Lost in the wild - Hina

Tid: 20:21
Sted: Skoven
Vejr: lettere skyet, vindstille
Omgivelser: Træer og buske
Påklædning: http://serialobzor.ru/upload/blogs/e5d4105780b7f132bafa4d5987e85795.jpg

Kaitlynn var taget ud på en løbetur, men det var blevet hurtigere mørkt end hun havde troet. Hun var nået et godt stykke ind i skoven, da solen var forsvundet fra himlen og hun havde først bemærket det, da det blev svært at se. Hendes hestehale svajede svagt mens hun gik ad en sti, hvor træerne ikke stod særlig tætte og tillod mere lys at nå til til skovbunden. Det var ikke engang særligt skræmmende, eftersom det ikke var kul sort endnu. Kaitlynn vidste dog at hun skulle skynde sig inden det blev helt mørkt, men uden at vide det var hun gået forkert og gik i den forkerte retning. Når hun løb lagde hun ikke mærke til det omkring sig og når solen ikke kunne ordentlig lys, så kunne hun ikke genkende særlig meget.
Hendes hænder puttede sig begge i lommerne på hendes trøje og kun kort tog hun den højre ud af lommen, for at lyne trøjet helt op. Det blæste ikke og selvom det var sidst på sommeren var det ikke forfærdelig koldt. Men koldt nok til at hun fortrød at hun ikke havde taget en lidt tykkere trøje på. Kaitlynn lod de grønne øjne glide rundt mellem træerne og blev mere og mere opmærksom på at hun vidst gik i den forkerte retning. Hun havde netop passeret en stor eg, som stod lige ud til stien og vis rødder gik op gennem selve stien, hun vidste at hun ikke var gået forbi den tidligere og stoppede derfor op. Hun trak endnu en gang den højre hånd op af lommen og hev nu hendes mobil op af lommen. Skærmen lyste hendes ansigt op i tåget hvidt lys, da hun tjekkede klokken og om der var forbindelse. "Mmmh..." mumlede hun da der ingen hvide streger var oppe i skærmens højre hjørne. Hun strakte armen op mod himlen med mobilen i hånden.

Hina sad op i træet med Phantasma liggende i skødet og betagtede stille pigen, der tydeligvis var et menneske. Hun overvejede, om hun på en eller anden måde kunne skynde sig væk, men nåede til konklussione, at hvis hun prøvede, ville hun højst sandsyneligt blive opdaget. Risiokoen var for stor. Hun ville ikke komme til at gøre pigen noget. Hun så så forvirret ud. Var hun mon faret vild? Burde hun spørger? Hun turde ikke rigtig. Hun rystede let og støg Phantasma over dens blanke, sorte pels får at få ro på sig selv. Til sidst fik hun dog nok mod til at gøre noget ved det. "Er du faret vild?" Spurgte hun med en næsten uhørlig hvisken.

Kaitlynn snorede rundt om sig selv, da hun hørte en hvisken og på vej rundt om hendes selv fik hun øje på den unge pige i træet. Hun fik vendt sig mod pigen og bemærkede katten i pigens skød. Hun kneb øjnene sammen et kort øjeblik mens hun betragtede hende. Hun havde ikke hørt spørgsmålet hun var blevet stillet, hun havde kun bemærket en stemme.
"Hej.."sagde hun så og fjernede ikke blikket fra pigen. Hun så ikke farlig ud og Kaitlynn var ikke skræmt over pigen. Hun var blevet forskrækket til at starte med, men det skyldtes at hun ikke havde været forberedt på at høre en lav stemme fra et træ. Hun havde jo ikke bemærket andre i al den tid hun havde været i skoven. Langsomt listede hun mobilen ned i lommen igen og lod begge hænder derefter putte sig i lommernes dyb. "Det er ikke pænt at forskrække folk" sagde hun halv strengt uden helt at vide hvorfor hun lige havde lyst til at opdrage på pigen hun ikke engang kendte.

"Undskyld," sagde Hina oprigtigt og så skyld betynget nedad. Hun hadede, når hun skræmte folk. Det var ikke med vilje. Hun var ikke engang sit skræmmende selv lige nu. Hvilket var godt, for ellers var mennesket nok have været blevet ædt. Hun ville ikke såre flere mennesker. Hun havde allerede taget livet af en hel landsby for et par måneder eller sådan noget siden. Hun hadede sig selv for det. Det havde været et uheld, men alligevel. Hun besluttede sig for at komme ned på jorden til pigen. Så med lethed, der burde være umulig, sprang hun ned fra grenen hun sad på og landede elegant på benene stadig med et fast greb om katten. Den stirrede på pigen, dens store gule øjne kun smale sprækker. Det var som om, den prøvede at sige. Hvis du gør hende noget, flår jeg dig i småstykker.