De gemmer sig -Privat Silas-

Dato: 18. juli
tid: 00:30 ca.
Sted: En lille nattecafé
Vejr: Regn.
Omgivelser: Hyggelige café omgivelser, Men klubben er mere eller mindre overtaget af halv dystre væsner.


Stefan havde søgt ly i den lille café, ikke blot for regnen, men også fra de mørke skikkelser, der syntes at følge efter ham hvorend han gik. Han satte sig for sig selv og kiggede nervøst omkring. Han havde følt sig forfulgt lige siden den aften med Alias, hvor han havde prøvet at få ham til at huske. Han huskede stadig intet, intet fra denne by, intet fra hvordan han var flyttet eller havde fået alle sine ar. Et eller andet sted var han måske meget glad for at han ikke huskede de her ar.. de så ikke ud til at havde været særligt sjove at få.

Han bestilte en kop stærk kaffe og prøvede ikke at få øjenkontakt med nogen. Han lignede stensikkert en der havde sygelige paranoia. Forståeligt. Han havde oplevet ting der kun efterlod stuff til eftertanken, ting som slet ikke var sjove at tænke på. Ting man frygtede var under en seng eller gemte sig i brusekabinen som barn.

Han lagde sine kølige hænder om den varme kaffe da den blev serveret for ham. Hans hår dryppede lidt på det glatte træbord. Ikke nok med at han lignede en der manglede psykolog hjælp, så lignede han også en våd hund som han sad der og havde trasket rundt i regnen med hænderne om sin varme kop.

Silas var dødtræt, ikke nok med at mødet med William havde taget godt og grundigt på ham og han havde været opfarende og irriteret på grund af det, men det regnede også og arbejdet haglede ned over ham sammen med lektier. Han støttede hovedet lidt, og gik videre. Han havde selvfølgelig ikke paraply med.. måske var det en idé at gå ind et sted hvor han ikke kunne blive så våd.. Han fik øje på en lille natte café og overvejede det kort, det kunne ikke være en dårlig idé...
Han overvejede det, men da regnen tog til beslyttede han sig alligevel at gå indenfor. Der var temmelig dunkelt derinde, men alligevel meget hyggeligt... måske ville det have været mere hyggeligt om dagen hvor der var lys, men lige nu var der lidt dystert.. nu mest på grund af de der sad samlet derinde. Han gik stille op til skranken hvor han satte sig på en af de fikse stole der var indrettet til at man kunne sidde højt og en smule ukomfortabelt, men det så fikst ud..Han fik øjenkontakt med bartenderen eller... tjeneren.. "ale... mørk" sagde han, der havde dårlige erfaringer med bare at bestille øl og få noget der lignede.. ja...tis.
Han så sig lidt om igen mens bartenderen var beskæftiget og fik øje på noget der måske ikke passede helt så godt ind i den lidt dystre bar. Han rynkede brynene lidt, men så klogeligt væk, han burde ikke stirre..
Silas fik sin mørke øl, og vendte glasset mellem sine hænder.. mens han tænkte...Men den unge mand optog ham han havde nærmest hængt ind over sin kaffe, med ludene skuldre.. han lignede en der var ked af det.. måske ikke ked af det, men der var noget...
Han rystede på hovedet og tog en ordentlig tår.

Stefan tog en slurk af sin kaffe og sukkede, prøvede at falde lidt til ro. Det hele var et stort rod, han kunne godt bruge nogen som bare kunne lytte, nogen som ikke havde planer om at æde ham imens han snakkede eller som mente han var hans kæreste. Bare nogen som kunne lede ham hen på nogen andre tanker .. noget som ikke var stoffer eller alkohol. Han rykkede sin kaffe lidt væk fra sig og lod sit hoved læne sig mod bordet. Han lukkede øjnene og prøvede at tænke på alt muligt andet end hvem han var.

Han fik et chok da han blev prikket til og en høj mørkhåret, bleg, fyr spurgte om han måtte sætte sig "Nej" røg det ud af Stefan, han turde ikke lade ham side der "Når, Har du da et problem ved at side ved siden af mig" sagde fyren så og et bredt smil bredte sig over hans mund og et par skarpe tænder blev flashet. Stefan kiggede halv forskrækket på ham "Jeg venter på en" sagde han så og så væk. Han holdte strammere om sin kaffe og vidste at så længe han blev herinde kunne han nok ikke gøre ham noget. Han kneb kort øjnene i for at prøve at lade være med at panikke. Det var sikkert bare ham der var lidt oppe at køre.

Silas sad tilpas tæt på den unge mand der virkede nedtrykt til at kunne høre hvad han sagde, men tilgengæld også forholdsvis gemt af det dunkle mørke der herskede i caféen, og de der kom ind eller passerede ham. Egentlig meget anonym, hvilket passede ham fint.
Silas drak i hvertfald halvdelen af sin øl før der skete noget. Drengen der havde virket nedtrykt havde fået selvskab, åbenbart ikke af en der var så velkommen endda..
Han vendte sig mod sin øl, han havde egentlig ikke noget at gøre med den slags... Men hans samvittighed bød ham meget imod at blive siddene og gøre ingenting.. men hvad skulle han gøre?
Han rejste sig til sidst, ubemærket.. gled ind i skyggerne, som en del af hans genetiske arv havde gjort ham i stand til.Han dukkede op bag Stefans stol, og lagde sin hånd på hans skulder så forsigtigt at den nok knap kunne mærkes "Der var du! Jeg har ledt hele byen igennem efter dig, jeg troede aldrig jeg ville finde dig" sagde han som om var ovenud lettet, og nikkede kort til den anden ved bordet for at hilse ordentligt.. men han var knap så interesseret, kun i det halvblege ansigt der mødte ham med forbløffende store brune øjne. Han fulgte kort tatoveringerne med øjnene, der var mange af dem, men han havde altid haft en vis beundring for kropsudsmykning. Silas anede ikke om denne fyr havde brug for hans hjælp, men han havde udtrykt en vis... afstand til den anden ved bordet, en slags undertrykt panik... og Silas samvittighed ville have været sort som natten hvis han havde ladet ham sidde alene tilbage med ham på den anden side af bordet.

Stefan kiggede kort overrasket op på fyren der dukkede op bag sig "åh, Jeg troede du havde fået mine sms'er" skyndte han sig så at spille med, mest for at ikke at ødelægge det hele, for han havde nært spurgt hvem han var. Fyren overfor dem, virkede kort en smule irriteret over at Stefan havde snakket 'sandt' "hav en god aften" sagde fyren dernæst og rejste sig og forlod bordet. Stefan vendte sig lidt mere imod ham "Tak" hviskede han så og smilede svagt, for første gang i et par dage, sådan .. et rigtig smil, som i glæde der ikke var falsk opbygget af eurofiserede stoffer. Han så lidt ned "Jeg ved godt.. "startede han, men afsluttede hurtigt og prøvede igen "Vil du ikke blive lidt?" spurgte han så, det var ligsom.. Ja han havde bare lige brug for en der ikke kendte ham, som ikke var skummel. Han lagde hænderne om sin kaffe igen, da han havde haft sluppet den. Han bandede lidt indevendigt over sig selv, han følte sig uendeligt ynkelig, men hvad skulle han ellers stille op? Han kendte ikke det her sted, overhovedet. Han kendte ingen! Han følte han manglede en del af sit liv, for han kunne knap nok huske uger før den dag han vågnede på hospitalet. Han blev jo nødt til at lære nogen at kende, finden noget han måske kunne stole .. bare lidt på?

Silas gjorde en bevægelse der ligesom symboliserede Jamen-her-er-jeg! Han smilede venligt til drengen, da fyren overfor ham rejste sig med en halvsur mine... det var der vel ikke noget at gøre noget ved. Drengen virkede lettet da han havde forladt bordet. "Så lidt" sagde han roligt og fjernede sin hånd fra hans skulder for ikke at være for påtrængende. Mennesker havde den der usynlige væg som ofte beskyttede, og var man ikke inviteret og brød igennem så var man for længst blevet afskrevet som bekendt, eller ven. Silas så lidt overrasket på ham da han syntedes at ville sige noget, men der kom ikke rigtig noget... Han så på ham et par sekunder, og nikkede så før han satte sig, måske var han stadig ikke særlig tryg ved at skulle sidde alene.
"Jo jeg vil godt.." sagde han og smilede forsigtigt til ham inden han satte sig ned ved ham. Han betragtede ham stille "er du okay?" spurgte han så med et alvorligt ansigtsudtryk, og et endnu mere alvorligt blik i de gullige øjne. Han var sikker på at dette var en dreng... eller rettere, dette var skyggen af den unge mand der ellers var til. Han rystede på hovedet som om han fortrød sit spørgsmål "undskyld, det var ikke for at udfritte dig.. jeg hedder forresten Silas" sagde han for at gøre sig lidt mindre ukendt overfor den unge mand foran sig.

Stefan kiggede ind i hans alvorlige øjne og var tavs, det føltes som om at orderne pressede på ved hans mund, der var så meget at sige, men der kom intet ud. Han ville bare virke som om at han klynkede og hvorfor skulle han overhovedet interessere sig? Han så lidt kort ned. Indtil Silas undskylede og præsenterede sig selv. Han smilede svagt og så på ham "Det er okay .. Jeg ligner lort .. " sagde han så i et lille skeptisk grin "Stefan" præsenterede han så sig selv. Han tog en tår af en lune kaffe og lynede sin våde jakke op "For alligevel at svare, Jeg er bare lidt forvirret for tiden" sagde han så, efter at havde tænkt lidt over det, fik han forumleret et nogenlunde normalt svar i hovedet til at svare. Det havde nok ikke gået hvis han bare var begyndt at snakke som et vandfald og han var faktisk ikke sikker på om han havde kunnet lade være med at græde .. og Stefan var ellers ikke typen der græd så meget, han var ret hårdkernet .. som tatoveringerne selv udsendte af signaler. Han vidste ikke helt om det bare var ham der var ved at blive sindsyg .. så andre også de uhyggelige typer? Vidste de andre godt at der var folk med hugtænder? Eller var det bare ham? Han sukkede dybt over sine tanker og havde nært glemt at han havde fået selskab jo.

Silas betragtede de brune øjne der var mindre opskræmte nu, end de havde været før.. det måtte da sige noget om at han var faldet lidt til ro, selvom han stadig virkede som en skygge, som om han ikke turde være til. Silas havde set tegnene før, vidste hvad de ledte til, depression, skizofreni og andre sindslidelser.. og måske til sidst med så dybe frustrationer at.. Han stoppede sin tankevirksomhed dér, han kunne ikke holde ud at tænke på andre mennesker skulle blive så ulykkelige at de tog livet af sig selv.
Han nikkede "Stefan.." gentog han for sig selv, som for at sætte navnet fast på skikkelsen foran ham. Han drak en enkelt tår af sin øl og lyttede til den lavmældte stemme. Han nikkede til det han sagde og stilte øllen fra sig på bordet. Det lød som om der var noget der nagede ham, men Silas havde klogeligt lært ikke at presse folk. "Det lyder ikke rart.." sagde han så, og rettede sig op i stolen og så sig kort omkring, men de fleste andre mennesker ved de forskellige borde sad stille i samtale eller alene fordrukken, Han vendte blikket tilbage til Stefan "Hvis det ikke er for nærgående et spørgsmål... hvad laver du så her alene?" spurgte han, med en hvis undren, for selvom man var af det mandlige køn, kunne man stadig komme ud for grimme ting når man var alene.

Stefan slog blikket ned igen ved spørgsmållet, igen tænksom over hvad han skulle svare. Han var jo sådan set på ved ned for at købe noget at .. noget der kunne få ham til at tænke på andre ting end alt det dårlige. Han sukkede og tog sig kort til hovedet "Jeg .. Det har jeg ikke lyst til at sige "Mumlede han så og så ham kort i øjnene, før hans blik flakkede og han så ned. Han skammede sig jo inderst inde over at han følte sig nødsaget til at tage ting som dem for at føle sig glad. Det ødelagde ham jo "Jeg søger ly fra regnen her" sagde han så, så svarede han halvt på spørgsmållet. Han så på ham igen og følte sig virkeligt uduelig som han sad der. Men hans blik fortalte ham at han havde virkeligt brug for hjælp eller en at snakke med. Men han havde svært ved det der med at snakke med folk om sine problemer, det havde han altid haft. Han havde jo altid sagt han ikke behøvede en psykolog efter sin fars død, selvom han virkeligt havde haft brug for nogen at snakke med den gang, det var jo gået voldsomt ned af bakke siden. Men han havde bare den indstilling at alle var ligeglade. De havde jo sine egne problemer havde de ikke?

Silas hvilede roligt blikket på ham, og nikkede da han afslog på at svare på spørgsmålet. "Det er iorden" sagde han, og drak noget af øllen. Der var ikke meget tilbage, men det var jo heller ikke meningen at han skulle være fuld eller noget, det var bare for at slippe for regnen og for tankerne der rumsterede i hans hoved... måske det samme som Stefan? Han forholdt sig stille da Stefan pludselig sagde noget igen. Halve svar på halve spørgsmål. Silas kunne jo se det desperate nødråb i de brune øjne, selvom Stefan ville gemme det.
Han ville gerne fortælle ham hvor usundt det var at gå og gemme alle ting inde i sig selv, men.. hvem var han til at tale om den slags? Og Stefan var åbenbart ikke meget for at åbne op. Han skævede til hans kaffe, og nikkede mod den for at henlede hans opmærksomhed til den "er den ikke temmelig kold?" spurgte han, og vippede så hovedet op mod baren "skal jeg bestille en ny?" spurgte han så. Det var også hans måde at finde ud af om Stefan havde tænkt sig at åbne op, ved at høre om han ville have mere kaffe var han nød til at blive siddene, hvis ikke kunne Silas jo stikke ham sit kort og tage hjem. Men han brød sig nu ikke om det ensomme blik, han havde ikke lyst til at han skulle være alene, havde han ikke en mor, en kæreste, en eller anden der kunne være i nærheden? En han kunne føle sig tryg ved?