udenfor - Lurina

Sted: parken
tid: 23:00
omgivelser: næsten ingen andre mennesker
vejr: stjerneklart

Zig kiggede ned i en af parkens skraldespande, for at se om nogen havde smidt noget af værdi ud, som han kunne tage med. Han sukkede, der så ikke ud til at være noget, og han var ikke helt desperat nok til at begynde at rode den igennem med fingrene. Han gik videre gennem parken og satte sig på en bænk, det var nat og Fabian var ude, så han kunne bruge aftenen på lige hvad han ville, ikke at der var noget han havde lyst til at lave, i hvert fald ikke som han også havde råd til. Han lænede hovedet tilbage og kiggede op på stjernerne, de var pæne her midt om natten. Selvom de var pæne blev han ikke siddende sådan ret længe, han brød sig ikke om, ikke at kunne se sine omgivelser, det gjorde ham usikker. Han kiggede rundt i parken, for at se, om der var andre i nærheden.

Lurina gik yndefuldt ned af parkstien, hendes smukke lyse hår skinnede i månelyset. Hun kiggede på stjerne mens hun gik. Hendes grønne øjne glimtede, på en overnaturlig smuk måde. Hun vidste hun var utrolig smuk, og hun elskede det. Hun så en person sidde på en bænk, og stoppede. Hun nærmest skinnede i månelyset.

Zig fik øje på en kvinde, hun måtte være ældre end ham, som var utrolig smuk. Han glippede et par gange med øjnene, hun var nok et af de smukkeste væsner han nogensinde havde set, hun virkede næsten lige så overvældende som Fabian havde gjort første gang han så ham. Han rykkede sig længere ind på bænken og holdt vagtsomt øje med hende, hun var smuk og der var noget faretruende over moden hun gik på, ligesom Fabian. Hun måtte være det samme som ham, en vampyr, og de var farlige, hvis de ønskede det.

Hun kiggede på personen. Det måtte være en dreng. Han var ikke særlig gammel, hun kunne fornemme det. "Hvem er du?" spurgte hun. Hun drejede sit hoved lidt til højre, studerede ham. *Det var da en mærkelig frisure* tænkte hun og løftede sit ene øjenbryn på en elegant måde.

Zig så lidt skræmt på hende, det kunne ikke være godt at hun begyndte at snakke til ham, eller det var selvfølgelig bedre end at hun bare angreb ham, men det gjorde ham stadig urolig. "Z-zig" mumlede han, havde han kunnet ville han have kigget væk, men hun var for fascinerende, hendes bevægelser, hendes udseende og hendes stemme. Han havde det på samme måde med Fabian og havde egentligt troet at han snart ville have vænnet sig nok til vampyrer til at de ikke påvirkede ham sådan mere, men sådan var det ikke.

Hun smilede over den måde han reagerede på. Han var heldig hun lige havde 'spist'. Hun gik hen til bænken så han kunne se hendes ansigt. "Jeg er Lurina" sagde hun, man kunne tydeligt høre hendes smukke spanske accent. hun kiggede på manen, hendesgrønne øjne skinnede igen. "Zig. Interasant navn." sagde hun let.

Zig holdt øje med hende, da hun gik tættere på, klar til at rykke væk, hvis hun skulle vise sig at være en trussel. Han nikkede da hun sagde sit navn, ikke sikker på, hvad han skulle svare, eller om hun ville syntes det var uhøfligt hvis han svarede, hun havde jo ikke spurgt ham om noget. da hun snakkede om hans navn, følte han sig en anelse mere sikker og sagde tøvende, "tja ... det hedder jeg altså".

Hun kiggede på ham. "Hmmm. Du er ikke menneske. Hvad er du mon så?" Sagde hun på en måde til sig selv, og på en måde til ham. "Jeg kommer fra Spanien" sagde hun, bare så han vidste det. Hun kiggede på ham. Han var ingen demon, dæmoner var mere selvsikre. Ingen engel, hun kendte den følelse af renhed de havde rundt om sig. "Du må være en vulp" konstanterede hun, hendes øjne kiggede på hans hoved. "Ører og hale burde vist være der et sted" sagde hun, og gjorde en yndefuld bevægelse, som en kat.

Zig så undrende på hende, "øh ...." sagde han tøvende, han havde ikke rigtigt lyst til at fortælle hende at hun tog fejl, men han var ikke en vulp. Det havde han besluttet efter at den dumme dreng der tog hans taske havde kaldt ham det, "... altså, jeg ved ikke engang hvad en vulp er" sagde han i stedet, "så det tror jeg ikke" fortsatte han en smule undskyldende.

Hun grinede lavt, en lyd der genlød af smukke små klokker. "Du ved ikke engang hvad du selv er søde. Du har en hale, en ræve hale. Du har jo også ræve ører. Det er indlysende." sagde hun og satte sige ned på bænken. "Jeg er heller ikke helt normal" sagde hun, og smilede mystisk. Hun lod hugtænderne glid ud, det skinnede hvidt i måneskinnet. Hun tog dem ikke ind igen, hun kunne godt lide at have dem ude.

Zig rynkede brynene og trak sig lidt fra hende, hvordan kunne hun vide det? Han trak sig yderligere væk, da hendes tænder kom frem, ikke fordi det overraskede ham, men fordi det var noget han kun så hos Fabian, når han var klar til at spise. "nej, du er vampyr" sagde han, han havde været sikker på det siden han så hende, ingen andre væsner var så smukke.