jeg løber (Mikael)

T:klokken 19:47.
S:skoven.
O:træer,hulen,mikael og ingen andre.
V: varmt, solen står stadig op. skyfrit.

calla løb ud af hulen, hun drejede skarpt af. hun løb alt hvad hun kunne ligeud, hun zigzakkede igennem træer og buske. hun faldt over en rod, hun lanede lige så lang hun var. hun tabte pusten et øjeblik, hun rejste sig op og løb videre. hun fandt et godt højt og stort træ. hun skyndte sig at kravle op inden mikael kom.

Der var gået noget tid siden Calla havde samlet Mikael op fra kantstenen den aften. Og imens de andre ulve var væk på jagt, havde de to varulve taget fri til en omgang gemme-fangeleg. Mikael havde talt til ti for at give hende et forspring før han spurtede ud fra hulen.

"Her kommer jeg!" råbte han. Heldigvis havde Mikael snydt lidt og smugkigget, han så bare hvilken retning hun løb og han fulgte raskt efter. Han snusede lidt for at fange færden af hende og løb lige i retning af Calla.

*Pas på! Jeg er på vej!*

calla grinede oppe fra sit gemmested, det her var simpelthen for sjovt. hvad skulle hun nu gøre. hun fik en ide. hun smilede og hoppede ned fra træet.hun tog en dyb indånding og råbte så højt hun kunne ``her er jeg!``hun gik om bag træet og smilede stille for sig selv

"Der!" sagde Mikael til sig selv og løb i retning af Callas stemme. Han fandt træet hun havde stillet sig bag, men han kunne ikke se hende. Uvidende om at hun stod lige bag ham gik han et par skridt frem.

"Hvor er du?" råbte han.

calla smilede og gik om bag ham, hun prikkede ham på skulderen i håbet om at han ville vende sig hun lænede sig hovde tæt ved hans og hviskede blidt ``jeg er lige her``

"Huh?" sagde han og vendte sig brat om.

calla smilede da han vendte sig om,lige som hun havde håbet. hun tog sit ansigt væk fra ham da han vendte sig om. hun lagde blidt hænderne om hans nakke og smilede kælent til ham. hun kyssede ham på læberne og trak sig stille tilbage, hun tog hænderne væk fra hans nakke og smilede til ham. hun satte afsted i løb.

Mikael stod bare dér. Rød i hoved som en tomat stod han og lagde sine fingre på læberne. Men efter et stte han i løb igen.
"Jeg skal nok fange dig!" råbte han og satte i fuld spurt. Og da han syntes han var tæt nok på, hoppede han efter hende som i en tackling.

calla vendte sig om for at se efter mikael, lige idet hun gjorde det hoppede han. hun faldt til jorden med et bump....
hun lå og kiggede irriteret op i luften med håret liggende bag hende som en pude, hun rejste sig hurtigt op og fortsatte med at løbe hun grinede og råbte tilbage ``nå du kunne ikke lide jeg kyssede dig`` hun smilede og løb videre ned til søen.

Mikael rejste sig hurtigt op og tænkte på spørgsmålet istedet for at løbe. *Kunne jeg det?*
Det vidste han ikke. Efter et par sekunder kom han til fatning og begyndte igen at sætte efter hende helt ned til søen.

"Hey! Man må ikke snyde!" sagde han da han kom frem.

calla stoppede og vendte sig om og så helt uskyldig ud ``det sagde du ikke noget om`` hun smilede og løb ned til søen hvor hun hoppede i, hun var stortset ligeglad med at tøjet blev vådt. hun kunne jo bare skifte tilbage i hulen.

Mikael satte sig bare ned ved vandkanten, ikke lige interesseret i at gå hjem i vådt tøj. Også bare lige for at få pusten.
"Hvis du får en forkølelse så lad være med at smitte mig!" kaldte han drillende.

calla grinede og svømmede tilbage til bredden, hun kravlede op og vred vandet ud af sit hår. hun satte sig smilende ned ved siden af ham ``er du bange for en forkølse,jeg havde troet du var bange for andet end det.`` hun smilede drillende. og hendes øjne var fulde af varme og liv.

"Jeg er da ikke bange for en forkølelse, jeg ville bare helst undgå dem." sagde han og smilede.
"Er du bange for noget?" spurgte han.

hendes smil stivnede, der fik han hende. hun sukkede tungt ``ja,jeg er bange for at folk skal knytte sig til mig`` hun skar et ansigt, det var noget af det mest idiotiske hun kunne være bange for. hun lagde sig ned i græsset og kiggede op på himlen, hun slappede stille af.

Mikael lage sig ned ved siden af hende.
"Det var da ærgerligt." sagde han melankolsk og skævede bekymret til hende.
"Jeg er bange for klovne" tilføjede han smilende og grinte.

calla smilede til ham, hun hævede sig op på den ene albue og kiggede ham i øjnene ``hvorfor var det ærgeligt?`` hun grindede stille ``klovne kan også være uhyggelige,da jeg var mindre bed jeg engang en i hånden fordi han ville give mig en ballon`` hendes lattet blev højere og varmere.