overvandstudier - David

Sted: stranden
tid: 12:00
omgivelser: sand, vand og øde
vejr: stille klart vejr med måneskin

Jakop rejste sig lidt usikkert og børstede sand af benene, han havde snart ligget og tørrede længe og det var en lettelse at kunne komme op. Han smilede svagt for sig selv og kiggede sig omkring, at se overfladen igen efter så mange år var rart, som at gense en gammel ven. Han gik et par skridt frem, og havde der været nogen, ville de kunne se at han haltede svagt på det ene ben. Han bøjede sig ned og samlede et par bukser op, som han fik på med stive bevægelser. Så trak han vejret dybt og begyndte at bevæge sig op ad stranden.

David sad oppe ved nogle af klipperne. Han sad i skrædderstilling lænet op af den kølige mur. Han havde lukkede øjne imens han sad og spillede en smuk melodi på sin guitar. Han havde ikke kunne sove, og havde besluttet sig for at tage ned til stranden. Det var normalt her han fik inspiration til nye melodier og tekster. Han tog en dyb indånding og nød den kølige natteluft. Han var iført lange, slidte cowboybukser, en hvid T-shirt med en sort jakke udover. På T-shirten var der et billede af en rockband.

Han rettede sig op og spæjdede ud i natten, var det musik han hørt. Med et tilfredst smil haltede han i retning af lyden, det så ud til at han var heldig, han havde frygtet ikke at kunne finde nogen de første timer, og nu var der en lige her, tæt på vandet. Mens han bevægede sig nærmere prøvede han også at bevæge sig mere stille, det optimale ville være hvis han kunne få det fanget og bundet inden han blev opdaget.

David sad helt væk i musikken, og med lukkede øjne var der heller ingen mulighed for at han fik øje på ham. Desuden regnede han ikke med der ville ske noget, han havde været her ude mange gange før. Han skiftede nummer, slog over i noget mere trist.

Jakop var efterhånden så tæt på, at han kunne se mennesket. Han begyndte at mumle og bevæge hænderne i indviklede mønstre, og uden anden varsel end hans opførsel, kom der et reb, som hurtigt snoede sig om mennesket.

David åbnede overrasket øjnene da et reb snurrede sig omkring ham. Han forsøgte at komme fri, og så sig omkring. Han sled i rebene og fik øje på Jakop..

Jakop kiggede ham i øjnene og mumlede et kort ord, det skulle gerne aktivere hans forførende kræfter, og få mennesket til at stoppe med at kæmpe imod.

David kunne mærke frygten begynde at tage over. Manden kunne tydeligvis en eller anden form for magi.. hans lyttede til de fremmede ord og frygtede det værste. Han sled hårdere i rebende og forsøgte at komme op og stå ”hvad vil du mig?” spurgte han.

Jakop blinkede lidt forvirret med øjnene, mennesket virkede ikke til at være faldet til ro, elle være dybt forelskede i ham. Han prøvede med et beroligende smil, "bare følg med" sagde han, tog fat i den ene ende af rebbet, og begyndte at trække det hen mod vandkanten.

”Du kan tro nej” sagde David og kom på benene. Han sled alt hvad han kunne i den modsatte retning og overvejede alle muligheder for at flygte.

Jakop så overraskede på mennesket, var han imun overfor hans magi? han rynkede brynene, det var højest interessant, måske var det ikke bare et helt almindeligt menneske ... Han begyndte at trække hårde mod vandet.

David lagde sig ned i sandet og nægtede at flytte sig ”bind mig op!”

Han så irriteret på ham, "nej, kom med" sagde han strengt. Han hev lidt i ham, men hans ben var ikke så stærke, så det hjalp ikke meget, "... hvis ikke" han kiggede sig omkring, "så bruger jeg mine magiske kræfter til at drukne dig" truede han.

David skævede imod havet og så op på manden. Dette her var langt ude "og hvad havde du ellers tænkt dig at gøre? Så vidt jeg kan se trækker du imod vandet, ikke væk fra det!"

Jakop sukkede, mennesker! "jeg har ikke tænkt mig at drukne dig" sagde han frustreret, "men det gør jeg hvis du ikke snart samarbejder".

"Hvad har du så tænkt?" spurgte han "jeg har ingen penge" han rynkede brynene..

"det har vi slet ikke tid til at diskutere nu" sagde han, efterhånden ret irriteret, "følg nu bare med, jeg har altså ikke hele natten til det har" fortsatte han, mennesker var utroligt spænende teoretisk, men når man skulle arbejde med dem i virkeligheden var de noget mere besværgelige, især kl 12 om natten.

David rykkede sig ikke.. han forsøgte at se rolig ud, selvom han frygtede at mandens trussel var alvor.

Jakop stirrede på ham, så så han sig om efter noget tungt, der var en mellemstor sten lidt fra ham, han gik over og samlede den op, "hvis du ikke vil samarbejde, så må jeg jo bruge vold" sagde han og vejede stenen i hånden, den burde kunne slå ham ud længe nok til at han kunne slæbes under vandet.

David så bange på stenen og forsøgte at komme væk!

Han greb fat i rebet og trak hårdt, "så følg dog med ned til vandet" udbrød han, "jeg har ikke tænkt mig at skade dig..." han begyndte igen at trække mod vandet.

*Han har tænkt sig at drukne mig* David så på ham og kom på benene.. han overvejede om han kunne overmande ham når de var ved at nærme sig vandet.. begyndte at følge med..

Jakop smilede tilfredst, endelig begyndte det at samarbejde. Han trak hårde og begyndte at humpe hurtigere, ivrig efter at komme ud, hvor han havde banefordel.

David så ned på Jakops ben.. han humpede. Det kunne han bruge til sin fordel.. han fulgte med i et godt tempo.. da de nærmede sig vandet satte han farten op og stødte hårdt ind i ham!

Jakop faldt overraskede forover, men slap ikke sit tag i rebet. i det han falg, sprang han forover i et forsøg på at komme så langt ug i vandet som muligt, før han ramte det. Idet han landede blev benene til hale, og han svømmede kraftigt fremad.