Aftentur - James

Tid: 22.00
Vejr: skyfrit og stjerneklart
Nikodemus stod på en bådbro og kiggede ud over vandet. Han betragtede månenes spejling i vandoverfladen. Han overvejede om spejling måske ikke var værd at beskæftige sig med ... var det ikke det man sagde om illusioner, lys og spejle? eller var det røg og spejle? Om ikke andet blev han nødt til at få styr på lyset først. Han sukkede svagt, og fremmumlede nogle af de simple lysbesværgelser, men selvfølgelig virkede de ikke endnu. Istedet for at bruge mere tid på magi, han ikke mestrede endnu, begyndte han at øve sig i, at få månen til at se ud som den var tættere på. Det virkede og han smilede svagt.

En tur ved havnene virkede jo egentlig ikke så slemt? Ikke når man også fik tid til at ryge sig en smøg i mellem tiden, og den kølige tempratur hjalp på hans tanker. Han kiggede forundret op på den klare natte himel, og blev mødt med den smukke fuldmåne. Han kiggede sig instinktiv over ryggen, forberedt på faren der lå i skyggerne og ventede på ham. Men som altid var der intet at se.. måske var han bare en lille smule paroid? Men det havde man nu også lov til at være i sådan et fag som hans. Han forsætte hen af langs kanten, bådbroen var inden for syne, og noget påvirkede ham så kraftigt at han stoppede op. betragtende så han hen på bådboren, selv om den godt nok var en god gå tur væk fangede noget stadig hans fulde opmærksomhed. Han krummede hænderne og hans øjne blev spærret op, altid klar til kamp. Vær forberedt på alt, selv den mindste ting. Han bevægede sig på den måde lødløst vider, besat af tanken om at finde ud af det der forstyrrede hans syn. Han fandt først skabningen ikke mange meter væk fra broen, og var nu stoppede helt op for at kigge nærmer på denne.. menneskelignene skabnin, som var det noget meget ulækker, gav han et stumt hvæs fra sig, ikke andet end luft passerede hans læber. Men det var nu alligevel et hvæs, for han mærkede rungen i hele kroppen, ved den sam pressede luft. Han gik et skridt tætter og stilte sig så ret op og ned, lige meget hvad ellr hvem denne.. skabning.. person.. var, så kunne det på ingen måde overmande ham. Det var det ikke dumt nok til at gøre, det var ingen. Han var lige ved at udstøde et grin over sin selvcentrede tanke men holdte lyden inde i sig selv, i det et flabet, men meget værdigt smil bredte sig langsomt om hans læber.

Nikodemus vendte sig overrasket om, da han hørte nogen bag sig. Han kiggede forundret på fyren, som stod og smilede ... en smule overlegent, måske? Han betragtede ham mere indgående, bleg hud og smukke træk, der var noget umenneskeligt over hans udstråling, og så mindede han ham om tre tidligere møder. Gad vide om han var vampyr? Med et svagt smil løftede han hånden til hilsen, "godaften" sagde han høfligt, ingen grund til at ophidse en vampyr. På trods af det, forberedte han sig alligevel på kamp, eller rettere flugt. Han var ikke så dum, at han troede han kunne tage kampen op mod en vampyr.

For Jamens kom det meget udventede at denne person nu hilste på ham. Dog så han det ikke på nogen måde som en trusel, faktiks tværdimod. Han lagde hovedet lidt på skrå, kiggede længe på den fremstrækte hånd men besluttede så at være på vagt, taget i betrækning hvor de befandt sig og hvilket tidspidspunt de befandt sig her på. "Godaften" svarede han med så meget høflighed i stemmen han kunne finde frem, til denne mand. Måske fortjente han mere, men Jamens genkendte ham ikke, og hvis denne mand var mere end blot et dumt menneske, kunne det godt være han skulle finde den lidt mere høflige tone frem. Han havde masser af respekt.. for dem med mange penge, og dem med overnaturlige evner, der et sted kunne skade ham.

Nikodemus kiggede indgående på ham og prøvede at bedømme om det var nødvendigt at komme væk. "hvad bringer dig på disse kanter på denne tid af aftenen?". Han sørgede for at stille sig, så han hurtigt kunne komme ned i vandet, hvis det skulle blive nødvendigt,m samtidig kaldte han på lidt af sin magiske kraft.
Han løftede en hånd og skubbede sine røde briller længere op på næsen, mens han overvejede om vampyren vidste at han var sortelver, han havde i hvert fald ikke gjort noget særligt for at skjule det her til aftes.

James kiggede kort på denne fremmed igen, han synes ikke at fange hans opmærksomhed, men nu havde James jo også andre ting i hovedet end en samtale med en faktisk meget høflig mand. Der var bare et eller andet over ham som James ikke børd sig om. Kunne han være andet en menneske? Det var selvfølelige muligt, men ville han så havde været så forsigtigt.. eller var han bare generalt altid så høflig over for fremmed han mødte sent om aften? Aj det var bare for underligt. "På vej til middag" sagde han roligt, et svar der lagde en svag hentydning af noget.. hmm.. anderledes, da der ikke var særlig mange der spiste middag så sent på aften. Men han behøvede jo ikke fortælle denne herre hvor han var på vej hen, og hvad det var han skulle have til middag. "Hvem er du?" spurgte han så uden at tøve og uden at skamme sig.

Nikodemus trådte et skridt baglæns, han var ret sikker på at det ikke var nogen almindelig middag fyren skulle til. Så igen, han havde ikke vist tydelige tegn på fjendtlighed endnu, men det skadede aldrig at være på den sikre side. "Mit navn er Niko, og dig?" spurgte han og holdt godt øje med ham, mens han ventede på svar. Han overvejede o han måske havde taget fejl med hensyn til fyren, men et enkelt blik på ham overbevidste ham om at han havde ret, ingen normale mennesker så så perfekte ud, selv ikke elvere.

// Out, sorry men har lavet min porfil om //