Natklub, hvorfor ikke?

Deartháir træk kort på skuldrene, "lige nu er han ingen steder, og alle steder på en gang, han befinder sig i en Dæmon lue, en port imellem verdener, jeg havde ikke overskud til at få ham ud af en portal et andet sted, og så vidste jeg heller ikke hvor jeg lige syntes vi kunne ligge ham af henne" sagde han og smilede let af Englens lille grimasse over øllet, imens han selv tog en slurk af den

"Nå, men hvis han er alle steder og ingen steder, får han da set verden" sagde hun med sarkasme i stemmen, hun huskede på hans ansigt da luen havde åbnet sig under ham, det havde han tydelig vis aldrig prøvet før, og han havde helt sikkert ikke forventet det "Jeg er temmlig sikker på at du brækkede hans arm" sagde hun halvt for sjov og halvt alvorligt før hun tog et andet glas

Deartháir smilede med en lille tøven over Angeles' påmindelse omkring mandens arm, "skal jeg være ærlig tror jeg ikke det var alt hvad han brækkede, det Chokeslam han også fik har før sat folk til hospitalet med knækkede rygge, og ribben smadret på rygsøjlen" sagde han med et lille smil da han mindede sig selv om hans helt unge dage med gadekampe

Angeles så på dæmonen "Jeg syntes nok du morede dig under kampen" smilede hun "Det så også sjovt ud, men jeg er bange for at min opdragelse sidder for dybt til at jeg kan deltage i den slags" sagde hun roligt og tog endnu en tår. "Det var jo ikke lige frem normalt for piger at få kamp træning, min far gik kun med til det efter andet kidnappsforsøg" hun grinte af mindet, det hele virkede så ligegyldigt, hvis hun bare havde vidst hvad hun kunne udrette med sine kræfter...

"Havde jeg ikke mistet af syne i sin tid, så havde jeg lært dig mere end hvad dine forældre gik med til, tjo... selvforsvar kan da være fint nok, men mange gange er det langt fra nok til at lade stå til, mange gange er det nødvendigt at kunne mere, og have sine egne små 'moves' for at være på den sikre side" sagde han og tømte resten af glasset i et drag inden han satte det tilbage midt ind på bordet, "tænk hvad man kunne lade slå til med et Væsen hvis natur er bestemt til at være lys, tænk hvis man havde lært denne nogle af de mørke hemmeligheder" han rystede tanken af sig, hans gamle opgave var at beskytte hende, det var ikke meningen hun skulle skabes til en ødelæggelses maskine, "hvor var du henne under krigene?" spurgte han så, til selv for at komme ind på et andet emne, "altså 1. - og 2. verdenskrigene? forhåbentlig langt derfra?"

Angeles smilede lusket, han var jo ikke den eneste dæmon hun havde mødt. Hun kendte til et og andet... "Under 1 verdens krig var jeg sygeplejerske på et felt hospital. Det var noget så grusomt, dagen startede med et blodbad og sluttede på samme måde. Under 2 verdenskrig havde jeg lært min lektie, jeg op holdte mig på min lille private ø der ligger ved Australien." sagde hun og trak på skulderne "Hvad med dig selv, er det helt ved siden af, at jeg tror at du var i fronten?"

Deartháir lo en anelse, "på det punkt må jeg desværre meddele dig at jeg var på fonten, begge gange, og det er jo ikke uforståeligt at jeg blev placeret der, jeg havde jo evner som ingen af de andre soldater lå inde med" sagde han og tog en whisky imens han lod blikket hvile et øjeblik på bordpladen, "jeg var front på begge fronter, jeg var egentlig ligeglad med hvem der vandt... jeg tænkte kun på hvem der kunne betale mig mest"

Angeles trak på skuldrene, det var der ikke noget galt i. Det var jo det krig handlede om: penge og magt, så det var kun naturligt at folk handlede som Deartháir, det havde hun jo også selv gjort. "Tja, penge er vigtige, men mennesker har en dårlig vane med at lade dem tage overhånd" sagde hun og nippede igen af glasset.

"men tyskerne var nok engang nemmere at arbejde med, de havde en speciel gruppe der gjorde det i det 'overnaturlige' hvilket Hitler håbede på kunne vende krigen en gang for alle" sagde Deartháir og kunne ikke lade være med at smile, "han havde slet ikke styr på sine troppers baggrund, hvis du vidste hvor mange væsner der var med under disse slag"

Angeles smilede gådefuldt "Hvad får dig til at tro at jeg ikke ved det?" spurgte hun roligt, ja hun havde været på en ø, men ikke isoleret. Hun havde fuldt godt med, både gennem menneskets øjne og gennem den overnaturlige verden. "Bare fordi jeg ikke var midt i det hele, betyder det jo ikke at jeg ikke fik mine oplysninger" hun så hen over boret og mødte hans blik "Jeg havde mine måder" smilede hun roligt.

Deartháir trak atter på smilebåndet, "når ja selvfølgelig, på en eller måde måtte nyhederne jo brede sig" sagde han og sukkede kort, emnet huede ham ikke, det var ikke et af de værste minder han havde, men krigens vold havde ikke været god ved ham, og efter 2. verdenskrig havde han ment han havde været nødt til at tage nogle år i eksil

"Nå, nok om det. Var du i Paris under den franske revolution?" spurgte hun for at skifte emne, det var tydeligt at han ikke ville snakke om det. Selv havde hun kun hørt om det, mest fra hendes ven Alexandra gennem breve. Det var noget hun altid havde undret sig over, var der mon andre hun kendte der havde oplevet det helt tæt på. Hvorfor var det nu hun var så nysgerrig?

Deartháir nikkede, "ja det er desværre endnu en ting jeg har haft mere end en hånd med i, alle 10 år" sagde han og knejsede kort med nakken "jeg vil tro at det var første gang jeg blev sat op imod kirkens magt, ikke at det gjorde mig så meget, men mere det at tænke på" han trak kort på smilebåndet, den revolution havde været mere bal i gaden frem for krig efter hans mening

Angeles vendte sit glas på hovedet for at få den sidste tår med, før hun roligt satte det på boret "Det er altid underligt at tænke tilbage" sagde hun "De ting vi stod i, der for os var hverdag. Nogle af dem bliver set som store historiske øjeblikke. Det er skørt" det sidste mumlede hun. Angeles kunne mærke hvordan hendes krop reagerede på dæmonens energi, det var skønt. Hun elskede hvad det gjorde ved hende, lidt som adrenalin bare meget meget bedre.

Deartháir smilede skævt, "det er alligevel først år efter begivenheden har fundet sted det bliver mindeværdigt, og 'historisk', mange andre ting går blot i glemmebogen, ting som folk ikke syntes var vigtigt nok til at skrive om, eller folk bare ganske stille og roligt glemmer" sagde han og sukkede kort, "mange husker krigene, men ingen kender til soldaterne, og de egentlige slag"

Angeles nikkede "Ingen udover dem der deltog." mumlede hun før hun rettede sig op og så på dæmonen der sad over for hende "Den her samtale er alt for alvorlig til en natklub" sagde hun. Det var ikke ligefrem hverdag hun havde så seriøse samtaler og da slet ikke på sådan et sted, det var jo ikke meningen med en klub som 'Black Bird'

Deartháir trak et let, svagt smil over læberne, og gjorde tegn til bartenderen om at han kunne bringe en omgang ekstra, "meget alvorlig for en natklub ja" gav han hende ret i imens han tømte det sidste indhold ned i svælget, "men den var tiltrængt fra min side af, jeg er kommet af med ord der længe har brændt i mit sind, men nu er sindet løftet i forhold til dengang jeg trådte ind af dørene første gang denne aften, og jeg er klar til at lade kaos flyde her fra føler jeg"

Angeles smilede lusket, " du ved job allerede at jeg har en forkærlighed for kaos" og hun var klar over at det var en underlig ting at sige når man var en engel, men så skidt da. "Så din aften er ikke gået som du planlage?" Spurgte hun for sjov, chancen for at han var gået ind på en natklub for at finde en engel der næsten var blevet forgiftet som han kunne diskutere krig med, var meget lille

Deartháir smilede skævt, "nej det var rent faktisk ikke ligefrem det jeg havde haft i tankerne da jeg drog imod byens natteliv i aftes" sagde han og knækkede let fingre, hans knoer var allerede begyndt at gløde svagt, blot et tegn på han havde ment det med at lade kaos flyde fra dette rum, "jeg håber blot ikke jeg bliver draget til svar for følgeskaderne"

Angeles grinede "Så længe det ikke går ud over mig, sladre jeg ikke" sagde hun med et stort smil. Og satte sig ordenligt op i stolen, hun var pludseligt blevet spændt igen, måske fordi hun kunne mærke den velkendte kaos langsomt støde mod hendes lyse energi, det var som om det slog gnister i hendes blod. Hvorfor var det nu at engle skulle være ren? Bare fordi de havde hvide vinger, det var der det slog hende "Hey Deartháir, tror du at fordi jeg var meget sammen med dig da jeg var lille, kan have noget med min forkærlighed for kaos at gøre?"

Deartháir trak kort på skuldrene imens han rejste sig og trak trøjens hætte op over hovedet så dens skygge lige dækkede hans øjne, denne beklædnings genstand havde altid været en af hans yndlings, men efter han havde brændt flere af dem af i årenes løb, havde han fået lavet denne i brandsikkert materiale, hvilket betød.... ja betød at det der stod for tur ikke ville komme til at ødelægge denne, "det vides ikke" sagde han roligt imens han mærkede flammerne strømme igennem hans blodåre "jeg prøvede at holde skjul på hvad jeg var, over for din familie, og især over for dig lige fra dengang du blev født, men alligevel må noget af min aura have smittet af på dig, du følte dig ikke tryk når du kun var med din familie, jeg skulle helst være i nærheden også, dine forældre troede blot det var fordi du så mig som en del af familien, men det var nok som du selv siger det kaos der fulgte mig"

Angeles nikkede, hun kunne ikke huske så meget fra hendes barndom, men hun kunne godt huske en skygge eller en skikkelse som var med hende stort set over alt. Det var nok derfor hendes hovede huskede den som en skygge istedet for en mand. "Måske, måske ikke, det er det jeg ikke bryder mig om ved fortiden: Du kan ikke ændre den, du kan ikke huske den, ikke fuldt ud i værtfald og din hjerne laver om på den..."

Deartháir lagde roligt hånden på en forbipasserendes skulder, og i et hyl sank han skævt sammen imens en svag røg steg fra mandens skulder, og Dæmonen trak atter hånden til sig, "der har du ret, Menneskets hjerne fordrejer historierne til deres egen fordel, men ikke væsner som jeg, mine synder skal ikke pakkes ind i vat og gemmes, jeg konfronteres derimod hver eneste dag med mine valg" sagde han kort og så en lille flok mænd have samlet sig om manden han havde brændt, og hele bundet kiggede hen imod deres bord

"Se ikke sådan på mig" sagde hun til mændene "Jeg kunne da umuligt ha' gjort det, jeg kan ikke engang nå ham" hun himlede med øjnene og så tilbage på Deartháir "Har du nogensinde hørt om at give tegn inden man gør noget der kan få en selv OG andre i problemer?" spurgte hun og tømte hurtigt sit glas. Mændene stod stadig og stirrede da hun rejste sig "Nå, hvad bliver det til?"

Deartháir trak kort på skuldrene, "det er et problem jeg har haft sådan cirka altid" sagde han og sendte englen et skævt undskyldende smil, "blandt andet en af grundende til at jeg for det meste blev sendt alene ud på missioner under mine år i de forskellige krige" han blinkede et par gange, og hans øjne fik langsomt en lille glød bag det ellers matte sølv, "nogle gange skal man blot se efter de mindste forandringer" roligt drejede han hovedet imod mændene, hvordan skulle han ligge ud? eller skulle han blot vente til de selv mistede besindelsen?