Aftensmad - Raven

Sted: parken, i skyggen af nogle træer
Omgivelser: tomt
Tid: 02:00
vejr: køligt og overskyet

Samuel så ned på liget, det var en halvgammel mand, måske en hjemløs, der lå en del blod på jorden ved hans hoved, det kom fra det store sår i halsen, som havde dræbt ham. Manden havde ikke været i stand til at råbe op, nogen havde holdt en hånd for hans mund og de havde holdt hårdt, man kunne stadig se mærkerne efter det. Såret i halsen befandt sig lige over hovedspuleåren,. så det var meget sandsynligt at manden var forblødt, hvis man tjekkede efter ville man dog finde ud af, at mængden af blod på jorden ikke matchede den mængde der burde være i en menneske krop, i morgen ville man nok formode at det var løbet ned i jorden. Samuel slikkede sig om munden, for at fjerne den sidste rest af blod. Han smilede tilfreds, an følte sig dejligt mæt og han var selv ganske tilfreds med liget, ingen ville tænke vampyr når de så det, i hvert fald ikke nogen almindelige mennesker. For en sikkerheds skyld tog han mandens pung, ikke at der var mange penge i, men på den måde ville der også være et motiv.

Det var en af de aftener, hvor Raven tog en trøje ud over sine forrevne cowboybukser. Månen skinnede ikke, og der var næsten blæksort i parken. Hvorfor hun var der, kunne hun ikke svare på. En kølig vind gik gennem sweaterens masker og hun gøs næsten usynligt, mens hun hurtigt traskede over de mørke græsarealer, der var våde af dug og efterlod hendes støvlesnuder gennemblødte. Hun skulle bare ud af centrum, ud hvor hun kunne finde et eller andet tomt skur at sove i. Rulle soveposen ud, puste liggeunderlaget op og bare krybe ned i herlig varme til fuglesang ville vække hende om ikke så mange timer. Hun gabte, hankede op i sin store rygsæk og kørte med besvær en hånd gennem det bølgende væld af mørkt hår. Hun havde redt det sammen morgen for første gang i dagevis, og det havde været et helvede. Nu var det så tilbage til et stadie af uglet. Hun lukkede øjnene, og tog sig sammen. Hun kunne flyve, sagde hun til sig selv, mens hendes næsebor allerede havde fanget færten af noget, der gjorde hendes indre koldt.

Blod. Ad. Det kom fra en klynge træer, fandt hendes næse, der straks var blevet en lille knap af en hundenæse. Den vibrerede uden hendes indblanding, mens hendes ansigt ændrede karakter i ly af mørket. Blev spidst og behåret, mens hendes pande trak sig bagud i noget absolut absurd: En splejset pigekrop iklædt en gigantisk strikket sweater. Med et rævehoved. Ørerne virrede, næsen rynkede, og synet smeltede bort, som om det aldrig havde været der, mørkt hår erstattede tæt, rød pels, og et måneblegt ansigt trådte frem i stedet for en hvid blis, mens hun sænkede farten. Hun havde hørt.. Noget. Måske et smask eller sådan noget. Dæmpet slupren. Så sænkede stilhed sig, og kun den lette hvislende lyd af hendes skridt gennem vådt, nyklippet græs fyldte hendes ører. Hun standsede helt, og stod så i stilhed. Et minut gik. To minutter. Hun tjekkede på sit ur. Lugten af blod blev mere gennemtrængende, og nysgerrighed overvandt frygt.

”Er der nogen,” kaldte hun ud i mørket.

Samuel drejede hovedet i retning af lyden og sukkede irriteret, han var ikke rigtig i humør til at dræbe flere i aften. Han begyndte at bevæge sig gennem mørket hurtigt og uden en lyd. Han stoppede op, da han var kommet så tæt på, at han kunne lugte pigen. Selvom det var svært at bestemme over blodlugten, syntes han bestemt der var noget umenneskeligt over hende. Han smilede svagt, det så ud til han slap for at finde et sted til hendes lig. Han trådte ud foran hende og bukkede let, "ja, jeg er her" sagde han med et lille smil.

Hun ventede et øjeblik. Hendes opmærksomhed lå ved klyngen af træer, men gennem øjenkrogen noterede hun sig de tomme bænke og den blege sti i udkanten af et synsfelt. Langt væk, mellem andre træer var der lygter, men i denne del af parken var det åbenbart ikke nødvendigt. Himlen var mørk, meget mørk og røgfarvet i pletter, oplyst nedefra af byer. I den ene retning, ude hvor havet slikkede kysten, var den fuldstændig sort, nattehvælvet med de tunge skyer.

Én dukkede frem. En mand. Hans silhuet kom glidende ud af mørket under træerne, der stod sortere end sort, og mens han let gik ud under de tunge grene, gled skygger bort over hans skuldre og hang om hans ankler som en kappe. Det gibbede i Raven. Hvorfor vidste hun ikke, det var måske bare noget med hans skridt, fuldstændigt lydløse, eller måske de mørke lokker, der lå over hans pande, der var en bleg plet i nattens dunkle lys. Hun tog sig sammen. Der var ikke noget at være bange for, hun havde flugten på sin side under alle omstændigheder. Hun rankede sig, og stod afventende, mens han nærmede sig.

Han talte. Han stemme var mørk og nuanceret, og det lød som om han smilede, mens han talte. En lille bitte del af Raven følte sig helt beæret da han sågar valgte at give et lille buk, men det var næppe noget, hun burde vise, tænkte hun og spidsede munden ganske svagt. ”Det kan jeg se,” sagde hun svævende, for hvad var der ellers at sige?

En mand i en natmørk park, der talte til hende. Hun burde være på vagt, og det var hun vel sagtens også, men hun var også bare.. Hvad var hun? Ligeglad? Nej, hun var ikke ligeglad, hun vidste bare, hvad hun var i stand til, og hun vidste, at det ville være langt farligere for hende at krydse gennem weekendens diskoteker, end at stryge skyggeagtigt over mørklagte græsplæner.

Måske burde hun spørge, om han var kommet til skade, kom hun til at tænke på, men hun vidste godt, at han ikke var kommet til skade, at det ikke var ham, der blødte. Først og fremmest fordi hans gang var almindelig, fordi hans lette buk havde været så overskudsagtigt, men også fordi der var.. Et eller andet ved ham. Hun havde bare denne her fornemmelse, der snurrede i hendes mave og under den flade barm. Af at han var en af dem. Hun var trods alt vokset op sammen med vampyrer, så hun burde kunne kende de mystiske træk, der skilte dem fra menneskene. Dermed ikke sagt, at hun var helt sikker i sin sag, men der var bare et eller andet. Det der svævende, man ikke kan sætte en finger på. Men hellere spørge end at fornærme ham.
”Er du…” eller ikke. ”Well, godaften, mener jeg.”

Han betragtede hendes reaktion og lo svagt over hendes svar. Hun virkede ikke bange, men heller ikke udfordrende og nu da han var kommet tætter på var det ikke svært at lugte hendes elviske blod, sødt men ikke så tilfredsstillende som menneskeblod. Det var ikke værd at skjule endnu et lig, for at få fat i det. "Godaften frøken, er jeg hvad?" spurgte han interesseret og smilede samtidig så man kunne se hans tænder, specielt de to spidse hjørnetænder. Han følte sig godt tilpas og var oplagt på snak og selskab, så han besluttede sig for, at han ligeså godt kunne bruge natten på at snakke, med denne interessante pige.

Raven flyttede sin kropsvægt fra fod til fod, mens hun overvejede, hvor hun stod. I overført betydning. Hun havde før flygtet fra vampyrer, tænkte hun, men blev derefter usikker, havde hun nu også det, eller var det bare noget, hun havde drømt? Der var noget over hans smil, hans lette latter, der hang næppe hørligt dog stadig mærkbar i luften længe efter, den var forsvundet. Det smil der. Han blottede sine tænder, når han smilede sådan. De lyste bleghvidt op i hans skyggebelagte ansigt, og man skulle ikke tænke længe, før man opfattede at denne mand var i besiddelse af stærke bisser. Hvis det skulle siges mildt. Han havde vampyrmund, simpelthen.

Og så var det det, han sagde, mens han smilede. Hvad han var? Om han var okay, ville hun have spurgt, men det var også ret nærliggende at spørge om han var vampyr. På den anden side risikerede hun at fange ham på det forkerte ben. Hvis man kunne udtrykke det sådan, da. Han havde sandsynligvis ikke noget forkert ben. Hvis hun afslørede ham, men altså, der ville næppe være noget at afsløre alligevel, han prøvede ikke ligefrem at skjule det, men hvis nu hun, som et tankeeksperiment, fortalte ham, at hun vidste, han var vampyr, og han absolut ville have holdt det hemmeligt… Så ville han nok bare brække halsen på hende. Eller i hvert fald ville han ville brække halsen på hende. Det var selvfølgelig ikke ensbetydende med, at han kunne. Naturligvis ikke. Inden i holdt hun en pause for at le højt af tanken om én, hun engang havde skræmt livet af ved at lade sin hånd visne og forsvinde i hans, før hun fløj sin vej på gyldne vinger. En mærkelig impuls fik hende til at overveje, om hun havde været iført brudekjole. Det havde hun ikke, tænkte hun, men var i virkeligheden stadig i tvivl, da hun tog til genmæle.

”Er du..” Men det var jo ikke ham, der var noget galt med. Hendes øjne sprang hen over den fremmedes ansigt. Samuel, hed han, og han stod der midt i natten og tilhørte den med krop og sjæl og var frisk og rørig og mæt. Behageligt tilpas. Det var jo manden mellem træerne, der var noget galt med, og med ham stod det så galt til, at hun ikke længere havde nogen magt. Det havde hun sjældent, men alligevel. Denne fisk var mere død end de fleste andre. Hun vidste det, og Samuel vidste det. Vidste han det, fordi hun vidste det? Nej, det var ikke sådan, det hang sammen. Hun vidste det selvfølgelig fordi han vidste det. Havde hun nu gjort det igen? Åbenbart. Hun udgød en vred ed over sig selv og de ulydige tågefingre, der så uendeligt gerne ville røre indersiden af hans hoved, famle over hjernebarken og klemme svagt om synsnerven så han så ting. Ting. Hun kunne ikke bekymre sig om manden mellem træerne. Måske fordi det ikke var hende, der vidste det. Måske fordi det var hans syn på verden, hun et øjeblik havde delt. Hun havde ladet det fylde hendes hoved og det fik hende til at føle sig mindst lige så ubehageligt tilpas, som han ville, hvis han vidste, hvordan hun lige havde åbnet hele hans sind i tankeløshed. Men.. hun kom i tanke om noget.

”… Blevet væk?” Efter en svag tøven fik hun afsluttet sætningen. ”Altså, det er et mærkeligt tidspunkt at gå rundt i parken på ikke, (?) og kaldte du mig lige frøken?” Som om den lille pause havde været alt, hun nogensinde ville have brug for, talte Raven nu næsten uden pauser.

Frøken. Det var hun ikke vant til. Ikke, at det var udenfor normen, det kunne man trods alt godt kalde folk.. Hun omgav sig bare ikke med den slags mennesker, der gjorde det. Måske fordi hun ikke omgav sig med ret mange. Eller fordi hun tit blev set som lettere ækel. Ofte af den åbenlyse årsag, at hun ikke badede nær ofte nok, men det at hun havde snavsede fødder og knæ og at hendes hår ikke duftede som en eng, gjorde hende ikke mindre værd, sagde hun ofte til sig selv, før hun krøb ned i sin sovepose. Og hun truckerbadede da i det mindste, så det var ikke fordi hun lugtede helt afskyeligt. Faktisk, tænkte hun engang imellem, var hun så godt som selvrensende.

//Længde tager over, sorry xD//

Samuel stod og betragtede hede mens hun tænkte, det virkede som om hun tog bestik af situationen. Han smilede forsig selv, et tyndt smil uden nogen egentlig varme. Da hun endelig besvarede hans spørgsmål kunne han ikke holde endnu en svag latter tilbage, "om jeg er blevet væk? det kan da ikke være det du ville spørge mig om?" spurgte han, "men jeg vil nu besvare det alligevel, nej jeg er ikke blevet væk. Jeg nyder bare at bevæge mig rundt om natten, også i parken". Han kiggede vurderende på hende, "ja, det gjorde jeg, går det dig på?".

Raven lagde hovedet på skrå, mens han lo igen, og trak på skuldrene, da han konstaterede, at hun ikke havde villet spørge, om han var blevet væk. Han måtte tro, hvad han ville. Det gjorde hun i hvert fald. Og nu besluttede hun, at hun troede, hun hele tiden havde villet stille ham det spørgsmål. Nyde at gå rundt om natten? Interessant. Eller ikke. Hun vidste det ikke rigtigt. Var det ikke det, hun havde regnet med? Jo, det var. Han var jo nok som hende. Nøjagtigt som hende, faktisk, som hun vandred gader og stræder tynde, traskede gennem natten og dagen, til hun kendte hver en centimeter af byen, hver en husmur, hvert et livløst, støvet vindue. Det var i hvert fald hendes mål, men det gik ikke så godt endnu.

Og så var der det der med frøken. Der var noget i hans øjne, udfordrende? Eller var det hans toneleje? Hun fik lyst til at være flabet. Sige, at det gik hende på, ja, men det ville være en direkte løgn, og selv om det sjældent var et problem for hende, ville det nok end videre være en farlig løgn, hun havde alligevel ikke lyst til at kaste sig ud i noget, der var større end, hvad hun kunne gabe mageligt over. Hun førte et par fingre over sin hage, mens hendes øjne et langt øjeblik hang klæbrige ved hans, før hendes kropssprog ændrede sig, hun stod mere tilbagelænet, hendes opmærksomhed gled til noget et eller andet sted bag ham, ”Nej, det kan jeg ikke sige,” sagde hun svævende og snoede et par mørke krøller om sine fingre. Hendes blik søgte tilbage ind i hans, mørkt som en skovsø og ganske afventende. Som om hun havde en eller anden forud indtagelse om, hvad han ville gøre, hvad han burde gøre, hvis han fulgte det skema, hun tit puttede folk ind i.

Hun kunne godt lide skemaer, Raven. Problemet var bare, at hendes skemaer sjældent havde lige linjer. Indholdet løb ud. Endte på et gulv kilometer under hendes fødder, hulter til bulter, og hun glemte, at det nogensinde havde eksisteret. Og så lavede hun nye skemaer. Så længe, jeg er glad, sagde hun til sig selv, og trak spindelvæv mellem sine fingre. Hun ville kaste dem efter ham snart. Snart ville hun vikle ham ind som en edderkop vikler fluen, selv hvepsen må til sidst give op og lade sig indfange, lade sig bedøve, berøve, men hvor han trak blod fra sine ofre, nøjedes hun med hemmeligheder. Hun ville fnise, men kun en svag trækning af et smil viste sig.

Han smilede til hende, "det var godt" sagde han, "jeg ville hade at have fornærmet dig ved et uheld" fortsatte han. Igen betragtede hun ham længe, han følte hun forsøgte at vurdere ham. Det betød ikke så meget, hun var højest sandsynligt ikke en trussel, og hvis hun var, ja så måtte det være sådan. Han havde efterhånden levet sin del, han ønskede ikke ligefrem at dø, men hvis han gjorde ... han trak mentalt på skuldrene.

Fornærme ved et uheld. Raven så op på ham gennem mørke krøller, øjnene reflekterede næsten intet lys, kun ganske svage pletter af stjerner var synlige i hendes pupil, mens hun tænkte lidt over den. Smagte på hans vending. Ville han virkelig hade det? En naiv glæde bredte sig gennem hendes kinder. Hun havde en side, der kunne være akkurat lige så godtroende, som resten af hende kunne være udspekuleret. Ikke at det var to modsætninger, tænkte en anden del af hende, der var fuldstændigt klar over, at han sandsynligvis var fuldstændig ligeglad med hende.

Og dog. Hun vidste jo også, at han rent faktisk.. Well, om han anså hende for en trussel var svært at sige, men han overvejede da muligheden. Som en af de første. Hun vidste ikke rigtigt, om hun skulle være glad eller irriteret. At være billedet på uskylden, den ufarlige, var sjældent en dårlig ting, selv om hun heller ikke brød sig om at blive grinet af. Under alle omstændigheder var respekt måske nøglen til ikke at ende som manden mellem træerne. Lugten af blod hang stadig i den fugtige luft som en trussel om følger af uforsigtighed. Hun slugte noget, for hun havde pludselig indset, at han var død. Manden. Han ville ikke vågne.

”Bare rolig.” Det løb hende koldt ned ad ryggen. Ikke på grund af ham, bare fordi vejret havde den der skarpe kant imod hendes kinder og næse. ”Der skal mere til.” Hun spidsede munden, meget langsomt, og spurgte så, da stilhed havde hængt længe nok i luften, ganske ublu: ”Er du natbarn?”

Han kiggede på hende og hævede det ene øjenbryn da hun spurgte, "natbarn? det er ikke den betegnelse jeg selv plejer at bruge, men jeg går ud fra jeg ved, hvad du mener, hvis jeg har ret, så er svaret ja" sagde han med et svagt smil. "Natbarn" sagde han og smagte lidt på ordet, "det har noget ... poetisk over sig, syntes du ikke? måske jeg selv skulle gøre brug af den betegnelse fra nu af" fortsatte han tænktsomt. Han måtte fortælle Logan om det i morgen, han ville sikkert syntes om det, han var vist stadig ikke helt faldet til som vampyr.

Raven nikkede, for selvfølgelig havde hun ret. Hun samlede hænderne om rygsækkens stropper og hankede lidt op i den, så den ikke konstant gled ned. Flyttede fødderne lidt, så hun havde bedre fodfæste og lod mørkt hår feje over sin blege pande. ”Absolut,” sagde hun upåvirket, jo, det var da poetisk, hun kunne bare ikke få sig selv til at leve sig rigtigt ind i det. Det var det, hun havde kaldt dem hjemmefra. Barn af natten, men også kun barn. Ikke herre over. Ikke kriger af. De havde set lidt ned på vampyrerne, så stærke, så håbløse. De var trods alt kun mennesker underlagt en frygtelig forbandelse. De havde ikke noget foran sig, og ikke noget bag sig. Sådan havde de andre i hvert fald haft det. Hun havde ikke delt den opfattelse. Måske fordi de også havde set ned på Aurora, klappet hende venligt på skulderen, så hun vidste, hun aldrig ville være som dem. Ikke før Raven. Men det var en anden historie.

”Jeg synes, du skal bruge den,” sagde hun billigende og kradsede sig på ribbenene. ”Vi siger også skovfolket og folket fra byen under byen eller klippefolket (sortelvere), nogle gange kalder vi os også natfolket (Sortelvere), og så siger vi skyggefolket(blanding af de to elverstammer), ulvemænd og sø.. folk..” Hendes stemme døde langsomt på hendes mund, som om hun gennemgik sine egne ord meget omhyggeligt. Hun havde lige givet ham direkte besked på, hvad hun var.
Lort.
Eller ikke. Hun havde lige sagt, hun var sortelver. Det i sig selv var ikke godt. Hendes ansigt blev endnu blegere, men det var næppe synligt.

Han så kiggede på hende og lyttede med voksende undren, "vi? er du sortelver?" spurgte han og kiggede mere indgående på hende. Hun lignede umiddelbart et menneske, han var ret sikker på, at man normalt kunne se på folk, om de var sortelvere eller ej?

Hun smilede tilfreds over hans undren, og tænkte, at faktisk var det slet ikke så galt alligevel. "Ja," sagde hun. Bare det. Så ville hun bringe ham på vildspor, tænkte hun et øjeblik og studerede hans kindben. Lys fra den dunkle himmel lagde sig på dem og trak dem frem mens hans øjne gled i baggrunden. Nøjagtigt som hendes. Så man virkelig kunne se strukturen af det hvide kranium, der grinede under huden. Hun brød sig ikke om tanken. Hvorfor tænkte hun så tit på død? Tænkte hun tit på død? Måske, måske ikke.

"Savner man så ikke at se solen til tider?" spurgte hun spontant. En tankerække mellem kraniets hvide kæbe og så det faktum, at knogler tit var mere gullige, end de egentlig var skinnende rene. Hvorfor mon det var sådan, havde hun tænkt, og så havde hun tænkt på, om solen blegede eller gulnede dem. Og på solen. "Når man ikke kan, altså? Ligesom dig? Fordi du er jo natbarn, altså.." og hun vidste, hun havde sagt for mange ting på een gang. Han havde nok vidst, han ikke kunne se solen under alle omstændigheder. Hun slog alligevel ud med armene og greb fat om rygsækkens remme igen.

Han betragtede hende indgående og trak så svagt på skuldrene, camuflagemagi var ikke ligefrem usædvanligt og det kunne være aldeles praktisk.
Han trak svagt på smilebåndet, "jo, det hender at jeg savner lyset, men der er efterhånden gået så lang tid at jeg har vænnet mig til det, eller måske nærmere glemt hvordan sollys ser ud og føles" Han betragtede hende lidt og fortsatte så, "desuden er stjernerne og månen noget af det smukkeste i verden, og dem er jeg stadig i stand til at nyde, så jeg tager det ikke så tungt".

"Hvad laver du så om dagen?" spurgte Raven nysgerrigt uden at tage sig særligt af hans bemærkning om stjerner og måne. Hun var nok ikke den rigtige til at modsætte ham, men faktisk var hun ked af det på hans vejene. I hvert fald var en lille del af hende det. Resten udviste en ufattelig ligegyldighed, men hun havde vænnet sig til den og tog sig ikke synderligt af den. "Der må være lang ventetid, ikke?"

Hun burde være nervøs, tænkte hun. Hun burde forsvinde, tænkte hun. Men hun gjorde det jo ikke. Hun stod og førte en samtale med en fuldvoksen vampyr, høj og med skuldre, der sagtens kunne have været det dobbelte af hendes. Ikke fordi han var overdrevet muskuløs, måske snarere fordi hun var en sjældent overgået undermåler. Og dog, han var jo ikke slap. Han så ud, som man skulle, det kunne hun godt se. Og så kunne han i øvrigt være ualmindeligt farlig. Eller det var nok mere præcist hvad han var. Han var som alle andre vampyrer: En dræbermaskine. Engang havde en vampyr sagt til hende, at de var den stærkeste race, at de var herskerne, at de havde magten. Hun havde lyttet med store øjne, mens han udfoldede en jagtmetafor, at vampyren var uglen, der våger over musene, menneskene, fuldstændig uovervindelig og klar til at myrde i nattens mørke.

Men det passede jo ikke. Måske ville han have en fordel mod hende hvis hun stod alene. Eller det ville han, selv om hun også havde egne fikse tricks, men ingen vampyr ville trodse en flok af sortelverne. Og netop der lå problemet for de kære blodsugere, tænkte hun. At de var enlige. De havde ikke noget tilhørsforhold, og kun ved at sprede deres beskidte smitte kunne de blive flere.

Hun så på ham med et glimt af vemod i øjnene ved tanken om, at hun også var enlig. Lone Wolf, havde ingen at gå til, ingen at holde sammen med, ingen som ville løfte hende op og stryge hendes hår når hun var ensom.
"Har du set vores by?" spurgte hun med mærkværdigt kvækkende stemme.

Han smilede svagt, "det er ikke så slemt, jeg bor ikke alene, så om dagen tilbringer jeg tid med min bofælle, snakker eller hvad vi ellers føler for den dag" sagde han, "så selvom ventetiden er lang, har jeg masser at tage mig til, og desuden betyder tid meget mindre for mig nu,end det gjorde engang" fortsatte han roligt.
Han rystede svagt på hovedet, "nej, de har jeg ikke haft fornøjelsen af endnu" sagde han og kiggede vurderende på hende, hun virkede ... trist, som om snakken om hendes by bragte dårlige minder frem, eller noget i den stil. "Hvordan er der?" spurgte han, hvis nu hun ønskede at fortælle om den.

"Man kan ikke beskrive det med ord." Affærdigede Raven vampyren. Hun ville ikke fortælle om den. Det gjorde ondt et sted inde i hende, og hun havde ikke lyst til at åbne op for det sted. Det var et sted, der hed Aurora, og der kom hun kun sjældent nu om dage.

"Man kan slet ikke forestille sig det. Det er alt for stort og smukt." Alligevel kunne hun ikke holde sine ord tilbage. "Mørket er allestedsnærværende, men det er aldrig.. Kvælende tæt, hvis du forstår. Det er oplyst af jordens stjerner og af lanterner i blåt og grønt og lilla. Og husene, det hele er så.." Pludselig var der noget hårdt over hende, som dog blegnede en smule.

"Men det betyder ikke noget. Man skal se det. Tag din bofælle derned. Der er spændende, også for vampyrer.. Men hvor finder en vampyr en bofælle? Eller.. Han eller hun er vel også en vampyr?"

Han lyttede fasscineret, "det lyder utroligt" sagde han og smilede svagt, "det tror jeg, jeg vil gøre en dag ..." fortsatte han tænktsomt, hvis det virkelig var så fantastisk som hun beskrev, så var det et syn han måtte se, og Logan ville sikkert ikke have noget imod at tage med.
Han vendte opmærksomheden tilbage mod hende, da hun stillede sit spørgsmål, "ja, det er han" sagde han med endnu et lille smil, "det gør tingene en anelse mindre komplicerede" fortsatte han.