Til en italiensk bryllupsreception - Elias

Sted: En stor baghave i Napoli, Italien.
Omgivelser: En typisk bryllupsreception med mennesker, mad og dessert.
Vejr: Solskin uden skyer

Bryllupper var en blandet oplevelse for Gino. Der var nogle ting ved dem der var gode, og nogle ting knapt så gode. Han elskede maden, vinen, dansen, kirken og ikke mindst kagen. Men det at skulle hilse på en masse fjern familie, blive trukket i kinderne og høre sætningen "Da jeg så dig sidste gang var du kun så lille!", tusind gange var knapt så fornøjeligt. Det var hans kusine Carola der skulle giftes, hans barnepige da han var lille, hende som altid nussede ham i håret og kaldte ham "Bianco" for hans hvide hår. Hun skulle giftes med en amerikansk mand af protestantisk baggrund og det havde ført til nogle problemer undervejs i planlægningen. Ginos bedstemor havde insisteret på en katolsk kirke med siden at brylluppet blev afholdt i Italien skulle kirken være protestantisk og så videre og så videre. Men nu var alt i den skønneste orden, Gino havde overstået alle de akavede kram med den fjerne familie og spist lidt mad og drukket lidt af den gode rødvin der kom med den og sad nu på en stol på sin bedstefars og bedstemors gård hvor receptionen blev afholdt og slappede af. Han var iført en sort skjorte og en hvid vest, med hvide lærredsbukser og sorte laksko og et hvidt slips. Han havde ikke set meget af gommens familie endu men hans egen familie var også så stor at den fyldte næsten hele gården. Han udstødte et let suk og lænede sig tilbage og nød solens stråler.

Elias holdt sig til sine forældre. Der var en masse mennesker han ikke kendte og i et land han aldrig før havde været i. Han havde fået af vide flere gange hvem fra familien der skulle giftes, men det havde lykkes ham at glemme det. Han så sig lidt omkring, og rettede lidt på det slips hans mor havde tvunget ham i. Han var klædt i en fin hvid skjorte, sorte busker og sorte sko. Det var kun slipset der irriterede ham, og han kunne ikke lade være med at gå og pille ved det hele tiden. Hans mor havde flere gange bedt ham lade være, og endte med at sende ham over for at finde nogle på sin egen alder.
Elias sukkede og satte sig ned. Han var 18 år gammel, men hans familie blev ved med at behandle ham som et lille barn. Han scannede hurtigt gæsterne og prøvede at finde en på hans egen alder, men for at være ærlig var det hele lidt for overvældene. Han savnede Aterswell.

Gino rejste sig langsomt og hentede et glas af den gode rødvin, han var helt pjattet med det stads. Han følte sig tilpas og hjemme blandt sin familie, selv om nogen af dem var en smule påtrængende. Han scannede hurtigt området og så en dreng på omkring sin egen alder, drengen virkede for Gino en smule fortabt i virvaret af fremmede mennesker og at dømme på det blonde hår var han nok fra gommens familie. Gino kunne godt forstå hvis drengen følte sig lidt udenfor så han besluttede sig for at gå derhen og holde ham med selskab.

"Hej, jeg hedder Gino." sagde han med et smil og rakte hånden frem. Han havde snakket italiensk hele dagen så det tog ham lidt tid at omstille til engelsk igen.

Elias så op på den fremmede dreng og tog imod hans hånd ”mit navn er Elias” hilste han høfligt og prøvede inde i hovedet at placere ham. Det lykkedes ikke, og han kom til konklusionen at han nok var familie til bruden.

"Hvad så? Hygger du dig?" spurgte han venligt og smilede til Elias. "Du så lidt lost ud.."

"Tjo" Elias smilede undskyldene "jeg må indrømme her er mange mennesker, og kender ikke de fleste.. jeg tror min mor opgav mig, og sendte mig ud for at finde noget jeg kunne underholde mig med. Det gik som du kan se ikke så godt" han grinede lidt "men her er ellers meget hyggeligt"

"Ja. Jeg tror godt jeg kan forstå, hvorfor den her situation stresser dig lidt. Her er jo ikke andet end selskabeligt overrislede italienere som snakker italiensk med hindanden. Jeg ville også være ret opgivende hvis jeg var i et fremmed land og ikke talte sproget."
Han tog en slurk af sin vin.
"Mmm! Har du smagt det her?" spurgte han og gestukulerede mod sit glas. "Det er himmelsk!"
Gino følte sig en smule bedugget efter sit tredje glas, og han tænkte at han hellere måtte holde op med at snakke før Elias følte sig alt for uvelkommen i samtalen.

"Nej, det har jeg ikke" sagde Elias og så lidt på hans glad "det kunne være man skulle tage et glas" sagde han og så sig lidt omkring på de forskellige borde. Han sendte Gino et smil, det var rart at have en at tale med "så bor du her?"

"Ja. Gør det. Men ikke for meget, den er ret stærk." sagde han og vippede lidt frem og tilbage på fødderne. "Nej nej, jeg blev født her, men jeg har boet i USA det meste af mit liv. Hvad med dig? Hvor bor du henne?"

"Jeg kommer også fra USA, en storby ved navn Aterswell" fortalte Elias og smilede til Gino.

"Ej, er det rigtigt!" udbrød Gino og kastede armene overrasket op i luften på en lidt camp måde så han var lige ved at spilde sin vin. "Der bor jeg også!" sagde han begejsret.

Elias blev lidt forskrækket, men det lykkedes ham at forholde sig roligt. "Hvad?" han så overrasket på ham "ej hvor sjovt!"

"Ja!" sagde han. "Min mamma og min papà, min onkel Hadrian, min onkel Roberto og hans kone Celia bor alle sammen i Aterswell." sagde han og pegede på de enkelte personer i mængden som han sagde deres navne.

Elias fulgte hans finger, men genkendte ikke nogle af folkene. Han nikkede lidt "det er altså meget sjovt"