med dig" hun så op og ned af ham *Han gå klædt lidt sært*

"Nåh så det har du ikke, ved du ikke hvad der lurer her i skoven?" Han bevægede sig en smule tættere på, og holdt hende hen med snak mens han bevægede sig nærmere. Han lod klatre-kloen smutte op under sit ærme så den ikke virkede skræmmende.

Hun lagde hoved på skrå og så på ham, holde en hånd på ryggen klar til at bruge hvid nødvendig, "Ting som vel også kunne skade dig"

Thomas trak på skuldrene. "Ja det kunne de vel, men det er nu ikke sandsynligt." Thomas gik lidt tættere på.

"Hvorfor ikke" Anna Rose gik et skridt tilbage, hun havde lagt mærke til han kom tættere og tættere på og var klar på at forsvare sig.

"Det er da ikke noget der vil skade en sød lille knægt som mig." Han smilede indsmigrende men det var ikke noget overbevisende smil. "Hvad laver du så herude alene midt om nattan?" Thomas gik en smule tættere på, hun ville ikke være i stand til at slippe væk, så han kunne ligeså godt fortsætte frem.

Anna Rose så på ham og gjorder sig klar. "Som jeg sagde før jeg går en aften tur"

Thomas så på sit ur. "Virkelig, det er da lidt set til det, ikke?" Han kiggede tilbage på pigen. Han bevægede sig endnu tættere på. Duften af hendes blod, blev stærkere i Thomas næse.

Anna Rose nikkede "Du har ret jeg går hjem nu" hun begynte at gå baglens

Thomas omrids flimrede et øjeblik inden han løb over bagved pigen med sin fulde hastighed, han lignede et flimmer i luftet, på grund af sin høje fart. "Oh du skal somend ikke gå nogle steder endnu, vi er jo først ved at lære hindanden at kende." Han smilede et koldt smil til hende.

Hun slog hænderne sammen og han blev slået væk fra hende af et lilla kraftfelt da kom rundt om hende.

Thomas blev overrasket over magien, og blev skubbet baglænds af kraften, han rullede baglæns og landede sikkert på benene. "Nåh, en magiker ser jeg. Det skal komme til at blive en gammel løgn skal det!" Thomas løb i en cirkel rundt om hende igen og andreb hende fra ryggen, for at få fat i hendes nakke med sine hugtænder. Der var en gammel vildskab at spore i hans øjne, og hans hugtænder var blottet, på en rovdyr aktig måde.

Anna Rose smilte da kraftfeltet var som en bobbel om hende og beskyttede hende fra alle vinkler, hun tog en hånd på jorden og koncentreet sig

Thomas ramte feltet igen og vaklede tilbage. "Jeg skal nok komme igennem, du kan ikke holde det kraftfelt oppe for evigt, selv mens vi taler bliver energien der holder kuplen igang tappet fra din krop, hvilket gør dig til et langt nemmere bytte."

Hun klappede hænderne sammen og så mod ham, pluselig kom der en beroligne effekt over som begynte at berolige ham.

Thomas smilede bare, han var fuldkommen rolig i forvejen så selvom magien påvirkede ham, gjorde det ikke nogle egentlig forskæld. Thomas gjore en dyd ud af at holde hovedet koldt og roligt selv under de mest stressede kamp situationer. Thomas ville ikke kunnet hidse sig op, men han opgav ikke sit bytte af den grund. "Jeg ved godt hvad du laver, og det vil ikke redde dig. Men hvorfor lukker du mig ude, jeg vil jo bare have lidt af dit blod." sagde han.

Anna Rose så på ham "Fordi du angreb mig i steden for at bare snakke" hun så op mod himlen "Og det her vill ikke blive ved længe, solen står snart op"

"Det er midnat, solen står ikke op før om mange timer, og du kan ikke opretholde et kræftfælt så længe, det er der ingen der kan." Thomas begyndte at gå rundt om feltet for at finde dens svage punkter. "Og så hvidt jeg husker andgreb du først ved at lave et kræftfælt i hovedet på mig, jeg løb bare over på den anden side af dig for at du ikke skulle løbe din vej." Sagde Thomas med knusende ro i stemmen.

Hun rystede og så på ham "Hvorfor måtte jeg ikke gå hjem" Hun rystede og hendes hånd lyste

"Fordi du er mit bytte, og jeg lader ikke mit bytte slippe væk, heller ikke om det kaster magi." Sagde han koldt. "Luk nu ned for dette fælt, det går hurtigt og smertefrit, og du vågner i morgen og kan ikke huske hvad der er sket, er det så slemt?" Der var intet beroligende tonefald i hans stemme, selvom der heller ikke var noget trugene.

Anna rose kastede noget op i luften og et blændene lysglimt kom omkring hende