Im not gonna argue //Seraph//

Thomas havde ikke lavet meget i nat, det var en stille lun aften, hvor månen stod højt og der var ikke en sky på himlen. Thomas havde lagt sig på en gargoyle der stak ud fra taget på en gammel høj bygning. Han lå med sit hoved mellem gargoylens øre, og hvilede sig. Han ville ikke lave ret meget i nat, han ville spidse og hygge sig i sit eget selvskab. Han havde ellers ikke haft mange fridage fortiden der var et rend af folk fra Vatikanet der var begyndt at arbejde i USA efter 50 års tilbagetrukkenhed, og deres vampyrjægere var stadig på udkig efter nye ofre men Thomas havde gjort et godt stykke arbejde med at sparoterer deres tiltag.

Thomas var iført en sort, åben frakke han havde fået af Safre og som hun havde fortyllet. Han Havde en hvid T-shirt der havde gyldne mønstre på ryggen, selvom de ikke var synlige på grund af frakken. Han var også iført et par shorts med et utal af lommer. På fødderne havde han et par sandaler, og gemt under frakken var hans fortrukne våben, det magiske wakizashi-sværd. Han havde også en smøg i munden, et træk han havde arvet efter en af sine venner, Sebastian, der aldrig sås uden, men det var noget Thomas noglegang gjorde når han var for sig selv. Det mest besynderlige træk ved Thomas var at han ikke så ud til at være mere end tolv år gammel, siden han blev vampyr i den alder, er han ikke vokset siden, og han var så vidt han viste det eneste tilfælde. Det var meget få børn der blev udsat for giften og da de ikke er så hårdføre som voksne bukkede de altid under for den, men ikke Thomas.

Thomas rejste sig fra gargoylen efter at have ligget der et stykke tid, han var blevet træt af at ligge der. Han lod sig svinge fra gagoylens næse og landede på en vindueskarm på øverste etage. Der kom lys fra vinduet men pasiennerne var trukket for, så han satte sig der istedet og så udover gaden neden under ham, mens han tog en hvæs af cigaretten.

Seraph gik ud mod vinduet, da han syntes han havde hørt et eller andet på sin venduskarm, noget der var for tungt til at være en almindelig nat fugl. Så ud af nysgerrighed trak han pasiennerne fra sit vindue og så lige ud på Thomas

Thomas der kiggede ud imod byen så ikke Seraph. Han opdagede en potteplante der hang ved siden af ham, som han valgte at skodde sin cigaret i. Han overvejede om han skulle tage en ny, og besluttede sig til at han ville, de var jo ikke skadelige for vampyrer hvis lunger ikke behøvede at fungerer.

Seraph kiggede ud på Thomas, og overvejede om hvad han skulle gøre, da det ikke var hver aften der dombede et barn ned på hans vindueskarm, men valgte så at rømme sig.

Thomas hørte omgående lyden, og vente hovedet for at se hvad der havde rømmet sig. Der stod en mand og kiggede på ham, han havde dog været sikker på han var alene, men han havde taget fejl. Han vendte sig i sæddet. Han sad nu i skrædderstilling på det smalle rækværk i perfekt balance uden at holde fast. "Go' aften." Sagde han som om han var blevet inviteret.

"God Aften" svarede Seraph med et lidt overasket tonefald, han stod i en hvid T-shirt, og et par lyse Cowboy bukser og med let uglet hår mens han så overrasket på det barn der nu sad og kiggede ham ind i ansigtet, mens han tænkte hvordan det barn dog kunne sidde der uden at falde ned, og hvordan han var kommet op i første omgang.
efter ca. 3 sekunder fortsatte han så med et mere roligt tonefald. "hvad laver du herude så sent om aftnen? er klokken ikke langt over din sengetid?"

Thomas viste ikke hvordan han skulle tackle situationen, for han måtte ikke vise noget for almindelige mennesker. Han besluttede at være næsvis. "Jo... er den ikke også over din?" Thomas stemme var myndig, rolig og kold som is. Den passede slet ikke til en dreng af hans størrelse.

Seraph så overasket på barnet og valgte at give tilbage med samme mønt.
"Nu skal du ikke være næsvis unge mand. respekter dine ældre" svarede Seraph med et hårdt toneleje for at indikere, at han ikke ville være med til at lade sig snakke ned til.
samtidig flyttede han højre hånd om bag ved ryggen * han rakte ud efter sin pistol som han havde på ryggen da han var helt sikker på at det barn ikke var normalt*
Seraphs øjne var glødende i et kort sekund, for derefter at være normale igen.
*Seraph havde aktiveret noget magisk der fik hans øjne til at lyse, og havde sikker noget med synet at gøre*

Thomas så mandens reaktion og tog beslutningen om at droppe facaden. "Så tal pænt, og hvad end du har bag ryggen så lig det væk." Thomas stemme var silkeblød, men kold. Han viste ikke om det var et våben han stod, med men han regnede med det.

Seraph så tilbage på drengen i hans vindueskarm med et småforvirret blik, men sagde så "Hvem er du? og hvad laver du i min vindueskarm?" Seraph kendte ikke så meget til det overnaturlige, men viste dog at væsner som vampyre og demoner fantes.
Men han var ikke sikker på, om børn kunne blive vampyre...
Seraph holdt fortsat skarpt øje med drengen der sad i vinduskarmen, mens han afventede et svar.

Thomas rettede sig lidt der hvor han sad. "Jeg er bare en knægt der sidder på din vinduskarm, midt om natten. Hvis du ikke kan lide at jeg sidder her, så kan du jo bare ringe til politiet." Sagde Thomas med et bredt smil.

"Politiet kan jo ikke en skid" svarede Seraph "og det tror jeg du ubemærket godt ved"
Seraphs toneleje skiftede til et hårdt og nærmest ondt tonefald. "Og hvis du ikke forsvinder fra min lejlighed inde for de næste 5 minutter, så vil jeg fjerne dig med magt!"

Thomas så sig til begge sider med et påtaget udtryk af uskyldighed. "Men jeg er go ikke i din lejlighed, jeg er ligeuden for den." Sagde han. Thomas nægtede at lade sig true, denne mand havde ingen muligheder for at fjerne Thomas hvis ikke han ville, det var han overbevist om. Han ville muligvis ha gjort det hvis han havde spurt, men sådan var han åbenbart ikke.

"Så hold da op med at være næsvis" Svarede Seraph hårdt og fortsatte, "din tid starter nu"
Seraph trykke på sit digital ur for at satarte et nedtelings ur, og så nu afventende på knægten.

"Hvem er det nu der opføre sig som et barn, hvorfor skyder du ikke og får det overstået, det gør alle andre, men jeg har sagt du ikke for noget ud af det."

"Som du vil" Seraph trak sin pistol og tog et skud mod Thomas.

Thomas rørte sig ikke, og skuddet ramte, men der skete tilsyneladende ikke noget. Det tunge 9 mm skud ramte gulvet med et kling. Safres jakke der var fortryllet til at modstå skud og ild, gjorde hvad den skulle. "Av." Sagde Thomas uantusiastisk. I virkeligheden morede han sig fint, men han opretholdt facaden.

"Hvem har kommet et 9mm skud i min M1911?!" råbte Seraph og kiggede så på Thomas og fortsatte "ikke lige hvad jeg havde regnet med.. men jeg forstår nu hvorfor du ikke havde noget imod at jeg skød dig." Seraph skiftede til et meget alvorligt tonefald og kiggede så Thomas lige ind i øjne og sagde. "Jeg ved hvad du er, Udøde."

Thomas anede ikke hvad han talte om, han gjorde sig ikke i skydevåben. "Hvis du er ude efter kvalitet, hvorfor går du så ikke tilbage til noget lidt mere gennemtestet?" Spurte han.

"M1911 ER gennemtestet!" svarede Seraph vredt
"FORLAD MIN LEJLIGHED! NU"

Thomas så på manden. "Jeg er ikke i din lejlighed, jeg er udenfor din lejlighed." Sagde han næsvist.

Serpah var ved at miste tolmodigheden, denne lille knægt sad i hans vindueskarm og hånede ham som om han ejede verden.
"Nu forlader du min lejlighed, ellers skal jeg sørge for at du fortryder at du blev født!"
råbte Seraph ud i hovede på Thomas

Thomas så på manden. "Det kan godt blive lidt svært, der er lidt langt ned - syns du ikke." Sagde han. Det ville ha været en smal sag for ham at klatre ned, ham her var bare så sjov - og lidt irriterende.