sommerbær

"nej jeg er ikke sindsyg" svarde
Arason hende og kiget på hende med
hårde øjne

Janies klynkende facade blev til et tvært udtryk da han igen så hårdt på hende. Hun rystede på hovedet. "jeg skylder dig et slag."

"så komme med det" svarde arason og gik hen til hende og kiget på hende han var så tætpå at hun kunne slå ham nu

Janie flyttede vægten tilbage, for at lægge en mindre afstand til ham, uden at bakke væk.
"Nej... Jeg gemmer den." bluffede hun fordi hun meget enkelt ikke turde slå ham. Hvem vidste hvad det ville ende med. Hun kunne stadig mærke slaget. Måske bluffede han også? Måske legede han med hende? Hendes blik var yderst mistænktsomt.

"komme nu" svarde han og gik hen til hende igen "jeg ved jo godt at du gerne ville gøre det" svarde han med et smil

Janie bed sig djævelsk i underlæben for at forsøge at skjule et smil, der alligevel kunne ses. Joh, hun ville godt. Nu hvor han lokkede havde hun svært ved at sige nej. Ja, det var helt umuligt. Hun flettede ivrigt fingrene, mens hun tog ham i øjesyn. Hvor skulle hun slå? Åh, der var så mange steder. Og så sparkede hun ud efter ham, lige mellem benene.

hun ramte ham lige i kuglende i det han sank sammen
hun havde virklige overvejet hvor hun sparkede ham han lå bare ned nu

Janie fniste kort og begyndte langsomt at cirkel omkring ham med afmålte skridt, om en triumferende løvinde der gjorde klar til det dødbringende bid.
"Tosse. Hvad fik du ud af det?" Stemmen var drillende let, som snakkede hun med et lille barn der havde slået sig og skulle trøstes.
Hun samlede hurtigt hans våben op.

"jeg er ikke nogen tose" forsvarte han sig i det han kiget op på
hende og holde sig for skridt

Hun slog den flade side overvejende mod sit ben. Hun havde ingen ide om hvordan man bruge sådan et, men det behøvede hun jo ikke fortælle højt.
Hendes stemmeleje blev sænket. Det var stadig legende, men dybere. "Måske, måske ikke... Men du er slem. En slet mand, der slår på piger."

"ja fordi du irtert mig" forsvaret han
sig i det han var bange for at hun ville bruge hans våben mod ham

Janie spidstede munden, "Buhu." lød det fladt fra hende. Der var ikke skyggen af medlidenhed fra hendes side af. Hvorfor skulle hun, når hun havde overtaget? Hun løftede sværdet for at prøve dens vægt og balance i hendes hånd.
Hun løftede sværdet og huggede ud efter ham, hvor han lå.

han kunne stagdige ikke røre sig i
det hun slog ud mod ham med hans egnet våben ramte den
hans ben han skulle lide til at skrige men ville ikke
gi op

Janie blev helt chokkeret over at hun havde ramt ham. Hun havde ikke regnet med noget og hun havde slet ikke gennemtænkt situationen eller tænkt på at hendes handling ville have en konsekvens.
Hun trak i et ruf sværdet til sig og var helt forundret over at se blodet.

han rejste sig op og hev sværdet ud af hendes hånd i det han
satte det ned i skeden igen og toge noget stof han prøvet at
binde om såret det blødte vildt kraftiget men han ville ikke skrige som en pige "hvad vil du ha ud af det her"
svarde han og kiget på hende med et tegn på svaghed