No one is gonna ruin my fun // Carter

Carter gik ned til vognen og så ind på hende "jeg sidder her, jeg har en ting der skal prøves" han satte sig ved hendes side og rørte ved hendes pande, der skete intet, han prøvede igen. stadig intet. han var lidt fustreret over dette men han gik ud af bagklappen igen "kør til afdelingen så følger jeg efter" de kørte til hospitalet og kørte hende ind i den magiske afdeling. de lukkede hende ind på hendes egen stue. han gik ind ved siden af hende "jeg har et sidste forsøg" han tog fat om hendes ansigt på begge sider af hendes ansigt og brugte alt hans koncentration og med alt hans kraft råbte han igennem hans sind "MARIA" det var som om han fik strøm og blev slået ind i vægen. han mærkede livet forsvinde fra ham i et minut "klar" han mærkede et stød gennem hans krop og han hostede "velkommen tilbage Carter, du har været død i et minut" han smilede til de to læger. han håbede at hun vågnede. han satte sig i en stol med protest fra lægerne der forlangt at han selv skulle hvile sig "jeg kan hvile når jeg er gammel" han krydsede sine arme og tyggede på et stykke tyggegummi.

Maria havde endelig fået fred, hun sov blidt uden billder, bare mørke og stilhed, det var rart, som det store tygge tæppe kvinden på barne hjemmet plejet at pakke hende ind i, ingen lyd, intet syn, intet da kunne skade hende.

Maria kunne dog ikke blive der for evigt, hun hørte det først svagt, nogen der kaldte hendes navn, men som et ekko blev det højere og højere, først var Maria bange, det var en råben og det var en høj lyd, men hurtigt blev det til en kalden, det var hendes navn, og hun fulde stille stemmen tilbage til overfladen.

Maria vågnede med et gisp og hendes øjne blinkede forvirrene rundt, hun kunne ikke se noget end et skabt lys, men det her var i værtfald ikke hendes seng, hun kunne ikke huske hvad der var sket og hun prøvet at sætte sig op.

han sov halvt da Maria vågnede med et sæt. doctorene var der med det samme for at berolige hende. i alt kaoset sneg Carter sig ud af lokalet, han var sikker på at det nok ikke var godt at han var den første hun så, en læge kom gående ned mod stuen og så Carter uden for " betjent Williams, de må hellere følge med her" han fulgte med lægen, han så hendes papire "denne pige har været her 3 gange, en gang da hun var på et børnehjem, en gang som 10 årig med nogle små skader. men da jeg så det her skulle du kontaktes" Carter læste det med et stille blik, den første var omkring et påstået vampyr bid, det var meget standart men hvad der var vedhæftet sendte hans tanker flyvende "en sygeplejeske blev fundet død og pigen forsvundet, hun blev senere fundet af manden der adopterede hende" Carter tog raporten "jeg tager denne med til mit personlige arkiv, jeg går ud fra at de har flere kopier" han lagde den under armen, han gik tilbage og lod hans hjerne simre.

Maria begyndte langsomt af se og høre igen, lægerne omkring hende fik hende beroliget of forklaret hende situationen, Maria havde brugt for meget magi, men et eller andet lægerne ikke kunne se havde fået hende ned i en trance agtig coma som hun nu var våget op af.

Så Maria sad nu, I hospitals tøj, I en hospitals seng med et spejl og ventede på betjenten hun havde fået at vide nok ville tale med hende. Hun rørte stille sin næse og kinder som ikke var brækket mere og så ud som om de aldrig havde.

i mellemtiden hvor Maria hvilede havde han ringet after nogle filer han havde som der mindede ham om det modersmærke hun havde. de var der stadig ikke da han fik besked at hun var vågen nu. han børstede sin trøje af og tog en kop kaffe fra en maskine. han gik ind af døren med en kaffe i hånden "før du siger noget, så er jeg ked af hvad der skete i parken" han satte sig i den stol han havde set i da hun var i coma. han tog en tår af sin kaffe mens han bare så tomt op i loftet og det slog ham hvor træt han var.

".... Jeg ked af jeg råbte af dig" mumlede hun stille og så bare ned på spejlet "... Jeg ikke van til folk rør mig, du creepede mig ud" hun så på ham "Kan vi ikke bare kalde det lige og begynde forfra?" Maria smilte blidt, hun havde stadigvæk hans minder inde i hovedt, og de ville ikke rigtig komme ud.

han så på hende med et roligt smil "det er meget fint" han så på hende og gav hende hånden "jeg er Carter williams, jeg arbejder for den magiske politi afdeling. du ved jo du selv har evner, jeg er den man ringer til hvis folk viser magi i det offentlige. jeg står for at fange vampyre der dræber folk og sletter folks hukommelse" han tog sin hånd til sig og prikkede på hans hånd ryg "hvor har du den der fra" han var lidt nysgerrig "oh og mens jeg husker det så forsvinder mine minder om en halvtime eller sådan noget" han smilede let til hende da en betjent kom ind med en mappe "for helvede Williams, jeg er ikke din stikkerent dreng" han tog fat om mappen og åbnede den "jeg vidste det, det mærke er mærket fra en gammel efterretnings klan the occultus. de blev tit kendt som vogterne af den magiske verden" han gav hende mappen "nogen gange er det godt at have en god hukommelse" han smilede til hende og lænede sig lidt tilbage og tog sig til baghovedet.

Maria lyttede stille, det magiske politi? hun havde aldrig hørt om det, var der virkelig så mange da kunne magi de måtte havde deres egen politi?

Maria stivenede da han sagde "Vampyre der dræber" men kom hurtigt i tanke om han kunne læse tanker og sang derfor en sang i hendes hovedt for at få minderne væk, han så også distraheret ud.

Han nævnte hendes modermærke og så på det "åh.. jeg er født med det" hun så stille på ham da han fik en mappe og råbte op om dets indhold, da hun hørte navne "The Occultus" ramte det hende som en svimmel hed og alle de minder hun havde set snurret engang til rundt i hende, så da hun fik mappen i hånden så hun ikke rigtigt på det, hun lagde kun mærke til en ting

"Da stå klanen er død" mumlede hun stille, klanen så ud som om mindre og mindre af blodet var "Rent" og "Magisk" nok til at holde familiens magi i live, og langsomt dødet magien og mærket ud.

han tog et stykke tyggegummi "ja det siger du ikke, men de fyre var de sejeste mand" han så på taget "de var de bedste af de bedste, men de blev for kresne til sidst med hvem de fik børn med og magien døde ud sammen med klanen" han smilede til hende og pegede på hende med en kugle pen "men du har mærket, tillykke du er en occultus tror jeg" han grinede lidt og hans ansigt blev lidt seriøs igen "og tro ikke jeg ikke ved at du blev angrebet af en vampyr" han viftede med hendes mappe "jeg behøver heller ikke at læse tanker for at skaffe information" han smilede bare legende til hende "hvad siger du til at jeg køre dig hjem, du fejler ikke noget og jeg har en camaroe" han smilede lidt til hende før han rejste sig.

Maria så bare stille på mappen, hendes familie, hendes generation, hun så stille på sit modermærke, var det på grund af det hun var blevet efterladt?

Maria stivnede da han snakkede om vampyr angrebet *Så han tro jeg var bekymret om det, han kend-* men hun stoppede sig selv i at tænke det og kontrasteret sig om noget andet.

Og da kom det igen, den lidt creepy kommentar, man brugte kun sin bil type til at få damer ind i sin bil hvis man ville prøvet noget slemt med dem, Maria så lidt på ham og skælvede, rystede på hoved, hun ville ikke i en bil alene med ham.

han indså sin fejl da han sagde det "ok jeg sagde noget dumt igen men jeg har en undskyldning, jeg har studeret de sidste 8 år af mit liv så det der med at være social ikke min stærke side" han smilede lidt ømt over at indrømme det "jeg får dem til at køre dig hjem, men jeg kommer i morgen og tjekker op på dig. bliv i skole uanset hvor hårdt det bliver" han smilede opmuntrende til hende før han gik ud af døren. han tog en lang gå tur ned til sin bil før han satte sig ind og kørte hjem, lidt mere bedrøvet end han gad.

Maria sad stille og så efter ham, havde lyst til at sige noget, men nået det ikke da han bare gik så hurtigt.

Maria sukkede stille mens hun blev kørt hjem, hospitalet havde taget et par undersøgelser af hende og havde valgt hun godt måtte gå hjem, hun havde fået nogen vitaminer og fået af vide hun skulle tage massere af vand og få noget søvn.

Men hvordan kunne Maria sove? Hun lå i sin seng og prøvede, men hendes blik gik hele tiden hen til mappen, hun havde altid godt ville vide hvor hun kom fra.

Maria sukkede stille og vendte ryggen til mappen, måske en gang hvor at se på teksten ikke gav hende en mega hovedpine, så hun valgte at gå i seng, og sov rasten af dagen væk.

Carter gik i gang med at tage tøj på den næste dag. han så på sit ur, der var en god time til kunst museet åbnede så han besluttede sig for at tage ud til villaen for at tjekke op på Maria. han så ud af vinduet og tog en kop kaffe. han drak en del af det men før han var færdig med den stilte han den ned på et bord og gik ud af døren med Felix i hælene. han ensede ikke at den fulgte med ham og hoppede ind på bagsædet. han kørte op til det rige kvarter da han hørte Felix miave højt "Felix?" den hoppede om på forsædet med et tilfreds miaven "hey sid stille" den lystrede mere eller mindre og knugede sig sammen til en pelset lille kugle. Felic havde aldrig været bange for at køre. de kom frem til villaen og han parkerede sin bil, han tog Felix op i hans farm og aede den blidt bag øret så den spandt højt. han steg ud af bilen og gik op mod porten med katten i sin favn. sikkerheds vagten så lidt underligt på ham men lukkede ham ind til sidst da han viste skiltet og nu stod han ved døren, ventende.

Maria sad stille i malerværksted og malede, hun havde sin sorte nederdel og grønne top på, alt dækket af et maler forklæde.

Hun så stille på sit malerig, hun var begyndt siden hun var 11 da hun blev adopteret, hun var stadigvæk ikke så god som hendes far, men hun var blevet meget bedre, hendes lære kaldte hende et naturtalent og det havde gjord hende glad, hendes far elskede at male og hun ville godt gøre ham stolt.

Maria stivnede lidt ved tanken og sukket, hendes forældre, det havde nu været 2 år siden hun sidst havde været i kontakt med sine forældre, hun savnede dem og forstod ikke hvordan det var sket.

Men Maria rystede stille på hovedet og malede videre, malleriget af 2 voksne og et barn på en bakke en stjerne fuldt nat.

Susan var igang med at lave morgenmad og Mia var igang med at vaske tøj.

Carter stod i den åbne dør med sit skilt "jeg er fra politiet, jeg fandt den unge Maria i går da hun var kollapset. jeg er kommet for at tjekke op på hende" han smilede venligt til stuepigen der havde svaret døren. han satte Felix ned på gulvet "bare rolig han er trænet godt " Felix miavede selvtilfreds før han fulgte i hælene på Carter hen til en stol som han satte sig i og Felix hoppede op i skødet på ham.

Mia blinkede overasket "Kollapset? Oh ja i skolen ikke" hun havde et tøvet blik "Jo jo, kom ind, Frøken Maria er oven på og er igang med at male skal jeg hente hende?"

Maria hørte ikke da kom nogen ind af døren og blev bare ved med at male.

han smilede venligt til hende " ja det ville være meget rart, miss Mia, ikke? Maria fortalte lidt om dem i går" han smilede til hende meget venligt "kunne jeg ikke også bede om en kop kaffe og lidt mælk til min kompagnon her" han aede Felix bag det ene øre. det var selvfølgelig en stor løgn, han havde snakket minimalt med Maria men han havde lært navne rigtig hurtigt.

Mia nikkede "Susan vi har gæster! Jeg henter Maria nu" hun smilte venligt og gik hurtigt op af trappen.

Susan fik fanger Mia på vejen så hun vidste hvad hun skulle komme ind med, "Så, er tøsen i problemer?"

Maria kiggede op da Mia kom og sagde hun havde en gæst, hun tog forklædet af men havde stadigvæk maling i hovedt da hun kom nedeunder.

han så på hende mens han aede Felix i hans favn, han fik serveret en kop med kaffe og en underkop med fløde til Felix. han satte den på gulvet og felix hoppede ned på gulvet og begyndte at drikke af under koppen.

da Maria kom ned smilte han slet skjult over hendes ansigt "du har noget i hovedet" han drak videre og så på hende "du behøves ikke at rense dig jeg bliver her ikke længe" han rejste sig op og så på hende med et smil "jeg vidste ikke du malede" han havde glemt alt fra det syn han havde set fra hendes hverdag.

han tog en tegne blok frem og viste hende billeder af Felix eller nogle forskellige mennesker "jeg tegner selv, og maler" han smilede til hende og tog sin blok igen. han så ned da han mærkede Felix mod hans bukseben.

Maria tørret sit ansigt med den klud Mia gav hende og så bare på Carter med et irriteret blik. "...Undskyld sir, men hvad er det du vil med mig" hun så på han tegne med et tomt og uinteresseret blik og så op på ham"