Kedsomhed klokken 3 om natten...//Jayden//

Tid: 00:00
Sted: Natsus lejlighed
Vejr: stjerneklar aften
Omgivelser: Natsus stue.

Natsu stod og stirrede frem for sig. Det var underligt, hun havde fornemmet det inden han trådte ind af døren. Hun betragtede sine fingre, hvor små flammer blussede op og lyste i det ellers mørke lokale. Hun var iklædt en sort, nedringet bluse og stramme bukser. Hun havde egentlig haft planer om at gå ud i aften, men det så ud til at nogle havde andre planer.
”Jeg er ærlig talt overrasket over at du fandt mig.. og samtidig skuffet over at du ikke gjorde det hurtigere” sagde hun uden at vende sig imod den mand, der for et øjeblik siden var trådt uanmeldt ind i hendes hjem.

Jayden betragtede den rødhårede kvinde og flammerne i hendes hånd. Han lukkede høfligt døren efter sig, skønt hendes lås var røget i processen. Han så sig kort omkring i stuen, som rigtigt nok indeholdt ting der kostede mere end hvad der var normalt for folk i dette her kvarter. ”Ja, jeg havde jo kontaktet Jack” sagde han og holdt øje med hendes reaktion ”jeg havde håbet han ville give mig en mulighed for at kontakte dig personligt.. men nu er min tålmodighed sluppet op. Så.. ville det passe dig at tale nu?” spurgte han høfligt, men samtidig i en tone der vidste han ikke havde tænkt sig at gå.

Det gav et lille ryk i Natsu da Jayden nævnte Jacks navn. Hun vendte sig og betragtede ham lidt i flammernes skær. Med et opgivende suk nikkede hun ”du kan tage plads i sofaen.. te?” spurgte hun og fik tændt noget lys. Der var ingen grund til at være så dystre, og han virkede ikke som om han kom for at slå hende ihjel. Hun gik ud imod køkkenet for at sætte en kande over.

”Tjo tak.. og en cola hvis du har” sagde Jayden og tog plads i hendes sofa. Så langt, så godt. Hvis han var heldigt ville hun være til at snakke med. Efter Jacks trussel havde han ikke specielt lyst til at kaste sig ud i et langt slagsmål. Desuden var det jo ikke engang sikkert han kunne banke pigebarnet til at starte med. ”Jeg kan lide din indretning..” sagde han og skævede kort over imod hendes film og dvder.. overvejede om han kunne nå at få et kig inden hun kom tilbage.

Natsu kunne ikke lade være med at smile lidt, og tjekkede sit køleskab. Hun fandt en dåsecola frem og satte den på bakken med te. Det var altid mere underholdene med fjender der kunne lide at snakke. Hun fik de sidste ting på plads og gik så ind til ham. Hun fulgte kort hans blik hen til filmene og hævede et øjenbryn. Sendte ham et kort, men strengt blik. En advarsel, han havde bare at følge den. Hun satte bakken foran ham og rakte ham colaen ”så.. jeg kan næsten gætte hvad det handler om” sukkede hun.

Jayden havde næsten besluttet sig for at rejse sig, da Natsu trådte ind i rummet. Han mødte hendes blik, og sendte hende et drenget og uskyldigt smil. Han rykkede sig lidt da hun satte sig ved hans side og tog imod colaen. ”Mange tak. Ja, det håbede jeg også” sagde han og åbnede colaen, snuppede en slurk. Han overvejede kort hvordan han skulle spørge. ”Det nummer du lavede hjemme hos mig, fremmede kvinde jeg ikke kender, var ikke særligt heldigt. Og jeg ved ikke hvorfor” han så op på hende med en hvis mistro ”jeg har læst op om dig, sorte enke.. arbejder for det sorte drager. Så sig mig, hvorfor bekymre de sorte drager sig om mit kærlighedsliv?”

Natsu tog en kop og hældte te op. Hun lyttede til hans spørgsmål, imens hun kom sukker ned i koppen. Måske en skefuld mere end hvad godt var. Imens hun rørte rundt, sukkede hun svagt. ”Nu skal du ikke få for høje tanker om dig selv, De sorte drager havde ikke sendt mig” svarede hun og lukkede så munden. Hun kunne ikke nævne Lana, især ikke fordi Lana slet ikke vidste hvad hun havde fortaget sig. Hun tog en tår af sin te og sagde så ”jeg kan bare ikke lide hende”

Jayden købte den ikke. ”Du havde ikke mødt hende før den dag, og mig kender du slet ikke. Alligevel har du uhyggelig meget information om mig, nok til at min kæreste blev i tvivl. Så hvad, du satte dig bare og fandt fakta om mig en dag, og tænkte det kunne være sjovt? Skal jeg føle mig beæret eller hadet?” spurgte han og så alvorligt på Natsu. Der måtte stikke noget under, men han vidste også det ville være en underlig ordre at have fået.

”Alle mænd der får min opmærksomhed bør føle sig beæret” svarede Natsu og sendte ham et lille, flirtende smil. ”Jeg sagde tilmed at vi havde været sammen, tag du det som en kompliment.” hun stillede koppen fra sig og vendte sig imod Jayden så hun kunne se rigtigt på ham. ”Du ligner virkelig en jeg kender, vidste du det?”

”Nu skal du ikke forsøge at skifte emne” sagde Jayden og smilede tilbage. Han overvejede kort at fortælle hende om Jacks reaktion på de ting han havde fortalt ham.. men lod være. Der var ingen grund til den slags nu, og det var ikke sikkert at gøre hende i dårligt humør ville hjælpe på situationen. ”Medmindre du er hemmeligt forelsket i mig og har stalket mig længe, eller er hemmeligt forelsket i Anna og har stalket hende længe.. så kan jeg ikke se planen bag dit nummer.”

Natsu sad og så ind i Jaydens øjne. Hun kunne ikke lade være med at være forbløffet.. han lignede utroligt godt. Hun lænede sig ind imod ham og tog fat om hans hage.. spurgte nysgerrigt ”du skulle vel ikke være tatoveret nogle steder på kroppen.. vel~?”

Jayden smilede svagt og fjernede hendes hånd.. ”nej, det er jeg ikke” sagde han og så hende ind i øjnene. ”En lejemorder til en anden, hvorfor blander du dig i mit liv? Hvilken profit er der at hente for dig?” spurgte han.

”Sikke en skam..” sagde hun men lod alligevel blikket hvile et øjeblik ved hans højre hånd. Så rettede hun sig tilbage og svarede på hans spørgsmål ”jeg kan ikke fortælle dig mere. Bare rolig, jeg vil hverken dig eller.. hende den lille, hidsige til livs. Jeg fik et godt grin ud af det, du fik det hårdt.. det er hvad der sker når man vælger sådan en pige” hun rystede på hovedet ”er det ikke besværligt når hun slet ikke er inde for samme branche? Hun drømmer sikkert om et lille hus ved vandet og 3 børn. Og du er sikkert død inden du er 30”

Jayden så frem for sig og knugede lidt om colaen. Han blev irriteret, ja faktisk vred på Natsu. Mest af alt fordi hun havde ret. Det ting hun udpegede, ud over det negative om Anna personligt, var også dilemmaer han havde set for sig. Han vidste han ikke ville være en god fremtid for Anna, og fordi hun ikke var inde i det, ville hun ikke kunne forstå det.
”Jo..” sagde han og lukkede øjnene. Det gik ham tydeligvis på. ”Men kærlighed fungerer ikke altid som det ville være mest praktisk.”

Natsu fik næsten ondt af ham. ”Har du tænkt dig at prøve? At give hende en familie og et lille hus? Der er jo nogle der overlever til de er gamle. Men det er næppe folk som du og jeg” hun smilede trøstede og puffede blidt til hans kind med hånden.

”Et hus måske.. men børn? Nej det kan jeg ikke give hende. Jeg har lovet mig selv aldrig at blive far. Jeg er simpelthen ikke i en position til at kunne tillade at sætte børn i verden. De ville vokse op uden en far.. eller værre, med en morder” han så på Natsu og følte en hvis trøst i at hun forstod ham ”hvad med dig? Skal dig og Jack have børn en dag?”

Natsu lo lidt ved tanken. ”Mig som familiemor? Og hvilken familie vi ville få.. en lille flok ulveunger, som skulle mades og bades og i skole. Nej.. det er nok ikke muligt for mig at få børn med Jack” sagde hun og smilede til Jayden ”hvis jeg nu havde forelsket.. hvis jeg nu havde valgt en fra De sorte drager, så ville det have været muligt. Men mine børn ville så være tvunget til også at blive lejemordere”

”Ja…” Jayden så undersøgende på Natsu ”de hjernevasker jer der inde ikke? Jeg har hørt det der gør det mest farligt, er at alle medlemmer ser der som en stor familie. Og der ikke er nogen anden, ”ægte” familie nogensteder. Enten dræbt, eller som påstået fundet.”

”Du har læst på lektien” sagde Natsu anerkendende. Det havde lykkes Jayden at finde den ”hemmelighed” som langt de fleste af medlemmerne ikke selv kunne regne ud. ”Jo, vi bliver udnyttet. Sammenholdet mellem medlemmerne er ægte, men Den sorte drage.. han er ligeglad med os alle sammen. Brikker i et puslespil. Men det er de kort jeg har trukket, og jeg spiller dem som jeg finder bedst.”

Jayden nikkede og forstod den følelse hun sad med. Han vidste også at han blot var en dukke der blev styret, men de havde begge valgt den samme vej. De havde gennemskuet showet, men blevet ved med at spille. For når alt kom til alt, levede de kun for den rolle. ”Det er underligt, det føles som om vi kender hinanden” sagde han og så undersøgende på den rødhårede kvinde foran sig.

”Du ligner et af de mennesker der står mig nærmest og kærest her i verden” svarede Natsu og smilede blidt ”jeg er måske lidt sødere ved dig end jeg ellers ville være. Det er ikke let at være så langt hjemmefra, og helt alene” hun klukkede lidt og drak sin te ”men en tatovering. Det ville klæde dig, er du sikker?”

Jayden rystede på hovedet og rejste sig. Han begyndte at gå lidt rundt i hendes lejlighed, så undersøgende på hendes forskellige ting. Han stoppede op ved hendes film, og undgik bevidst at se hen på hende. Han så dem hurtigt igennem og smilede når der var nogle han kunne lide. ”Du virker ensom” sagde han så og så hen på hende.

Natsu så på ham.. rejste sig så og gik hen ved siden af ham. Hun mødte hans blik med alvorlige øjne ”det gør du også Jayden” svarede hun og så filmene igennem ”vi er meget ens, du og jeg.” hun tog en af dvderne ud og vendte den i hånden ”hvis du er ensom, så er hun ikke den rigtige”

Jayden rynkede brynene, tydeligvis utilfreds med hvad hun sagde. ”Jeg elsker hende. Hun gør mig lykkelig” sagde han lidt irriteret. ”Alle mennesker må lide ensomhed nogle gange. Jeg har heldigvis fundet mig en sød og dejlig pige som kan jage den væk når hun er der”

Natsu vendte sig om og tog fat i hans hage. Hun tvang ham til at se på sig ”nej, du er altid ensom. Også når du holder hende i dine arme og selv når du elsker med hende” sagde hun og slap ham. ”jeg ved ikke om du tror på sjælepartnere, men jeg kan fortælle dig Jayden Grey, Anna Rose er ikke din.”