Dark funeral //Rosa//

Himlen var ganske usikker med hvordan den ønsket og være og der var stor mellemrum hvor der blot var grå skyer som gemt solen af vejen for befolkning i Aterswell, faktisk passer det ganske fint til det som der skulle forgå om en lille halv time for en begravelse skulle snart til og begynde i en mere aflukket del af den lokale park, begravelsen var privat og derfor var det bestemt at befolkning ikke skulle kun se for meget af hvad der forgik.
Ved den nærmeste park indgang ankom der mange gæster fra deres biller og de gik samlet imod det sted hvor begravelsen skulle forgå, mellem de få gæster var der os en gæst som der ikke var fra familien men blot en nær ven afdøde og han var hellere ikke klædt i lige så meget sort som alle de andre, hvem var han? Jo han hed Semiazas og han var kommandør indfor det militær som der hørt tid Aterswell og han var os en ven af den soldat som der skulle begravesen, Semiazas var iført hans militær grønne uniform som der var gemt under hans sort læder jakke, på hoved af ham da hans generel hat fra hans unge dage men ellers var der ikke mere og se på hans tøj. Kiggede man videre på ham ville man se at han havde bleg hud og ganske mørke øjne, hans hår var sort og skulder langet men ellers var der ikke andet ved hans udseende.
Langsomt nærmet han sig gruppen af mennesker og han hold sin hænder i lommerne mens han nærmet sig flokken af mennesker og de stod alle sammen og snakke mens andre være igang med læg blomster ved siden af kisten, han trak vejret langsomt mens han huset sig selv på at han stadig havde omkring 275 år i nu før at han selv enden i graven, stille overvejet han hvor han skulle går hen og snakke for han var bekendt med familien ud over dem som han havde hørt om men ellers var han næsten en komplet fremmet i den lille folk af mennesker..

Rosa steg ud af bilen, hendes sorte silkekjole sad perfekt på hendes slanke krop. Hun havde en stor solhat på der dækkede for hendes ansigt. Ikke at der var brug for den, hun ville bare ikke vise hendes tårevædede ansigt. Så sent som for to dage siden havde hun fået at vide hendes far var død, ramt af en vildfaren kugle. Hun tørrede øjnene med en hvidt lommetørklæde, og gik stille hen til kisten. Hun holdt en stor buket røde roser, blandet med hvide. En tåre trillede ned af hendes kind da hun lagde roserne på kisten. "Farvel far" sagde hun sagte, det var så svært at sige. Hun havde lyst til bare bryde sammen og græde, ligesom da hun havde fået det at vide. Nu var hun alene, uden mor eller far. Hendes mor var død tre år tidligere, af et hjerteanfald. Hun havde ingen søskende eller nogen kæreste. Alle hendes venner var taget af sted til fjerne lande, for at studere og andet. Hun havde selv valgt at følge i sin fars fodspor, men hun var ikke blevet optaget i hæren endnu. Hun tørrede sine øjne endnu engang, og kiggede på himlen med et sørgmodigt udtryk.

Begge hænder for blev i lommerne mens han stoppet op lidt fra de andre og han stod stille og kiggede på mange blomster som var blev lagt ved kisten, han var ikke selv den er bragt blomster for de ikke tåle hans aura og derfor undlod han det men det var vel respekt nok bare i at han dukket op. Semiazas var måske ikke det med menneskelig væsen men respekt havde han dog for andre og det var nemt op derfor at han var der men alle andre var der en mere årsag til familien, langsomt kiggede han væk fra kisten og han lukket langsomt øjne i mens at han lyttet til stemmerne omkring ham, de snakket afdæmpet og han fik ikke helt fat i hvad det var som de snakket om men han blev dog ved med lyt til dem indtil at trin lod i nærheden af ham, han åbent langsomt hans mørke øjne og han så en ung kvinde som han god kun genkende fra de andre for han havde hørt om hende fra en anden afdeling end den som han selv arbejde i. Langsomt trak han vejret han gik over imod kvinde "Miss Rosa?" sagde han kort men der var en smule tøven i hans stemme for han havde kun hørt en beskrivelse af hende, mens mulighed for at se hende ikke ligefrem havde være i nærheden for han var altid en travle mand i hverdagen..

Hun slog øjnene op, da hendes navn blev nævnt, det forskrækkede hende lidt. Hun sørgede hurtigt for at tårene ikke kunne ses, og vendte sig om. "Ja, det er mig. Kan jeg hjælpe?" Sagde hun roligt, hun kunne mærke magien summe i sig af en eller anden grund. Hun kiggede lidt rundt, for at tage opmærksomheden væk fra sin magi, som hun kunne mærke dybt inden i sig selv. Hun smilede ikke til ham, man smilede jo ikke til en begravelse, især ikke til sin egen fars begravelse. Hun løftede solhatten af, så hendes ansigt kunne ses helt. Hun så utrolig smuk ud (i menneske perspektiv). Hun havde langt mørkt hår, og høje kindben. Hendes brune øjne strålede ikke som de plejede. Hun kiggede nu på manden, og syntes han så lidt mærkværdig ud. Hun kiggede fra håret og til støvlerne, hans påklædning var ok, hun kunne se han havde rang i militæret. "Må jeg spørge hvad du hedder?" Sagde hun, og rettede lidt på håret.