I have nothing that i can offer but i hope that you can become my dinner for one night?

Regnen stod ned, som om der var noget nyt i det for det var set for så mange gange før.
Han var lige kommet ind af døren da regnen begyndt og stå ned og han havde taget sig en lille gæst med hvis man kunne kalde hende for en gæst, i sandhed var hun enlig hans aftensmad og han havde enligt bare taget hende med fra gaden efter at han havde haft en lille kamp med hende.
Han gik stille og roligt hen i mod døren til gæsteværelse og han lag hende bare på sengen så hun selv kunne vågen når det nu en gang sket, han gik selv tilbage ud af værelse og han lukket døren efter ham før han gik tilbage ned i stuen som var lige ved siden af hans eget kontor, hvad skulle tiden så gå med? Han havde ingen ide men an gad i hvertiefalden ikke og skulle tilbage ud det vejer. Han havde et hvidt jakkesæt på mens håret havde en ild rød farve og bunden af det var sort, hans hud var næsten lige så bleg som jakkesæt og hans øjne havde en dybrød farve, han var os elegant og utroligt charmerne lige meget hvad for han var ikke et menneske, nej han var det som jaget mennesker og som levet af blodet fra andre racer end hans egen.
Mange ville sikker se ham som et momster og nogle ville os sige at han var heldig fordi han havde udødelighedens gave og den ville mange mennesker dø for at have, et smile var kort på hans læber mens han tænkte på alle de dødelig der var i den her verden og han kun næste slå en latter op for de små svagheder som de alle sammen havde..

Langsomt begyndte hendes øjenlåg at sitre og der gik heller ikke længe inden at hendes smukke chokolade brune øjne kom til syne igen. Hun blinkede et par gange men hun syntes stadig hendes syn ar sløret. Hun følte sig helt fortumlet og rundt på gulvet. Og hun var enormt glad for at hun lå ned. Hvorfor gjorde hun egentlig det? Hun kunne mærke den bløde madras mod sine håndflader og fjedrene gav sig lidt som hun forsigtigt begyndte at bevæge på sig. Endelig begyndte hun at have en bedre fornemmelse af hvor hun befandt sig. Eller det var umuligt for hende at genkende stedet. Eller det virkede i hvert fald slet ikke bekendt.
Pludselig skulle det gå ufattelig hurtigt for Audrey at komme op at sidde. Og det gik nok alt for hurtigt. Hun fumlede ned at komme ud af lagerne. Det gik heller ikke for godt. På grund af at hun endnu ikke var helt klar i hovedet endte hun med at falde ned på gulvet fra den seng hun lå i. Det hjalp samtidig ikke på den hovedpine der begyndte at gnave sig vej igennem hendes hjerne. ”Av…” mumlede hun svagt og klagende som hun begyndte at sætte sig op ad sengen bag sig. Hun lagde en hånd mod sit hoved og følte med det samme den bule der tidligere på aftenen havde været grunden til hendes lille bevidstløshed. Med sine øjne spærret godt op fik hun nu set sig omkring i det rum hun befandt sig i. Hvor var hun? Og hvad lavede hun her? Det sidste hun huskede var denne mørkeskikkelse.. Hun stivnede. Helt ind. Hun huskede nu hvad der var sket. Men hvad var grunden til at hun var blevet bragt her til? Hun så ned af sig selv og så hvordan hendes bluse var blevet revet i stykker få steder. Ikke at der blev afsløret noget men det var stadig ubehageligt. Langsomt begyndte hun at trække sine ben op til sig. Blot for at føle sig mere tryg i den situation hun var i. "Hello??"

Cicero havde brugt lidt tid på lidt papir arbejde som han havde tilbage fra hans arbejde, han havde som altid en del og se til som kunster og søvn havde han jo heller ikke bruge for som vampyr, en god side ved udødeligheden ind i mellem. Han hørt den lavt lyd af bump fra hende der faldt ned sengen og han besluttes sig for at gå der op og se til hende, hvad for en role skulle han lege den her gang? Han overvejet det mens han gik hurtige og lydløs op af trappen og han kom hen til døren som han lukket op "godmorgen sovetryne" sagde han med en roligt stemme mens han kiggede på hende, hun var hans lille bytte og legetøj for i aften men ville han nu være ligeså modbydelig som han altid var mod de andre? Han var ikke sikker på det øjeblikke så han tog bare den venlig maske på indtil videre, Cicero var en mester til og lege med andre racer og han var os god til og vinde tiltror fra andre som slet ikke var klar over hvad hans sande natur var.

Audrey drejede hurtigt sit hoved mod døren idet hun hørte den blev åbnet og hun stirrede nærmest skræmt mod den person der stod i døråbningen. Hendes øjne var stadig opspilet og man kunne se at hun ikke ligefrem var i den bedste tilstand lige nu. Hun var forvirret og vidste ikke hvad der faktisk skulle foregå. Hun følte sig så uviden. Og hun brød sig ikke om den følelse. Ikke lige nu. Hun hørte hans stemme men tonen og ansigtet passede ikke det mindste til hvad hun endnu kunne huske fra tidligere. Også selvom at det endnu var sløret for hende. Hvad var det egentlig der var sket?
”Go-Godmorgen..” fik hun stammet frem mens hun prøvede at forholde sig mere eller mindre rolig i øjeblikket. Hvilket var en del svær. Hun fik svunget sine arme omkring sine ben og pressede dem mere op til sig. Hun havde det ikke alt for godt. Ikke sådan fysisk dårligt. ”Hva-Hvad vil du?? Hvorfor er jeg her??” Selvom at hendes stemme var nærmest engleblid og afslørede sirene toner rystede hendes stemme stadig og lød en smule hæst efter de skrig hun havde udfoldet sig under deres lille kamp.

"du er i mit hjem" sagde Cicero roligt mens han kiggede på hende "du besvimet på gaden og jeg tog dig med her til for det gå vel ikke at der lige folk på gaden, tænke over hvad der kunne have sket?" sagde han kort efter, hvorfor ikke bare lege med hende det kunne jo ikke gør skade på ham selv og hun ville nok heller ikke se i gennem sandenheden om hvad han i virkligheden var ude efter.
Han holdt det rolige smil mens han kiggede på hende "må jeg få et navn miss eller holder du helst sådan ting for dig selv?" sagde han mens han lod øjne være på hende, han flyttede sig væk fra døren "kom heller ud i verden for jeg har lige et par ting jeg skal tag mig af" sagde han roligt før han forsvandt fra døren og ned i gennem gangen til trappen som han var kommet fra..

Hun kunne mærke hvordan at hun faldt mere til ro. Forestillingen om hvad der faktisk var sket virkede forkert i hendes hoved. Og denne unge mand så ikke ud til at lyve for hende. Men samtidig var han bare helt rolig. Som var det normalt for ham at hjælpe folk der så ud til at være i nød. Ikke at hun ikke ville have gjort det samme. Men hun havde ingen beviser for at det faktisk var ham der havde været grund i at hun var besvimet. Så hvorfor ikke give ham en chance?
Et ganske lille forsigtigt smil begyndte nu at forme sig på hendes læber og efter at have taget sig sammen fik hun endelig åbnet munden til at svare ham. ”Au…Jeg hedder Audrey..” præsenterede hun sig en smule nervøst men hun fik i hvert fald stoppet med den rystende stemme. Hun drejede hovedet i takt med at han forsvandt ud af døren igen. Hun lod sig stirre lidt på døråbningen som for at sikre sig at den ikke var farlig på nogen måde. Og efter at være helt sikker begyndte hun endelig at rejse sig op i sin fulde højde på de 160 centimeter. Hun så kort ned af sig selv. Intet af hendes tøj var ødelagt nok til at afsløre noget der kunne få hende til at føle sig ubehagelig til mode. Så hun fik taget sig sammen til faktisk at bevæge sig hen mod døren. Efter ham. Eller hun kunne ikke se ham mere men hun fulgte bare gangen og med langsomme skridt begyndte hun at gå ned af trappen. Et trin af gangen.

Cicero var kommet ned af trappen og tilbage ind i hans kontor før hun overhoved var kommet ud på gangen, fordelen som vampyr ind i mellem eller han skulle jo heller ikke misbrig hans evne for meget for det var jo heller ikke sjovt.
Han tog sig kort af det papir arbejde som der var tilbage og han sad der for ham selv i kort tid men han overvejet hvordan han skulle snyd sig til lidt blod fra hende, hans hænder slappe af under hans hage mens han lukkede de dybrøde øjne for lidt tid og han lyttede til hendes gang mens han hold øjne lukket..

Hun lagde forsigtigt sin ene hånd mod trappens gelænder. Hun var stadig svimmel. Dog kun ganske lidt men lige nok til at hun tog den med ro. Hun lod sine brune øjne køre rundt i det hus hun nu var i. Det virkede rummeligt men samtidig fyldt op med alt muligt. Af det hun kunne se var indretningen meget unik. Det mindede hende lidt om hvordan møblerne havde set ud i forskellige film hun havde set. Lige fra Moulin Rouge og til Interview with a vampire. Det var helt utroligt. Endda uden at tænke særlig meget over det kunne hun gennemskue at hun meget muligt befandt sig i den mere rige del af Aterwell.

Endelig var Audrey kommet ned af trappen og endelig var hun begyndt at finde sin vej i huset. Men hun syntes stadig at have problemer med at finde sin vej ud. Og idet at hun endte med at stå udenfor det man kunne kalde for et kontor. Og han var der. Det kunne hun mørke gennem den halv lukkede dør. Langsomt skubbede hun til den for at åbne den lidt og fik hurtigt øje på den person der havde samlet hende op fra gaden. Og igen kom det lille smil frem. Hun bankede roligt på dørkarmen for at fange hans opmærksomhed inden hendes stemme atter lød. ”Jeg.. Jeg er beæret over din hjælpsomhed. Men jeg må til at komme hjem til mig selv. Så hvis De vil være så venlig at vise mig vej til hoveddøren….” fik hun så frem. Forsigtigt. Nervøs for hans reaktion.