Let's see how you react?

"Men jeg troede tilbage var den vej" sagde han og pegede i retningen af den vej de gik lige før. Han begyndte at blive nervøs, var det her en kidnapning?

"hmm.. Jeg er nu meget sikker på det er den her vej ikke?.. Altså hvem ser bedst?" et lille grin slipper ud af læberne, "altså.. Vi gik forbi det hus.. Det der er lige her, før... Så må det være den her vej?" hun smiler mens hun igen overvejer hva hun skal gøre, nej lad os nu bare prøve os frem.

"Dig" han grinede med, men kun fordi han følte han blev nødt til det. I virkeligheden var hans tilværelse ikke noget at grine af. "Du er den sødeste sortelver jeg har mødt." sagde han.

"Sortelver?" et stort grin slipper ud af læberne, ren og fuld ud latter, folk om dem (hvis der var nogle) måtte have kigget underligt. "Jeg er ikke nogen sortelver, jeg hader de væsner! Jeg er skam bare et menneske" siger hun med en grinende stemme, er der noget hun synes der er sjovt, underdriver hun ikke x'D Heller ikke med smerte osv. alt der er den mindste smule sjovt, bliver til et afsnit af en komedie xD. Hun fører ham videre "jeg kender de færreste her. Faktisk slet ikke nogen. Dog kender jeg nogle gader og huse." hun stoppede dog før hun fik sagt for meget, og så det hus hun søgte efter, derinde var der en kælder, klam og kold, men god og man kan ikke høre hvis der er nogle derinde. Vildt lyddæmpet.

"Hvad? Et menneske?" udbrød han med håb i stemmen og hans hoved rettede sig op. En tåre af glæde trillede ned af hans røde kinder. Han var så glad han kunne kramme hende, men hernede var det ikke noget man bare gjorde. Han måtte holde følelserne inde.

"Åhr rolig nu... Så glad skal man heller ikke være for menneskerne, mange har ændret sig, mange er mordere.." et smil glider over læberne, hvor ærgerligt han er så glad. Hun nærmer sig hurtigt huset "Kom med her.." hun går ind over dørkammen og venter på han følger med, her er en... okay lugt, ikke så koldt og.. Jaa.. Dejligt. xD