Sulten

Den gamle, fedladne mand lod hånden glide ned af siden på Lilith, før den gled om på hendes røv, som han tog et fat greb om. Så lænede han sig frem og gav hende et vådt kys. Et der med nød og næppe blev genkendt, fordi han faktisk havde fået næsten en halv time gratis med hende, hvor hun skulle agere ”kæreste”, fordi han skulle på noget forretningsrelateret i forlystelsesparken. ”Tak for denne gang,” lød hans stemme dybt og hendes eneste reaktion var at vifte ligegyldigt med hånden, som hun tog imod de 8000$, som blev proppet ned i bh’en. Han vendte sig om for at gå og efterlod hende stående i en af de lidt mere stille dele af forlystelsesparken.

Hun drejede hovedet til siden og fornemmede en alt for velkendt duft, en hun havde fornemmet hænge i luften et stykke tid. Blod. Lækkert, fyldigt, rødt blod. Hun trådte ind i skyggen af en lav bygning, og hun følte sig langs med den hårde mur, som kilden til duften blev stærkere og stærkere. Pludselig fik hun øje på en silhuet der mest af alt mindede om en varulv, men allerede nu kunne hun dufte at det var en vampyr. En meget ung én, endda. Faktisk, så ung at der stadig var menneskeblod tilbage i ham. Hun lænede sig lidt ud, så hun kunne se hvad det var han kiggede efter, og næsten med det samme spottede hun det kyssende kærestepar, som havde fanget vampyrens opmærksomhed. Skulle hun være flabet?

Hun rystede kort på hovedet af sin dårlige idé. Det gik op for hende at kæresteparret var okay. Det var ikke vampyrblod der lugtede af, det var helt almindeligt menneskeblod. Måden vampyren stod på, foroverbøjet, klar til at springe frem fra sit halvmørke skjul og bare fortærre dem begge. Hun måtte stoppe ham, inden han dummede sig grufuldt. At slå ihjel i en forlystelsespark var en meget dum idé, især hvis der stadig gik mennesker rundt, der hvert sekund kunne komme forbi. Hun bed sig i underlæben, før hun overvejede sine muligheder.

Enten kunne hun slå ham ud, ved hjælp af noget hun lige kunne finde. Ellers kunne hun jagte menneskerne væk, men det ville resultere i kamp, hvilket var endnu dummere end at slå nogen ihjel, da ingen af dem var mennesker. Hun kunne også prøve at tale ham til fornuft, men det ville kræve at hun brugte de rigtige ord... Til sidst løb hun hen til ham, greb fat i hans skulder og trak ham hen til den nærmeste væg, som hun skubbede ham helt tæt op af.

”Hvad er det dog du laver?!” hviskede hun til ham. Hun lænede sig helt tæt op af ham, så hun kunne få bedre fat i hans skuldre og holde ham bedre fast. ”Du kan ikke slå ihjel herinde! Hvis du bliver opdaget er du færdig!” Hun kiggede ham i øjnene og fornemmede det gule skær. Der var ikke særligt meget menneske tilbage i ham og det var kun et spørgsmål om timer, før han var færdig med at forvandle sig fuldt ud til en af nattens mest grådige væsner. Hun var næsten bekymret for om han ikke kunne holde til det.

Tankerne fløj gennem Liliths hoved. Hvem var han, hvorfor var der ikke nogen der passede på ham, hvad lavede han overhovedet i forlystelsesparken i den tilstand... Åh gud. Hun kneb øjnene lidt sammen da han hvæsede af hende. Indeni hende kradsede løvinden, der havde lyst til at hvæse tilbage af ham, men hun lod være. Han var ikke ved sine fulde fem og hun følte på en måde hun blev nødt til at være forsigtig med ham, ellers kunne det ende galt. Han var bredere og højere end hende, og ville sikkert kunne flå hende i to på få sekunder.

Da han begyndte at trække i trøjen, var hun bange for at han ville flippe ud, så hun trådte et par skridt tilbage. Så flåede han den helt af og hun stod et par sekunder og var fascineret over hans overkrop. Hvorfor var det aldrig sådan nogle kunder hun havde? Hun kortlagde hver eneste af hans bevægelser og skannede kort hans måde at reagere på det hele på. Til sidst mærkede hun hvordan hans blik fikserede sig på hende og et simpelt, dog let forvirret spørgsmål forlod hans læber.

”Mit navn er Lilith Mania Dupree,” svarede hun. Hun forventede på en måde af ham at han havde den smule respekt at kalde hende Ms. Dupree. Det var noget af det hun savnede ved at være født i 1600-tallet. At alle kaldte hende Miss, Madame, Frue, Lady... Men det var ikke vigtigt nu. Hendes blik blev rettet mod ham og hun stillede sig igen tæt på ham for at finde ud af om han var okay. Hun greb fat om hans kæbe og drejede hans hoved til højre og derefter til venstre, så hun kunne se om han havde nogen skader i ansigtet, derefter tog hun fat i den ene arm, tjekkede om der var nogle større sår og derefter den anden, for at gøre det samme.

”Og hvem er du så?” spurgte hun og sendte ham et indgående blik.