genopvække gamle minder - Hope

”Flere lam i.. det er ikke en særligt.. undskyld fader” Hope sukkede, men kunne ikke ryste den stødte følelse af sig. ”Selvfølgelig må mine længsler være djævlens værk fader..” sagde hun ”jeg ved bare ikke hvordan jeg kan holde ham ude. Hun frister mig, jeg prøver at holde afstand men hun opsøger mig hele tiden, rør tilfældigt ved mig.. jeg kan ikke få hende ud af hovedet”

"uh .. det lyder ikke som om du har grund til at bekymre dig" sagde Thyra, "hun kan helt sikkert lide dig" fortsatte hun, "og om alt det med djævlens værk, så skal du ikke tage det så tungt ... der er intet djævelsk over kærlighed, ligemeget i hvilken form" afsluttede hun og prøvede at lyde præsteagtige.

”… der er ikke kærlighed, jeg kender hende ikke” mumlede Hope og rødmede svagt ”det er rent fysisk”

Thyra følte ikke helt hende og pigen i den anden boks var på bølgelængde, "det, mit barn, er også en form for kærlighed"

”Nej det er ej” sagde Hope frustreret ”j-jeg kunne aldrig elske en kvinde.. det er kun fysisk! Jeg skal giftes med manden jeg elsker, selvom jeg ikke har mødt ham endnu.. og hvis ikke han kommer bliver jeg nonne! Aldrig om jeg vil overgive mig til.. til kødets fristelser!”

"se det er en god plan" sagde Thyra bifaldende, "bliv nonne, der skal du nok finde både kærlighed og lyst" sagde hun.

”H-hvad mener du?!” udbrød Hope forskrækket og rejste sig op ”fader jeg kan ikke lytte til mere af denne her snak..”

Thyra sukkede, "rolig mit barn ... hvad tror du ellers alle de kristne kvinder laver sammen? da vel ikke at de alle sammen lever i cølibat? ... det er mennesket simpelthen ikke skabt til. Hvis du vil have et godt råd, så syntes jeg du skal accepterer den du er, og tage i kloster, hvor du kan møde ligesindede"

”N-nonner lever i cølibat! Det er lige præcis det de gør! Hvordan kan du..” Hopes blik flakkede og hun så skræmt mod den anden ende af boksen ”… er du djævlen i forklædning?”

Thyra kunne ikke lade være med at grine lidt, men prøvede ikke at gøre det, så det kunne høres, "nej mit barn, bare en præst der prøver at gøre den byrde du bærer mindre tung" sagde hun så alvorligt hun kunne.

”Det du siger passer ikke” hviskede Hope og vidste ikke hvad hun skulle stille op ”du er djævlen.. du har sendt disse lyster til mig og prøver nu at tvinge mig til at udføre de onde gerninger!”

Thyra sukkede, "hør mit barn, sådan noget gør djævlen ikke ... du er som gud, den almægtige, har skabt dig" sagde hun, "vi er alle skabt i guds billede, og vi må hver især finde ud af, hvordan vi vil tackle de udfordringer vi bliver stillet, men en ying er sikkert, benægtelse gør det aldrig nemmere" sagde hun og prøvede at lyde vis.

"..." Hope rystede svagt og forsøgte at falde til ro. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle tænke eller tro ".. jeg tror jeg går nu fader"

"Gå i fred" sagde Thyra, "og tænk over, hvad jeg har fortalt dig, og læs din bibel igen" fortsatte hun, "jeg har ikke fortalt nogen løgne" afsluttede hun, og håbede at hun huskede alting rigtigt.

"... ok fader" sagde hun stille og forlod boksen.

Thyra ventede til hun var gået, før hun grinte tilfredst, det var efterhånden alt for længe siden hun var blevet beskyldt for at være djævlen i forklædning.

Hope gik endnu mere nedslået hjem end hun havde været før hun kom. Hun følte sig helt alene og følte at selve troen stod på spil. Hvad skulle hun dog stille op?

//out//

//out