Udenbys ~~~~~ Mariela

Et sted uden for Aterswell lå der en landsby ved navn Flages Town. Den lå længere inde på land, og der var forholdsvis mere tørt. Deraf navnet Flages? I dunno... ANYWAYS, folk som ikke kunne klare sig i byen kom herud for at starte forfra eller håbe på noget bedre. For det meste ende de i ultra fattigdom stofmisbrug, imens de indåndede de giftige gasser fra sumpen der lå i midten af byen. Alt hvad der røg ned i den sank, og det skulle ikke under mig hvis der lå et par lig eller to nede på bunden. Byens huse bestod af rådnet tre og de var alle sammen ens. En etplans hytte med varaneta. Beboerne sad altid ude på disser varnetaer og kiggede ud på dem der gik forbi, eller også kiggede de bare ud i intetheden. Folk i denne by blev set som skæmmende håbløse.
Der lå en kro i udkanten ved siden af en købmandsforretning, men det var også det. Der var ikke flere butikker som sådan.
Det var her. Det var her at Hr. Wild efter sigende holdte til. Han boede her ikke, men det var her at han opbevarende sine våben og andet han handlede med.

Vejr: Overskyet med støvregn. Der er en smule tåget, men man kan godt se sin hånd foran sig. Det er ikke ekstremt. Jeg sagde en smule for pokker
Tid: 17.45
Stemning: Den er... spændt? De måske lidt spændende ^^’ I DUNNO

Natasha sad bag rettet og farede frem på landevejen i voldsom fart. Hendes øjne var rettet mod vejen som en god og erfaren bilist, men det der med hænderne på rattet, den havde hun sgu aldrig hørt om. I den ene hånd holdte hun en telefon med GPS og den anden brugte hun til at rette sin revolver. Den var krybet fra bæltet af og var nu sneget sig om i ryggen på hende. Ved siden af sad Mariela og omme i bagsædet sad Scott og Zack. Zack var ikke kommet med af ren vilje. Han var blevet tvunget med, fordi Natasha mente han havde brug for erfaring i marken.
”Begge hænder på rettet, Nat!” sagde Scott nervøst og bankede i hendes sæde. Natasha kom med en utilfreds lyd og kastede våbnet hen til Marielas skød, så hun ikke skulle fumle med det længere. Hun sukkede og holde hånden på rattet. Efter GPS’en at dømme var de allerede ankommet til byen, så hun lagde telefonen ned i lommen igen.
”OKAY, gik efter en udkørsel af en art!” sagde hun og spejdede ud af forruden. Hun gjorde det dog ikke længe, for ud af tågen kom der et skilt med en skrift, der næsten var tværet ud.
”FLAGES TOWN!” råbte hun og klaskede Mariela over låret inden hun lavede et skarpt højresving så hele bilens befolkning væltede til venstre. Sikkerhedsselen var en ren redningsmand den dag.

Mariela spredte benene en smule, så pistolen faldt ned fra hendes skød og skramlende landede på bilgulvet. Så lænede hun sig tilbage i forsædet, skubbede sine stilethæle op ved forruden, og mumlede et eller andet med at Scott havde ret, og at biluheld ødelagde hendes frisure. Hun pustede lidt på sine negle, og fortsatte så med at lakere dem i deres sædvanlige, urovækkende nuance af rød.

Klasket fik Mariela til at spjætte overrasket, så neglelakken blev spredt ud over det hele. Der faldt endda et par stænk ned på hendes stribede strømpebukser. Først sad hun bare meget stille og stirrede ondt på Natasha ud af øjenkrogen, og så skruede hun låget meget langsomt på, uden at fjerne blikket.

I det mindste var hun blevet glad for at hun havde skruet låget på neglelakken da hele bilen væltede til venstre. Et øjeblik følte hun sig vægtløs og lykkelig, imens alle passagererne på bagsæderne skreg, men så vippede bilen igen ned på fire hjul, og den rullede videre imod det helvedeshul de af en eller anden grund skulle besøge.

"Sig mig lige igen hvorfor det er at vi tager hele vejen til Flakeston, på grund af en pistol?" Hun puttede neglelakken ned i håndtasken og rakte Natashas håndpistol tilbage til hende, imens hun meget forsigtigt prøvede at bestykke sin stadig skrøbelige neglelak.

Natasha kiggede fornærmet på Mariela og rystede på hovedet.
"Én pistol?! Åh skatter, vi taler om mindst et dusin" sagde hun med et smil der mindede om Wednesday Addams'.
Bilen rumlede i bilen med den dårligste affjedring i universet, da de kørte ind på den brede grusvej. Der begyndte at dukke gamle huse op. Der sad ikke nogle mennesker ude på verandaerne som fortalt. Skuffende! Ingen dramatisk effekt overhoved!
"Ved du hvor hans våben lager er?" spurgte Scott og kiggede bekymret ud af vinduet. Ved siden af ham sad Zack, som følte sig utryk og faktisk bare heller ville være være hjemme foran tvet. Natasha mumlede et eller andet uforståeligt, inden hun drejede ind på en indkørsel til et helt almindeligt hus, som faktisk ikke skillede sig ud fra de andre. Scott og Zack kiggede rundt og ventede på Natashas signal på at stige ud af bilen. Hun slukkede motoren, så der blev helt stille i bilen. I stilheden sad hun så og gloede ud af forruden. Hun sad faktisk bare i sin egen verden og samlede mod til sig, inden hun vendte sig om imod de andre med det uhyggelige smil. Hun glædede sig! Hun kiggede på dem alle sammen uden at sige noget, imens hendes bryn hoppede op og ned et par gange. Et lille intens øjeblik inden det gik løs måske?
Pludselig rørte hun på sig og klaskede Mariela på låret igen inden hun trak i dørhåndtaget og rullede ud af bilen. (ja okay hun rullede ikke men whatevaaar)
"Come on guys!" sagde hun spændt og vendte sig om imod huset med hænderne på hofterne, imens hun ventede på at de andre steg ud af hendes gamle Audi.

Mariela synes derimod at det var meget mere skræmmende at der ikke var nogen på verandaerne. Spøgelsesbyer fik det altid til at risle koldt ned af ryggen på hende. Hun trak fødderne op til sig på sædet, og krammede sine knæ ind til sig.

Hun måtte også nøjes med at nyde Natashas dansende øjenbryn i profil, men af en eller anden grund fik det hende bare til at se så meget mere skræmmende ud. Hendes skarpe næse kastede beskedne skygger i det endnu mere beskedne lys, og Mariela krammede lidt hårdere om sine knæer. Da hun klaskede hende på låret igen, måtte hun undertrykke et instinkt til at vende sine læber ned i :C

Hun ventede med at gå ud til fyrene også havde forladt bilen. Hun strakte ubesværet sine ben, og betragtede dem stampe for at få gang i deres blodomløb igen. Vampyrgenet var dejligt praktisk nogen gange. Hun kastede med håret og svang sin håndtaske om på ryggen. Alt lortet dernede raslede helt infernalsk da hun gik om til Natasha på sine klikkende hæle.

Uvilkårligt kopirede hun halvt Natashas pose, og lagde sin ene frie hånd på hoften. "Jeg håber at du har taget en flammekaster med. Jeg føler mig aggressiv i nat."

"Altid.." sagde hun stille.
Efter alle var kommet ud af bilen og stod og kiggede rundt efter noget mistænksomt, begyndte Natasha at komme op på dupperne. Hun gav et lille lykkeligt hop fra sig, og trippede hen til bagageklappen. Hun åbnede den voldsomt og beundrede synet.
"Zack!" råbte hun uden at slippe det dejlige syn. Han skyndte sig hen til hende og spærrede øjnene op for det han så i bagagerummet.
"Wow Natasha, du har virkelig ikke sparet på noget" sagde han og tog en maskinpistol op for at studere den. Rummet var fyldt op til randen med med sprængstof, ammo, diverse skydevåben og...knive? Jeg sværger, den sindsyge bitch havde taget en fucking sabel med. EN FUCKING SABEL! Hun begyndte at lade et af de store geværer imens Scott kom om bag hende.
"Hvordan i alverden fik du plads til alt det?" spurgte han og var ikke overrasket hvis han fandt en bazooka midt i alt rodet.
"Her, lad den lige" sagde hun og smed en nyere maskinpistol i hånden på stakkels lille Zack, og han gik selvfølgelig straks igang uden tøven. Scott tog bare en almindelig bætte pistol og gik væk. Natasha derimod var igang med at fylde lommerne med ammo og bæltet med guns. Da hun var færdig, tog hun det store gevær om på ryggen og trak en bowiekniv frem i lyset. Hehe, den her gang var hun forberedt. Med kniven i den ene hånd og bagklappen i den anden, så hun over på Mariela.
"Søde ven, skal du ha noget inden jeg lukker bixen?"

Mariela trippede om bag bilen til de andre, og kiggede forskrækket ned i bilens bagagerum. Indholdet kunne holde en lille hær kørende, og det meste fik lov til at ligge i længere tid uden at blive brugt. Lige meget hvor meget Natasha ville prøve, så kunne hun ligesom ikke bruge det alt sammen på samme tid.

Hun smed sin håndtaske tilbage ind i bilen, og lænede sig ned i bagagerummet. Der lå godt nok en lille nuttet sommerfugle kniv i håndtasken, men hvis hun kom tæt nok på til at ramme dem på nært hold, så ville et slag være mindst lige så effektivt. Sådan var det at være professionel bokser, og et udødt, uhelligt væsen. Ikke uden sine fordele.

Uden besvær trak hun en af de største og kluntede våben frem - flammekasteren. Hun tjekkede at alle dele sad der, og at der var gas på tanken. Så trådte hun et skridt tilbage, så Natasha kunne lukke klappen. Hun kastede et blik tilbage til Scott og hans lille pistol, og de nåede lige at udveksle et tilpas utilpas blik.

"Klar til at skabe lidt kaos?" sagde hun med et finurligt smil og smækkede bagklappen i. Scott sukkede og gik hen til hende igen.
"Hør, der er sådan cirka 20 mennesker derinde som helt sikker ved at, du ikke kommer for at lave endnu en forretningsplan. Er det her virkelig din bedste plan? Bare brase ind og smadre det hele?"
"Det altid planen" svarede hun og vendte sig imod huset igen.
Det var en helt almindelig villa, som måske så lidt nyere ud end de andre. Der var ikke noget mistænksomt over grunden andet end, at hvis man kiggede godt efter så ville man nok lige undre sig hvor der stak et par udluftningskanaler op af jorden ved den store græsplæne omme i haven. Lageret lå tydeligvis gemt under jorden. Det var kun en god ting. Det betød at der nok lå noget mere værdigfuldt nede i de skakter, end de våben som de allerede var på jagt efter.

"Med min flammekaster-vampyr, min nuttede maskinpistols-noob og min kedelige revisor-"
"-Jeg er ik' din revisor"
"-skal jeg sku nok få min vilje. Og hvis ikke, så springer jeg hele lortet i luften. Ponyal(forstået)?!"
Scott sukkede dybt og ladede sin pistol inden han nikkede til Zack og gik hen til døren hvor de stod og ventede på at 'frøken sindsyg leder' skulle gå først.
Natasha smilede og næsten gadedrengehoppede over til døren. En stor metaldør med et lille kighul i midten. På siden af døren hang der en elektronisk lås med talkodesystem og en dørklokke.

Mariela fulgte tæt efter ’frøken sindssyg leder’, imens hun klemte sine øjne sammen, og hvis man ikke kendte hende bedre, ville man tro at hun samlede mod til sig.

Inden Natasha kunne nå at trykke på dørklokken og sparke døren ind, eller hvad hun nu ville gøre, trådte Mariela ind foran døren, og lænede sig op af dørkarmen. En tot sort hår faldt ned over hendes ansigt, så hun blev nød til at stryge ”Jeg ved godt at dine planer altid er ufejlbarlige, men prøv lige at lytte til mig et øjeblik, bello. Er du sikker på at det er den bedste plan? Altså, jeg siger bare, at måske skulle vi… lamme dem lidt, før vi brager ind med kugler og krudt.”

Hun skævede til siden, og det så næsten ud som om Scott sendte hende et taknemmeligt blik. Hun hvilede flammekasterens snude på trappestenene, og lænede sig op af den, som om den var en stok. "Vi kan måske smide en granat ned igennem en af... udluftningskanalerne? Det kan selvfølgelig være at vi beskadiger varerne en smule, men... tja. De ved garanteret allerede at vi er her. Det er ikke fordi vi er særlig... stealthy vel?"

Natasha stod og overvejede de uendelige muligheder hvorpå hun kunne springe døren af, da Mariela kastede sig ind foran hende.
"hmmm, ja... granater er som regel løsningen på de fleste problemer.." sagde hun, men kom med det samme i tanke om en hvis lille gave hun gemte i hanskerummet.
"ÆÆÆÆHEHEHE-" grinte hun for sig selv og lavede ovenikøbet et lille nuttet hop på stedet inden hun løb hen til bilen igen. Hun rodede slikpapir, tomme majsdåser og diverse tomme patroner ud af bilen inden hun havde gravet sig frem til en lille kasse med røgbomber. Hun holdte den over hovedet så de andre kunne beundre den. Hendes smil gik næsten helt op til ørene, for hun havde fået en hyggelig ide.
"Zack!" kaldte hun og viftede ham hen til hende. Han skyndte sig som den lille hund han var, og tog så kassen han fik udgivet. "Er det granater?" spurgte han.
"Tag du det bare roligt, lille Zacky. Røgbomber, men den stærke af slagsen, så nup lige en gasmaske omme bagi, så du sød... ej tag lige nogle med til de andre ogs" sagde hun og rettede blikket over mod Mariela.
"Skal du ha? Eller? Jeg ved ikke lige hvordan din vampyr-vejrtrækning fungere?"

Mariela fulgte utilpas kassen med øjnene, og endnu mere utilpas det foruroligende smil der bredte sig på Natashas fjæs.

Hun efterlod dørkarmen til sin ensomhed igen, og smækkede flammekasteren over skulderen. Gastanken raslede en smule faretruende, men det så ikke ud som om det gik hende på. Hun havde mere travlt med at tjekke om der var kommet stenstøv på hendes skinnende stiletter.

"Den fungerer slet ikke." svarede hun og hentydede til at der ingen grund var til at trække vejret. Hvis hun holdt vejret, som hun altid gjorde, så skete der vel ikke noget. Hun var ikke rigtigt sikker. Det var ikke fordi hun så tit stod over for dødelige røgbomber. Men... hvem fanden havde givet Natasha biologiske våben? Hvem fanden var så dum? Io non ci posso credere!

Mariela fulgte med de andre om i haven. For en sikkerheds skyld skubbede hun solbrillerne ned over øjnene. Hun ville ikke lade en røgbombe eller to ødelægge den make-up hun havde brugt så lang tid på at lægge. Det mørke glas stoppede hende dog ikke i at kigge mistænksomt på den lille kasse med bomber som Zack stod med i favnen.

"Fjong" sagde hun bare og greb den gasmaske der blev kastet til hende. Scott greb den anden og tog den på med det samme og ligeså med Zack. Natasha tog den bare rundt om halsen i første omgang og begyndte at følge Zack om i haven. Der var skoder for vinduerne, så hun regnede ikke med at der var nogle i huset, som holdte udkig efter folk. Desuden havde de jo ingen ide om at Natasha ville komme, siden hun jo havde fået varene som aftalt. Alligevel bukkede hun sig ned da hun gik forbi et af vinduerne med en ødelagt skodde. Zack, som var et lille hoved lavere end hende, holdte kassen tæt ind til sig imens de gik hen over græsplænen til den første udluftningkanal der bare lignede en stålskorsten. Hun åbnede kassen i hans favn og tog en røgbombe op, der var på størrelse med en granat, men så lidt mere hjemmelavet ud. Hun tog masken på og kastede den ned i en hurtig bevægelse hvorpå hun så gik videre til den næste. Hendes grin lød næsten rungende i masken og det fik det ikke til at lyde mindre galskabeligt.
Zack fulgte med hende hele vejen rundt til alle tre udluftningkanaler, og ved den sidste kastede hun to i for at tømme kassen. Hun rev kassen ud af favnen på stakkels Zack og kylede den over i den anden ende af haven.
"Så det sku nu!" sagde hun højlydt, så Scott som stadigvæk stod henne ved bilen kunne høre hende.
"Skal vi ikke vente på at røgen kommer ordenligt rundt?" spurgte han og stoppede op foran hende og så over på Mariela i håb om at hun ville bakke ham op, men han fik bare et klap på kinden af Natasha og et lille skub til siden.
"Baby, der ligger en auschwitz-fest dernede og jeg har tænkt mig at deltage" sagde hun til ham og pegede derefter med det samme om på Zack.
"ZACK! DØRBOMBE!" råbte hun, og så trak han en lille elektronisk dims op ad lommen og placerede den lige under dørhåndtaget, som om han altid rendte rundt med en bombe i lommen. Han spurtede om bag bilen sammen med Natasha. Scott stod og skulle lige have afkodet situationen ind i hovedet inden det gik op for ham at der snart ville blive et ordenligt brag. Det gik simpelthen alt for stærkt for ham, men det gjorde det jo altid. Han tog Mariela hånden og trak hende med om bag bilen med de andre i sidste øjeblik. Et næsten øredøvende brag fyldte byen og lavede et stort hul i døren og muren ved siden af.
"BWOOM!!" råbte hun og trak sit gevær frem inden hun løb afsted ind i støvskyen uden at vente på de andre. Scott sukkede og tog fat i Mariela og Zacks skuldre.
"Husk, vi leder efter en stor aflang trækasse med teksten 'lycanthrope guns'" sagde han og slap dem så igen.

Først overvejede Mariela at følge med Natasha og Zack over til skorstenene, men bestemte sig så for at blive i ved bilen sammen med Scott. Imens spejdede hun ind i huset, og prøvede at misbruge sine vampyrøjne til at tjekke bygningen ud. Det gjorde hende i det mindste ikke helt så utryg, som at kigge på Natasha og Zack med en kasse granater, eller hvad det ellers var. Desværre var der ikke meget andet end et støvet mørke at se på den anden side af de lukkede skodder. Add, var det en edderkop?

Mariela stod praktisk taget og ventede på at Scott ville tage hende i hånden, da hun hørte ordet dørbombe. Hun blev faktisk lidt ked af at der ikke var nogen der ville sparke døren ned. Der var ligesom grunde til at hun fandt sig i Natashas sindssyge af og til. Hun ville heller end gerne have gjort det selv, også selvom de sko var pissedyre, men det var nok ikke nogen særlig god idé når bomben var armeret og det hele. Nå, det måtte blive en anden dag. I stedet trippede hun om bag ved bilen med fingrene flettet sammen med Scotts, og holdt bogstavelig talt på hat og briller. Måske havde det været en dårlige dag at afprøve sin solhat.

Braget fik det til at gippe lidt i hende. Ikke så meget fordi hun ikke var vant til eksplosioner, hun brugte jo meget tid med Natasha, men alle explosioner gjorde ondt med sådan en superhørelse. Fyrværkeri havde heller aldrig været hendes hendes stil, og 'dørbomben' havde ikke engang været lige så pæn.

Mariela skulle lige til at give slip på Scott og springe efter Natasha, da han greb fat i hendes skulder. For god ordens skyld gjorde hun kort hunnør for ham, gav ham et lille blink. Hun var i sig selv fuldstændig ligeglad med Natashas våben, men hele turen var spændende nok, så hun klagede ikke. Så smækkede hun flammekasteren om på ryggen igen, gled over bilens kølerhjelm, og skyndte sig efter Natasha ind i støvskyen.

Hun måtte blinke for at få støvet ud af hendes øjenvipper, og undertrykte en hosten hun ikke rigtigt havde brug for. Da hun ikke rigtigt kunne ane andre i rummet end Natasha, undertrykte hun trangen til at rette flammekasteren imod hende, og måske lave flamberet russer. Men det var også på et hængende hår.

Så så hun noget der gjorde hende rigtig glad. En dør. Hun smækkede hurtigt flammekasteren tilbage om på ryggen, og stormede derhen inden Natasha kunne nå det. Hvis der var nogen i rummet ud over de to tøser, så lagde hun ikke mærket til det. I det mindste havde hun besindelsen til at træde ud af den højhælede på højre fod, inden hun gav træet et ordentligt spark. Døren vidste ikke rigtigt om den skulle knække på midten, eller bare ryge af hængslerne, så da den væltede ned af trapperne, fløj den lidt ud over det hele. Hun kunne høre nogen sige en lyd der lød lidt af en blanding af en brølen og en brægen. Mest af alt havde hun lyst til at sige undskyld, men nøjedes med et "fuck!" imens hun rettede flammekasteren frem igen.

Natasha blev mere og mere ophidset af spændingen. Adrenalinen pumpede i hendes åre og hun kunne slet ikke finde ud af at stå stille. Hun var ivrig efter lyden af skud og følelsen af at ramme personer med flotte kugler af metal som hun havde lagt alt sin kærlighed i. Hun elskede sit arbejde og i et split sekund handlede det ikke om at stjæle våben længere. Det handlede om at dræbe. Scott vidste, at hun blev sådan hver gang det gik vildt for sig, så han tog som regel altid styringen herfra.
Der blev med det samme skudt på dem da døren gik op, og imellem skudene kunne man høre hvordan mændene hostede deres lunger op. De ramte skævt og var langsomme på aftrækkeren, og det var ovenikøbet næsten heller ikke til at se noget. Man kunne kun se 3-4 silhuetter i tågen med pistoler i hånden, der stod og sigtede imod dem.
Natasha kiggede hurtigt ud for ikke at blive ramt, og i de få sekunder hun kiggede ud, nåede hun åbenbart at lægge en slagplan.
"Nogen sidste ord?! Ha! Nej bare dø" råbte hun ned til dem og så fløj hun afsted med sit gevær. En rigtig #YOLO situation.

Mariela sprang hurtigt til siden, og langt væk fra døråbningen. Det kunne godt være at et par skudhuller ikke ville gøre hende for meget, men hun orkede simpelthen ikke at pille kugler ud af sit kadaver i nat. I ren refleks førte hun sin albue op til ansigtet, da hun så den grålige tåge buldre op til hende af trappetrinenene. Og det næste der skete var at Natasha hoppede direkte derned. Mariela nåede lige at få et glimt af Natashas ansigt, og det hun kaldt for 'the Russian Loose Cannon'. Et par tomme, blå øjne med bittesmå pupiller.

Mariela nåede lige at synke, før hun kastede sig efter Natasha, med flammekasteren rettet fremad igen. Hun pressede let på aftrækkeren, og prøvede at holde flammen væk fra den silhuet hun regnede med var Natasha. Gassen tændte lidt bedre end luft plejede at gøre, så Mariela trippede lidt rundt for både at undgå skudhuller og infernalske flammer. Af en eller anden grund prøvede hun at stå foran Natasha.

Natasha havde ikke hørt udtrykket 'forsigtighed' før. Hun gik bare ud fra at den som skød hårdest vandt. Hun kastede sig ud i skudzonen hen til den mand, som stod tættest på. Hun undveg hans skæve skud, kom op på siden af ham, tog fat i hans arm, brækkede den over hendes knæ(spørg mig ikke hvordan, for hun er awesome lige nu) og skød ham lige maven. Kuglen skød lige igennem og fik hans ryg til at eksplodere men en rød masse. Hans tøsede skrig var ren musik i hendes øre.
Zack, som prøvede at gemme sig omme bag nogle trækasser, samlede mod til sig og løb frem med et skræmt ansigt. Han trak på aftrækkeren og skød en mand, som var lige ved at ramme Natasha i benet. Han ramte ham lige i skulderen, så han væltede bagover. Natasha, som ikke havde opdaget ham før nu, sprang på ham og trak hendes kniv frem foran hans ansigt. Den stakkels mand prøvede at slå ud efter hende, men istedet fik han en kniv i hånden. Hun drejede den rundt i hans håndflade for at få ham til at skrige af smerte.
"Sindsyge kælling!" skreg han. Hendes smil forsvandt og hun kom nu med en alvorlig mine. Hun trak hans hoved tættere med et tag om kraven på hans turtleneck.
"Jeg lider ikke af en sindssygdom! Jeg nyder hvert minut af den!" hviskede hun og grinte som en rigtig galning i sit rette element, inden hun trak kniven ud og plantede den i halsen på ham.

Scott stod lidt tilbageholdende og ventede på at de 3-4 mænd var dræbt. Efter det sprang han ned ad trapperne og prøvede at se sig lidt omkring. Han spejdede efter en større indgang, som førte ud til lageret.
Endelig fandt han et par dobbeltdøre af træ. Han trak i håndtaget, men den var spærret og godt låst. Han vendte sig om imod de andre og gennede dem over til sig.
"Herover!" råbte han.

Mariela havde haft ret i sine dårlige fornemmelser... der havde ikke været meget gas tilbage i tanken. Da flammekasteren spruttede, og pludselig ikke spyede ild så langt som hun ville have, fjernede hun fingeren fra aftrækkeren og smed den i hovedet på den fyr som hun lige havde tændt ild til. Inden hun nåede at gøre det af med den stakkel grilkylling, så hun et pistolløb der var rettet direkte imod Natasha. Hun skulle lige til at kaste sig frem imod fyren, inden et skud fløj lige forbi hende og ramte fyren i skulderen. Mariela udbrød en hel parade af meget vrede, italienske ord, før hun drejede på hælene og gav Zack fingeren. Hvis hun skulle skydes den nat, så skulle det fandme ikke være af ham!

Og ganske rigtigt, den mand der skød hende, var ham som hun havde kastet flammekasteren efter ham. Hun blev helt forskrækket, da rekylen fra kuglen sendte hende et par skridt tilbage. Hun gav sig dog kun lov til at være forskrækket, og holde om sin skulder, i 1.4 sekunder, inden hun havde plantet sin nøgne fod i hans fjæs. På den ene side var hun glad for at den person der var blevet skudt var hende, og på den anden side... hun trådte lige et par gange mere, for at være helt sikker på at hans hjerne var blevet samme konsistens som risalamande.

Da hun så Scott stå og rive i håndtaget, så var det simpelthen ikke sjovt længere. Hendes negle var knækket på et eller andet tidspunkt, så nu kunne det være ligemeget. Hun greb fat i håndtaget, og rev så hårdt i døren hun kunne. Trælågen fløj tilbage, og var vidst lige ved at ramme Zack, men hun gav faktisk ikke nogen fucks. Hun sagde ikke engang et ord, hun kiggede bare skumlende på dem efter tur.

Man kunne se at døren var blevet afspærret på den anden side med reoler, kasser og stole, for at forhindre dem i at åbne døren, men de havde ikke gjort et særlig godt arbejde.
På den anden side af døren stod der et helt hold af mænd med pistoler og maskingeværer, og de havde alle sammen hver deres gasmaske på. Pis! De stod i læ omme bag en masse væltede borde, hvilket gjorde det betydeligt svære at ramme dem.

Scott gemte sig væk fra åbningen, så han ikke blev ramt af alle en million skud, som med det samme blev affyret imod ham og Mariela. Han trak Mariela væk med sig og nu stod de tæt op ad væggen og sugede maven ind for ikke at blive ramt. Zack skynde sig at joine skydekampen. Han løb hen ved siden Scott og gemte sig bag et af de reoler, som havde hjulpet med at afspærre døren.

Natasha, som ellers skulle lige til at gøre det samme som Zack og joine de andre, stod bare og kiggede. Hun stirrede på hvordan Scott og Zack bare ville skyde, og gå i dækning med sekunders mellemrum.
Hun så rundt om sig og kiggede efter en anden indgang. Og rigtig nok. Der var en lille gang til højre for hende. Hun listede hen til første dør, for ikke at blive opdaget at de andre. Hun vidste at hendes vare ikke bare blev opbevaret i lagerhallen som almindelige produkter. De måtte være inde i et af sidelokalerne. Hun sparkede til døren, men den var godt låst. Sikke noget vås!
Hun tog et ordenligt tilløb og bragede ind i døren med sin skulder. Døren åbnede, og hun faldt direkte ned på betongulvet.
"Awww" mumlede hun og rejste sig langsomt op. I baggrunden kunne man høre de mange hundrede skud i sekundet, og det lød faktisk ret sjovt, men hun var på en mission, og lige nu handlede det om at finde hendes elskede varer.
Hun så rundt i de mørke rum efter en kontakt af en art, men lige meget hvor meget hun ragede på vægene, kunne hun ikke finde en. Det endte med at hun måtte finde sin egen lille lommelygte frem og følge dens fesne lys. Dog var der ikke rigtig noget specielt i rummet, andet end et par små tomme trækasser.
"Tomt" mumlede hun for sig selv og trådte ud af rummet.
Rummet ved siden af havde en dør med glasrude i, så hun gik ikke ud fra der lå noget vigtigt derinde. Alligevel kunne hun ikke gå forbi uden at smadre ruden med geværskaftet. Glasset splintrede og dryssede ned på gulvet. Hun smilede lidt for sig selv og smugkiggede så igennem hullet hun havde lavet. Et kontor? Der var godt nok en computer derinde, og måske var der også en plante på skrivebordet, men det var også det. Hun var lige ved at gå videre, da hun så noget mistænksomt på gulvet. Hun stoppede sig selv og åbnede døren. Ovre i hjørnet lå der en mand og gemte sig bag en kontorstol. Han rystede og lå i fosterstilling. Hans hoved var gemt i hans hænder og han havde vist hørt hende komme. Hun gik hen til ham og puffede lidt til ham med foden. Han var tydeligvis ikke med bevæbnet, da han ikke havde andet end en almindelige tynd skjorte på og nogle sorte bukser. En kontorarbejder? Han skælvede og kiggede op på hende med tårefyldte øjne.
"Jeg beder dig. Jeg vil ik dø?" han lød ikke ældre end 18 og hans stemme var fyldt med gråd.
"Arbejder du for Hr. Wild?" sagde hun uden tøven og sigtede på ham med en pistol hun tog frem fra bæltet. Han nikkede rystende og kiggede på hende med hundhvalpeøjne. Hun sank en klump og ladte pistolen. Han spærrede øjnene op og tårene væltede frem. Hun trak på aftrækkeren og skuddet lød. Hun havde ramt ham lige i panden, og en flot ret flod af blod væltede ud af hullet.
"Så kunne jeg ikke være mere ligeglad" sagde hun for at afslutte hendes sætning.

Hun listede ud af lokalet og var nået til den sidste dør forenden af gangen.

De få mænd der havde været i lageret havde været mere end nok for Mariela, og nu gad hun faktisk ikke rigtigt mere. Hendes skulder gjorde altså pisseondt, især når den helede, hvilket tog alt for lang tid til hendes mening. Hun forlod sit gemmested og skjul ved siden af Scott, og smuttede hurtigt tilbage for at hente flammekasteren. Metallet omkring antænderen var lidt bulet, men da hun fik skruet gasflasken ordenligt på igen, var det nemt som ingenting prikke et hul igennem væggen ved hendes skjulested, og tænde ild til deres improviserede barrikade. Der gik nemt ild i bordene, og der var til og med et par flasker og dåser på de væltede reoler som syslede faretruende. Desværre smuttede de fleste af mændende, inden de kunne nå at blive sprunget i luften, af hvad der end var i de dåser.

Hun vendte kun tilbage til Scott i nok tid til at han kunne række hende en granat. Hun vejede den lidt i hånden, og nøjedes med at kigge på ham med et løftet øjenbryn. Han nøjedes med at trække på skuldrene, og skar en grimasse. Så rettede hun på hans slips, og kantede sig ud af skjulestedet igen.

Godt nok havde hun ikke meget forstand på våben, men hun vidste nok om granater til at vide at splitten skulle ud, inden man kastede den. Ellers risikerede hun bare at få den kastet tilbage i bærret. Hun lænede sig en smule hen imod dørkarmen, trak splitten, og kastede granaten - bare forsigtigt. Tricket var at få den langt nok væk fra dem, men heller ikke ud af vagternes rækkevidde. Og med hendes kræfter, kunne det godt være lidt svært at bedømme.

Allerede inden granaten sprang, var hun på vej efter Natasha. Hun skulle fandme ikke tro at hun kunne liste sig væk fra deres slagmark, især ikke når det var hende der havde bragt dem derud. Det lignede hende ikke at efterlade skyderiet til nogle andre, men de havde i princippet også andet at lave, end at skyde små huller i alle tilstedeværende mennesker. Da granaten endelig sprang, fik den Mariela til at vakle igennem døråbningen. Pus væltede ned i hovedet på hende, og hun var et øjeblik taknemmelig for solhatten. Og dog, så kunne den nok ikke hjælpe hende hvis kælderen styrtede sammen. Hun havde ikke så meget lyst til at hænge ud længere.

Hun nåede hen foran kontorets dør, da hun hørte lyden af Natashas sikring der klikkede af. "Natas-" nåede hun kun at sige, før der sad en kugle plantet i fjæset på den teenagedreng der lå på gulvet. "Distorsione di velocità." hviskede hun, og børstede noget støv af sin jakke. "Din røv er godt nok den koldeste."

Hun kastede drengen et sidste blik, og fulgte så i hælene på Natasha.

Natasha proppede pistolen ned i hylsteret igen og prøvede at ignorere hvad Mariela lige havde sagt. Hun kiggede kort på hende og så så på døren. Hun trak i håndtaget, og som forventet var den låst. Hun trådte tilbage og blinkede så til Mariela.
"Tager du den her?" spurgte hun.

På den ene side var Mariela mopset fordi Natasha var sindssyg, og på den anden side nød hun det en smule. Men det betød ikke at hun skulle tro at hun kunne hundse rundt med hende, og så give hende den kolde skulder. Noget for noget, helt ærligt.

Mariela kiggede ned på hendes fod. Den var tilsoddet og hun havde vidst trådt i noget blod. I det mindste var hendes negle ikke knækket, og lignede stadig noget der var trukket ud af en reklame. Man måtte tage hvad man kunne få. Ikke engang hun kunne være smuk alle steder.

Hun nåede lige at fortryde at hun ikke havde taget en pistol med alligevel, da hun holdt på hatten og sparkede døren ind. Hun var så klar til at smække nogle ansigter ind. Brusk var dejligt nemt at pulverisere.

I det samme at døren blev sparket ad helvede til, kom der et tøset mandeskrig omme fra lageret.
"Forhelvede knægt!" råbte Scott
Natasha frygtede det værste. Hun løb hen til dem rundt om hjørnet og fandt en rødskuldret Zack ligge på gulvet og jamre. Hans ene hånd holdte på skudsåret og den anden omfavnede maskinpistolen. Scott sad på hyg bag en hylde ved siden af og prøvede at holde mændene tilbage. Det gik ikke så godt og man kunne se, at de var kommet nærmere.
En eller anden form for vrede kom væltende frem i Natasha. Nu var det kræftemde nok! Hvis der var nogen som skulle skyde Zack, så skulle det fucking være hende! Hun hev maskingeværet ud af hånden på ham og satte sig ned ved siden af Scott. Hun ladte den med en ny serie af kugler hun tog fra Zacks bukselomme og rejste sig så op.
"Duk jer! Hehe, bare glem det, det vil ikke hjælpe" sagde hun hurtigt og skød så løst på alt der rørte sig eller havde en puls.
"Mariela, hjælp!" råbte hun, da det gik op for hende at de selvfølgelig var i undertal. Dog havde de heldigvis en vampyr i sidelinjen.

Mariela fulgte i hælene på Natasha, med sine øjne så himmelvendte de overhovedet kunne blive. Hendes pupiler var praktisk taget presset om i baghovedet, og hun sukkede rent faktisk. Selvom hun ikke trak vejret længere, var hun glad for at hun kunne gøre det når der mangled et ekstra dramatisk touch.

Hun satte sig på hug ved siden af Zack, lige så snart hun så at han var droppet. Hun tjekkede hurtigt skudhullet, og blev lettet da hun så at der ikke var noget udgangshul. Hun knipede i retning af Scott, og tiltrak sit hurtigt hans opmærksomhed. "Din jakke." Da han havde kastet den hen til hende, havde hun allerede trukket sit halstørklæde af, og brugte det til at binde jakken fast om Zacks skudhul.
"Nå, dunce, tal til mig." Han nåede kun lige at sige hendes navn, inden hun lagde en pegefinger på hans læber. "Nej, ved du hvad, tal til Scott."
Hun tog hans pistol, og i stedet satte han sig ved Zack. Scott vidste lige hvor han skulle trykke for at formindske blodomløbet, det var jo ikke rigtigt første gang sådan noget skete.

Mariela klappede Natasha på skulderen, inden hun dukkede ind under barieren, og direkte ind til mændene. Hun havde virkelig ikke drukket nok blod til at syntes at situationen var morsom. Hendes depoter var lidt begrænsede, og hvis hun skulle bevæge sit hurtigt nok til at undgå de værste skudhuller, så måtte hun bruge lidt. Tricket var at vente til de ladede. Natasha dækkede, forhåbentligt, hendes ryg, og så var det bare et spørgsmål om at smadre dem hurtigt nok. Ikke noget problem.

Den første mand stod tæt nok på, efter et par skridt, til at hun kunne knuse hans knæ med sin albue. Hun holdt ham op foran sig med den venstre arm, imens hun lod ham tage skudene, og fik skudt de to mænd der var for langsomme til at hoppe i skjul. Hun lod manden falde ned igen, med tre skudhuller i brysthulen. Først følte hun sig fristet til at knuse begge hans hænder, så han ikke ville skyde hende bagfra, men i stedet plantede hun en kugle i hans ansigt. Magasinet var tomt, så hun snuppede hans pistol, og skyndte sig i sikkerhed bag... hvad end hun kunne finde. Tilfældigvis en lænestol i det ene hjørne.

"Tcha-tcha-tcha-tcha!" råbte hun og prøvede at lyde som maskingeværet. Hver gang hun ramte en mand, fik hun et lille boost som gjorde hende høj på livet. Der var spild blod i luften og der lugtede stærkt af krudt. Bag hende lå en lille del af hende i panisk foster stilling og omfavnede stakkels Zack, men størstedelen af hende vidste jo, at hun ikke hørte til der, så nu stod hun og affyrede som bare fanden.
I nogle sekunder gik det hele i slowmotion. Hun kunne se ud af øjenkrogen hvordan en mand dukkede op fra et af bordene med en pistol i den ene hånd. Han sigtede direkte på Natasha, og hun vidste at det måske var tid til at flytte sig fra der hun stod. Et eller andet i hendes hjerne sagde at hun skulle dukke sig, så benene slå simpelthen fra. Knæene bøjede og hun faldt direkte ned på jorden med ryggen nedad. En forholdsvis dårlig position når man er midt i en skudkamp.

Scott som sad på hyg og trykkede på Zacks skuder så det hele. Han vidste at det ville ende skidt.
"NAT!" skreg han og forstillede sig at det ville hjælpe hvis han skreg hendes navn.

Hun undvigede godt nok det første skud, men den 'son of a bitch' ramte hende satme i låret ved det andet skud. Kuglen blev godt nok ikke plantet, men den strøg hen af siden på lårbenet. En kæmpe rift i buksebenet med et strejf af blod som langsomt kom til syne.
Han rejste sig op for bedre at kunne sigte på hende imens hun lå der på gulvet, men det var nok den største fejltagelse han kunne have begået, for i samme øjeblik han tog sigte på hende, fløj hans hoved af med et smukt brag.
Selvfølgelig havde hun stadig geværet på sig, og tog det frem da hun tabte maskingeværet. En lille smule røg kom snoende ud af mundingen, men hun var ikke så badass, at hun havde tid til at puste det væk.

Scott, som stadig sad som en midlertidig sygeplejeske, åndede lettet op og piftede efter pigerne for at få deres opmærksomhed.
"Hey, der sidder en patron inde i Zacks skulder. Find de våben så vi kan komme hjem!" råbte han og prøvede på at få drengen op og stå.

Natasha nikkede og fik øjenkontakt med Mariela. Der var kun to mænd tilbage i lagerrummet og de gemte sig i den ene ende af lokalet bag et bord. Det så ud til, at den ene var igang med at ringe op og den anden holdte udkig med en pistol i begge hænder. Ingen af dem havde gasmasker på, så de opdagede dem ved deres ekstreme hosten. Ham med telefonen i hånden nåede aldrig at ringe op, eftersom han fik et kæmpe hosteanfald og var lige ved at besvime på den måde, at han lå hen ad gulvet og hev efter vejret.
"Løb tilbage efter mine våben i det sidste rum for enden af gangen. Hvis de ikke er der, dør jeg!" hun ladede geværet med en lidt stører og længere patron en normalt og sigtede koncentreret efter det bord, som de to stakkels vagter gemte sig omme bag ved.
"Skynd dig! LØB!" råbte hun og affyrede så det gav bagslag med geværkolben op i hendes kind. Hun kunne ikke selv skynde sig afsted på den måde, med sit nye flotte kødsår i benet. Hun havde godt nok prøvet at blive skudt i benet før, men det gjorde sgu også ondt hver gang.

Mariela var for optaget af at banke næsebenet op i hjernen på en af de sidste vagter, til at lægge mærket til at Natasha var fucked. Det var først da Scott udbrød hendes navn, at hun kiggede tilbage imod døråbningen. Hun nåede lige at se kuglen borer sig ind i Natashas lægmuskel. Det var mere lugten af metallisk blod og krudt der gjorde hende forskrækket, end selve synet af kuglen der forsvandt ned i hendes... ven.

Inden hun kunne nå at springe på synderen, hun havde allerede flere gode idéer om hvordan han skulle ende livet, fik hun hans blod og hjernemasse sprøjtet i ansigtet i små fine dråber. Hun tørrede det forskrækket væk, og efterlod næsten zebra lignende, røde striber oven på hendes smokey eyes og røde læbestift.

Hun trådte sin stilethæl ned i ansigtet på fyren en sidste gang, for at være helt sikker på at hun ikke skulle skydes flere gange, og skyndte sig så hen til Natasha. Hun nøjedes med at række hende hånden, men var ikke sikker på at hun ville tage imod den. Natasha kunne godt lide at lade som om hun selv kørte showet, selvom det måske ikke altid var tilfældet. Da hun fik øje på de sidste to mænd der lå og hostede deres lunger op, lod hun sin hånd falde ned.

Mariela var ikke meget  for at være blevet degraderet til døropsparker og stikirenddreng, men hun klagede ikke. Det var ikke fordi hun ville få noget ud af at klage, i hvert fald. Derfor sprang hun bare afsted efter kuglen. Den havde ramt en af mændene i ryggen, så det var ikke ligefrem svært at smække deres hoveder sammen med en tilfredsstillende lyd.

Døren for enden af gangen var garanteret ikke låst, men hun sparkede den alligevel op, for god ordens skyld. Rummet ligende præcist de andre, med kasser og reoler der stod tilsyneladende tilfældigt ud over det hele. Hun skyndte sig rundt for at kigge på alle kasserne. Så vidt hun kunne huske, ledte hun efter noget i stil med Lycanthrope guns. Hun stødte på en masse underlige ord der var printet eller brændt ned i træet på kasserne, og hun var lige ved at miste tålmodigheden, da hun sparkede til et par kasser, og kom frem til nogen endnu længere inde.

Da hun kom tilbage havde hun to kasser i den ene arm, og en død vagt med opsprættet strube i den anden. Det var ikke helt som at sætte tænder i et levende menneske, men det var ham eller Zack.

Scott tog Zacks arm over skulderen og begyndte at bære ham op ad trapperne. Bag ham haltede Natasha med sit gevær i hånden. Hun var lige ved at give Mariela en high-five, da hun så kasserne under hendes arm, men lov være fordi hun nok havde hænderne fulde med liget i den anden.
"Fuck det her lorte sted! Jeg springer det i luften-" sagde hun og kiggede ned ad sit klistrede ben.
"-Ikke tale om. Vi tager afsted nu!" råbte Scott da han var nået toppen og var på vej ud af døren. Natasha fnøs og fandt en lille elektronisk dims på størrelse med en mobiltelefon ud af hendes brystlomme. Den havde en lille flaske med noget væske på siden og en sort skærm med nogle grønne elektroniske tal på. Hun tastede hurtigt noget ind på den og lagde den så forsigtigt på et par trækasser til venstre for hende. Bagefter blinkede hun hurtigt til Mariela og næsten trippede op ad trapperne.
"Ja vi må hellere komme afsted" grinte hun for sig selv.