Shiny happy people.

Filmen endte måske ikke ligefrem lykkeligt, og så gjorde den alligevel. Efter at have siddet med vidt åbne, tårefyldte øjne i lang tid, hænderne for munden og en glemt plade chokolade på sædet ved siden af, kunne Raven pludselig blinke og sukke og tørre sine kinder, mens filmens højdepunkter spillede for hendes indre blik under rulleteksterne. Selvfølgelig var Gwens far død. Sådan var det bare dømt til at gå, men det havde ikke forhindret hende i at græde et mindre vandfald under begravelsen, hvor de mørke paraplyer pegede mod den regnfulde himmel, og ingen dukkede op for at trøste hende. Eller da Onkel Ben døde. Hendes hjerte havde siddet i hendes hals. Men det løfter, der ikke kunne holdes, var de bedste, og Raven kom med et lille snap, for hele lykken var vendt netop der.

Det var åbenbart skæbnesvangert at være onkel og hedde ben, tænkte hun nu og rejste sig op. Samlede chokoladen op og så ud over stoleryggene i den meget lille biograf. Hun havde været næsten alene i biografen og havde valgt et sæde på bagerste række. Der var endnu mørkt, og hun missede med øjne. Andre var også begyndt at rejse sig op. To unge mænd mumlede stilfærdigt, og tre piger, der kantede sig forbi hende på rækken nedenfor, snakkede højlydt om, hvor hot skuespilleren var. Den sidste gruppe, der havde set Spiderman, var et par, og de sad stadig forenet i et dybt kys lidt ude til højre. Hun tørrede igen sine øjne aggressivt og trak rygsækken ud fra under sædet. Netop som hun svingede den over ryggen, ændrede musikken sig, og hun lod sig dumpe tilbage i det behagelige, røde sæde.

I en fængselscelle med Lizard kom løftet om en efterfølgende film, og øjeblikket efter tømtes biografen. Raven gned sine øjne, da hun af en smilende, ung mand lod sig guide ud af en dør, gennem en gang og ud i den kolde aftenluft. Den ramte hendes ansigt og strøg direkte igennem hendes åbentstående skjorte og den sorte tanktop. Hun havde shorts på, for da hun havde fået billetkontrolløren til at tro, at han da allerede havde tjekket hendes billet, havde det været strålende solskin. Aftenen var mindst lige så strålende, som dagen havde været, luften var klar og på en måde tynd. Den duftede af bilos, men bar også en friskhed med sig, der passede dårligt til omgivelserne. Det var lørdag, og der var mange på gaderne. Klokken nærmede sig elleve, og på hver en bar langs den befærdede og trafikerede gade, sad mennesker og røg og snakkede. En smal streg tegnede månen over byen, og der var lys i mange vinduer. En let vind trak i hendes uglede hår og i hendes skjorteærmer.

Raven hankede op i den store rygsæk og brækkede en stribe stykker af chokoladepladen. Det var lige i universitetskvarteret, og livet var eksploderet. Hun kunne godt lide dette kvarter, både i dagslys og i aftentimerne, men denne dag var filmen endnu på hendes nethinde, og hun så næsten ikke de mennesker, der gik forbi hende. Faktisk så hun så lidt, at hun uden videre busede ind i én, der vist også havde været fraværende.

Hendes kæde af tanker, der spandt sig om forholdet mellem den perfekte, Gwen, og den uperfekte, Peter, der godt kunne leve alligevel. At nogen kunne forelske sig i den Peter Parker, der blev potræteret i filmen, kom ikke bag på hende, men det var alligevel på en eller anden måde rart, at han ikke havde været helt uproblematisk. Han havde været teenager, havde ikke forstået sit ansvar, alt det klassiske. Måske var det derfor, hun havde fundet filmen særligt meget bedre, end alle de romantiske komedier, hvor to perfekte mennesker mødes, ikke kan fordrage hinanden, på en eller anden måde havner i samme båd alligevel, og de finder ud af, at de har noget til fælles. Så slipper de for hinanden, og de burde være lykkelige, men det er de ikke. De savner hinanden, nemlig, og de mødes på det hemmelige sted, damen fortalte manden om, da de delte et romantisk øjeblik, og de lever et lykkeligt liv, hvor alt går som smurt og hvor er det bare dejligt. Og samtidig er det netop ikke dejligt alligevel, fordi det er smukke unge mennesker, der små 'problemer' til trods er stereotype og perfekte. De smukke får de smukke.

"Undskyld," mumlede hun og hævede afvæbnende armene, og uden rigtigt at se vedkommende fortsatte hun.

Efter at have sikret sig at låget på vandflasken var skruet sikkert på, stak han den ned i sin taske og forlod bygningen via en bagindgang der førte ud i en gyde, der virkede som den perfekte scene til et mord. Et par øde ildelugtende containere, gammelt hullet asfalt, knap en meter fra mur til mur og yderst sparsomt lys, kunne det blive bedre? Med forskellige scener spillende i hoved, hastede Stephen igennem gyden, før han til sidst drejede til venstre og kom ud i universitets parken. Da han var kommet var stedet fyldt med studerende unge på hans egen fysiske alder, men da han forlod stedet var der tomt mørkt, lige med undtagelse af et par hjemløse der havde beslaglagt bænkene. Med lange målrettet skridt begyndte han at krydse parken via det omhyggelig lavet sti system.

Selve stien var lavet af mørk næsten glat asfalt, hvor siderne var belagt med røde mursten. Hvorfor det var anlagt på den meget stilfulde måde kunne kun skaberen svare på og om muligt ikke engang ham, men den person der styrede parken, universitetets rektor. Han måtte vide det. Stephen skød på at det ikke var fordi skolens rektor var bange for at folk der benyttede den ikke kunne finde stien, for alle der gik på universitet skulle helst være kloge individer. Måske kloge var så meget sagt, men de skulle gerne kende deres kram og helst have en del skoleår i rygsækken. Hvad andre mulige begrundelser der var, kunne Stephen ikke finde og opgav derfor. Han kunne lige så godt komme videre frem for at tænke på hvad syv katte røde mursten lavede ved siden af en asfalteret gangsti.

En høj skinger tone brød ud fra Stephens bukselomme og fik hans hjerte til at springe i vejret. Mens det faldt på plads, greb han ned efter sin mobil i lommen og trykkede på en vilkårlig tast. Mange unge mennesker fortrak at bruge mobiler med en berøringsfølsom skærm, ikke noget englen forstod. Han kunne kun se det upraktiske i det og samtidig havde han det fint med en mobil med knapper. Det gav en vis form for tryghed. Hvordan kunne han ikke forklare, men Stephen følte sig aldrig på hjemmebane når det kom til de store skærme med smarte funktioner. Beskeden han havde modtaget var fra Nicolas. Han ville sikre sig at Stephen ikke skulle have et lift. Som han allerede havde gjort fem gange før den aften, takkede Stephen nej til tilbuddet med en høflig besked.

Efter at være gået ud af besked området, kiggede han på sin baggrund, hvor klokken stod med store letlæselige tal. Elleve, sådan cirka. Netop som Stephen skulle lade mobilen glide ned i lommen, forlod han en lyskegle fra en gadelampe der kastede et hårdt kunstigt lys ned i en kegle på vejen. I samme øjeblik stødte han ind i noget fast men blødt. Derefter tog det ham to sekunder at opfange færden af noget magisk, samtidig med at han hørte en mumlende undskyldning. Letter små forvirret drejede Stephen sig rundt og betragtede en kvinde, der havde den klassiske overnaturlige duft over sig. Specielt. Han kunne ikke helt placere dem, selvom han forsøgte. Mens han forsøgte at finde en sammenligning, blev han ubevidst stående og kiggede med tomme øjne, der intet så, mod hende i få sekunder.

Måske var det simpelthen det faktum, at han stoppede op, der fik hende til at se sig tilbage. Måske havde hun en sans, hun ikke kendte, eller måske havde hun ubevidst fundet ham spændende. Måske var det hans bevidsthed, der havde fanget hende, hun var jo før kommet til at røre ved andre. Røre dem inden i uden at det havde været med vilje. Måske var det hendes hoved, der til tider truede med at eksplodere i uvelkomne indtryk, som spillede hende et pus. Eller også var det bare Aurora, der engang havde haft evnen til at læse folk. Måske havde Aurora set ham, men.. Hvor skulle hun vide det fra? Hun vidste intet, men så sig alligevel tilbage og så en dreng, der stod med ansigtet rettet mod hende, øjnene rettet mod hende, og hun vidste, at han ikke så hende.

Som når man ser sig over skulderen i trafikken. Man ser bilen, men vil man nogensinde være i stand til at fortælle om farven, størrelsen? Eller når man skimmer en tekst. Selvfølgelig ser man ikke, hvis et lille ord er stavet forkert, for det er ikke centralt. Han kiggede nok bare på hende, fordi han ville se, hvem der var gået ind i ham. Hvad mon han så? Var det så bredt som et andet menneske, eller kunne han indskrænke det til en pige? Måske endda en mørkhåret pige, en pige med bleg pande og spids hage, rygsæk, shorts og slidte vandrestøvler.. Eller slet ingenting? Det tog knapt et øjeblik, før hun slap ham med sit undersøgende blik, men et øjeblik var også nok.

Hun nåede at opfange så godt som det hele. Dreng havde ikke været rigtigt. Det var en ung mand med et ansigt, der blev blødt oplyst af gadelygters genskin og de pletter af lys, som forskellige vinduer kastede. Mørkt hår over en høj pande højt oppe. Øjne, der var dunkle, i hvert fald i det store hele, for nederst, hvor øjenvippernes skygge ikke kunne nå, strålede en gyldenbrun halvmåne om en dyb pupil. Et splitsekund så hun kun de øjne, lod sig suge ind i deres tomhed, og så i et mærkeligt close up, hendes hjerne uopfordret lavede, hvordan hun spejlede sig i dem, hvordan hendes hoved blev kæmpestort som gennem en dørspion. Han havde en meget karakteristisk mund, lagde hun mærke til, før hun tog endnu et skridt i retning væk fra ham. Det var ikke noget dårligt. Faktisk var det absolut positivt. Han havde den slags mund, piger drømmer om. Faktisk så var hun sikker.

Hun var sikker på, hun engang havde haft en drøm om ham. "Hey, vent," hun snurrede rundt, så håret dansede om hendes hoved. Hendes stemme lød spinkel men gennemtrængende over baggrundstæppet af menneskelyde og biler, delvist malplaceret som et fejlslag på klaveret. Den uharmoniske lyd trængte sig ind gennem hendes hud, og en gnist af bleg rødmen viste sig som en skygge på de blege kindben, mens hun sprang mellem erindringer for at finde netop der, hvor han havde været engang. "Har jeg ikke set dig før," spurgte hun famlende.

Hun forestillede sig, at er i andres hoveder var pæne, lige reoler, hvor tusind og atter tusind kasser med påklistrede mærkater stod stilfærdigt, klar til at dele vigtig information. I hendes eget hoved derimod, tænkte hun, var der ingen kasser. Der var snore. Det skulle være et stort, højloftet rum, og mellem væggene skulle der være spændt snore. Alle slags snore, gyldne bånd og tykt tovværk, sytråd og papirguirlander, og på hver snor skulle der hænge ting ved tøjklemmer, papirklips eller tape. Der skulle hænge papirer og fjer og tårer. Visne blade, udklip, stof, en taske, et kamera, sutsko og så naturligvis minder og viden. Så måtte man gå på line over snorene, svæve som en fugl eller finde en rusten trappestige, hvis man manglede noget. Og netop derfor kunne hun ikke genkalde sig denne fyr. Hun havde nok slet ikke drømt om ham. Hun havde nok bare.. Det var nok bare noget, hun fandt på. Dumme hjerne.

Men det var jo rigtigt. Hun havde set netop det ansigt. Netop de øjne, der mindede om mørk rav eller chokolade havde hun set et eller andet sted. Hvis hun ikke havde taget helt fejl havde hun faktisk… Hans ansigt havde været i et blad. Hun kunne se det for sig. Han havde været trykt på bagsiden af en anden reklame. Parfume, måske, det havde været en flot reklame, han var på bagsiden af. Så flot, at hun havde revet den ud for siden at klippe den i små bitte stykker og klistre den på en lyserød maske. I øvrigt en pæn maske, det var godt, hun satte hvide sten på til sidst, det havde været det rigtige valg.

//Jeg håber det er okay, Stephens band har annonceret for sig selv o.o Well, hvis ikke det falder i din smag, så skriv lige, så lader jeg som om jeg aldrig skrev det n__n
Her er en krammekat o-o https://i.imgur.com/3DObz.gif //

En kvinde, med mørk hår, iklædt klassik tøj, men det ville Stephen ikke huske om få minutter når han stod henne ved sin bil. Han ville meget muligt ikke engang huske han var stødt ind i hende og hvis han gjorde, var hun blot en kvinde blandt alle de andre. Det sjove kom pludseligt, så sjovt at det ville være naturligt at grine men alligevel så underligt at det ville være endnu mere latterligt at grine. Han var ikke på vej nogle steder hen, så hvorfor bad hun ham stoppe, det var hende der var på vej væk. Det eneste hun fik stoppet, var Stephens bevægelse. Hans hånd der skulle til at smide hans telefon ned på dens plads igen. "Muligvis."

Når man arbejde med at spille forskellige steder, var der ofte ivrige fotografer, nogle mere professionelle end andre, der klikkede løs på deres spejlrefleks. Altid spejlrefleks. Selv amatører og dem der knap havde taget et billede i deres liv havde et. De var det nye sort. Billederne blev altid smidt på nettet, evig og altid, hvilke var noget så trist for Stephen, der så måtte gøre en ekstra indsats den dag han skulle skifte identitet. "Du har muligvis set et billede af mig." Uddybede han i en monoton tone, som om han egentligt hellere ville hjem og ligge i sin seng. Det var heller ikke helt galt. Der var mange nye mennesker at møde og han huskede dem aldrig igen, ikke før de kom og prikkede ham på skulderen og sagde de havde mødtes til en fest. Så kunne det være at man var heldig, men det skete sjældent. Det var kun få folk Stephen gik og huskede på.

Samtalen kunne så være blevet endt, men det ville være mærkeligt at slutte på den måde og da han alligevel stod i udsigt til i hvert fald at skulle snakke med hende i lidt mere tid, kunne han lige så godt se hvem hun egentligt var. En af de ting han først bemærkede var hendes blege hud. Den kunne minde om en vampyr, men hendes magiske aura - om man ville - vidste ingen tegn på vampyrisme. Hvad det ellers kunne være, var Stephen ikke hundrede ti procent sikker på, men hun så ganske normal ud. Det mørke hår, tøjet og generelt hele hendes udstråling. Der stak ingen fe vinger ud af ryggen på hende. Det ville også have været bekymrende.

Muligvis, sagde han, og Raven nikkede genkendende, mørke lokker bølgede om hendes hoved, og hun gentog efter ham, at hun troede hun nok havde set et billede. Hendes stemme var en anelse for høj, som om hun prøvede at overdøve støj, der ikke fandtes. Han lød ikke glad, hans stemme var flad, og hans øjne havde stadig det der glasagtige over sig. Hvorfor? På grund af amatørfotograferne? Hun kiggede på ham, hovedet tippet let til siden og sugende, mørke øjne, som en tragt af sort vand i et badekar.

Og han var stadig lige upåvirket. Den karakteristiske mund var stadig uden udtryk, og de pæne bryn sagde ingen ord. "Men det var altså ret professionelt," Hun trådte et halvt skridt frem mod ham, og noterede sig, hvordan hans karameløjne fik en smule liv. Lidt som om hans bevidsthed vendte tilbage fra det sted, hvor den havde vandret. Eller måske havde de hele tiden haft det?

Måske havde hun bare bildt sig ind, at han var fjern? Måske var det bare noget, hun havde troet, hun havde set. Måske var det bare de svævede erindringer, der dansede gennem mosekonebryg over en motorvej og skjulte sig i brune papkasser. Men hvor mon han gik hen, når han gik væk i tanker? Han så almindelig ud. Han gik sikkert et almindeligt sted hen. Et sted med musik i baggrunden og blødt lys. Sikkert et eller andet dejligt sted, tænkte hun, uden at være klar over, at hun øjeblikke forinden havde fanget hans tankestrøm i et edderkoppespind af bevidsthedssanser, der som tynde tågetråde var trængt ud gennem hendes tæer og hendes skuldre fra det øjeblik, de var stødt sammen, usynlige for alle øjne indtil de pludselig blussede op og pulserede af blegrødt aftenlys mens hendes famlende bevidsthed greb efter hans. Desperat, som om hun manglede noget, han havde. Hun vidste det ikke selv, anede ikke, hvordan hvad hun opfattede som talte ord aldrig var blevet formet af hans mund.