minder - demitri

"Er det langt herfra?" spørger Dimitri med et smil i mundvigen.

"lidt, det er i byen, men i centrum" siger han og smiler svagt.

Dimitri tænker sig om et øjeblik. "Jeg har en lejlighed et par gader herfra. Hvis du vil kan vi tage hjem til mig."

Niko nikker kort, "lad os det" siger han. Han tager en sidste bid af sin kage og rejser sig.

Dimitri drikker en sidste slurk af sin kaffe og rejser sig og tager sin lysebrune trench coat på.
Han går ud på gaden, ser sig kort om og sætter kursen mod sin lejlighed.

Nikodemus tager sin brune jakke på og går roligt efter Dimitri ud på gaden. Han kommer op på siden af ham og følger efter ham hen mod lejligheden. Mens de går kigger han sig omkring og prøver at huske vejen.

De ankommer efter et kort stykke tid til en aflåst bygning med brædder for vinduerne og dørene. "Så er vi her" siger Dimitri med et smil.

Niko ser overrasket på stedet, "bor du her?" spørger han nysgerrigt, "det ligner ellers ikke ligefrem et ... beboeligt sted" tilføjer han med et grin.

Dimitri smiler til Niko. "Bare vent, jeg har hugget taglejligheden" siger han og giver tegn til Niko om at følge efter ham. Han går om bag bygningen i gården. Det flyder med skrald og nogle få tomme patronhylstre kan også ses. "Stedet blev lukket på grund af en række mord. Folk turde ikke bo her, og så er det bare blevet glemt." Dimitri går hen til en stor container og skubber den til side, flytter en træplade og et hul kommer til syne i vægen.

Niko besvare stille smilet og følger efter ham om på den anden side af huset. Han kigger sig omkring, tydeligt ikke imponeret "...forståeligt, selvom jeg har svært ved at forestille mig, at nogen ville bo her selv før det" siger han med et grin.
Han kiggede gennem hullet, "jeg går ud fra, at vi skal den vej ind?"

Dimitri nikker, bukker sig og går igennem hullet. "Jeg har valgt at bevare facaden for at holde folk ude. Jeg kan ikke fordrage uinviterede gæster." siger han med et muntert smil.

"Det er sikkert også meget nyttigt..." siger han svagt usikker. Han følger efter ham gennem hullet, så snart de er kommet igennem kigger han sig omkring.

Hullet fører ind i et lille rum med en åben dør der fører til opgangen. Der er ryddet op, men vægene er grimme og malingen skallet af. "Jeg indrømmer gerne at stedet mangler en kærlig hånd." Han begynder at gå op ad trapperne, selvom det er en høj bygning og der er en lille elevator i midten af opgangen.

Niko ryster svagt på hovedet og følger med, "der skulle nok lidt mere end en enkelt hånd til ..." sigar han med et grin. "Er elevatoren i stykker?" spørger han, og slår ud mod den.

Dimitri trækker på skuldrene "Prøv lykken. Jeg tør ikke prøve."

han smiler svagt, "jeg tror nu bare jeg tager trapperne ..." siger han og følger efter Dimitri.

Ved den sidste dør øverst oppe tager Dimitri et nøglebundt frem fra sin inderlomme. Der er overraskende mange låse på døren, tre normale låse og to hængelåse. Han begynder at lede efter de rigtige nøgler.

Han kigger undersøgende på de mange nøgler, "fornuftigt ... "siger han anderkendende, "det er godt, at nogen passer på deres sted".