The moving ocean.

Silas betragtede hendes reaktion, og det virkede ikke som om det var såslemt, heldigvis. Han sukkede lettet "godt nok, det glæder mig" sagde han glad,og så sig kort over skulderen tilbage på hospitalet, han håbede ikke de skulle tilbage nogensinde. Han betragtede hendes lyserøde læber mens de formede ordene "Arkitekt?" spurgte han interesseret.. det var det der med at tegne og skabe bygninger, og broer og den slags.. man skulle vidst være meget god til matematik. Han var ikke selv den store regnenørd. Han smilede af hendes interesse, han ville gerne høre mere, hun virkede meget optaget af sine studier.. Der delte de vidst en interesse.
Silas stoppede op da Audrey stoppede op foran ham for ikke at gå ind i hende. Han fulgte hendes hånd med øjnene "hvad er det du..." sagde han men stoppede sig selv da han fornemmede hendes rusken i hans hår.
Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hende "Nå så det er vi? Bare vent!" sagde han, og rakte tunge af hende med et skævt smil på læben.
Silas fulgte med hende da hun trippede videre hen over de grå sten på jorden. Kinesisk mad.. han prøvedde at ransage sine tanker, om han havde prøvet det.. han havde da spist nudler? Men var det kinesisk , var det ikke Japansk? Han så undrende på hende da hun vendte sig om og gik baglæns "pas nu på, jeg har ikke lyst til at bære dig tilbage til hospitalet" grinede han lidt. Med et snert af alvor, han havde ikke lyst til at se den lille kønne pige slå sig igen, som da hun faldt ned af kajen. Han kunne godt ane en restaurent nede af gaden med kinesiske bogstaver... "Audrey hvad er... kinesisk mad helt præcist?" spurgte han lidt tøvende, han vidste ikke om hun ville synes at han var lidt mærkelig siden han ikke havde prøvet det før...
Men Audrey var så sød, så det troede han nu egentlig ikke rigtig på.

Audrey fik hurtigt rakt tunge af ham lige efter han selv havde gjort det. Det var et kort øjeblik som om de begge var tilbage i børnehavnen på den måde de blev ved med at drille hinanden på forskellige måder. Det var faktisk ret sødt og hun følte sig ikke det mindste nedgjort af det. ”Så vil jeg vente..” sagde hun med den samme latter indblandet som altid. Af en eller anden grund fik han hendes muntre humør frem og man kunne godt sige at hendes tanker ikke rakte så langt at de nåede den skadede arm. Den gjorde jo heller ikke ondt så længe hun ikke bevægede den for meget. Det eneste der fortalte at den stadig var der var den stramme forbinding og det at hun ikke rigtigt kunne gøre så meget med den over som slyngen var rimelig meget i vejen.
Igen kunne hun ikke lade være med at grine lidt over hans lille advarsel. Men det fik hende nu ikke til at stoppe med at gå baglæns. Ikke før Silas var nået op til hende. ”Bare rolig. Jeg skal nok sørge for ikke at komme der ind lige foreløbig.” forsikrede hun ham og blinkede kort til ham med det ene øje. Hun drejede let omkring for igen at gå forlæns i samme tempo som ham. Endnu et vindstød skød mod dem og fik igen hendes hvide hår til at flagre omkring hendes ansigt og hun prøvede desperat at få totterne væk igen med sin venstre hånd. Lidt besværligt men det så ud til at virke. Men der var noget der fik stoppet hendes forsøg. Hun så noget overrasket mod Silas over han undring. Man kunne se hvordan det ikke helt stemte over ens i hendes hoved. Han var måske ikke typen der spiste ude særlig tit. Eller også var det bare hende der godt kunne lide at holde sig til den lækre fedtrige mad. Og hun var samtidig en af de heldige der ikke tog på af det. Og efter som hun holdt sig motiveret i hverdagen kunne hun godt tillade sig det når hun ikke selv ønskede at lave mad. ”Har du aldrig fået kinesisk før?” Hun gjorde lidt store øjne men hun ville ikke dømme ham på det. ”Ehm.. Altså, der findes forskellige slags kinesisk mad. Der er for det meste stegte nudler eller ris og eller kan man få en masse forskelligt tilbehør. Og det tit indbagt eller stegt på en wok.” Hun prøvede at forklare hvad det egentlig var. Og det fik selv hende til at tænke over det. ”Men hvis du ikke har haft det før er det måske på tide.” Igen fik hun smilet frem. Og hun virkede næsten mere spændt nu. Over at hun kunne lærer Silas om hendes go-to aftensmad når hun var for doven.
Audrey fik selv hurtigt øje på restauranten længere fremme. De var heldige den stadig var åben. Det var ikke alle butikker der havde åbent så tæt på midnat. ”Der er det! Ching’s Wok. Byens bedste china box.” Det var tydeligt dette ikke var første gang hun havde været der. Hun lød næsten som en mad anmelder.

Silas rystede bare lidt på hovedet af hende da hun blev ved med at gå baglæns, men han smilede dog mens han gjorde det. For godt nok var det dumt, men han kunne ikke lade være med stadig at more sig gevaldigt over hende. Han nikkede bare til hendes forsikring om ikke at ende på hospitalet foreløbig "lyder godt" sagde han så og blinkede tilbage, men han var glad for at hun vendte sig om da han kom op på siden af hende.
Han smilede kejtet da hun endelig spurgte.. "Nej.. det er ikke rigtig noget jeg har stiftet bekendtskab med, jeg spiser ikke så meget... krydret mad, og heller ikke så tit ude.." sagde han langsomt.. sandheden var at han som regel selv lavede mad, og var en enorm fan af det italienske køkken.
Og hvis han ikke lavede mad, spiste han pizza. Han havde aldrig rigtig åbnet op for andre muligheder. Måske var det godt at møde sådan en som Audrey, åben, kunne introducere ham til andet end pizza og pasta.
Han smilede til det hun sagde "Præcis, det er godt du kan introducere mig til noget nyt" grinede han.. det ville sikkert blive en usund vane hvis han kunne lide det, men nu ville han hellere have det sjovt med Audrey og spise kinesisk mad.. og se hvordan det var, end at være snerpet og snæversynet.
Han fulgte hendes blik hen på restaurenten og lyttede til hendes fortælling, vidstnok van til den restaurent eller tilvænnet, han vidste ikke hvordan han lige skulle reagere, men han kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes anmelderroste kinesiske restaurent.
"Jeg glæder mig, men du bliver nok nød til at hjælpe mig med at vælge." grinede han og trak på skuldrende, han vidste ikke hvad han skulle vælge... han vidste slet ikke hvad der ventede ham derinde, han syntedes bare det var underholdene at se Audrey glæde sig sådan.

Denne gang var det Audrey der fik lov til at føle sig klog. Bare lidt. Det var ikke fordi hun kunne lide den overlegende følelse men mest fordi hun endelig havde fået lov til at lære en person om nogle ting man næsten kunne sige var en del af hendes hver dag. Der var selvfølgelig nogle bedre ting at snakke om en stegte nudler og spisepinde men nu var deres tale emne blevet rettet mod mad. Og det fik hende til at tænke lidt over hvad han egentlig selv plejede at spise. Måske var han bare den type der helst holdt sig på den sikre side og ikke altid prøvede så mange ting. Og der var hun mere den type der elskede at prøve noget nyt. Eller sådan var det i hvert fald omkring mad. Det kunne jo være hun skulle prøve og blive kok? Hun vidste jo hvordan man kogte pasta og lavede sovs på kartoffelvand. Men det var ikke helt så tit hun gjorde jeg umage med tingene da det som regel kun var hende der skulle se på det. Og så længe det smagte godt skulle hun nok overleve. ”Skal jeg nok. Jeg vil prøve og vælge lidt af hvert. Det kan nemt blive for meget hvis man får for meget af en ting. Eller sådan har jeg det i hvert fald.” sagde hun med et muntert grin på sine læber som hun tillod sig at sætte farten op og luntede få skridt tættere på restauranten. Hun var næsten som en lille pige så ivrig hun var. Hun stoppede igen op og ventede et øjeblik på Silas. Tog tiden til at få fugtet sine bløde læber med tungespidsen og ellers forsatte hun stille og roligt videre.

”Hej, Wong! To bokse. En mad nudler og en med ris. Og lad der være en gang kylling, en gang forårsruller og en gang.. hmm lad os prøve rejerne denne gang!” Det var tydeligt at hun kendte stedet. Og det var også nemt at se at den tykke næsten skaldede mand bag disken kendte hende. De talte i hvert fald med hinanden med fornavne. Eller næsten. ”Så gerne, Penelopé.” fik hun tilbage og allerede som han var i gang med at få lavet deres mad vendte Audrey sig om mod Silas og smilede bare stille og roligt. Trippede ganske svagt mens hun igen betragtede hans kønne ansigt. ”Så hvis du ikke har kendskab til kinesisk som sådan..hvad har du så bekendtskab med?” spurgte hun nysgerrigt og fik lagt hovedet let på skrå. Alt imens havde hun fået sin raske hånd ned i en af bukselommerne og fik hurtigt vendt sig om for at lægge den fint foldede seddel på disken og tog imod den hvide pose med deres mad. ”Hej hej!” Hun vinkede kortvarigt gg atter stod hun med fronten mod Silas. ”Så. For resten.. Nudler eller ris?” Hun var selv ligeglad med hvad hun havde. Hun kunne lide dem begge. Så hvorfor ikke lade ham vælge først. Måske havde hun været lidt for ivrig. Men nu var hun ikke helt vant til den slags selskab.

Silas var nok altid blevet betragtet som lidt af et socialt... eksperiment, han have haft absolut ingen venner i folkeskolen. Da han var blevet ældre,meget ældre og kommet i gymnasiet var folk pludselig blevet mere interesserede og der havde han haft absolut ingen metoder til at få venner fordi han var så socialt handicappet.
Han var stadig socialt handicappet, men slet ikke så slemt som han havde været.
Han nikkede til det hun sagde, Audrey var nem at være sammen med, åben, social - eller det ville han vædde med at hun var. Og så gjorde hun hvad der passede hende, hvis det passede hende.. eller det var hans indtryk af hende på de få timer de havde tilbragt sammen.
Han nikkede til det hun sagde "you are the boss.." sagde han og smilede til hende. Han lod hende løbe i forvejen, det var super underholdene. Han fulgte hende lige i hælene da de trådte indenfor og så sig om.
Han så mærkelig på hende da hun blev kaldt Penelopé. Han mimede til hende 'What?' og grinede lidt, men hun virkede optaget. "Italiensk mad... jeg lever det" grinede han, og trak på skuldrende. "Lidt ligesom dig med kinesisk Penelopé" drillede han åbenlyst. Inden han nåede at sige noget havde hun allerede betalt, han protesterede lidt. "Hallå.. jeg er manden, du er pigen jeg skal betale når det er mig der inviterer dig ud" grinede han overrasket. Det hele gik så hurtigt med Audrey.. sjovt.
"Øhm.. " sagde han overrumplet... ris... nudler.. "jeg..øh.." sagde han igen og så på den hvide pose. Han sukkede "skal vi ikke finde ud af det derhjemme?" grinede han så, og så helt opgivende ud.. han kendte hverken til det ene eller til det andet.. eller jo, nudler var selvfølgelig en slags pasta, måske skulle han tage ris, som han ikke var så van til? Åh gud.. HJEM! "Vi må hellere gå inden min hjerne kollapser, sikke et spørgsmål.. ris eller nudler.." grinede han overrasket.. han havde aldrig troet det ville frustrere ham, men han havde selvfølgelig heller aldrig fået spørgsmålet..

Pludselig lignede Audrey et stort spørgsmålstegn efter hans lille forklaring omkring mand og kvinde. Eller hvad det var. Hun kunne simpelhent ikke lade være med at stå og nærmest glo på ham som om det kom bag på hende. Denne reaktion ville nok undre de fleste. ”Er det virkelig sådan det foregår? Ej! Undskyld! Det.. vids…Så har jeg lært noget nyt.” Hun prøvede at lade som om hun faktisk allerede havde kendt til det da det virkede som en almen ting der skete her omkring. Men samtidig kunne man nemt se på hende, gennem hendes brune øjne, at hun ikke bare lavede sjov med det. At hun faktisk ikke rigtig havde kendt til den lille fidus. Hun var bare ikke vant til den slags. Måske skulle hun prøve og komme lidt mere ud en gang imellem. ”Hør.. For ikke at skade din mandlige stolthed siger vi bare jeg inviterede dig ud. Eller at jeg giver denne gang og dig næste gang.” Hun fik hurtigt sin latter frem igen for at få reddet den akavede situation hun selv mente hun var kommet i. Og faktisk syntes hun selv at komme godt og grundigt ud af den igen. For hendes latter var ægte og det var det søde smil der befandt sig på hendes læber skam også.
”Åh ja!” Hun kom selv i tanke om hvor deres mål var blevet placeret. Hun glemte næsten helt hvor spændt hun var at se hvordan Silas nu engang boede. Hun kunne slet ikke forestille sig det. Hun havde ingen idé om hvordan han ville kunne have indrettet hans hjem. Med sikkerhed langt fra lige som hende som lignede et stort roderi. De eneste rum hjemme hos hende der faktisk kunne findes et system i var hendes køkken og det rum hun havde sine kreative ting. Hun rystede hurtigt billedet ud af den uredte seng med tøj over alt ud af hovedet og gik med måske lidt hurtigere skridt ud af restauranten ved siden af sin makker.
Det slog hende kort efter de var kommet udenfor igen hvordan han egentligt havde mimet noget til hende der inde. Hun havde været for overrasket over den læring hun havde fået. ”Ehm.. Du må altså ikke tro at jeg brugte falsk navn derinde. Mit mellem navn er Penelopé. Wong kunne bare bedre lide det end Audrey. Lå bedre i hans mund.” fik hun roligt bortforklaret med et uskyldigt smil på læben. Det var sandt. Men hun forstod godt hvordan han ikke havde forstået det til at starte med. ”Du må selvfølgelig også selv bestemme hvilket du bruger. Jeg reagerer meget vel på dem begge.” Hun viklede den hvide plastik pose omkring sit håndled men kun for at kunne få sin hånd op til sit pandehår igen. Det burde altså snart klippes så meget det altid generede bare det blæste lidt. ”Nåh men du fører trop. Så følger jeg.” sagde hun atter muntert og det var mest hentydet til at hun ikke helt vidste vejen til hans hjem. Også selvom han boede nede ved havnen. Der hvor hun næsten hver dag drog ned efter skole.

Silas opdagede pludselig hvad han havde sagt... åh gud havde hun ikke opfattet joken? Han ville godt have betalt, det virkede mest naturligt når det nu var ham der havde inviteret hende, men hun måtte nu ikke tro han gjorde forskel på mænd og kvinder, godt nok kunne de aldrig blive helt ens, men han ønskede ikke at der skulle gøres forskel på mænd og kvinder blot på grund af deres køn.
Han så på hende, og opdagede at hun slet ikke vidste hvad han snakkede om.. Han kom til at smile "Så giver jeg is!"sagde han og hævedeet øjenbryn da hun fik nogenlunde samme ide. "Done and done.. jeg giver is sometime, det må redde min mandlige stolthed" sagde han og grinede lidt ag deres åndsvage snak.Det var lidt kært at Audrey ikke rigtig vidste så meget om den slags, men hvis hun ikke gik så meget ud...måske.. eller ikke så nok tv... aj han vidste det ikke. Han besluttede at skyde det til side. Idet fortalte Audrey også historien bag sit navn inde i butikken. "Sejt.." grinede han overrasket, det var ikke lige derfor han havde forestillet sig det, måske havde han nærmere set for sig at der var nogen der fejlagtigt havde kaldt Audrey noget andet og hun så kom til at hedde Penelopé. "Så må du jo hedde Audrey... Penelopé.. Martin?" spurgte han og så på hende for at se om han havde ret.
"Jeg kalder dig Martin" sagde han drillende "Kom Martin!" Han havde ikke tænkt sig at afsløre sit eget navn, hans mellemnavn lød som Terasse og hans efternavn lænede sig op af det engelske ord whiskers, som betød knurhår.. Nej, den skulle Audrey ikke have glæden af at vide. Han gik ved siden af hende da de gik udenfor, og sørgede for at se på hende så ofte som muligt, læbernes bløde kurver i det hjerteformede ansigt, hun virkede.. perfekt i sit lille klodsede, men charmerende univers.. Det håbede han der var nogen der havde fortalt hende.. sådan en som Audrey måtte ikke gå til spilde, hun var for god til den slags.
"Okay, vi går gåsegang..eller er det kejserens efterfølger?" spurgte han over skulderen da han gik ind foran Audrey og smilede skævt til hende. "Skal jeg ikke tage posen?" tilbød han, han følte sig lidt dum at gå der foran hende og så gik hun og slæbte på den pose der...

”Ja. Audrey Penelopé Martin er mit navn. Det er lidt et underligt navn men man kan jo ikke selv vælge det.” Og det virkede heller ikke som om at hun havde noget imod det. Hun var en sand lille Audrey. Det passede vel til hende. Men det var nok fordi man var vant til at se hende som en Audrey. Og det var også forskelligt fra person til person som man nu optog den viden og om man syntes den passede eller ej. Men kunne vel svagt ane en ganske lille blussen omkring hendes små æblekinder. Hvis man ikke tog helt fejl ville man tro hun faktisk var flov over navnet. Hun havde sjovt nok ikke opdaget. Ikke andet end at hendes kinder syntes en lille smule varmere. Men den følelse forsvandt igen allerede som han pludselig valgte at kalde hende Martin. Hun prøvede stærkt at se irritabel ud men det var svært at holde masken og det lille smil hun prøvede at holde tilbage kom alligevel frem. ”Vov vov. Martin er på vej!” fik hun dog frem med den sædvandlige grinende tone. Hun skulle nok lige vænne sig til at blive kaldt Martin men af en eller anden grund lød det godt når han sagde det. Det lød rigtig godt. Der var bare noget ved ham der hele tiden fik hende til at smile som hun nu gjorde. Han havde virkelig gjort et godt indtryk på hende. Han ville uden tvivl være en sand ven. Hun følte sig i hvert fald tryg i hans selskab. Og det var en stor ting for hende.
Hun skulle lige have hans spørgsmål helt på plads inden hun helt fattede det han havde sagt. ”Åh! Øh.. Det må du da gerne.” Hun rakte med det samme den hvide pose mod Silas og smilede taknemmeligt. Ikke at den havde været tung eller noget man det var da sødt af ham. Han var en rigtig gentleman kunne man sige. Hun lod efter at have slubbet posen bare sin arm falde slapt ned langs siden og gik ellers stille og roligt bag ham. ”Hmm.. Hvor længe har du egentligt boet her i Aterwell??” Hun følte sig lidt asocial over at gå bag ham selvom at de legede kejserens efterfølger så hun fik igen rejst sig en smule op på sine tær og trippede atter hen ved siden af ham igen. Han kunne da stadig vise hende vejen uden at hun skulle forblive hans hund der ellers med så glædeligt tungen ud af munden fulgte efter ham.

Han nikkede smilende, han have jo hørt halvdelen af hendes navn opråbt på hospitalet. Undtaget Penelopé. Han grublede lidt over det.. skulle han fortælle hende sit fulde navn? Aj, det opdagede hun nok når de nåede helt hjem til ham, det stod jo ligesom på den blå dør med sorte snirklede bogstaver Silas Terrance Withers...
"Er Martin en lille hund? En puddel måske?" drillede han videre, det var jo for nemt! Men det var også meget hyggeligt, igen var det gået meget stærkere at komme hjem fordi de gik og talte sammen, grinede og drillede hinanden.. ja tiden gik meget hurtigere når man hyggede sig.
Han kunne høre vandet og lugte saltet i luften der også var blevet kragtigere og mere intens. Det ruskede let i hans eget og Audreys hår, så hun blev omend mere pjusket end hun egentlig var. Han tog imod den hvide pose som hun rakte ham, og smilede skævt til hende "tak, du redder min madlighed" sagde han og prøvede at se døende ud. Han så op mod himlen da hun spurgte, nattesort.. Han tænkte efter... "Hmm... det må vel være... en.." han talte i sit hoved "4 år siden tror jeg, jeg flyttede hjemmefra ret hurtigt for at gå på gymnasiet.. jeg boede på kollegie så det var ikke så slemt.." sagde han og grinede da hun gik op på siden af ham, følte hun sig ensom deromme?
"Hvad med dig hvor længe har du slået dine folder heromkring?" spurgte han interesseret. Han lagde mærke til at havet dukkede frem og hev hende blidt med sig til højre og gik mod nogen bygninger.
De var ikke så høje endda, men der va rmange af dem.
"Hvor gik du i skole henne?" spurgte han, for at få mere at vide om den lille blonde fisk ved siden af ham. Han låste døren op til opgangen der var blå. Hvis man kiggede rigtig godt efter var den blå maling skallet af et par steder, andre steder ved dørene var der spor efter pynt af alle slags, ved en af dørene var der ovenikøbet en lille søstjerne sat op.. fake naturligvis. Han trak hende med hele vejen op til anden sal, og åbnede døren "Kom ind" sagde han og viste hende ind med en armbevægelse.

Det var dejligt igen at kunne høre bølgernes blide rytme som de slog ind mod land og ramte kajen. Og den salte luft omkring dem var altid bekendt. Hun kunne have været blind og stadigvæk vide hvor de befandt sig. Lydene var altid så forskellige her over vandets overflade. Selvfølgelig kunne man godt høre hvordan havet bevægede sig men det var stadig noget helt andet når man stod på fastlandet. Så fortryllende. Hun forstod ikke hvordan havfolket helst ville være omgivet af H2O hele tiden i stedet for at være blandt ilt og alle de andre væsner der ikke havde den bedste overlevedes evne under vandet. Det hele begyndte næsten at virke så isoleret der hvor hun kom fra. Bare trist hun stadig måtte besvære sig med den forbandede anden halvdel der blev ændret bare hun kom i kontakt med den ellers livgivende væske. Frustrerende. Var det mon muligt at gøre hende til en vedvarende ganger? Eller et menneske kunne man vel også kalde det. Et svagt suk nåede lige at løbe hen over hendes læber inden hun igen fik opmærksomheden mod Silas eftersom han fik sendt hendes spørgsmål retur. ”Hmmh.. Jeg har altid boet tæt på Aterwell men jeg flyttede ind for mig selv, sådan på deltid, for også omkring 4 år siden. Det er først her år knap 2 år siden jeg bor her fast kan man sige.” forklarede hun ham stille og roligt. Det var behageligt at bo alene og ikke mere være konstant bundet af forældrene. En lettere overrasket lyd kom fra hende som han pludselig trak en smule i hende for at vende hendes kurs. Dog skete der ikke så meget mere. Hun forstod egentlig godt at han havde lidt mere travlt nu. Han var så tæt på. Åh! Hun krydsede hårdt langefingeren over pegefingeren mens hun blev trukket af sted til hans hjem.
”Jeg ved ikke helt hvad det hedder. Men det er et af de gymnasier inde i Centrum. Jeg har faktisk først lige lært at finde frem uden et kort.” Hun fik igen sin hjertevarme latter frem og ubevidst sendte hun den mere skadede arm op for at hun kunne klø sig flovt i nakken. Fortrød det hurtigt og fik igen den ned i den hvilende position. Det var ikke fordi det havde gjort rigtig ondt men en lille jag havde fortalt at hun gjorde det forkert. Audrey tøvede faktisk ikke med at træde indenfor i hans hjem. Duften der kom hende i møde genkendte hun med det samme fra den gang han havde omfavnet hende. Det var hans duft. Den var ikke lige til at sætte en finger på. Men den var ikke som en kvælende parfume. Slet ikke! ”Wow. Her er hyggeligt.” var noget af det først hun kunne få ud af sin mund efter at have ladet sine chokolade brune øjne glide rundt i det af lejligheden hun nu kunne se. Muntert fik hun drejet sig mod Silas igen og smilede som altid. ”Kom så! Hurtigt. Hen til computeren.” sagde hun så med et lille glimt i øjet inden hun blinkede kort. ”Martin vil vente som en god hund og krydse fingre.” Hun vidste jo hvor meget de karaktere betød for ham. Eller hun havde en fornemmelse.

Silas betragtede hende mens hun forklarede at hun havde boet tæt på Aterswell længe.. Han havde ikke altid boet der,han huskede godt da han var mindre.. de havde boet så langt ude på landet at der havde været flere kilometer til nærmeste nabo! Afskåret fra de fleste.. Ensomt, men også helt fantastisk! Han nikkede tildet hun fortalte "Okay, hvorfor.. du ved.. hvorfor Aterswell?" spurgte han stille mens han, mens de kom ind i lejligheden. Der duftede af hjemda de var kommet inde for døren, eller i hvertfald betød hjem i Silas næse saltvandslugt, og lugten af rengøringsmiddel. Sig selv kunne han ikke lugte...
Han nikkede og skubbede sine sko af med sine hæle "flot.." drillede han da hun fortalte at hun først nu havde lært at finde frem til sit gymnasie... uden kort. Han grinede lidt, men det var kun godt ment, han kunne ikke finde på at drille hende alvorligt. Selve gangen man gik ind i virkede som enhver anden gang i en lille lejlighed, smal, med hvide vægge, og et spejl og en knagerække ved døren. Resten af lejligheden virkede underligt tom, som om nogen havde glemt at flytte ind. Silas smilede lidt til hende, hyggeligt var ikke ordet folk brugte om hans lejlighed, de var ofte lidt... skeptiske, og lidt spørgende om han lige var flyttet ind? Nejnej, han havde boet der et par år "tak" sagde han og nikkede hurtigt da hun nævnte computeren "ja.. nej, kom!" sagde han og greb fat i hendes raske arm. Han ville ikke alene... han kunne ikke tjekke det alene, hvad nu hvis... hvis det var dårligt nyt?
Han trak hende med ind i stuen hvor der stod en hvid sofa ved et sort sofabord. Et sort fladskærms tv overfor, og et skrivebord med en pæn bunke papirer stablet pænt op på venstre side og en laptop på venstre side. Han satte sig i den sorte kontorstol overfor bordet og åbnede laptoppen "uh hov.." mumlede han da han realiserede hun ikke havde noget at sidde på og slap hende mens han løb ind i et andet rum. Computeren startede langsomt op imens, inden han kom tilbage med en stol i blåt overtræk og satte den ved siden af kontorstolen "sid ned" sagde han flygtigt og satte sig på kontorstolen. Han så på skærmen og tastede pinkoden ind ogsåpå skærmen da den åbnede op. Han sad lidt og trippede, ventede på internetforbindelsen..
Han loggede hurtigt på inde på hjemmesiden der var tilknyttet hans uddannelsessted, og ventede. Han klikkede lidt rundt på siden og fandt det han ledte efter. De gyldne øjne søgte ned over de forskellige ord, linjer, tal.. Et lagsomt suk gled over hans læber og han lænede sit hoved i sine hænder.. det overstået... det var overstået.. nu kunne han begynde næste skoleår, og så havde det ovenikøbet været... meget gode karakterer.. en fin udtalelse fra Dr. Collins "jeg bestod" sagde han tungt som om han havde løbet et marathon.

//Jeg undskylder for først at svare nu men jeg har været væk de sidste tre dage.. >.
Audrey blev i starten lidt forvirret over hans spørgsmål. Hun skulle lige have det sat ordenligt på plads i hende hoved inden hun faktisk fattede hvor han ville hen med det han havde sagt. ”Øh… Jeg har vel altid bare været fascineret af Aterwell. Den måde her er så mange forskellige væsner der lever mellem hinanden uden at skulle skjule sig.” Hun vidste godt at de fleste mennesker i byen ikke kendte til de magiske væsner der rande rundt i gaderne sammen med dem men her i byen blev de anderledes ikke dømt på samme måde som andre steder hvor regeringen som regel prøvede at få dem ud af deres kvarter. Hun forstod ikke helt hvorfor folk skulle behandles på så meget forskellig måde. Det var okay at være bange men stadigvæk var væsnerne vel lige så meget en person som et menneske. Eller havde hun fået det forkerte indtryk?

Hun nåede knap nok at få sin ene sko af inden hun igen kunne mærke hans hånd gribe fat omkring hendes arm for at trække hende med sig. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle. Men han virkede en smule desperat efter at have hende sammen med sig. Meget muligt på grund af nervøsitet omkring hans karaktere. Selv vidste hun at han nok skulle klare den. Han virkede som den der selvsikre type der kunne få alt hvad han ville og han altid vidste hvad han skulle for at få det. Så hans nervøsitet var kun en relation til hvordan hun selv ville have det. Hun blev en del overvældet over den meget hvide sofa og derefter en rektangel plade der stod lige overfor. En fladskærm. Elektronik. En af de ting hun ikke kendte alt for meget omkring. Selv havde hun godt nok selv et såkaldt tv og en telefon og lys derhjemme. Og alt det der nu engang passede i et liv over havoverfladen. Men hun forstod stadig ikke hvordan det hele rigtigt virkede. Hun tillod sig derfor at se sig bedre på hans stue mens han var smuttet ind i et andet rum. Det var en pæn lejlighed han havde. Lidt tom. Mon en sambo lige var flyttet ud? Eller havde han var ikke fået alle sine ting ind endnu? Hendes kunne godt virke overfyldt i forholdt til hans. Hun så hurtigt op på Silas igen som han atter kom tilbage med en stol i sine arme. Og han behøvede ikke engang at sige hun skulle sidde inden hun havde fået plantet sin bagdel i stolens blå stof. Hun sørgede for ikke at sige noget men man kunne se hvordan hun nøje fulgte med i hvordan hans computer virkede. Hvordan kunne der komme bogstaver frem på skærmen når han bare trykkede på nogen knapper? Selvfølgelig vidste hun det var noget teknologisk men det var alligevel underligt.
Idet at han virkede mere afslappet og lettet blev Audrey et øjeblik bekymret. Havde han ikke bestået? Det vidste sig så bare at han ikke reagerede sådan som hun ville have gjort. Hun spærrede øjnene lidt op og der gik ikke længe inden hendes smil fremstod på hendes læber. Stort. Hun rettede sin chokolade brune øjne direkte mod ham og fik lagt hovedet på skrå. ”Tillykke med det!” sagde hun muntert med glæde i sammen alt imens at hun fik lagt sin venstre hånd på hans hoved og nussede ham stolt i håret. Hans hår var blødt mellem hendes fingre. Dejligt. ”Sådan skal det gøres! Så kan den lille kattemisser slappe af? Kom lad mig se et smil!” Selv voksede hendes som prøvede hun at smitte af på ham.

//Me too, jeg har haft NUL krea D://
Silas nikkede stille til de ting hun havde fortalt, det var interessant... at Audrey havde været fascineret af byen, måske dens byliv.. jo det kunne helt sikkert sagtens lade sig gøre, han undrede sig da lidt da hun snakkede om væsner.. hvilke væsner? Forskellige personligheder? Men han lod det ligge, og besluttede sig for ikke at grave i hendes forklaring, det kunne jo være hun bare havde ment forskellige mennesker... Han var enig i der var mange forskellige mennesker, med mange forskellige liv i den by... det var et kæmpe plus følte han, det gjorde også hans arbejde mere spændene.
Han kunne mærke på Audrey hun selv var lidt spændt, eller også var det ham selv der smittede af på hende, eller også var det indbildt, han var i hvertfald på dupperne det var helt sikkert.. det var rart Audrey vaar der, for selv om han havde en ide om hun selv var spændt, så var hun også beroligende.. et roligt gemyt og et stort smil hver gang man så på hende kunne man ikke lade være med at beundre hende for det, Silas kunne i hvertfald ikke. Han så ud gennem sine hænder på hende, og smilede skævt "tak" sagde han.'
Det var rart med lidt opbakning selvom han var sådan en enspænder var det faktisk helt rart at have andet liv omkring sig. Og Audrey var vidst hans diametrale modsætning, det udtrykte hun på en måde også da hun kaldte ham en kat "miau.." grinede han, mens han prøvede at spinde da hun nussede ham lidt i håret og lukkede computeren sammen. Han smilede tilbage til hende, omend lidt overdimensioneret, men han mente det, og grinede lidt af hendes der nærrmest kunne nå ørerne hvis hun bare smilede lidt mere "Det er godt Plet.. skal vi så spise?" drillede han. Han havde lidt på fornemmelsen at hun var temmelig sulten, hvilket der ikke var noget at sige til eftersom hun ikke havde spist hele dagen. Han havde trods alt både fået morgenmad og frokost, hun havde jo ingenting fået..
Han lagde computeren væk så de kunne sidde ved skrivebordet og spise, det gjorde ham ikke noget. "Hvad skal du bruge? Gafler? knive?" sagde han og gjorde mine til at rejse sig.

Det så nærmest ud til at Audrey blev helt blødt inden i da han prøvede at spinde som den kat hun var begyndt at kalde ham. Hun begyndte i hvert faldt at se ud til at udtrykke sine følelser meget i sit anisgt. Sådan omkring udtryk og selv ved sit kropssprog. ”Nuuuuuurh…” lød det så fra hende og hun tilføjede lidt mere uglen med hans hånd. Det var egentlig utroligt blødt gennem hendes finger. Måske lidt filtret meget få steder men det var virkelig som om at hun ikke ville tage sin hånd til sig igen. ”Hvor er du bare sød!” Og som altid sad dette store smil sig nærmest fast på hendes læber. Som det eneste det kunne var at vokse. Og det næste kom rimelig pludseligt fra hende. Hun fik i hvert fald strakt sine arme ud. Begge sine arme. Selv den mere eller mindre skadede. Og inden smerten kunne nå at nå til hendes hoved fik hun svunget sine arme omkring ham i en rigtig bamsekrammer. Hun opdagede hurtigt at det nok ikke havde været en god idé på grund af hendes lille handicap og et svagt klagende ’av’ lød fra hende inden hun trak sig tilbage igen. Og selvom at hun med det samme tog sig til sin arm og smilede undskyldende til ham virkede hun ikke til at dø over det. Armen var jo ikke brækket. ”Og god idé..Lad os spise.”
Hun var egentlig ret så sulten. Men i hans selskab havde hun ikke helt tænkt særlig meget over det. Det havde mere været en bagtanke. Dog da han begyndte at snakke om mad begyndte hendes mave sjovt nok at rumle. Ikke højlydt men hun kunne mærke den råbte på at blive fodret. Hun så først lidt undrende på Silas idet han spørgsmål nåede hende. Og hun skulle lige forstå ham inden hun endelig fattede det. Og man kunne se hvordan hendes ansigt ændrede sig fra et spørgsmålstegn til et ’nååh’. Og derefter kom hendes latter frem et kort øjeblik. ”Mmmh. Du kan altid finde nogle gafler frem. Men jeg kan også godt prøve at lære dig at bruge de fantastiske spisepinde..” sagde hun endnu med grinet på sine læber. ”Det er op til dig..” Audrey begyndte stille og roligt at rejse sig fra stolen igen og fik efterfølgende rakt sine arme op over hovedet. Lukkede øjnene i og nød det øjeblik hun strakte ryggen til en mere behagelig stilling. Hun åbnede den hvide plasticpose og trak de to flot dekoreret papbokse op. Stillede dem forsigtigt på bordet og hun kunne allerede mærke hvordan hendes mund løb i vand. ”Så.” mumlede hun for sig selv inden hun i en elegant bevægelse fik den store sweatshirt af og afslørede atter den sorte top hun havde indenunder. Det var rart at få den varme trøje af. Og hun følte hun godt kunne tillade det her.

Silas kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes udtryk da han spandt, og fulgte hendes smil med øjnene og hvordan hun nærmest smeltede "årh lad være, du er da også en sød lille vovse" drillede han smilende, og lod hende trække sine fingre igennem sit hår, det var faktisk slet ikke ubehageligt... Silas var glad for han havde lært Audrey at kende, en han kunne være menneskelig omkring og ikke analyserende og konkluderende, men bare... glad og fjollet med. Han indså pludselig hvor meget han havde gået op i sine studier og hvor meget han havde forsømt sig selv med menneskelig kontakt... det kunne have endt i en katastrofe hvis han ikke havde indset det! Han vågnede da Audrey klemte sig ind til ham i et kram. Han smilede og gav hende et klem, men kom så i tanke om hendes arm, idet hun også selv gjorde opmærksom på det med et lille 'av'. Han slap hende hurtigt og skar en grimasse "undskyld, jeg glemte det helt.." mumlede han og betragtede hendes arm, men hun virkede ikke som om hun havde taget alvorlig skade. Han smilede lettet til hende, og nikkede "Ja vi må hellere få lidt at spise" mumlede han og rejste sig. Han stoppede dog op da hendes mave pludselig rumlede, og han kunne ikke lade være med at smile stort "nåårh.. jamen lille ven dog, jeg skal da ikke sulte dig, jeg skynder mig så meget jeg kan" drillede han godmodigt og gjorde sig fri af stolene "jeg henter glas, og gafler... må hellere hente gafler for en sikkerheds skyld" grinede han og gik ud i køkkenet, der bestod af en kogeø, med skabe på væggen, egentlig var stuen og køkkenet i samme rum, men kogeøen gjorde at der var en form for adskillelse mellem de to.
Han begyndte at rode i en skuffe og lyttede "Hvad kunne du tænke dig at drikke?" spurgte han med hovedet i skuffen mens han rodede rundt. Han stilte glas og gafler på kogeøen mens han vendte sig mod køleskabet "Jeg har..." mumlede han nølende mens han åbnede køleskabet "cola, hvid vin.. juice? øhm... og saftevand vidstnok" sagde han og tog en karton ud af køleskabet og studerede bogstaverne på bagsiden "jojo, saftevand" sagde han og vendte sig mod hende og smilede "og jeg har selvfølgelig også vand hvis du hellere vil have det.." sagde han og stilte kartonen tilbage og betragtede hende.. hun havde taget sin overtrøje af og sad nu i en top istedet... han smilede lidt for sig selv, og vendte sig mod køleskabet igen.

Silas var egentlig en dejlig person at være omkring. Han virkede ikke så stiv som alle mulige andre folk der gik rundt i gaderne og bekymrede sig om hvor de ville være om 15 år. Om hun ville ligne sig selv til den tid var hun næsten ikke i tvivl om. Og noget utroligt var at han var halt rolig i hendes selskab. Han virkede ikke til at være overvældet af hendes personlighed og samtidig var han heller ikke selv så overdrevet som hun faktisk kunne være en gang i mellem. Han var tydeligvis en del betryggende at være omkring. Ellers ville hun ikke have takket ja til tilbuddet om at tage med ham hjem. Hun var i hvert fald glad for at det var ham der havde skubbet til hende. Uheld eller ej.
Audrey vågnede hurtigt op fra sin elskede drømmetænkning idet hans flotte stemme spandt sig omkring hende. ”Ehm..” Hun skulle lige forstå hans ord og efter det skulle hun selvfølgelig tænke sig lidt om. ”Uh! Saftvand! Der skal jo fejres!” Igen var det som om at hendes ansigt lyste op som en lille pige der lige havde set den største bamse nogensinde i et butiksvindue. I et lille spring var hun på benene igen og trippede stille og roligt ind i køkkenet. Lod en hånd glide gennem det lange hvide hår og stillede sig ellers ved siden af ham med det sædvanlige muntre smil. ”Er det noget jeg kan hjælpe med? Eller har missekatten helt styr på tingene??” sagde hun en smule drillende og prøvede så vidt muligt at holde sin latter inde i sig selv. Hun vendte mere fronten mod ham og lagde efterfølgende sit hoved svagt på skrå. Men lige nok til at hendes hår faldt mere til den ene side. Lod derefter sine brune øjne betragte ham på lidt mere tætte forhold. For folk der rigtig gik og observerede folkemængden ville sagtens kunne sige at hun ikke var typen der tilbragte hver eneste dag af sit liv omkring sådan nogle som Silas. Og det at hun heller ikke var helt vant til at være på landet. ”Ehm.. Jeg kan.. skænke drikkevarerne op?” Hun fik først stoppet sig efter sætningen var blevet færdig. Men stadigvæk lå tanken om væske ikke længe i hovedet på hende. Hun ville gerne hjælpe ham med noget. Han havde jo hjulpet hende. Så hun følte hun var mere eller mindre i gæld til ham.

Silas grinede ude i køleskabet og skævede ud til hende "Jamen.. saftevand it is then!" drillede han og hev saftevanden ud og satte den på kogeøen mens han lukkede køleskabet, og gik hen til vasken. Han ville nok ikke selv have valgt saftevand til at fejre noget med, men engang imellem skulle man da have lov til at være lidt barnlig, og lidt tosset, det kunne han i hvertfald godt tillade sig sammen med Audrey.
Han skævede til hende da hun trippede rundt ude i det lille køkken bagved ham og nikkede "du må godt tage kanden med vand, så kan jeg tage saftevandet og glassene" sagde han og smilede til hende. Han stoppede op midt i en bevægelse da hun sagde hun kunne skænke drikkevarene op, og tænkte over det. "Det kan du godt" sagde han og smilede skævt til hende. Hun var sød som hun stod der og hoppede for at få noget at lave "og så må vi vidst hellere få spist inden det bliver alt for koldt.." grinede han og satte saftevandet på bordet ved siden af vandet, glassene og gaflerne. Han så lidt på saftevanden "kan du lide den stærk eller... mild?" spurgte han så og grinede lidt til hende. Det hvide hår faldt ned i hendes ansigt og gjorde hende... pjusket.. Han kunne ikke lade være med at være lidt øm over det lille væsen, hun indbød nærmest til det med de kæmpestore brune øjne, der blev mere og mere bambi agtige hver gang man så på hende. "Men måske skulle jeg hellere gøre det.." sagde han så pludseligt da han kom i tanke om hendes arm, kartonen kunne jo være lidt af en håndfuld for en enkelt hånd.. og alle de ting der skulle med over på bordet... aj det måtte han hellere gøre "du hjælper mig med at afgøre hvor meget saftevand" sagde han så drillende "du skal bare gø, når der er nok" drillede han og begyndte at hælde den næsten lilla saftevand ned i et af glassene. Den var ufortyndet, og han havde smagt ren saftevand før.. godt nok kunne han godt lide stærk saftevand, men ren... var lige i overkanten.

Det var ikke til at undgå at se hvordan hun igen lyste helt op over at hun måtte hjælpe til. Men samtidig kunne man se skuffelsen brede sig i hendes kønne ansigt da han fik ombestemt sig. Hun vidste godt hvorfor og det var sikkert også bedst hvis man havde begge hænder til sin rådighed. Dog havde hun i den korte tid glædet sig. Og det var også kun den venstre arm der var skadet. Det var jo ikke hendes dominerende hånd så hun kunne endnu ikke se hvorfor hun ikke kunne prøve. Han var vel bare beskyttende i øjeblikket. Og hun respekterede det så hun valgte ikke at sige ham noget imod. Også selvom man ville kunne have set hendes tanker bare ved at studerede hendes ansigt.
Audrey fik taget en dyb indånding og da hun pustede ud igen var det som om at hun pustede hun skuffelsen ud og smilet atter tog sin fremgang på hendes bløde læber. ”Okay!” sagde hun muntert og fik nikket inden hun med det samme rettede sit blik stift mod glasset som galt det hendes liv. Pludselig lød der et lille bæf fra hende og afgjorde at hun faktisk havde taget ham bagstaveligt. ”Jeg mener…så..” Godt nok var hun en person med en speciel personlighed men hun kunne nu stadig blive flov. Også selvom det var der meget lidt. Hun så sig lidt omkring inden hun fik grebet ud efter kanden med vand der stod ikke så langt fra hende og løftede den forsigtigt op. Den var egentlig ikke særlig tung. Ikke for hende i hvert fald. Men den blev stadig lidt svar at kontrollere for hende da hun begyndte at hælde vandet op i sit glas. Hun betragtede transformationen. Hvordan vandet blandede sig med den rene saft og det endte med en pæn pink farve med et lilla skær. Det var ikke første gang hun havde blandet saftevand sammen men det var stadigvæk ikke noget hun var vokset op med ligesom landkrabberne. Hun stillede kanden ned på bordet igen og drejede så igen mod Silas. Med et smil der virkelig gik fra øre til øre. ”Jeg kan altså godt klare mig med en hånd..” fik hun ham forsikret om med et lille drillende blink i øjet. Dog ændrede udtrykket i hendes søde ansigt til et stort spørgsmålstegn. ”Ehm.. Silas? Hvad er hvid vin egentlig?? Eller.. Hvad er vin? Jeg har hørt det nogle steder før men jeg har aldrig helt forstået hvad det er..” Han ville nok så hendes uvidenhed som noget underligt. Eller det var hvad hun kunne forestille sig. Hun var ikke sikker. Det kunne hun jo ikke. Hun havde ikke mulighed for at trænge ind i hovedet på ham. Forsigtigt tog hun gaflerne op og lidt efter også sit glas. Lod gaflerne balancere mellem hendes lange- og ringefinger. Hu drejede elegant omkring på stedet og gik stille og roligt ind i stuen igen for at få stillet tingene fra sig. Hun følte sig en smule handicappet hvor hverken hende selv eller ham tillod hende at bruge den skadede arm.

Silas smilede ømt til hende, stakkel altså.. han så udemærket skuffelsen i de mørke øjne, og den lidt fornærmede fyldige trutmund, han måtte finde ud af om han ikke kunne give hende et eller andet hun kunne holde. Han grinede og stoppede med at hælde da hun bjæffede. "God hund" grinede han og rodede hende i det hvide hår. Han lod hende hælde vand op i glasset uden at forstyrre hende, han havde vidst skuffet hende nok ved at tage hendes bære-myndigelse fra hende, så han måtte hellere lade hende hælde op. Han hørte hende godt da hun insissterede på at hun sagtens kunne klare sig med en hånd, og han sukkede "okay så.. kan du så tage gaflerne? Så tager jeg glassene.." sagde han, men smilede til hende, gaflerne kunne hun sagtens klare, og så kunne han tage glassene han havde dog stadig to hænder at gøre godt med. Han så lidt overrasket på hende da hun pludselig spurgte ind til vin. "Vin?" gentog han langsomt... "Jamen... vin det er.. ved du ikke hvad det er?" spurgte han, men så kom han i tanke om at hun måske ikke kendte til vins oprindelse "Jamen altså..vin er vindrue.. alkohol kan man vel sige, det er druer der bliver presset, enten røde eller hvide og så har de forskellige navne, som chianti.. og så gærer de, og så bliver de så til en alkoholisk væske" sagde han og smilede til hende. Det var nok meget skåret ud i pap, men han vidste ikke SÅ meget om vin..han kunne bare godt lide det en gang imellem. Silas så efter hende da hun trissede ind i stuen, han skyndte sig efter så hun ikke skulle falde eller et eller andet.. andet. Han havde dog intet at bekymre sig for, hun klarede den som en mis... eller rettere som en... ja...
Han smilede til hende og trak stolen ud så hun kunne sætte sig. Han satte glassene, og ventede til hun havde sat sig før han skubbede stolen ind igen. Han satte sig i stolen ved siden af og så lidt på de fint dekorerede bokse der stod på bordet. Derefter kiggede han undersøgende på spisepindene og tog to af dem op. Han vendte dem forkert, og forsøgte at bevæge dem med en hånd, men tabte dem ned i skødet "jeg forstår ikke hvordan de dog kan spise med sådan noget.." mumlede han mens han prøvede igen, denne gang med en i hver hånd, mens han søgte hendes brune øjne under det hvide pandehår "Audrey det er umuligt!" sagde han klagende, og stak dem i mundvigene så han lignede en forfærdet hvalros.

Audrey lyttede interesseredet til hvad han havde at fortælle. Men det eneste hun rigtig fik ud af det var at det var en form for alkohol og vindruer der var blevet blandet sammen til en eller anden drik som folk åbenbart nød en gang imellem. Og af det hun havde set på de såkaldte film var at det nok var en ting man ikke skulle have meget af sådan som folk bare nippede til det. Om hun turde smage det vidste hun ikke men hun blev alligevel tiltrukket af tanken om at prøve det. På et eller andet tidspunkt. Hun følte ikke ligefrem den slags hastede. Men hun var beæret over at han ikke tøvede med at fortælle hende om ting hun spurgte ham om og hvad hun ville vide.
For et øjeblik følte hun sig rigtig at hun var i selskab med en sand gentleman på en af de fine restauranter på den måde han trak stolen og skubbede den ind for hende. Silas var faktisk charmerende og han vidste i faktisk hvad han lavede. Han var en god ven. En hun nok skulle holde fast i. Og hun behøvede ikke at holde sin latter skjult nar hun var sammen med ham. Hun kunne i hvert fald ikke holde den tilbage over at se hvordan han fik arbejdet sig frem med spisepindene. Det så så forbandet komisk ud den måde at han knap kunne holde den uden at de faldt fra ham som var de levende. Hun fik sat en hånd op foran sin mund som om det ville hjælpe med at dæmpe den hjertevarme latter der fandt sin vej ud i hans lejlighed. Hun var endda nød til at lukke sine øjne et øjeblik for igen at se mod de honning gyldne øjne han havde og som åbenbart var mod hende. Hun kunne ikke stå får det hvalpeblik han sendte hende. Han så så hjælpeløs ud af det var helt utroligt. Og som før skulle hun holde sig tilbage fra ikke at begynde at blive helt ’ååååh’. ”Så så..” Hun fik sat sig bedre til rette på stolen og på en måde sad hun lidt efter i skrædderstilling. Holdt balancen fint. Hun lænede sig forsigtigt ind over bordet og fik grebet omkring den nærmeste boks, stillede den foran sig og med en hånd fik hun med nød og næppe åbnet den. ”Sådan..” mumlede hun svagt for sig selv og sukkede lettet efter den mindre kamp med maden. ”Kom her.. Åben op, lille missetak. Sig aaah..” Hun tog i en let bevægelse hans spisepinde ud af hans mund og fik dem hurtigt sat i plads inden hun førte spidsene ned i boksen med forskellige små retter. Hun fik sat pindene omkring en stykke med kylling og løftede det forsigtigt op for at holde det op foran Silas ansigt. Sådan som hun valgte at fodre ham med pindene fik hun det til at se så nemt ud. Og hun vidste det ikke helt ville hjælpe med hans evne til at spise med dem men det havde heller ikke været det hun havde tænkt over at gøre fra starten.

Silas kunne ikke lade være med at le da hun brød ud i en højlydt latter på grund af hans lille tosseri med sine spisepinde, han kunne godt lide hvordan hun kunne gå fra lille og lidt forsigtig til en lille sol i sig selv. Silas lod hende tage spisepindene og smilede skævt til hende. Han fangede hendes blik et kort øjeblik da hun så ham i øjnene og smilede varmt til hende. Han blev siddene da hun begyndte at fumle rundt med boksene og spisepindene og sin måde at sidde på. Han lænede sig frem og smilede skævt "aaah.." sagde han og lukkede munden om spisepindene og kyllingen, og trak det af pindene. Han tyggede eftertænksomt og nikkede så "det smager godt.." medgav han så, overrasket.. Han smilede til hende og rakte ud efter en af de andre små dekorerede bokse på bordet.
Han åbnede den og rakte ud efter to af de andre pinde "okay, min tur!" sagde han og grinede, mens han stak pindene ned i maden og rodede lidt rundt. Til sidst fik han dog fat i noget af indholdet, og lænede sig hen imod hende "nu kommer flyvemaskinen" drillede han og fangede de mørkebrune øjne med sine egne og blinkede drillende til hende. Han gjorde dog ikke rigtig et stort nummer ud af at han mere eller mindre havde stukket begge pindene ned i et stykke kød med nudler og grøntsager der heldigvis sad fast over kødet der ligesom dannede en stopklods for grøntsager og nudler. Han kunne godt lide hende, vældig meget jo længere tid han kendte hende, det var som om hun blot blev mere og mere fantastisk. "jeg er virkelig glad for at det var dig jeg stødte ind i på kajen" sagde han så ærligt, hvis det havde været en anden kunne det være det havde endt helt anderledes, istedet havde han fået en ven, en fantastisk en af slagsen! Hvis det havde været nogen anden, eller måske hvis det var gået mere galt end med hendes arm, så var det måske slet ikke gået så fint.
"Desværre gik det bare ud over din arm.." sagde han så beklagende.

Selvom at man skulle tro det ikke var muligt lyste hun blot atter op idet at han så ud til at kunne lide maden. Eller i hvert fald det stykke kylling hun lige havde fodret ham med. Og smilet var skam også blevet større. Hun sagde faktisk ikke rigtig noget men sad bare og betragtede ham mens han fik tygget sig gennem kødet og hun nød at se den møde at overraskelsen bredte sig i hans kønne ansigt. Hun var nu ikke sikker på om det faktisk var ham eller den måde han spiste på hun sad og studerede med de dybe øjne hun havde sig. Men hendes blik var i hvert fald rettet direkte mod ham og det lagde hun ikke rigtig noget skjul på. Det var der ingen grund til.
Audrey fik hurtigt trukket sig selv ud af sit mere eller mindre forvirrende tankespind idet noget kom hen mod hende. Hun fik hurtigt registreret spisepindene der nærmede sig hendes mund men det endte stadig med at hun var nød til at trække sit hoved lidt tilbage og så åbne munden for at lade maden lande på hendes tunge. Hun gjorde som ham. Lukkede læberne omkring pindene og trak derefter maden af. Hun var sikker på det sikkert havde set komisk ud. Det havde det i hvert fald da hun havde fodret Silas. Det var egentlig dejligt sådan bare at sidde sådan her. Ved siden af hinanden. Han var en fantastisk person. Og det kom faktisk helt bag på hende hvad der ellers kom ud af hans mund. Hun fik stoppet den lille fjogede latter der var kommet fra hende efter at hendes mund ellers var blevet proppet med nudler, kød og grønsager. Hun stirrede et kort øjeblik på ham og sank tungt maden inden hendes blik blev mere roligt og endnu et forsigtigt smil formede sig på hendes bløde læber. ”Jeg er..Jeg er også rigtig glad for at se var dig..der..ja..stødte ind i mig..” sagde hun med et lille grin inden hun fik rettet sit blik ned mod bordet. Hun lænede sig lidt ind over det og fik fingrene lukket omkring hendes glas med saftevand og i en sikker bevægelse blev det ført op til hendes læber. Og man hun fik taget en slurk kunne man vel ane en lille smule glød der samlede sig om hendes kinder. Men den var dog hurtigt væk igen. Lige i tide til hans beklagelse. ”Mmh.. Min arm skal nok komme sig. Og hvis du ikke havde været der ville vi to jo ikke sidde her, vel?” fik hun hurtigt frem og samtidig satte hun glasset fra sig og de brune øjne lå igen mod Silas. ”Og hvis det hele ikke var sket ville jeg ikke have fået mig en ven som dig.” Smilet voksede sammen med at hendes hoved tiltede lidt til den ene side. ”Så kan vi ikke bare grine af den episode?”

Silas fulgte konturerne i hendes ansigt med øjnene, og lyttede. Det var sjovt at se hvordan hendes udtryk udviklede sig, selvom man troede hun ikke kunne blive mere glad, så røg hendes mundvige alligevel lidt højere op og hendes øjne tindrede. Han overvejede kort om det overhovedet var muligt for Audrey at blive vred.. eller måske ked af det? Næppe!.. Eller jo, det ville hun sikkert være i stand til, måske ovenikøbet ligeså udtryksfuldt som med hendes glæde. Han kunne kun gyse, så ville han ikke gøre hende vred, så ville hun jo bryde ud i lys luge! Han smilede til hende da hun rykkede hovedet bagud og gloede på spisepindene.
Han grinede "ja jeg er ikke ligeså god som dig.." sagde han og hentydede til pindene.
Han lænede sin hånd med spisepindene på sit knæ, og boksen med maden på det andet og afventede hendes udtryk. Hun virkede kort chokeret over det han havde sagt.. havde han været for direkte? Det lignede ham ellers ikke.. Han smilede dog lidt da hun meddelte samme følelse, glæde.. over at have stødt ind i hinanden.. på trods af omstændighederne. Han smilede lidt bredere, hun kunne da også vænne det værste til det bedste altså.. "Du er svær at være negativ omkring" sagde han og grinede lidt og prøvede at stikke pindene ned i æsken.. men som før var det bare sådan lidt hist og pist. "Men du har ret, nej så havde vi nok ikke mødt hinanden, jeg spiser jo ikke så tit is.." sagde han og grinede lidt, før han nikkede, og fandt sin saftevand og holdt den hen mod hende "skål på at vi er klodsede.. eller jeg er" sagde han drillende, og støttede boksen og spisepindene på sit knæ med sin anden hånd.

Endnu engang forlod en let fnisen fra hende og hun sendte ham blot et kort undskyldende blik. ”Det må du undskylde. Jeg er ikke den største fan af negative ting. Især ikke hvis der er en mulighed for at se mere positiv på det.” fremsagde hun med sikkerhed i stemmen som var hun helt bestemt på denne mening. Det var tydeligvis en af hendes retningslinjer i hendes liv. Sådan som hun levede på. Altid med et smil på læben. Dog betød det ikke at hun ikke kunne blive bange eller deprimeret. Men det skete ikke helt så tit for hende. Igen lo hun lidt af hvad hun selv havde sagt og fik igen ordene frem. ”Ej nu lyder jeg sikker bare som en eller anden buddhistisk munk..” Hun rystede svagt på hovedet og viftede sin ene hånd op foran sig. Men lige efter blev de blide uskyldige øjne rettet mod ham igen. ”Og du burde spise is noget oftere.” sagde hun drillende imens hun fik prikket ham let på næsen.
”Åh..” Hun fik hurtigt lænet sig hen over bordet og samlede sit glas op igen. Lige i tide til at rette sig op og med begge hænder omkring glasset lod hun det klirre svagt mod hans. ”Skål for at vi er klodsede.” gentog hun og lagde et lille tryk på ordet ’vi’. Den slurk hun fik taget var hurtigt væk og i samme fart blev glasset stillet væk. Hun fik sat sig ordentlig på stolen med fødder mod gulvet. Hun drejede fronten mod ham og uden at tøve tog hun forsigtigt fat i hans ene hånd. Tog glasset ud af hans hånd og lagde det på bordet. Fik fumlet med spisepindene og så så kort mod ham med et af sien søde smil. ”Her.. Nu skal jeg vise dig hvordan jeg tror man skal holde dem..” Hun formede let på hans hånd og fik efterfølgende lagt en af pindene så den balancerede på hans tommelfinger og fik derefter lagt den anden oven på. Bare med langefingeren svagt imellem. ”Så..øh..” Hun var tydeligvis ikke den bedste til at vise den slags men det var da altid noget at hun prøvede. ”Prøv forsigtigt at tryk med pegefingeren…her…” Hun formede stadig på hans fingre inden hun så slap for at se om han havde forstået ud af hendes nok meget forvirrende forklaring. ”Ej..undskyld…jeg er virkelig ikke god til at forklare..” sagde hun lettere grinende og med den frie hånd kløede hun sig roligt på sin ene kind som var hun både eftertænksom og flov over sit arbejde..

Han rystede hurtigt på hovedet "det skal du da ikke undskylde, det er skønt med en der er så positiv.." sagde han glad, og smilede beroligende til hende for at hun ikke skulle tro at han mente noget dårligt med det. Silas kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes sammenligning mellem hende og en buddhistisk munk, mens han fortsat legede lidt med spisepindene, og forsøgte at finde ud af deres hemmelighed. Han så lidt på hende og nikkede "det burde jeg nok, det smager jo godt" mumlede han med et skævt smil, og rakte tunge af hende da hun prikkede ham på næsen.
Han nikkede medgivende da hun forsigtigt klirrede glasset mod hans "For os" grinede han, og tog en tur af den søde, frugtagtige væske. Han så overrasket på hende da hun tog glasset fra ham og gav sig til at fumle med spisepindene, og hans hånd. Han blev siddene og lod hende gøre det, mens han fulgte hendes hvide fingre, der forsøgte at forme hans fregnede let solbrændte hånd. Hendes hænder virkede meget små i forhold til hans, men han havde selvfølgelig også længere fingre, og større håndflade end hun.. Men det var stadig interessant at se. Han gjorde som hun sagde og så på hende da hun forsøgte at forklare.
Han bevægede pegefingeren forsigtigt da han fik besked på det. Han øvede lidt forsigtigt, først forsigtigt, så lidt mere eksperimenterende så han nær havde tabt pindene, men han havde pludselig fået en ny forståelse for pindene mellem hans fingre. Han så smilende på hende og rystede på hovedet "du skal ikke undskylde, du er da meget god til at lære fra dig" grinede han og rakte forsigtigt pindene ned i en af boksene og klemte sammen om nudlerne og grøntsagerne med pindene før han forsigtigt trak dem op af boksen. "Se, det virker jo" sagde han muntert og tog det i munden lige da pindene faldt fra ham, så han sad med nudler halvt ude af munden og pinde og grøntsager i skødet. Han sank hurtigt og grinede lidt og tørrede sig om munden og ledte efter noget papir som han kunne tørre munden i "i nogenlunde grad.. jeg tror jeg skal øve mig lidt" sagde han og tørrede det op han havde spildt med en serviet.
"Hvordan har du lært det?" spurgte han så interesseret i hendes fortid, og nutid. Han vidste jo ikke meget om Audrey, men han var også forsigtig med at være alt for psykolog agtig.. han ville for guds skyld ikke ødelægge deres venskab ved at blive psykoanalytisk overfor sin nye ven.