Uh! Et egern! ->Drei<-

Terry havde endelig taget sig sammen til at tage en tur ud i skoven. Hun havde nu ikke været så længe i byen heller, men egentlig kunne hun ikke rigtig huske hvornår hun sidst havde været i en skov. Hun havde lagdet hendes gamle slidte skateboard blive hjemme, og havde bevæget sig til fods ud til skoven. Skateboardet var hendes ynglings måde at komme rundt i byen på, også selvom hun ikke kunne nogle tricks.
Hendes lange hår, som ellers altid var sat op, var nu løst og svajede ganske let for hvert skridt hun tog. Hun havde fundet sig en sti der så ud til at være en af de mest brugte. Hendes blå øjne gled langsomt hen over træernes stammer og rundt på buskene, hun blev lidt skuffet da hun ikke kunne få øje på nogle dyr. Selvfølgelig var der fugle men hun havde håbet på noget mere liv.
Hun fortsatte stille og roligt ad stien, og begyndte at lade håbet gå til at få lidt selskab. Hun havde altid kunnet lide at være social og elskede derfor at gå til fester. Hun plejede altid at sige at hun levede efter de tre F'er. Fest, Flirt og Fyre.
Hun blev pludselig trukket ud af hendes tanker, da hendes blik tilfældig landede på et egern som sad et stykke fra hende. "Uh!"udbrød hun med et kæmpe smil og glemte alt om at være stille. Egernet så ikke engang på hende, men satte af sted mod det nærmeste tre og forsvandt lynhurtigt. Hendes begejstring sank en smule, men hun var dog egentlig blevet i bedre humør.

drei lå på hans hængekøje ide på han træterrasse ssom han næsten altid gør nåh han ikke trænder i skoven han lå og læste en bog om sort magi
han kiggede i en kortstund ud mod skoven som lå lige bag søen han så bjegerne og kun høre dyrne kalle på hinanden han gav et smil og forsatte med sin bog
han havdet en hvid skjorte på som var åben så man kun se hans mavemuskler og blå jens
han hadet endnu ikke vendet sig til den tætte kontakt til ander mensker
så så helt sig selv alene

Terry fandt en smal sti, som så ud til mest at blive brugt af dyr. Men nu var hun ikke særlig klog på dyrelivet i skoven, så om stien nu blev brugt af dyr anede hun faktisk ikke. Hun havde alt for meget storby i sig.
Hun begyndte at nynne melodien til Om lidt bliver her stille, en sang hun altid nynnede hvis hun følte sig lidt for alene eller på anden måde var trist. Sangen havde printet sig ind i hendes hjerne, eftersom hendes afdøde mor var blevet båret ud af kirken til netop den melodi.
Hun var ikke så god til at holde øje med hvor hun satte fødderne, og havde for travlt med at se op mod trætopperne og derfor lagde hun ikke mærke til roden der stak op af jorden. Hendes fod satte sig fast i den og med et forskrækket hvin faldt hun.

kort tid efter var drei gået op af den sti hun var på ved ned a han han fandt hende sidene ned og sad fast
"er du okay?"råbte han og gik op mod hende
han kunne mærke navøsiteten vokse op i ham
han var ikke vandt til andra personer og slet ikke piger
han kløgde sig i nakken mens han gik og tænkte
på hvad han skulle gøre nåh han kom der han om hun bare gik veder også fik men et tak eller om hun gik med en og snakkede løs

Terry så op på ham, og et charmerende halv muntert smil dukkede op på hendes læber for at skjule hun var flov over at sidde fast. "Ja det tror jeg"svarede hun med et venligt smil og prøvede at få foden fri. Hun fik foden flyttet lidt, men roden skrabbede det øverste lag hud af og hun skar en kort grimasse.

drei kiggede lidt på roden som han sad fast i også så han på hende"øhm tror vi bliver nød til at skare din fod af" sagde han og fandt en lille kniv frem fra hans lomme

Terrys øjne blev kæmpe store da han sagde hendes fod skulle af. "WHAT!?!?" sagde hun og var noget bange for han rent faktisk mente det. Hun var nu meget glad for sine fødder og ville ikke af med dem.

han kiggede på hende med kniven i hånden og smilde til hende"og lage en hånd på hende skuller"nu hvor jeg tænker mig om tror jeg faktisk godt vi kan klare den uden du mister den fod"drei begyndte at skære hende fri men det var en stor rod så det ville tag lidt tid
"nåh men udover at side fast hvad laver du så ellers her ude"spøgte han om for at få hende til at tænke på noget andet

Terrys smil blev muntert da det vist havde været for sjovt, det med at skære foden af. Hun sad helt stille mens han skar hende fri, da hun var lidt bange for at kniven skulle smutte.
"Jeg ville se skoven, første gang jeg er her"svarede hun med et charmerende smil og holdt hele tiden øje med kniven. "Hvad laver du her?"

"jeg bor har ude jeg har en hytte ikke så lagt har fra ca 200 den vej"sagde han og pejet mod søen
han forsatte og fik hende fri efter en go stykke tid solen var ved at gå ned kun man lige se fra skovkronerne
han rakte hende en hånd for at hjælpe hende op

"Nårh okay" sagde hun med et smil. Hun var ikke typen der havde lyst til at bo i skoven, nok heller ikke på landet. Hun følte sig bedst tilpas i en stor by. Hun tog hans hånd da han rakte hende den, og kom op at stå. Hendes hudafskrabning sveg lidt, men ikke noget hun ikke kunne klare. "Tak for hjælpen"sagde hun med et charmerende smil.

han gengelte smilet og kiggede mod hans hus ogdå på hendes sår
"øhm du jeg har noget hjemme hos mig som kan klare det der vis du har mød på at tage med mig?"
han folde hans kniv sammen og lage den i lommen og klægede hans nakke

"Argh jeg klare mig, det er bare en hudafskrabning"sagde hun med et smil og lod blikket hvile på kniven til den var lagt væk. Hun var typen der ikke var så glad for våben, og var ikke helt glad for tanken om at han gik rundt med en kniv. Men det betød nok ikke at han var en psykopat der rendte rundt og stak folk.

han kiggede på hende og på kivnen også på hende igen
"bare rolig er i mod våben den her bruger jeg kun til at skære figure og hjælpe piger der sider fast"smilte han og vente sig mod hans hjem var på vej hjem igen"nåh men vi ses vel nok igen sagde han lidt højt mens han vinket til hende uden han vente hovdet om

Terry nikkede og smilede venligt, da han forklarede kniven. Det var der nu ikke noget galt med. Hendes blik blev undrende da han vendte sig og gik, hun havde egentlig aldrig prøvet at en dreng gik så hurtigt. Hendes smil blev muntert, og hun trak på skulderne. "Ja det skulle jo ske en dag" hviskede hun lavt til sig selv og vinkede svagt til ham. "Jeg hedder Terry!"sagde hun højt til ham, og vendte sig og gik den modsatte vej.

drei vente sig om og gav et smil"terry siger du?
han hen mod hende og rakte hende hånden"drei drei silverhood er navnet"aller menst hadet han ikke lyst til at være her men han kun vel ikke tillade sig at efterlade hende midt ude i igen ting"sikker på jeg ikke kan tilbyde noget ly skoven er et smuk sted li så meget som det er farligt"

Terrys smil var muntert, da han kom hen til hende for at præsentere sig. Hun sendte ham et roligt venligt smil og tog hans hånd. "Hyggeligt at møde dig Drei" sagde hun høfligt og lod smilet blive charmerende. Hun gav hans hånd et lille klem og slap den så igen. "Jo, måske skulle jeg lade dig tilbyde det selvom planen var at få set skoven"svarede hun med et smil

drei så selv om
"vis du vil se varulve og griffins og trolle store som bjerve så er du velkommen
min kniv kan bare ikke stille så meget op mod de skabninger"han smilte lidt til hende og vente sig om og gik ned af stien igen bare lidt langtsommer

Terry undrede sig lidt over han snakkede så åbenlyst om væsner. Hendes kusine var en varulv og hendes bedsteven en vampyr, men hun ville nu meget gerne være en uvidende menneske og lod derfor være med at tænke på dem som væsner, og specielt det at Cicero, vampyren, drak blod. Hun smilede venligt til ham, og lod som om hun troede han lavede sjov for det kunne være at han egentlig bare lavede sjov, ligesom det med foden.

drei gik ned af stien i sine ejen tanker da pluslig lucius stod op af et træ og kiggede på dem
"ser du nyder endnu et selvskab uden mig sig mig er du flov over mig"
spøgte han om men en drille klynkene stemme
drei lod som igen tid og forsatte forbi han vis han ikke gjorte noget ville terry ikke vide noget og han kun for en gang skyld virke lidt normal
luicus poppet op foran ham men armene på kors
men drei gik bare lige igemmen ham som han var luft

//Øøhm skal lige høre om Lucius er sådan en i Dreis hoved? at han ser ting som andre ikk ser. Eller kan Terry godt se ham?//

//han er den onde side af drei altså drei er en demon men han kemper en kamp for at kunne forblive den person han er idag men lucius prøver alt for at kunne overtage ham
men svaret er ja kun han kan se ham//

//Super skulle bare være helt sikker //


Terry fulgte med ham, mens hendes blik langsomt gled rundt. Hun håbede på et se et egern eller et andet dyr igen, hvor denne gang hun ville være stille. Hun bemærkede ikke Drei så meget, da det lidt irriterede hende at han ikke gav hende særlig meget opmærksomhed. Noget hun efterhånden var blevet meget van til. Hendes smil blev muntert, da hun overvejede at han måske var til det samme køn som ham selv. Men han lignede dog ikke at han var det, men hun kunne ikke rigtig finde på en anden forklaring.
"Hvor længe har du så boet i skoven?" spurgte hun for at starte en samtale med ham.

drei kiggede på hende han sys det var lidt mærkeligt hun gik så langt fra ham han stoppede op og så der fløg en fønix han kente godt fulgen han hadet haft den siden hans far gav ham den da han var ganske lille han lavet et højt pifte lyd og rakte en arm op i luften og en skrig fra fulgen kom og landte på hans arm

han smilte til den og fandt en kiks fram han hadet
"jeg har bodet har i nogen tit nu hvor langt tid ved jeg ikke helt"
fulgen kigged mærkelig på pigen med hovdet på skrå han var råd som flammerne
og hadet nogen gulefjer som linget det renste guld man kunne tænke sig
han kiggede på hans fønix
"åh det er terry terry det er purpur"
han og presentert dem til hinanden

Terrys blik fastenede på fuglen der kom flyvende, da den satte sig på hans arm. Var hun ikek længere så fascineret af den, hun var storbys pige og hun kunne nu bedst lide at have den slags dyr på afstand. Hun kunne klare hunde, katte og andre mindre kæledyr. Men blev det større eller boede i skoven, skulle hun ikke tæt på.
Hun nikkede til hans svar om hvor længe han havde boet i skoven, uden rigtig at tage blikket fra fuglen. "Hey Purpur"hilste hun fuglen og fandt et venligt smil frem. Hun kom til at tænke på hendes mors gamle kat, som hun havde elsket så meget at da hun fik sit første barn, opkaldte hun barnet efter katten. Terry havde altid hadet den kat, måske mest fordi da den døde fik hendes mor den kremeret og urnen stillede hun i stuen. det var nu skræmmende for Terry hver gang hun så på den, for så stod hende navn nemlig på den.