... er tegn på regn ... - Millicent

Det kom som en overraskelse. Stephen havde aldrig troet en vampyr ville blive accepteret som interesseret i sit eget køn, det var vampyrer ofte for noble og royale til, men måske var tiderne ved at ændre sig, ligesom i menneskets verden. Det var ikke til at vide. Tanken kradsede rundt i hans tanker, før han kort kiggede på Millicent og derefter skærmen. "Jeg holder også fast i dig med næb og klør, så han skal slet ikke prøve at overveje det!" Der var åbenlyst mere humor i hans ord, men det var ikke fordi han lage sig ned på ryggen, flad af grin og var ved at blive kvalt i tåre der sprang fra øjne.

" øhj...hvor er du ..åndsvag" mumlede hun og greb ud efter en pude, der få sekunder efter susede mod Stephens ansigt.
" Bare rolig.....det er ikke fra den front du behøver forudse problemer" smilede hun.
Hendes charmerende boss, var optsget af helt andre ting, og hun var ikke på listen.
" hvad er det der er såååå morsomt, hva....tanken om han var interesseret i mig...eller tanken om at du skulle holde fast? I swear......mænd! I er jo helt umulige at forstå." hun havde halvt om halvt forventet en diskution fra hans side af, så latter og tåre , var mere end velkomment...selv om han ikke skulle gå overbord.Hun spidsede læberne og så på ham...måske skulle hun lige serverer det sidste, imens han var i så fint humør..." Så hvis jeg en dag gør noget meget underligt...falder for Alias eller gør ting jeg ellers aldrig ville, så finder du ham....og får ham til at stoppe, ik...for han kan vist nok styre mig, som var jeg en lille pinnochio"
Og det var han så ikke den eneste der kunne.men det var en helt anden snak.

Stephen skyndte sig at trække armen op for at skærme hoved, da en pude pludselig kom flyvende og det ville også være lykkes hvis ikke Millicent sad på ham, men den ramte ham heller ikke, for hun dækkede selv ret godt. "Nå, jamen det er altid godt at vide." Lød det kækt fra ham. "Fest, hvor henne?" Han mente ikke at have nævnt noget med en fest på noget tidspunkt, men muligvis havde han, hvis det virkelig var tilfælde, så måtte han huske at skrive det sig bag øret. Mistanken boblede straks da Millicent spidsede læberne og en kort stund så meget tænksom ud. 'Bomben' som hun smed, kom som en slem overraskelse for Stephen, da han forstod den. "Det får han ikke lov til." glæden var væk, men ikke længere væk end at den kunne graves op med lidt arbejde. Det var på ingen måde noget betrykkende at få for ører. Måske burde han give hende et GPS armbånd så han altid vidste hvor hun var. Stephen ville endda have gjort det, hvis det ikke var fordi det var for langt ude og over en personlig grænse.

" jeg sagde fast...ikke fest, hør dog efter" klagede hun højlydt, dog med tydeligt morskab i hendes stemmen.Millicent lagde armene omkring hans hals, mest fordi det føltes trygt..." Tak..Stephen...tak, jeg ved du vil passe på mig, hvis det skulle blive nødvendigt" mumlede hun med næsen mod hans hals, da hun havde lænet sig ned over ham.
" Men som sagt...det er ren teoretisk...og forhåbenligt aldrig noget der kommer på tale" smilede hun ind mod ham, og satte et hurtigt kys på halsen
Udenfor var mørket trukket som et natgardin over byen. tiden var løbet stærkt.
" Du...måske er det tid til vores lille gåtur?" forslog hun...meget ivrigt for at skifte emne.

Mørket var der og hyggen, så der var ingen grund til ikke at forlade boligen. Stephen nikkede og gjorde sig fri af Millicent, så han kunne komme op og stå. Han gik målrettet ud mod gangen, hvor han iførte sig sit tøj. "Tager du vinen med?" Da han var klar, stak han hænderne ned i lommerne og ventede lænede op af væggen. "Er der et bestemt sted du ønsker at komme hen eller kan det være lige meget?" Som en lille hvalp i hælene på sin ejer, ville Stephen næsten med logrende hale, følge efter Millicent da hun forlod lejligheden og trådte ud i trappe op gangen og ned på hovedvejen.

Hun blev væltet ned, ikke videre elegant og ville nok have brokket sig, hvis ikke hun var så ivrig for at komme afsted.Også hun tog mere på, en stor sort strik trøje og nogle sorte sko.
Hun hastede...så han ikke kunne nå at skifte mening , og vinen fik hun også med sig ud af døren.
Hun låste efter dem og de smuttede glade ud i mørket, der virkede så sært befriende på hendes tanker og sind.
" Hvad med havnen?.. Der er da nogle hyggelige små bænke..og man kan se vandet?" forslog hun, men det var ikke noget hun ville lægge sig fast på.Forhandling var hun villig til, vis Stephen ønskede andre destinationer.

Stephen havde ingen bedre forslag, så han nikkede. Hvis ikke Millicent havde noget direkte imod det, ville han liste sin hånd ind i hendes og trække hende med sig hen mod den benævnte havn. Blot for at sikre sig at der faktisk var en måne, lage han hoved tilbage og betragtede en månebeskindet himmel. Perfekt, så kunne de fortsætte uden problemer. "Jeg kan også flyve os op på et bjerg hvis vi vil have månen mere for os selv." Forslog han tænksomt, før han vendte blikket fra himlen og ned mod sin ledsager. Stephen selv havde ikke et problem med at skulle flyve, det var det han var bygget til, men det kunne være Millicent var knap så begejstret for at hænge i luften med et andet 'fabeldyr'.

Bare hendes hånd i hans , bagte en tilstand af glæde i hende og hun ville hellere end gerne være tæt på ham.
Stephen overraskede hende nu alligevel, selv om han ikke havde andre forslag end hendes havn, til at starte med- kom der alligevel et tilbud.
Millicent behøvede ingen bjerge eller andet, for at nyde aftenen....bare Stephen og en smuk måne, men hans ordvalg ....dem kunne hun ikke komme udenom.Hvem kan sige nej til at de kunne have månen lidt mere for dem selv? Hun stoppede op og trådte ind foran ham ." Men det gør ondt på dig ...når vingerne skal ud"
Hun kørte sin tommelfinger hen over hans læber og så på dem...lidt længselsfuldt, men rettede igen sine øjne mod hans, for at se hvad Stephen ville? Hun ville gerne op på et uforstyrret bjerg med ham.

Stephen blev tvunget til at stoppe brat op, da Millicent pludselig stoppede op og kort efter var foran ham. "Ikke mere ondt end hvad man kan klare et par gange om dagen. Vi engle er udstyret med flere evner end at lave kugler og plader." I et kort forsøg havde han forsøgt at følge hendes finger, men det havde resulteret i noget der gav hovedpine, så han måtte nøjes med at mærke hendes finger hen over hans læbe, til hun fjernede den. Millicent havde ikke direkte virket til at være modstander af forslaget og hvis der ikke kom et inden for ganske kort tid, ville Stephen smide tøjet på overkroppen. Nogle engle - mest kvindelige - fortrak at skyde vingerne igennem tøjet, men det var ikke alle - eksempelvis Stephen selv - der havde penge til at købe nyt tøj hele tiden, så hvis vingerne skulle frem, var det uden tøj på.
Alt tøjet, hvilke ikke var synderligt meget, blev læsset over i favnen på Millicent, før vingerne tittede frem. "Velkommen til SAS, jeg håber de komme til at nyde deres rejse." Han bukkede sig ned for at løfte hende op og udnyttede chancen til at få plantet et kys på hendes kind, før hun lå i sit 'sæde'.

Hun var ikke helt overbevist, faktisk.Et par gange om dagen, det lød lige lovlige ofte at mærke sin hud blive flænget .Men hun måtte vel tage hans ord for gode vare , så hun nikkede til ham."Lad os gøre det så, det lyder dejligt..." hun rakte armene ud og modtog hans tøj, og vupti...lå hun i hans arme. For hevede da...det gav jo sommerfugle i maven, hvordan kunne nogen vænne sig til dette? Hun lænede sig ind mod Stephens nøgne overkrop, og lukkede sine øjne, imens hans velkomst bragte smil frem på hendes læber.
" okay....kaptajn, jeg er klar til afgang , bare få os ned i et stykke, ik" bad hun , mest for sjovt da hun havde helt tillid til ham, men alligevel var der også alvor i hendes ord.
Statestikkerne oplyste at flyvning var den mest sikkre form for trafik, men hun var ikke helt sikker på at det inkluderede engle flyvning? Der var vel ingen statertik over det.

"Selvfølgeligelig gør jeg det, bare stol på mig." og med de ord satte Stephen af og fløj til himmels som et stjerneskud omend ikke helt nær så hurtigt. Efter at være kommet op i en god højde, fandt han øst, vest, syd og nord og begyndte at navigere mod det mest passende bjerg der var muligt at se. Det var ganske vist et held at der overhoved var nogle bjerge inden for rækkevide, for man kunne let komme ud af flyve langt i andre mulige byer. Efter at have fløjet i små otte minutter, landede Stephen på en græs eng, der ikke mindede så frygtelig meget om et bjerg. "Velkommen til ... øh ... ja, bjerget. Jeg håber De har nydt turen."
Forsigtigt slap Stephen Millicent og trak vingerne ind, så han kunne få sit tøj på igen. "Har du husket en oplukker eller skal vi presse proppen ned igennem flaskehalsen?[b]" Det lød brutalt, men det var bedre end at slå flaskehalsen helt af, det blev både brutalt og blodigt, imodsætning til bare at kvæle flasken.

Kan nogen beskrive hvordan det er at flyve på en måne beskinnet himmel, i armene på en engel.En engel man var vild med? Millicent kunne ikke.Der var for mange surrealistiske elementer , som at se verdenen undersig imens man selv hang på himlen, det rakte hendes vokalforråd ikke til. og Stephen...at se ham....på den måde, sine vinger bredt ud, rørte hende dybt ind i hjertet.
A hun så havde lukkede øjne det meste af turen, det var bare typisk for hende.
Stephen fik hende sat blødt ned, og hun rakte ham straks hans tøj. Ikke fordi hun ikke nød..hm...synet af ham, men fordi han ikke skulle fryse ligesom sidst.
" Smuk tur.....du er en dygtig flyver! Siger man det...kan man sige det til en engel?" spurgte hun og rystede på hovedet.Det var nok en del om engle etik hun ikke havde kendskab til, naturligvis.
" uhh...se her" sagde hun og fumlede lidt ved proppen.Den havde været åbnet da hun stod i køkkenet, og var derfor til at fumle ud, uden de store problemer." Volia!" sagde hun stolt og rakte flasken fram mod ham.

Det lød ikke som noget man sagde til noget levende væsen, men heller ikke Stephen havde helt styr på det, så han trak ligegyldigt på skuldrende. "Jeg bliver i vært fald ikke fornærmet af det." Informerede han om og vendte kort blikket mod himlen der syntes at være endnu klare, da de var uden for by-lysets indflydelse. Da Millicent bad ham kigge, flyttede Stephen blikket fra himlen til flasken, som hun stolt rakte frem. Han vurderede den kort med blikket, før han tog imod den. "Imponerende, hvordan gør du det?" Han drejede flasken mellem hænderne og nikkede anerkendende.
Da Stephen var færdig med sit lille set-up, rakte han flasken tilbage til Millicent. Samtidig med at hun tog imod med den ene - eller begge hænder - greb han med den anden hånd, ud efter hende. Den ene arm lage sig om hendes skuldre og den der før havde haft flasken, lage sig om hendes talje, mens han pressede deres læber sammen.

Månen skinnedé så smukt, så det var svært at tro den var ægte...men det var den jo.Man kunne godt gå hen og blive afhænig af et sådan smukt og bjergtagende syn.
" åh...troede du at du var den eneste med magi? ...I've got magic hands, love" drillede hun og forsatte, "men en tryllekunstner afslører aldrig sine hemmelighedder."
Hun rakte ud og modtog flasken, og inden hun fik set sig om, havde Stephen fået et greb i hende og hans læber var mod Millicents.Flasken blev skubbet ind mod hendes mave og bryst og den fri hånd fandt straks sin plads omme i Stephens nakke.
" Mmmmm... Hvad skyldtes det.?" sagde hun og beholdte sit ansigt megettæt på hans, så tæt at hendes næsetip med fordel kunne gived hans et lille kæl.

Godt spåørgsmål. "Uhm ... det er jo aldrig helt til at vide." Svarede Stephen hemmelighedsfuldt og løftede hoved en smugle, for at lade sine læber berøre hendes lille nysgerrige næsetip der stak frem. Der kunne være mange grunde til at gøre det, men alligevel mente han kun at der var en. "Du kan jo prøve at gætte og ellers lader vi den ligge lidt i hemmelighedernes land lidt endnu." Hvis han fik lov, ville han træde et skridt tilbage og snuppe flasken ud af hånden på Millicent.
Kort efter ville flasken vende på hoved, med bunden i vejret og halsen vendt mod Stephens læber, hvor en del af væsken forsvandt hen. Efter en solid tår, rakte han den vider til sin retmæssige ejer og gik selv hen og satte sig i græsset på et måneoplyst stykke. Lænet op af sine albuer, betragtede han månen og Millicent, hvis hun trådte ind i hans synsfelt.

Hun elskede hans lille leg og hans lille kys på hendes snude, hvilke bare betød at hendes humør var helt i top.Væk var nu aftenens tidligere opevelser i Andys kælder og istedet var søde drømme om Stephen trådt i forgrunden.
" arh....det tror jeg ikke jeg vil give et bud på....så nøjes jeg med at takke" meddelte hun i en afslappet tone og gav hans kind et lille kys." Hey..du."..min flaske!" klagede hun og hodte fast, så han faktisk måtte rykke hårdt, for at få flasken.
Et lille grin trillede afsted.." så pyt" sagde hun og nød synet af ham....med vin og nede i græsset.
Hun modtog flasken, og snuppede selv en stor tår , hvorefter den blev solidt placeret i det bløde græs. Selv stod hun med ryggen til månen og facede Stephen. Hun knælede ned...helt ned på knæ...puffede til hans ben, så hun kunne komme på plads der og møvede sig så op mod ham.

Det hele tegnede til at blive en ganske hyggelig aften, trods den knap så hyggelige dag. Stephen spredte sine albuer en smugle mere, så han lå mere vandret da Millicent som en anden larve, kom krabbende op imod ham. "Det er ellers ikke så svært, men nu kan du få lidt tid at tænke i." Hvis hun krævede helt op, ville han ligge sig helt ned og betragte hende med månelyset som baggrund. "Du er ikke bange for varulve denne gang? Fremskridt. Har du mødt nogle siden du har skiftet mening eller har du bare ikke lige tænkt på at de kan luske rundt omkring os nu?" Det var måske ikke en direkte smart idé at påpege det, men der var intet at frygte i følge Stephen.

Hun møvede sin vej helt op til ham, og fik ham til at vælte ned i vandret position.
" hmmm...jeg er ellers så...videnbegærlig" små mopsede hun men fandt hurtigt på andet at lave.
Hun havde sine hænder på hans skuldre,da hun lænede sig over ham og nappede blidt i hans underlæbe , kun for at lade sin tunge glide hen over....men så talte Stephen , og hun bremsede op.Varulve? Hvorfor nu det?Der kunne vel ikke være...naaaa...det kunne der da ikke, kunne der?
" nej..jeg har da ikke mædt noget varulve, du ved jeg er død bange for dem" hissede hun og kunne ikke lade være med at se sig omkring,selvom mørket vanskeliggjore den opgave en hel del." Stephen....du...du tror da ikke de er..her? Vel?" peb hun og masede sig lidt tættere på ham.

Det var næsten sjovt at se hvor bange Millicent pludselig blev og da hun begyndte at kigge rundt og trykke sig ned imod ham, måtte Stephen tage en alvorlig kamp op, for ikke at begynde at grine. "Nej, der er ikke nogle her. Jeg vil kunne mærke det og ellers er jeg jo din skytsengel, så jeg skal nok finde på noget. Forresten, går du rundt med et billed af mig i din pung som vi snakkede om at du skulle gøre?" Hvis det var tilfælde, ville Stephen gerne se hvilke billed hun havde fundet. Der var billeder af ham ude på nettet, især hvor han spillede forskellige steder, men han mente ikke der var mange hvilke han også var godt tilfreds med.

" ja hvilken fantastisk ide...at sætte dig Op imod en varulv...hvorfor tænte jeg ikke på det selv" sagde hun ironisk, men slappe trods slt lidt mere af i kroppen igen, selv om hun stadig beholdte antennerne slået op, hvis nu der skulle liste sig noget eller nogen ind på dem.
" hmmm ...jeg har ikke noget endnu, men siden du er fast besluttet på at gøre mig flov, så fandt jeg faktisk en stribe billeder af dig...på nettet.Tænk at jeg dater en...kendis" smilede hun ned til ham og forsatte hendes beskrivelse af foto serien.." Du havde skjorte på...stående noget åben, sad ved et klaver , imørke bukser og bare fødder...og lidt pjusket hår...siger det dig noget? Men min printer den øhm...vil ikke tilsluttes,den står i en kasse" undskyldte hun sig med, så hun have ikke kunne få et billed til sin pung.

Stephen fnyste. "Flov siger du!" Som hun selv sagde, kunne det da umuligt være slemt at date med en kadis, selvom han aldrig selv ville kalde sig sådan en person. Han ville heller ikke være en, det gik for tit folk til hoved. "Det kan godt passe. Jeg kan ikke huske hvornår det var, men et par år siden, vil jeg skyde på." Forklarede han og forsøgte selv at huske dagen, men den var noget slørret og ikke spcielt klar og tydelig. "Men er det ikke også nok du vader rundt med mine fjer?" Han drejede hoved en smugle og skiftede synsvinkel til Millicent, der fik kastet en smugle af månelyset ind på sit ansigt med den stilling han havde. Utrolig inspirrende og næsten ensomt, trods de glade øjne.
Stephen kunne ikke finde på mere at tilføje til emnet, så han lod kreativiteten gå løs, mens han allerede spillede et par toner i hoved som måske ville kunne passe til det billed han så på. En kvinde i måneskind. Det lage op til noget stort. En kvinde der forvandlede sig til en ulv. Han kunne let høre hvordan et helt symfoniorkester tordnede løs mens ulvekvinden løb efter sit bytte.

Hun skulle lige til at oppunerer og sige at de ikke var flere år gamle, han så ud fuldstændig som nu, men så klappede hun østersagtigt i.Det var jo det med han ikke ældedes på normal vis!
" De var gode...du så lækker ud " drillede hun, men det var jo naturligvis helt korrekt.
Stephen var ældig lækker og udover det også fotogen, så der skulle jo komme noget meget godt ud af den kombi.
Hun rettede sig en smule op, og gav manden lov til at kunne trække vejret frit igen.
" jo...dine fjer er fantastiske...men det gør da ikke noget at prale lidt....det vil virke underligt at hive en hvis fjer frem på jobbet og sige..se, her er min kæreste' ...det vil skabe mistanke om jeg ikke er normal" små lo hun og så til imens Stephen blev en smule fjern i hans smukke øjne.
Enten snakkede hun for meget ellers var han træt, blev hun enig med sig selv om...sikkert det første! Hun lagde sig ned...med kinden mod hans skulder og nussede hans hals.

Pludselig forsvandt hans motiv og med den alt indspirationen, selvom de sidste toner fatede ud og ikke stoppede bræt op. Sådan skulle det også helst være. "Det vil det sikkert ja, med mindre de tror du er gal og mener du har forelsket dig i en svane." Hans blik heftede sig ved månen der lyste op som en anden glødepære på himlen blandt mange små pære. Det var utroligt at tænke over det var solens reflektioner, ligesom reflekser på cykler og skilte på vejene, denne var bare meget større og knap så skarp. Universets natur var noget at blive facineret af. "Det her var jo egentligt tænkt som en måneskindstur, men jeg håber du klare at vi ikke trasker rundt nede på havnen, ellers må du sige til." Et eller andet sted forventede han heller ikke det ville blive anderledes, men det kunne være at Millicent havde tænkt det hele som noget andet.

Hun løftede sig op og satte en albue i græsset og støttede sit hoved i hånden, så hun kunne ligge afslappet- og stadig se på Stephen." Ved du havad...jeg kommer til at tænke på filmen Black Swan, med Natalie Portman...har du set den? " hun vidste godt at Stephen ikke så mange film, men brugte tiden på musikken i stedet, men denne her film var faktisk lidt af et psykologisk kunstner drama, og klart et syn værd, selv om den i begyndelsen virkede lidt...langsom...så faldt alle brikker på plads senere i filmen.
Hendes øjne blev rettet mod den smukke himmel og månen...og hun fortabte sig lidt i den og i stemningen." Her er al det måneskind en pige kan ønske sig.Det er meget sødt af dig Stephen, at tage mig med hertil" .Hendes svar var som oftest ærlige og ikke gennemtænkte, men hun var kalr over at han gjore meget for hende, for at hun skulle være godt tilpas og være tilfreds.
Hvad hun ikke vidste var, om han gjore det for alle eller...?
At Stephen var en fantastisk ven, for de andre fyre hun havde mødt, tvivlede hun ikke på.Firkløveret havde en særlig kemi, men de vidste ikke han var engel, og hun var nysgerrig på hvorfor.
" du Stephen? .... Er det forbudt at fortælle mennesker at du er engel...altsår normalt...eller ..hvad er grunden til at dine venner ikke ved noget?"
Hun plukkede et græs strå og trak det ned over hans kind.

Black Swan. Titlen lød som noget han havde hørt om, men ikke noget han havde set, selvom mange folk mente det var en flot film, men det handlede vel bare om hvem man spurgte. "Nej, jeg har ikke set den." Det kom med sikkerhed ikke som nogle overraskelse for Millicent, ellers kendte hun ham ikke godt nok. Nærmere langt fra. Msser mængder af måneskind var der bestemt, men levede kvinder ikke mere på sollys direkte fra solen? I følge hans viden, så var det dem, der blev helt fjollede når solen kom frem og absolut ville ud i det og få lidt kulør, præcist ligesom boller. De tog lidt solcream på, en blanding af mælk og æg for boller, og så lage de sig ud i mindst tryve graders varme, forskellen mellem boller og kvinder var bare at bollerne skulle have tohundrede grader, hvilke også var synligt mere effektivt.
Fra måneskind til engleproblematik, over stok og sten det gik. "Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er noget med at man ikke fortæller vidt og bredt om det. Mennesket har det med at ville udrydde alt fjenteligt og mon ikke en engel vil kunne ses som en pointiel fjende?" Amerikanerne så alt som fjender, så det skulle nok lykkes at få plastret noget på ham, hvis det blev yderst nødvendigt.