Natklub, hvorfor ikke?

Angeles smilede "Det lyder interessant, men det ville jo skræmme livet af de staggels udsmidere" sagde hun og pegede på de to store mænd der var på vej over til ham "Men mind mig om det en næste gang en fyr prøver at bedøve mig" sagde hun, det ville sikkert være meget belejligt en anden gang "men hvis nu du gjorde det alligevel, kunne du så ikke få ham til at dukke op i et fængsel? eller noget i den stil?"

"jeg kunne få ham til at dukke på i Kina, eller på månen hvis det skulle være sådan" sagde han med et lille grin, "men udsmidernes job er jo kun at smide manden ud herfra, de er ligeglade med hvad der sker med ham bagefter, vi kunne jo lige følge med, bang bang og så ind og drikke igen" han pegede imod døren "hvis mine beregninger er rigtige ligger han alligevel snart på knæ og albuer ude på gaden"

"se der har du en pointe" sagde hun. de var næsten nået helt over til døren hvor der nu var brudt et højlydt skænderi ud, mellem sikkerheds vagterne og fyren. Kort tid efter blev den støste af sikkerheds gorillaerne træt af at høre på ham og smed ham ud, Deartháir havde ret: han landede på knæ og albuer ude på gaden. da sikkerhedes vagterne gik var der ikke et øje at se.

Deartháir lo lidt og tappede Englen på skulderen, "kan du se hvad jeg sagde?" spurgte han med et skævt smil, og åbnede døren så hun kunne træde udenfor til den 'stakkels' mand som nu sad og ømmede sig over det lettere hårde styrt, han så sig hurtigt tilbage imod klubbens indre, og lagde en cigar i mundvigen, og tændte op for den med en finger

Angeles ventede spændt på at Deartháir gik i gang, hun havde aldrig været særlig tålmodig og hun glæde sig til at han fik som fortjent. "Hvor vil du få ham til at dukke op?" spurgte hun mens hun så på den sylde mand der sad på gaden, han så tænksom ud, lidt som et rovdyr der overvejede hvor næste offer kunne befinde sig.

Deartháir trak på skuldrene, "tja det enested er vel lige så godt som det andet" sagde han og trak et par sorte handsker som manglede lige der yderste led op af sin baglomme, og trak dem med over sine hænder, imens døren lukkede bag ham, "men jeg syntes lige vi skal give ham en lærestreg lige her i første omgang, derefter kan vi forvise ham, og finde ud af hvad vi vil gøre af ham"

Angeles smilede "Den plan kan jeg godt lide" sagde hun. Hendes øjne var stadig på den underlige mand der sad på gaden, han var ved at rejse sig op.

"her, lad mig hjælpe dig op" sagde Deartháir og hoppede roligt ned af trappen uden at vække mistillid hos manden, da han kom ned til manden, lagde Dæmonen en bred hånd omkring mandens hals og rejste ham op det sidste, inden han løftede manden, og smed ham lige ned i jorden i et chokeslam, og da manden lå ned, placerede han en stor fod på mandens højre arm, som gav et dejligt knæk fra sig

Angeles blandede sig ikke, hun havde aldrig været typen til at deltage i slagsmål. Og desuden lod Deartháir til at more sig glimerne uden hende. Det måtte skyldes hendes opvækst, kvinder og piger skulle på ingen måde deltage i voldelige eller farlige aktiveter. Så en slåskamp var nok ikke det bedste for hende, og så vidste hun at hun ville knække halsen på ham, hvis hun kom for tæt på. Hendes temperament havde det med at løbe af med hende.

Manden lå og ømmede sig tydeligt oven på Deartháirs 'ChokeSlam' og det var meget tydeligt at manden langt fra var vant til at komme i kontakt med nogen som helst han ikke først havde forgiftet på en eller anden vis først, og knækket fra mandens arm indikerede mere end højt sandsynligt at den var blevet brækket efter den store fod havde sat af fra den Dæmonen smilede skævt, det var længe siden han havde gjort sådanne ting, det havde næsten lykkedes ham at holde sig i skindet nogle uger, men han kunne da stadig sine moves, selv de gamle af dem som denne, roligt trådte han at par skidt væk fra manden og satte sig på jorden, "så skal du vare se løjer, for først nu begynder der rigtigt sjove" sagde han til Angeles, og lod sine hænder hvile på sine knæ, og langsomt mumlede han besværgelsen som ville åbne helvedes port, og små gnister sprang rundt på jorden omkring manden, som snart blev til små flammer der bredte sig til en lue mellem helvede og jorden

Angeles smilede da Deartháir begyndte ritualet, det var længe siden hun havde været så tæt på den slags magi. Den mørke magi gav hende kulegysninger, da luen blev åbnet kunne hun mærke hvordan den mørke magi slog mod hende. Det var nok den mørkeste magi hun nogensinde havde følt og adrenalinen pumpede i hendes åre. Hun tog et skridt frem og et til. Indtil hun stod ved siden af Deartháir.

Deartháir sad et stykke tid hvor han blev ved med at mumle sin besværgelse indtil ilden stod til omkring manden, dog uden at skade ham, og med et var ilden væk, sammen med manden, det eneste tegn der var tilbage, langsomt sank Deartháir's skuldre lidt ned, og han svajede let til siden indtil han væltede omkring på asfalten med et lille bump

Angeles slog forskrækket hænderne for munden, inden hun for ned på knæ, tæt ved dæmons hovede. "Deartháir" sagde hun mens hun blidt placerede hans nakke i hendes skød, "Deartháir, er du okay?"spurgte hun igen, hun var ved at blive en smule urolig, det var ikke hverdag man så en stor dæmon falde om midt på gaden.

Deartháir sendte et smilede grin op til Angeles imens han fiskede en lommelærke frem af lommen, "hvem mig? jeg har det helt fantastisk, aldrig haft det bedre" sagde han og satte sig lidt op med en enkelt krampe anstrengelse så han kunne tage en tår af lommelærken, men man kunne tydeligt se på den store Dæmon at han ikke var helt på toppen, forbandelsen havde tæret en god del på hans kræfter, hvilket var grunden til hans lille kollaps, "men nu er han da væk til vi atter åbner portalen, så lad os komme ind og få lidt mere at drikke"

Angeles så på ham, hendes læber var presset sammen til en tynd streg "Jeg tror du har brug for at komme hjem, eller idet mindste slappe lidt af. Det var en meget kraftfuld forbandelse" sagde hun roligt, mens hun sørgede for at han lagde sig ned igen, ja hun var lille og ja hun så skrøbelig ud, men hun var stærk og lige nu var dæmonen svækket så hun skulle ikke kæmpe så meget. "Du skal lige genvinde dine kræfter"

"det har du ret i jeg skal... men..." Deartháir trak kort på skuldrene, og prøvede atter en gang at sætte sig op, "hvad er den nu af? bare fordi du er 250 år tror du pluslig det er dig der bestemmer eller hvad?" han vendte sig og så på hende, "nok har jeg arbejdet for dine forældre år tilbage, men det er længe siden, dine forældre gav mig den sidste opgave at skulle våge over dig, du skulle ikke rende og våge over mig"

Angeles så vredt på ham "Det betyder ikke at jeg ikke må bekymre mig om dig!" sagde hun og rejste sig "Jeg har ikke meget eller mange der kan minde mig om mine rødder tilbage, du ved hvordan det er! at se dem du kender og holder af, vokse op syne hen, glemme dig og til sidst dø" hendes stemme var grødet, en kær ven havde nettop sovet ind og Angeles havde svært ved at acceptere det. Hun tog en dyb indånding og så på dæmonen "Undskyld, jeg burde ikke ha' lade det gå ud over dig. Det er bare fordi, åh glem det. Bare Undskyld" hun tørrede sin kind og prøvede at falde ned igen. De sidste par dage havde været en ren rutchebane af følelser for englen.

Deartháir rejste sig langsomt imens han formede en stok ud fra hans ene hånd som han roligt støttede sig til under vejs, "du skal ikke undskylde" sagde han med rolig stemme og løftede hendes hage en anelse, "men husk, nok er jeg din ven og beskytter, men jeg er dog stadig Dæmon, og derfor enkelte ting som jeg ikke kan lave om på" han så ind imod baren og lagde lommelærken tilbage i lommen, den havde gjort sig nu, og genvunden ham en smugle af hans kræfter, "kom med ind, lad os tage en drink"

Angeles nikkede, hun vidste alt for godt hvad han mente, nogle ting kunne man ikke ændre, uanset hvormeget man prøvede. "Ja, lad os de" sagde hun og fulgte ham indenfor, hun måtte dog stoppe og gnide sit ID i ansigtet på dørmanden, fordi han ikke mente at hun var gammel nok "Hvorfor tror alle at jeg er et barn?" spurgte hun

Deartháir trak kort på skuldrene og så sig omkring og fandt et bord som var blevet ledigt, "det er et godt spørgsmål, men når du ser på dig selv med andres øjne vil du kunne forstå" sagde han og haltede roligt med stokken i hånden hen imod det frie bord, "du skal tænke på de blot er Mennesker, de har ikke lige så megen forstand på det som du og jeg, alt hvad de gør er at gør er at følge ordre fra højere autoritet"

Angeles surmulede "Bare fordi jeg holder mig godt" mumlede hun sarkastisk. Hun var jo ældre end de fleste. "Hvorfor var det nu de valgte at sætte en alders grænse? Jeg mener da jeg voksede op var det da meget normalt at børn fik vin til maden" sagde hun forundret.

"kun efter de var blevet 13 år, først der begyndte de at blive anset som accepteret i det voksne samfund, men det er igen kun fordi du er kommet af en bedre stillet familie, andre unge dengang hørte kun om vinen fra bibelen og altervin hvis de var heldige, andet nåede de aldrig at prøve" sagde han og satte sig ved bordet, han vinkede efter bartenderen og gav 'signal' til at han gerne ville have serveret et par øl og noget whisky til bordet, "de sætter en grænse nu om dage fordi de mener det er vigtigt for de unge at tage sig sammen om en uddannelse og meget mere inden de starter på alt det med alkohol"

"Ja det ved jeg godt, men de burde lære unge hvordan man drikker, så de ikke gør skade på sig selv, det sekund de bliver 21" mumlede hun og lænede sig tilbage i stolen "Det første de gør når de fylder 21 er at gå ud og drikke sig i hegnet" hun sukkede opgivende. Der blev sat alverdens glas foran hende, det var dog ikke svært for hende at finde ud af hvad der var hvad- hun kendte det hele.

Deartháir trak kort på skuldrene, "de tider er forbi for længst, Menneske racen er ved at køre sig selv ud over afgrunden som de har gjort så mange gange før, det ender med at de intet må" sagde han og tog et glas med øl, "men havde de fået lov til at drikke før end hvad de må nu, ville langt flere af dem blive afhængige af disse alkoholiserede drikke"

Angeles trak på skuldrene "Det er sikkert meget rigtigt" sagde hun og tog en slurk af sit glas, før hun skar ansigt: hun havde aldrig været glad for øl. "Nå, hvor fik du ham til at forsvinde hen?" spurgte hun roligt, for at skifte emne, det gjorde hende lidt deprimeret.