Natklub, hvorfor ikke?

Angeles så sig over skulderen "Mens du morer dig skaffer jeg os noget mere at drikke" smilede hun og gik forbi den lille klump af mumlede mænd, det varede dog ikke længe før hun kunne høre fodtrin, en af dem prøvede overmodigt at gå i kødet på Deartháir *Stakkels lille fyr* tænkte Angeles da hun nåede baren. Hun behøvede ikke engang at kikke hun vidste allerede hvad der ville ske.

Manden som var den første der havde 'tabt sutten' eller mistet tålmodigheden og var gået efter Deartháir, nåede knapt nok at lægge mærke til at den store Dæmon satte to fingre i siden af halsen på manden, så han mistede bevidst heden og sank om på knæ, med en enkelt hånd tog Dæmonen fat om mandens krave og hejste ham op i luften, inden manden blev kastet tilbage imod resten af gruppen af mænd der brød ud i et brøl inden flere af dem for på Deartháir

Angeles fik sin bestilling og gik roligt tilbage mod bordet, nogle sikkerhedsmænd løb forbi hende. Hun sukkede ingen af dem havde en chance mod Deartháir, hvornår lærte mennesker at man skulle holde sig på den gode side med dæmoner? Det var da ikke så svært at forstå, så hvorfor kunne de ikke se det? *Mennesker er nogle mærklige skabninger*tænkte hun og trådte over en bevidstløs mand. Hun satte glasene på boret "Så er der serveret" sagde hun til Deartháir hen over skulderen og satte sig ned.

"arghh skønt" sagde Deartháir roligt uden yderligere tanke for at selv sikkerhedsmændene var efter ham nu også, roligt tog han glasset og tog en slurk af den, inden han hamrede den frie hånd ned i hovedet på den første sikkerhedsmand der kom løbende, han satte glasset roligt på bordet og trådte lidt væk fra bordet så han stod frit på gulvet, han manede med sagte bevægelser en stok ud af ærmet, så det lignede at det var noget han havde haft gemt hele tiden, og ikke blot noget han trak ud af den blå luft

Angeles smilede, i det mindste var han høflig, hun tog en tår af glasset i hendes hånd, før hun satte det fra sig på boret og rejste sig igen "Må jeg lege med" spurgte hun med sin bedste lille-uskyldig-pige stemme og så med store øjne på Deartháir "Det er ikke sjovt bare at sidde der mens du more dig" mumlede hun

Deartháir trak let på skuldrene da hun spurgte om hun måtte være med, "dine forældre havde ikke villet kunne lide det" sagde han og hamrede stokkens top hen over kæben på en mande der var kommet lidt for tæt til hvad der var godt for ham selv, "men som sagt... så er de her ikke længere, så hvis du lyster kan du blot træde med"

Hun smilede lidt, selvom han havde sagt nej, havde hun sikkert ikke lyttet til ham. Hun vidste at de fleste af mændene ikke ville tro at hun kunne gøre dem noget, hun var jo lille og så noget så uskyldig ud, men man skulle aldrig dømme en bog på omslaget, og det vidste hun alt om

Deartháir trak hurtigt og hårdt fat i en, og kastede ham hen over bordet lige hen til Angeles, "jamen så tag for dig min pige, i stedet for blot at se til" sagde han med en lille latter, inden stokken atter blev svunget, og ramte en mand hårdt på hagen, der efterfulgt af et grumt knas blev rykket til en noget ubehagelig stilling

Angeles smilede og kastede sig elegant ud midt i det hele. Hun tog fat i en af mændene og klaskede sit knæ op i hans mave, før hun satte sin hæl ind i manden bag hende. Hun sloges måske ikke så tit, men når hun gjorde var det med næb og klør. Hun elskede når folk gik i baglås eller i chok når hun vidste sig at være mindre uskyldig end de troede

Deartháir smilede skævt da han kastede et hurtigt blik hen på Englen nogle af de mænd som ellers havde gjort sig klar til at springe på hende, var atter gået et par skridt baglæns, han greb hurtigt fat i en mand som ellers var ved at stikke af, løbe væk fra den kamp de mennesker umuligt kunne vinde, Dæmonen løftede manden kort over hovedet, og i det Dæmonen selv satte sig ned på det ene knæ, og lod det andet ben stå vinkelret ud for sig, lod han manden falde ned med ryggen ned over benet, hvilket gav et svagt knas, da rygraden rykkede sig ud af sin plads

Hun sprang hurtigt og elegant rundt mellem mængden, hun vidste at det måtte se lidt skørt ud, men det var der jo ikke noget ved. Hun havde spidse ringe på som kunne efterlade store sår hvis hun lagde nok kræft i slagene. Hun satte hænderne på skulderne af den nærmeste fyr, før hun svingede sig op så hun stod på hænder på hans skuldre. Hun brugte sin vægt til at kaste ham ind i vægen.