I have something terrible to tell you, Claudette.

Efter at have fyldt sin elskede Claudette med løgne i snart 2½ år, var Lilith langsomt begyndt at bryde sammen. De følelser hun ikke havde følt, nogensinde, var begyndt at nage på hende, og hun var vist blevet ramt af det almindelige mennesker kaldte dårlig samvittighed. Hun lod sine fingre køre igennem sit hår. Det havde bare ramt hende lige pludselig. Hvor længe hun havde løjet for Claudette, hvor længe hun havde det skjult. Hvor mange stykker menneskekød havde Lilith ikke også serveret for det stakkels pigebarn? Hun førte hånden op til læben og bed i den ene negl, men før hun nåede at tygge igennem, trak hun hånden væk, og rettede blikket mod mobilen der lå på bordet.

Den havde været stille. Ret unormalt for en torsdag aften som denne, men hendes kunder plejede også først at kontakte hende omkring 22-23-tiden. Hun havde gået uroligt rundt i lejligheden i ti minutter, før hun havde smidt sig i den fantastiske sofa. Så satte hun sig hurtigt op, da hun syntes hun hørte noget, men det var bare hendes nabo der stod af elevatoren og lukkede sig ind i hans lejlighed. Hun lænede sig irriteret tilbage og kiggede op i loftet, før hun stak hånden ned i den oversize hættetrøje, så hun kunne finde sine smøger frem.

Hun stak en i munden og tændte den hastigt. Hendes ben bevægede sig hastigt op og ned i en trippende bevægelse. Hun var ved at blive ædt op indefra. Til sidst rejste hun sig og gik hen til vinylpladeafspilleren, som hun havde købt for 30 år siden, der stadig fungerede perfekt. Hun åbnede skabet under den og hev The Beatles – Something ud, så hun kunne sætte den på og få noget ro i hjernen. Hun løftede nålen og satte den på pladen, der til at starte med gav en skrattende lyd fra sig, men til sidst lød The Beatles’ fantastiske stemmer i hele lejligheden. Hun gik uroligt hen og satte sig i sofaen igen.

Til sidst havde hun fået nok. Hendes fingre greb fat om mobilen, der blev låst op hurtigt, og imens hun gik ind i sms’er, lænede hun sig frem og askede sin smøg. Så scrollede hun lidt ned, før hun fandt Claudettes navn på displayet. Så trykkede hun ind i deres sms’er og den sidste sms der var på skærmen, var fra Claudette, der havde skrevet: Sov fantastisk, min elskede. Dette gav Lilith tårer i øjnene. Hun havde ikke grædt i snart femten år, så hvad var det for noget pis at begynde på?! Hun skyndte sig at skrive.

Hey, darling? Har du ikke lyst til at kigge forbi? Jeg laver lidt aftensmad.

Sms’en skulle lyde så uskyldig som muligt. Hun ville ikke skræmme hende mere end højst nødvendigt. Dog skulle hun nok regne med at løbe skrigende bort. Hendes ekskæreste, som skulle forestille at være en 21-årig, helt normal, prostitueret, sangglad kvinde, med fantastiske kokkereringsevner, viste sig at være en snart 330 år gammel dæmon, der nød at spise menneskekød – og Claudette havde sågar selv spist af det. Hun smed mobilen på bordet, før hun rejste sig, gik ud i køkkenet og kiggede i køleskabet. Hun havde taget noget der lignede kyllingebryst frem, men hvad folk ikke vidste, havde de ikke ondt af. Hun tog den ud og smed den på bordet, før hun gik igang med at tilberede en salat.

Omkring fem minutter gled forbi ubemærket, hvor Lilith nåede at skære en Iceberg-salat i strimler, samt at skylle tomaterne rene, som hun stod og skar, da hun hørte sin mobil lave den typiske, vibrende lyd, der var omkring tre sekunder lang. Selvom The Beatles stadig sang intenst, havde hun kunne høre den, fordi hun var så paranoid omkring den. Måske var det Claudette der havde svaret. Da hun havde skåret de sidste tomater ud, gik hun hurtigt ind i stuen og tjekkede mobilen, hvor Claudettes navn rigtigt nok stod på skærmen. Hun valgte at tage mobilen med ud i køkkenet, så hun kunne tjekke den derude. Så snart hun trådte ind i køkkenet, låste hun mobilen op og gik ind i sms’en.

Hej, elskede. Jeg er hos dig om ti minutter – et kvarter. Kys.

Endnu en bølge af ubehag rullede ind over Lilith. Hun prøvede dog at ignorere den, for nu fik hun rent faktisk lov til at lette sin sjæl. Og måske tog Claudette det slet ikke så tungt? Lilith rystede kort på hovedet før hun vendte sig om og skar de sidste ting ud hun skulle bruge til salaten. Så kiggede hun i køleskabet, for at finde den hvidløgsdressing, bestående af kvaste hvidløg, lidt olie og en smule oregano, salt og peber, som kunne peppe salaten lidt op. Hun hældte en smule ud over salaten og stak salatbestik ned i skålen, for så at blande det rundt. Derefter fandt hun en meget lille, fin glasskål, som hun hældte resten af dressingen over i.

Da hun havde gjort det, tændte hun for induktionskomfuret. Hun fandt hurtigt den pande hun brugte til sit specielle kød og stillede den på den kogeplade hun havde tændt. Derefter smed hun kødet ud på spækbrættet, så hun kunne skære det over, så der var to lige store stykker. Da hun vendte sig om, var panden klar, og hun smækkede lidt olie på, før hun smed de to stykker kød på, og nærmest som var det skæbnebestemt, fornemmede hun halvløbende skridt på trappen, der stoppede da de nåede hendes etage. Så hørte hun nogle forsigtige bank.

Med en tung klump i maven, blandet op med en god dosis lettelse, gik hun ud og åbnede døren. Hendes reaktion, da hun så den altid betagende kvinde, var at træde frem og lade armene glide rundt om hende, uden at sige et ord. Hun lagde hovedet ind mod hendes hals og inhalerede hendes duft. ”Hej,” hviskede hun ind i øret på hende. Så gav hun slip på Claudette og trådte til side, så pigen frit kunne træde ind i entréen.

Det var fantastisk at mærke den beroligende effekt, Claudette altid havde haft på hende. Da de kom ud i køkkenet igen, var Liliths første reaktion at bukke sig forover og åbne skabet, ved siden af komfuret. Her tog hun fat i nogle forskellige krydderier, deriblandt salt, citronpeber og oregano. Da hun rejste sig op igen, lagde hun mærke til den altid så charmerende kvinde, der stod afslappet op af den ene køkkendisk.

”Hvad er anledningen?” lød den blonde kvindes stemme. Ærligt talt, så havde Lilith ikke lyst til at fortælle det, når nu hun så det her uskyldige menneske stå så tæt på sig. Hvad hvis det knuste hende fuldstændig? Som svar, trak hun bare på skulderen og krydrede kødet, der var begyndt at syde på panden. Hun vendte det om og rettede så blikket mod den smukke person, der så ud til at være faldet i staver. Så vendte hun tilbage til virkeligheden, snakkede hun, men det lød som om det var utroligt fjernt. Det eneste Lilith kunne fokusere på var de bevægende læber. Da hun ikke svarede, siden hun ikke havde hørt ordene, begyndte Claudette i stedet at lede i et af skabene – der heldigvis så ud til at bringe hende hvad hun søgte.

Igen faldt hun afslappet ind over den ene køkkendisk. Et skævt smil blev tegnet op Liliths ansigt, som hun så ud til at falde i staver igen. Selv stod Lilith halvt lænet ind over komfuret og holdte øje med kødet, der sydede eftertænksomt. Duften var meget eksotisk og hun havde da også sørget for det var en olie, der var alkohol i, så man ikke kunne lugte diverse giftstoffer der blev stegt ud af menneskekødet. Hun vendte endnu en gang kødet, imens Claudette fortsatte med at snakke, og da hun så rettede blikket mod hende, fik hun et af de mest hjertevarmende smil at se. Lilith smilede tilbage.

Så pegede hun hen på spisebordet. ”Vi kan spise derhenne,” lød det fra bunden af hendes hals. ”Vi kan også tage maden med hen i sofaen,” Hun trak på skulderen og fokuserede atter på kødet igen. Hun bed sig i underlæben, imens tankerne langsomt vandrede af sted. Afsted mod alle de aftener de havde brugt sammen, enten inde i den utroligt bløde seng, hvor hun så sjældent brugte sine aftener alene, eller i sofaen hvor de bare havde siddet og snakket. Meget få gange havde de været hjemme hos Claudette, der var bosat hos den kinesiske familie. Damen var dog meget sød, hende der havde lejet Claudette værelset.

Hun løftede blikket fra panden, da kødet var færdigt, og smækkede det over på en tallerkenen, hun havde stillet ved siden af sig. ”Vi sidder bare ved spisebordet,” sagde hun så og smilede kærligt. Så tog hun tallerkenen med kød og skålen med salat, før hun gik med sikre skridt hen til spisebordet. Hun stillede det på midten af bordet og tog stearinlyset, der også stod der. Det stillede hun mellem de to pladser hun havde udset sig de skulle sidde på. Hun tændte det med den lighter hun havde i lommen, og så gik hun ud i køkkenet igen, hvor hun tog kartoffelsalaten, der stod på nederste hylde i køleskabet, samt den toliters cola, hun egentlig ikke kan huske hvorfor hun havde købt.

Endnu en gang søgte hun mod spisebordet, før hun igen vendte tilbage i køkkenet, for at hente to glas, der også blev placeret på bordet. Hun smilede op til en af de smukkeste kvinder hun nogensinde havde været i nærheden af, før hun satte sig ned og strakte hånden frem mod pladsen overfor hende. ”Vær’s’go’ og sætte dem ned, Madame,” smilede hun.