frøken let på tå - åben for alle der lyster ;)

Deartháir standsede hurtigt midt i dansen og så på den nyankommne en ung Elver pige, slet ikke gammel nok til at befinde sig i storbyen, og slet ikke alene, roligt standsede han også Nellie i hendes dans, og han gik lidt ind foran Mennesket så ledes han blokkede let for linjen imellem Elveren og Nellie, han kastede et hurtigt blik hen imod hans frakke inden han vendte blikket imod Elveren, "du er rent nok langt hjemmefra unge frk...?"

”Ja, øh…” Morgana var utryg ved det blik, manden hele tiden sendte mod sin frakke. Hun krummede sine bare tæer, vred sig lidt. Der var noget ved ham, der holdt en knude i hendes mave. Hun bed sig i læben. ”Forstyrrer jeg? Jeg kom bare forbi, jeg…” Hun tav. Hun brød sig bestemt ikke om de øjne, der borrede sig ind i hende fra mandens side. Hun var ikke sikker på, om han var klar over det. Hendes øjne sveg lidt. Hun skulle ikke være kommet, hun skulle være blevet hjemme! Hun slog blikket ned.

Nellie stod undrende og lyttede hun var blevet stoppet midt i dansen på et grundlag hun ikke forstod. "hvad sker der? Er hun farlig? Det lyder som en lille pige?" spørgsmålene fløj ud af munden på hende som sædvanligt men hun måtte bare vide hvad der skete. Hun viste også godt at dearthair var lidt overbeskyttende. Hun tråde forbi ham og mærkede efter " hun virker en anelse bange ud fra hendes stemme at dømme så... Tror ikke hun er den store trussel "

”J-jeg er sytten,” mumlede Morgana. Menneskepigen virkede mere betryggende, Morgana kunne godt lide hendes tøj… ”J-jeg kom bare forbi, jeg er ret ny her, øhm…” Hun så bestemt på menneskepigen, undgik mandens blik. ”Jeres bevægelser - det var rigtig flotte. Hv-hvor har I lært det henne?” Hun krympede sig lidt under mandens blik.

Deartháir nikkede over Nellie's ord, "du har ret min kære" sagde han til Nellie og løsnede lidt op, "hun er lille... ung... alt for ung, og hun ser ud til at være alene" han så blidt på Elveren, han kunne mærke og se at hans reaktion havde kylet hende godt ud af kurs, "du forstyrre slet ikke, denne verden er stor nok til alle Racer, men hvor er din slægt? man ser aldrig så unge som dig alene?"

Morgana skævede til mennesket. Kendte hun til andre racer? Manden gjorde, var han også elver… Nej, det kunne han ikke være. Morgana smilede lidt.
”Jeg tog væk hjemmefra. Der var lidt for kedeligt, men, øhm… Jeg kan ikke huske min klans navn, og jeg kan ikke finde hjem igen. Så… Jeg prøver bare at finde ud af, hvordan mennesker lever.” Hun mumlede: ”Det er ret svært…” Hun så ned på den løse kjole. Folk kaldte hende ubehagelige ting, når hun havde den slags på. Men de her to virkede søde nok.

nellie stod lidt, hun viste ikke rigtig hvordan hun skulle reagere på at pigen næsten ingen ting kunne huske, og bare var smuttet væk fra sit hjemsted?? "en meget besynderlig historie, men vil ikke sige min er meget bedre." hun trak på skuldrene " findes der ikke andre væsner der kan hjælpe med sådan et problem altså nogle der kender til hendes klan osv.??" spurgte hun henvend mod dearthair. han var nok den klogeste på den front så..

Deartháir trak på skuldrene, "visse Racer og Væsner har flere hemmeligheder og historier som andre ikke kender til, ligesom vores lille veninde her, hun stammer af en ældgammel race, med flere historier og gåder end nogen anden" sagde han til Nellie, "ved hun ikke selv hvor hendes familie er, er der megen lille sandsynlighed for vi kan hjælpe hende med at finde dem"

”Øhm…” Morgana brød ind i deres lille samtale. ”Jeg vil helst ikke tilbage til min familie. Der er så forfærdeligt kedeligt. Jeg ved bare ikke så meget om menneskenes verden… Mennesker er mærkelige.” Hun så på mennesket. "Ja, ikke for at fornærme nogen, øhm..."

" kedeligt??" hun undrede sig " okay jeg blander mig udenom " sagde hun og trak sig på skuldrene. hun gik om bagved dearthair igen og øvede nogle nye charlestontrin ville prøve at mixe sammen med en anden genre.

"Mennesket er ikke mærkeligt, tværtimod, I har blot gemt jer ude i skoven alt for til at kunne se forskellen Elver, imens i har levet et liv i skul, har Mennesket gjort store fremskridt, fremskridt i slet ikke kan forstå, engang var det jer som havde den mest avancerede teknologi, I skød med bue dengang de andre kastede med sten, I skyder stadig kun med bue, men Mennesket har opgraderet deres arsenal mange 1000 gange siden dengang" sagde Deartháir og kiggede sig over skulderen til Nellie, og kunne ikke lade være med at smile svagt inden han atter så på Elveren, "du høre ikke til i denne verden, men i skoven"

”Jeg ved det godt,” mumlede Morgana stille. Han lød vred… ”Det var derfor jeg tog hjemmefra. Men der er så mange mennesker, der ser så mærkeligt på mig. Og jeg ved ikke, hvordan noget fungerer…” Hun strakte hals lidt, for at se manden over skulderen. Mennesket var begyndt at danse igen. Morgana betragtede de yndefulde bevægelser med stor interesse.

" jeg vil også sige at være så ung en elver et så nyt sted måske ikke var det klogeste? og når grundlaget var fordi den folk var kedelig? var det nok ikke den bedste idé? " sagde hun smilede usikkert hun dansede videre hun skulle ikke blande sig mere. dearthair var bedre til at talke sådan noget ind hun var. så den var helt op til ham.

Deartháir rystede kort på hovedet over Elveren, "jeg er ked af at sige det, men I har levet i en lille tidslomme alt for længe, din tøjstil, dit sprog... ja og så de øre der, du skiller dig for meget ud fra Mennesket, du må lære at tilpasse dig, ændre din måde at leve på, ellers ender du som en udstødt i denne verden, og det er ikke ligefrem noget af det sjoveste, det er enten det, eller leve resten af dit liv i skyggerne"

Morgana så ned, nikkede stille.
”Jah…” sagde hun stille. ”Det er nok rigtig nok…” Hun rystede hurtigt på hovedet. ”Nej, undskyld… Jeg skal nok finde hjem før eller siden, øhm… I to er virkelig gode til at danse, I er rigtig flotte sammen.” Morgana krummede sine tæer. Hun brød sig ikke om at tale så meget om hende selv… ”Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det…” Hun smilede lidt forlegent. ”I er meget heldige.”

" det hedder blot øvelse " sagde hun og smilede kort før hun gik hen og lede efter en ny cd. hun havde enlig ikke så meget lyst til at være sådan. hun følte sig ond og modbydelig, men i denne verden måtte hun lærer at være lidt hård specielt når det galt andre væsener. dog var hun ikke særlig god til den slags ting fordi tjaa hun var født som engel. det vil sige det passe jo ikke men det var lidt en tale må for at være artig. hun bøjede sig forover for at lede i sin sportstaske

"Nellie har ret, dans er intet om at være heldig at kunne, dansens hemmeligheder skal findes ved at afprøve dem" sagde Deartháir med et lille smil, "i Elverer f.eks skulle siges at være nogle af de bedste dansere af alle Væsner, men det er vel igen noget i har glemt efter alle jeres år i skovene?"

”Faktisk,” sagde Morgana tøvende, ”så var der mange fra nabostammerne, der dansede - men i min var det mest kun de traditionelle, til ceremonier og sådan. Jeg så engang nogle mennesker danse i skovbunden, det kunne være helt vidunderligt at lære det.”