sommerbær

Årstid : Sommer
Vejr : Høj sol og skyfri himmel, tæt på de 30 grader
Sted : Langt ude i skoven
Tid : Efter middag
Omgivelser : Træer, en lund og en bæk. Skovidyl på max.

Janie havde forladt den slum hun plejede at holde til i. Om ikke andet var der sjældent hun kom ud fra byen, der havde alt hvad hun havde behov for og hun følte sig mest tryg i larmen.
Solen skinnede på hendes blege hud, der ikke havde set meget til solen, selv om den havde været fremme i flere måneder nu. Men nu skulle det være. Janie stod med de for store lilitærstøvler i et jordbærkrat og skovlede de søde bær i sig. Hun elskede de vilde jordbær.

en mand komme gående ind i skoven hans hætte dækket han ansigt mens hans kappe flagret han havde et sværd med sig og en bue og til sidste en daggert der hang i hans bælte ligesome hans sværd hans ansigt kunne man ikke se men han lignte også et lige han havde ikke sovet i en uge nu han gik med bestemte skridt længre ind i skoven

Janie rettede sig op og hev op i blusen, der faldt ned om hendes spinkle skuldre. Hun bakkede ud af det lille bed og ud på skovstien, der var en lille nedtrådt sandsti.
Hun suttede de sidste safter af sine fingre og stod lidt rådvillig. Hvad skulle hun nu tage sig til? Lige meget hvor hun kiggede hen var der træer eller andet natur. Intet af det skreg af spænding.

da så Arason en dame der stod ude på stien trak han hans sværd frem og gik hen mod hen

Janie fik næsten øje på sværdet, før hun fik øje på hvem der holde det. Et sværd? Hvor åndssvagt! Nu var hun ikke selv bevæbnet, men hvis hun var, ville det være med en revolver og hun ville skyde hovedet af ham, inden han nåede ind for rækkevidde.
Hun drejede hovedet og så sig omkring. Nope, der var stadig intet. Hun blev stående og trippede på stedet. Flyttede vægten fra den ene fod til den anden.
Hvad for idiot gik rundt med et sværd?!

han gik med forsigtige skridt hen mod hende og
putede sit sværd væk men han havde stadig hans hånd fast om skafte
i det han stod 5 meter fra hende "hva laver du her" spurgte han om

Janie slikkede sig om munden med tungespidsen. Hun slog med hovedet og stirrede på ham.
"Hvem spørg?" vrængede hun af ham.

"hvorfor skulle jeg sigde mit naven"
svarde Arason og kiget på hende med brænde øjne i det
han stramet grebet på hans sværd

"Nåh... hvorfor skulle jeg så fortælle dig noget som helst. Det er en fri skov. Alle må være her og jeg laver lige hvad der passer mig." Hendes øjne skød lyn.

" ville du gerne kæmpe" svarde Arason og kiget med
hård øjne på hende der brænde inderliget foor at lære hende en lærestreg

Janie blev lidt paf. Nej, det ville hun da slet ikke! hendes øjne blev store, men så lynede de igen.

"så skrid af vejen" sagde han hårdt i det hans øjne brænde
endenu mere i det han ville slå ud effter hende hvis hun blive stående

Janie blev stående og så sammen bidt på ham. Sådan var der ingen der skulle tale til hende på! Hun knyttede hænderne og så stædig ud.
"Skrid selv." var hendes barnlige svar.

han smidt alle sine våben og knytede nævene i det
han kiget kold på hende gå af vejen ellers blive det her grimt" sagde Arason
i det han knytede hans nævere

Nå okay. Når han var dum nok ti at smide våbene, følte hun sig mere sikker.
Janie smilede spottende til ham og hvis hun havde været nervøs eller bange, var hun det ikke mere.
At hun ville kunne ende med at få et ordentlig lag klø faldt hende ikke ind.
"Er du sådan et fjols der går og slår på siger?"

"nej men hvis du ikke gå af vejen gør jeg" svarde arason i det han
kiget hårdt på hende imens han vente på hendes svar

Janies øjne blev smalle ovenpå truslen og hun mimrede utilfreds med næsen.
"Nåh..." Hun trippede usikkert, var ikke klar over hvordan hun skulle håndtere truslen.
Hun gik provokerende et lille skridt tættere på ham. Et LILLE. Der var ingen grund til at komme for tæt på ham, hvis han nu var lige så farlig, som han gav udtryk for. Og så var det at det i et kort øjeblik gik op for hende at hun var ved at rode sig ud i noget, hun ikke ville kunne klare.
"Undskyld..." pev hun, men flyttede sig på ingen måde.

han gik et skridt bag ud da hun havde gåede et skridt mod
ham hvad lavet hun tænket han i det hun var foran ham han
"det gør ikke noget" var det enste der komme ud af hans mund
imens han kiget usikert på hende

Der kom et sadistisk skjult smil på Janies læber, da hun så at han bakkede væk fra hende. Hun opfattede den slags adfærd som et svaghedstegn og det var som en rød klud for hende. Det tirrede og lokkede hende til at fortsætte med at udfordre skæbnen og hun kunne slet ikke stå for den slags.
Hun slog med fornyet selvtillid med det matsorte hår og nedstirrede ham med en påtaget arrogance.

"Godt. For du virker ikke som en der gør andet and at tale. Så smut inden du fortryder." Snappede hun syrligt af ham.

ingen skulle snakke sådan til ham han løbe hen i
mod hende i det han slog ud med hans hånd mod hendes ansigt

Janie nåede kun at se overrasket ud. De stod al for tæt til at hun kunne nå at reagere ordentligt. Hun kom med et højt piv og og væltede baglæns for at undgå at blive ramt.
Han ramte hende og hun væltede baglæns og landede på stien med et tungt bump.

han kiget ned på hende det var ikke mening
at hun skulle være blivet forskræket eller
komme til skade han gik over til hende og tog sin
hånd frem så han kunne hjælpe hende op

Janie snøftede fortumlet og så blinkede med øjne, inden hun virrede med hovedet. Det gjorde ondt, hvor han havde slået hende, men var tik at overkomme. Hun var ikke typen der klynkede i sådan situationer.
Hun så forundret på ham med et 'hvorfor gjorde du det?'-blik og tog hans hånd, så hun kunne komme på af stå.

"sorry" mumlete han i det han gik hen mod træerne og kastede en
kniv mod et træ der stod godt og vel 3 km væk fra ham i det den næsten
flækede træet

Janie snøftede og skulede igen. Ville hun kunne slå ham? Nok ikke. "Er du sindssyg?" klynkede hun.