En audiens med dronningen - Thomas (lukket)

Sted: Det underjordiske slot
Tid: Aften

Dybt under jorden, ligger sortelver dronningens slot. Inde i midten af byen, med høje sorte tårne og omkranset af en 7 meter høj mur. Rundt omkring muren står sortelver vagter, alle bevæbnet. Du ankommer til den store port, og vagterne lader dig frit passere så snart du har vist dronningens segl. Vagterne følger dig med øjnene da du forsvinder ind af den store port, og sætter dine fødder i slottets hall. Igen er der vagter, og du bliver vist ind til en tronsal.

Et normalt menneske ville selvfølgelig ikke kunne se en hånd for sig her nede. Men da du træder ind i tronsalen er det som om mørket også påvirker dine øjne. Det er ikke normalt, der må ligge magi bag det.
Der står vagter langs begge vægge, og i en stor trone af guld sidder sortelverdronningen Lilianna og betragter dig med sine blodrøde øjne. Håret et hvidt, og løber bølget ned af hendes skuldre og stopper først ved gulvet. Hun er et smukt syn, men det er det eneste man kan forvente fra elverfolk i almindelighed.
Hun løfter den ene hånd da du træder ind, og to vagter knæler med det samme foran hende. De er vendt imod dig, men med blikket mod jorden.
”Velkommen” siger hun og hendes læber skilles let i et blidt smil. Hun virker tilfreds over din beslutning.. at du kom uden kamp. ”Jeg har hørt en del om dig, træd nærmere.. så vi kan.. snakke lidt” hendes øjne funklede og hun så afventende på dig.

I rummet er omkring 20 vagter og derudover nogle magi kyndige.

Thomas trådte nærmere dronningens trone, mest for at han kunne se hende bedre i det unaturlige mørke. Han så op på hendes hovmodige andsigt, og mindede sig selv om at være ekstra høflig og velopdragen, noget der ellers ikke lige var hans stil. Han bukkede for hende på gammeldags manér, for han var ikke sikker på hvordan man adresserede sortelvernes dronning.
"Deres majestæt" Sagde han med sin unaturligt hæse og selvsikre stemme der overhoved ikke passede til hans 11-årige krop. "Hvilken ære, det er."
Han havde ikke ændret på sin sædvanlige tøjstil, Sort frakke, slidte bukser og metalbeslåede læder støvler. Ikke udover at den frakke han havde på nu, var splinter ny, og uden alle de brændemærker, skudhuller og andre skader den gamle frakke var blevet udsat for i de mange år han havde haft den. Vagterne havde ikke bedt ham om at aflevere sine våben, men der var på den anden side heller ingen mulighed for at skade dronningen, selv hvis det var det han ønskede.

Dronningen nikkede, tilfreds med hvad han sagde. Hendes kolde, røde øjne gled undersøgende hen over ham og hun smilede svagt. ”Lad os gå direkte til sagen” sagde hun i et forretningsmæssigt tonefald, hendes stemme var melodiøs, men med noget koldt over sig. ”Det er kommet mig for ører, at du, en vampyr, færdes i min by” Hun hævede spørgende det ene elegante øjenbryn. ”Sig mig … Thomas” hun smagte på navnet, ”hvad skyldes dette uventede besøg under jorden?”.
Vagterne rundt i salen stod stille med øjnene rettede mod Thomas, skulle han angribe, eller gav deres dronning dem ordre til selv at angribe, var de klar. Selvom de alle stod med udtryksløse ansigter, var det alligevel muligt at fornemme en hvis spænding i rummet, alle afventede vampyrens svar.

Thomas så lidt på Dronningen med et blik der tydeligt sagde at han overhoved ikke mente at hun var gået direkte til sagen. "Krydsforører de personligt enhver der kommer ind i deres by unden papirene i orden, frue?" Han forstod ikke præcis hvor hun ville hen med dette spørgsmål, hvis hun var interesseret i at møde ham personligt, måtte hun allerede vide præcis hvad det var han havde lavet. I så fald nyttede det jo ikke at lyve, men han behøvede jo ikke udenvidere, at give hende alle svarene på et sølvfad. "Handel, Frue. Jeg opkøber eksotiske våben, indgradientser, magiske dimser." Det var det overordnede billede, hans seneste besøg havde omhandlet et mindre lager magiske krystaller, der var uundværlige i skabelsen af magisk teknologi. Krystallen virkede som energi kilde, og kunne enten fremstilles kunstigt af en magiker, eller kunne findes naturligt. De naturlige var de billigste og samtidig de bedst egnede. Disse krystaller, var nemmest at skaffe, der hvor de var nemmest at finde, nemlig i grotterne omkring Den Underjordiske By. Det var ikke sikkert, hvor meget dronningen viste. Hvis hun ikke viste noget om det, behøvede han ikke sige noget om dem, hvis hun gjorde var der ikke så meget at gøre ved det.

Hun sad med rank ryg og en værdig mine, mens han talt, da han havde snakket færdig begyndte hun selv at tale, ”Ja, når det drejer sig om så magtfulde væsner som vampyrer” sagde hun med et koldt smil, ”og, som du måske er klar over, er vi i krig, jeg er ikke interesseret i unødvendig risici, som kan bringe min by og mit folk i fare”. Hendes øjne gled undersøgende hen over ham, og hun havde et beregnende udtryk i ansigtet, ”En sådan risici kunne for eksempel være en fremmed vampyr, som uden at opgive sit ærinde kom og gik i min by, jeg er sikker på, at du kan forstå vigtigheden af at være forsigtig i krigstid” afsluttede hun.
”Du skal være velkommen til at handle i byen, men det er normalt velset, at man har en tilladelse, hvis man ikke er af sortelver racen” sagde hun, og hendes læber formede sig i endnu et køligt smil, ”men først bliver jeg nødt til at vide, hvordan dine forbindelser til elverne er?” Det sidste blev sagt som et spørgsmål og det var tydeligt, at hun ikke var den eneste i rummet, som var nysgerrig efter svaret. Selvom vagterne stod ret med udtryksløse ansigter, var det stadig muligt at fornemme, hvordan stemningen blev en smule mere intens, så snart hun spurgte til hans tilhørsforhold til elverne. Krigen var blevet udkæmpet i flere tusinde år og den var en vigtig del af livet for alle sortelvere, i sær for dem med en plads tæt på dronningen.

"Jeg takker mange gange får tilladelsen, men vagterne lukkede ikke nogle ind uden, hvis ikke de var sortelvere, på det tidspunkt og jeg havde noget jeg skulle ordne, derfor var jeg i byen uden tilladelse." Thomas lagde armene over kors, han ville ikke diskutere sine gøremål over for nogen autoritets figur hvis han kunne undgå det. "Jeg har absolut ingen forbindelser til elvene, der er kun to i selve byen oven over os så hvidt jeg ved, og ingen af dem er af særlig interesse for mig. Jeg ved ikke hvor elvene holder til henne, men jeg vil gerne vide det, så jeg kan få fat i nogle af deres magiske ting." Han var begyndt at blive småirreterret, hvad var det dronningen ville, man kunne på ingen måde stole på hende, og han viste ikke hvad det var hun ville ha ud af ham. Hvis hun ville arrestere ham, kunne hun bare gøre det. Han ville sikkert kunne slå flere af hendes vagter ihjel og løbe fra resten, men magikerene var noget sværere at have med at gøre, fordi han ikke viste hvad han kunne forvænte af dem.

Hun nikkede, tilfreds med hans svar. ”Godt, så længe du ikke har forbindelse til elverne, er du velkommen i min by” sagde hun og smilede endnu et lille, koldt smil. ”Men, skulle det ændre sig, så vid at du ikke længere vil være velkommen i byen, og tro ikke, at du kan snige dig ubemærket ind” der var nu kommet noget svagt truende over hendes tonefald, hun så på ham med et koldt, intenst blik, så lænede hun sig tilbage og smilede igen til ham. Hun fandt nogle papirer frem og rakte dem til vagten på hendes venstre side, kvinden rejste sig graciøst og gik mod Thomas, da hun var kommet tilstrækkeligt tæt på ham, rakte hun papirerne frem. ”Det er din tilladelse til at opholde dig og handle i byen” forklarede dronningen, ”hvis du viser dem til vagterne lukker de dig ind uden videre, og” tilføjede hun, ”det ville glæde mig, hvis du for fremtiden ville benytte den traditionelle vej ind og ud ad byen”. Hun viftede med hånden, som for at signalere at audiensen nu var slut, ”det var alt”.

Thomas tog imod papirene, var det virkelig alt? Havde dronningen virkelig ikke tænkt sig at gøre andet end at give ham en personlig tilladelse til at være i byen? "Jeg takker frue, men jeg kan nu ikke lade være med at undre mig over, hvorfor de personligt overrækker mig disse. både de og jeg ved at vampyrer ikke er velkommen blandt elvere, og elverne kunne aldrig i deres liv finde på at hyre en vampyr til noget som helst, så det spørgsmål de lige har stillet, har næsten besvaret sig selv. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over at de ikke havde mere i dette møde. Thomas talte selvom han ikke viste om han havde tilladelse, han var egentlig ligeglad. Hun havde været overraskende høflig over for ham, i den tid de havde talt, og han havde forventet hun ville være, en del mere irreterende at være i lokale med.

Dronningen så overrasket op, da han ikke forlod lokalet. ”for at møde den vampyr, som befandt sig i min by uden tilladelse og bedømme hans karakter, det har jeg nu gjort”. Ved hans ord om elverne smilede hun koldt og en smule nedladende, ”Ja, heldigvis er vi ikke ligeså snæversynede som dem, som sagt er du velkommen i byen, så længe du ikke bryder vores love, selvfølgelig”. Hun viftede endnu en gang afværgende med hånden og lukkede øjnene, ”hvis det var alt, kan du gå nu” der var en snert af ironi i hendes stemme.
To vagter åbnede den imponerende dør, som førte ud af salen, det var den samme dør, Thomas var kom ind ad.

Thoma gik mod døren, og forlod lokalet. Han sendte et ligegyldigt blik, mod vagterne men han gik ned af trappen, nu havde han ret til at være i byen, hvorfor ikke benytte sig af det.

//Out//