Faret vild... - Johanna

"Nej, nej, neeeeej. Hvordan kan du gøre det i mod mig? Jeg elsker dig! Du må ikke forlade mig!!" Flora sukkede, hendes mobil var løbet tør for strøm og hun var midt inde i skoven, alene... "Fedt! bare fedt!" råbte hun og sparkede til en sten, men fortrød det hurtigt. Hun satte sig ned på den tørre skovbund og ømmede sig mens hun gned foden.  Selv om hun havde støvler på kunne hun tydligt mærke slaget, hele foden dunkede. "Jeg er en idiot, alle ved da at man skal oplade telefonen før man går, men neeeej! jeg havde ikke brug for det. Og nu er jeg faret vild! Flot Flora, virkelig flot!" hun slog irriteret en hånd for panden. *det hjælper jo ikke at sidde her* tænkte hun og kom på benene. Hun begyndte at gå, måske kunne hun godt selv finde ud

// Påklædning: https://2img.net/h/oi57.tinypic.com/k9xllc.jpg x

Johanna bevægede sig med stille skridt igennem skoven. Hun var ikke selv stor fan af at være i skoven, men havde besluttet sig for, at eftersom hun var halv vulp, så måtte hun nok begynde at bruge lidt tid derude. Hvilket blev til én gang om måneden, hvis ikke mindre. Hun havde armene ned langs siderne, imens hun gik ind imellem træerne. Hvorhen hun var på vej, det anede hun ikke. Men heldigvis, så kunne hun godt finde ud igen. Det vidste hun, for det havde hun altid kunnet. Måske en indbygget evne? I hvert fald, så gik hun stille og roligt fremad, med et lille smil hængende på sine let lyserøde læber. Gad vide, om der var mange andre i skoven den dag? Lige den dag, af alle dage, hvor Johanna havde besluttet sig for, at det var "den tid på måneden", som hun kaldte det.

Flora gik uroligt rundt mellem de mange træer, det blev mørkere og mørkere, hvilket hun ikke brød sig om. Normalt kunne hun godt lide natten, men det stod ikke øverst på hendes "Ting der skal ske mens jeg er i en skov"-liste. Hun gik videre og følte det som om hun gik i ring, hvilket hun sikkert også gjorde, men det var bedst at bevæge sig. En underlig lyd fik hende til at stoppe op og spørge "Er der nogen?" med det samme slog hun sig for panden og mumlede "Jeg kan ikke tro at jeg lige lavede en klassisk gyserfilm fejl, man skal aldrig spørge om der er nogen. Fordi A: hvis der en ville de ikke sige 'Ja jeg er i køknet, hvad med en mad?' og B hvad i alverden ville jeg gøre hvis der faktisk var en morder her i skoven" hendes hjerte begyndte at banke hurtiger * Skønt* tænkte hun *Nu er jeg paranoid*

// undskyld jeg først svarer nu

Johanna sukkede og gik rundt. Så stoppede hun op. Hun burde måske bare gå hjem igen eller hvad? Eller gå videre? Eller hvad? Hun stampede let i gulvet og sukkede tungt igen. Hun kiggede rundt, før hun begyndte at gå igen. Men pludselig hørte hun noget; en stemme. En pigestemme. Hun rynkede brynene og kiggede rundt med store øjne. Er der nogle her? Langsomt gik hun videre og lidt hurtigere. Hun kiggede rundt imellem træerne. Det var begyndt at blive mørkt, men det gik nok. Hun rynkede brynene, imens hun kiggede rundt og undrede sig over, om hun havde hørt syner eller hvad hun havde? Hvem gik rundt herude i skoven, på denne tid? Og havde det ikke lydt som om, at pigestemmen lød bare en smule desperat? Måske én, der var faret vild eller hvad?

Flora stoppede op og lyttede, hun havde det som om der var nogen i nærheden, men om det var fordi hun selv havde fået sig i det der fælt der hed "Nu er du bare paranoid" eller om der faktisk var nogen, var svært at sige. Hun så noget bevæge sig ud af øjenkrogen, hun kunne mærke hvordan panikken langsomt flød ind i hendes åre og hun tog nogle små hastige indåndinger. Hun prøvede at holde hovedet koldt, men det var svært "Rolig Flora, Rolig" mumlede hun mens hun lukkede øjnene og tænkte at det sikkert bare havde været et dyr eller vinden, det var jo meget normalt. Hun åbnede øjnene igen, roligere end før, men stadig på dupperne, der skulle ikke meget til at skramme hende, spechelt ikke når hun var alene ude i en mørk skov. "Okay nu er det ikke sjovt mere" sagde hun mens hun gik videre "Hvem prøver jeg at narre, det har aldrig været sjovt at være alene i en skov mens det er mørkt" Hun ville hjem, hjem og have noget at spise.

Johanna gik med langsomme skridt nu, imens hun bevægede sig imellem træerne. Kunne hun overhovedet selv finde ud igen? Forhåbentligt. Hun lod et suk forlade sine læber, før hun stoppede op. Skulle hun måske prøve at søge efter stemmen og stemmens ejer, eller droppe det og vende snuden hjemad selv? Hun stod et stykke tid, før hun besluttede sig for, at hun ville prøve at finde vedkommende og høre, om der var noget galt. Hun begyndte at gå videre, idet hun så noget, eller nogen; måske vedkommende? Hun satte farten op og gik imod pigen med det flotte hår. "Hej!".

"Arg" Flora lod en forskrækket lyd glide over sine læber og vendte sig om om stemmen, en pige stod lidt væk fra hende. Der gik nogle sekunder før hun opdagede at pigen havde talt til hende "Hej" sagde hun, hendes hjerte hamrede og hun havde det som om det sad i halsen på hende "Hvem er du?" spurgte hun, hun skar ansigt da hendes stemme rystede en smule. "Undskyld, jeg er lidt oppe og køre" mumlede hun med et lille smil

Johanna betragtede smilende pigen. Nej, hvor hun elskede pigens hårfarve! Hun gad selv godt have lilla hår, men kunne, af en eller anden grund, ikke finde den helt rigtige farve. Det irriterede hende. Hun trådte langsomt tættere på pigen og lod sig ikke skræmme af, at pigen virkede.. Skræmt? Johanna smilede bare. "Det er helt i orden, det forstår jeg godt," Svarede hun smilende og nikkede kort, "Men det behøver du ikke at være. Det er helt okay. Er du faret vild?" Hun prøvede så vidt muligt at virke helt nede på jorden, selvom hun mest af alt havde lyst til at kramme livet ud af den stakkels pige. Hun elskede at møde nye mennesker, okay.

Flora så sig omkring "Nej jeg elsker bare at gå rundt i skoven midt om natten og snakke med mig selv" sagde hun sarkastisk "Undskyld, igen. Jeg har ikke sovet så godt eller så meget de seneste nætter. Men ja, ved du hvordan man kommer ud her fra?" spurgte hun og tog en indånding, det var meget der skulle siges i et.

Johanna gjorde store øjne og forstod først ikke helt sarkasmen, men lo så. "Den forstod jeg godt," Svarede hun og trådte nærmere pigen med et imødekommende smil på sine let lyserøde læber. Så nikkede hun, "Ja, det gør jeg. Sådan da. Jeg er ikke selv tit herude, så hvem ved, om jeg selv er faret vild," Smilede hun og trak på skuldrene, "Men jeg vil gerne hjælpe dig med at finde ud herfra igen."

Flora smilede til pigen, hun var meget smuk og lignede en hun ville komme godt ud af det med, hun havde i vært fald god smag i bukser "Tak det ville være dejligt" sagde hun og gik hen til pigen "Hvad hedder du?" spurgte hun da hun stod ved siden af hende. *Hendes hår er virkligt pænt, jeg kan godt lide den farve* tænkte hun mens hun studerede hende

Johanna smilede bredt til pigen, der virkede til, at være faldet mere ned. Det var skønt, og godt! Hun smilede venligt til hende. "Mit navn er Johanna," Svarede hun hende og stoppede sin trang til at ville røre ved pigens hår. Hun havde sådan en stor lyst! Men hun holdt det inde, "Hvad med dig?" Spurgte hun hende smilende og tog i stedet hænderne bag ryggen og samlede dem deromme, imens hun trippede lige så sødt på stedet. Hun var ikke specielt høj af sin størrelse.

"Mit navn er Flora" svarede hun og trak på skulderene. det virkede som om pigen havde lyst til til at sige noget mere eller måske gøre et eller andet "Er der noget galt?" spurgte hun mens hun tog pigen i øjemål. Hun var ikke høj, men heller ikke forfærdeligt lav. Hun virkede okay, ikke alt for skør * Kode ord ALT* tænkte Flora, de bedste mennesker var altid en smule skøre...

Johanna smilede. "Flora? Som en blomst, eller sådan noget?" Smilede hun og betragtede hende med et smil. Så rystede hun på hovedet og kiggede på hende, "Nej, jeg synes bare, at de hår er virkelig flot," Strålede hun og kiggede op over hovedet på hende for at se tydeligere på hendes hår. Hun smilede, "Nå, skal vi prøve at finde ud herfra? Så kan du fortælle mig lidt mere omkring dig selv? Hvis du har lyst?" Hun smilede imødekommende til pigen, Flora, med det flotteste hår.

Flora lagde hovedet på skrå "Det tror jeg nok, men du bliver nødt til at spørge mine forældre" hun rødmede da Johanna gav hende komplimentet, det var hun ikke vandt til fra andre end dem hun var i familie med. "Tak, og ja lad os det" smilede hun og så sig omkring "Skal vi gå den her vej?" spurgte hun og pegede

Johanna nikkede smilende til hende og fulgte med hende. "Har du altid haft det farve i den farve?" Spurgte hun, da hun blev ved med at blive ved håret. Hun smilede bredt, imens hun kiggede på Flora's hår. Det var bare så flot. Så nikkede hun og gik med. "Ja, lad os prøve det." Svarede hun hende smilende.

Flora smilede "Nej, jeg skifter en gang i mellem, jeg overvejer at gå tilbage til blåt, men jeg er ikke sikker" Hun trådte over en gren "Hvad med dig? Er lyserødt et must?" spurgte hun hun havde aldrig prøvet lyserødt, eller på en måde, men ikke med vilje: det skete normalt når den lilla farve begyndte at falme en smule.

Johanna smilede bredt. Hun elskede at snakke om hår og specielt nye hårfarver. Hun havde overvejet at farve håret en anden farve i løbet af ugen, men hun var ikke særlig god til det selv, for at være ærlig. Og det var hun ved at være træt af. "Hm, nej," Grinte hun så og rystede på hovedet, "Men jeg elsker lyserød! Men altså, jeg har overvejet at skifte farve her i løbet af ugen, selvom jeg er elendig til at farve hår selv. Det går altid galt." Surmulede hun.

Flora smilede til pigen "Tja, det bliver jo kun bedre hvis du øver dig. Men hvis du vil have hjælp kan jeg da godt prøve, altså hvis vi slipper ud med livet i behold" grinede hun og begyndte at gå. Det var altid nemmere når der var en anden til at hjælpe. Selv bad hun normalt Angeles, mest fordi hun altid var der.
"For at holde os til hår-temaet, hvornår startede du med at farve dit hår?" spurgte hun

Johanna fulgte smilende med hende. Hun nikkede så ivrigt. "Virkelig? Du må meget gerne hjælpe mig! Det ville jeg blive virkelig glad over!" Strålede hun, imens hun fulgte trop. Så grinte hun over Flora's kommentar. Den pige havde humor og det kunne hun godt lide. Det gjorde hele situationen mindre trygget. Hun kiggede på Flora. "Hm.. Jeg er nitten nu, så tænker.. fem-seks år tilbage. Jeg begyndte, da jeg var tretten år gammel." Svarede hun smilende.

Flora tænkte tilbage, hvornår var hun selv startet? Hun havde haft mange hårfarver, og var startet med 'Naturlige' farver, men var hurtigt gået over til sjovere farver som blå og lilla, det passede ligesom bare bedre til hende. Solen var næsten nede og skoven virkede pludseligt meget stor og uhyggelig, men det var nu ikke så slemt fordi hun ikke var alene mere

"Hvad med dig?" Spurgte Johanna Flora med et smil og betragtede hende, "Og hvilken farve var din første unaturlige, hvis man kan sige det sådan?" Tilføjede hun med et smil og betragtede den unge kvinde ved sin side. Hun havde altså virkelig flot hår, og det så ikke ødelagt, som hendes selv engang havde gjort. Men det havde hun heldigvis fået ordnet.

"Øhh, jeg tror jeg startede da jeg var... 16 år gammel?" hun prøvede at tænke tilbage, men der var så mange farver at det var svært "Første unaturlige farve var blå. Jeg kan huske at jeg gjorde det en dag hvor jeg var alene hjemme, og jeg havde blå streger i ansigtet i flere dage bagefter" Mindet gjorde hende glad, farven, at hun havde gjort det, at hendes familie havde elsket det lige så meget som hende, selv om de havde drillet hende med de blå streger og kaldte stadig hende blåbær, selv om hendes hår nu var lilla

Johanna kiggede smilende på hende. Nogle gange kiggede hun rundt for at sikre sig, at de ikke gik i ring eller sådan noget. Så kiggede hun på Flora igen og smilede straks, da hun smilede. "Blå? Det har jeg også haft!" Svarede hun bredt smilende og nikkede efterfølgende. Blå var en rigtig flot farve og hun havde selv elsket, at have farvet sit hår blåt. Hun havde selv haft så mange forskellige farver spredt i sit hår, at det var svært at vælge yndlingsfarven.